Berliner Dom (1536-1747) (Tidligere bygning)
Den tidligere Berliner Dom /Domkirke i Berlin opstod i perioden 1536-1747 og var Berlins første Domkirke. Den befandt sig i Berlins historiske midte ved den sydlige Portal II ved det daværende Berliner Byslot, hvor der dengang lå et middelalderligt ridderturneringsanlæg kaldet Stechbahn. Sammenligner man med byens ansigt i dag, lå kirken på den sydlige del af slotspladsen imellem den i DDR oprettede Statsrådsbygning og Marstall (Hochschule für Musik Hanns Eisler”).
Det efterfølgende byggeri på domkirken blev foretaget i årene 1747-50, men blev i årene 1894-1905 erstattet af den nuværende Berliner Dom. Disse byggerier lå imidlertid ikke, hvor den oprindelige domkirke lå, men små 300 meter nordligere mellem Lustgarten, Altes Museum, Spreeflodens bredder og Liebknechtbrücke.
SE ARTIKLEN OM BERLINS HISTORIE
Forgængerbyggeriet til Berlins Domkirke – her på en tegning af Johan David Schleusen fra cirka 1736 den lød navnet Oberpfarrkirche der Heilige Dreifaltigkeit zu Cölln og havde været calvinistisk siden 1613.
Kirkebyggeriets historie på Spreeøen
Siden det 13. århundrede har der været en række forskellige kirkebyggerier på Spreeøen.
Dominikanerkloster Cölln
Siden anden halvdel af det 13. århundrede fandtes der et dominikanerkloster i Cölln. Munke anlagde på dette tidspunkt i henhold til deres ordensregler et tårnløst Guds hus og en klosterbygning, som var uden særlig arkitektonisk udsmykning og bygget i mursten. Man hører første gang om klosteret i 1297.
Erasmuskapellet på slottet
I år 1443 anlagde den brandenburgiske kurfyrste Friedrich II. Eisenzahn (Jerntand) som nabo til dominikanerkloster Cölln sit nye slotskompleks Zwirnburg.
I 1450 indrettede man et kapel i det nyligt færdigopførte slot, som blev viet til den hellige Erasmus. Den kurfyrstelige familie og de ansatte ved hoffet brugte Erasmus-Kapellet til gudstjenester.
Kapellet blev i 1465 ophøjet til kollegiatstift af Pave Paul II. Kapellet, der fandtes indvendigt i det kurfyrstelige slot – og som bestod, indtil slottets ødelæggelse i 1950 – var imidlertid for moderat i forhold til kurfyrsterne af Brandenburgs krav om offentlig repræsentation.
Domkirke til et stift
I forlængelse af, at kurfyrsten Joachim II. i år 1535 trådte ind i sit arbejde, gav pave Paul III. ham tilladelse til at erhverve dominikanerklosteret syd for slottet og omdanne det til et domstift, som han udsmykkede rigeligt. Dominikanerne drog til Kloster St. Pauli tæt ved Brandenburg an der Havel. Den nye domkirke blev indviet under stor festivitas i 1536.
I 1539 overgik Joachim II. til Martin Luthers tro, hvilket betød, at stiftet blev evangelisk. Hans overgang var kraftigt inspireret af hans mors Elisabeth af Danmarks overgang til Luthers tro 16 år tidligere. Hun var en søster til den danske Christian II. De gejstlige tilknyttet domkirken blev kaldt hofprædikanter og indtil 1608 Stiftsdekan og blev direkte udpeget af kurfyrsterne. Den første hofprædikant var den vigtige reformator Johann Agricola fra Eisleben. I 1608 opløste man stiftet, og i stedet blev kirken gjort til øverste sognekirke i Berlins søsterby Cölln med Zur Heiligen Dreifaltigkeit.
Joachim II. indrettede under kirken en krypt, hvor slægten Hohenzollern fremadrettet skulle begraves. Han hentede endda Johann Ciceros fornemme bronzegrav fra Kloster Lehnin.
I 1613 overgik kurfyrsten Johann Sigismund officielt til den calvinistiske tro, der i Tyskland blev kaldt reformert tro, hvorefter kun disse måtte benytte kirken. Hofprædikanten Simon Gediccus, der satte sig hårdt mod denne forandring af kirken, blev fyret af kurfyrsten. Et forsøg på at “rense” domkirken efter calvinistiske kriterier førte i påsken 1615 til opstand fra Berlins borgere mod hoffets calvinistiske tro. Efterfølgende fandt man en ordning, hvor hoffet forblev calvinister, men ikke forsøgte at pådutte undersåtterne deres tro. Opstandene blev kendt som Berliner Tumult.
Repræsentativ udbygning af domkirken
Den middelalderlige treskibede murstenskirke fra det 13. århundrede i gotisk stil, der indledningsvis havde været yderst moderat bygget, fremstod mere og mere som en repræsentativ domkirke. På dens vestlige side fik den hidtil ornamentløse kirke integreret to markante tårne i byggeriet. Kurfyrsten fik endda lavet en forbindelsesgang mellem slot og domkirke, som gjorde, at han kunne gå direkte fra sit hjem til de kirkelige handlinger.
Til venstre ses Berlin Domkirke med tårn og klokketårn ved siden af. I midten ses slottet. Grafik: Johann Stridbeck den Yngre. (Wikipedia)
Gamle billeder viser domkirkens ændringer i løbet af tiden. Tårnene blev pillet ned i midten af det 17. århundrede, men fornyet igen i 1717.
Klokketårnet
På den østlige side af kirken stod et allerede eksisterende fritstående tårn, der blev ombygget til klokketårn for domkirken. De 10 klokker til tårnet blev skænket af Berlin. Det var blandt andet Wilsnacker klokken og Bernauer klokken. To af klokkerne blev, efter at tårnet blev nedrevet i det 17. århundrede, anvendt i det genopførte vesttårn.
Blik udover Berlins slotsplads omkring år 1700. Ligefrem ses domkirken og til højre i billedet slottet. Stik af Pieter Schenk (wikipedia)
Kirkens indre
I kirkens indre anlagde man de fyrstelige begravelsessteder. I midten af 1550´erne hentede man flere af de afdøde kurfyrster fra Kloster Lehnin til Berlin, hvorefter de blev genbegravet i domkirken. Det gjaldt også Elisabeth af Danmark, kurfyrst Joachim II.´s mor. Elisabeth gælder som hende, der gødede jorden for reformationen i landet. Da hun døde i 1555, blev hun begravet i krypten som en af de første. En af de mest mindeværdige begravelsesseancer ved domkirken var, da dronning Sophie Charlotte blev begravet i 1705, den første dronning af Preussen. Her blev hele den vestlige portal og kirkens indre smukt dekoreret for at mindes kong Frederik I. af Preussens dronning. Den 22.august 1688 var Sophie Charlottes søn Friedrich Wilhelm I. – den senere Soldaterkonge – blevet døbt i den calvinistiske tro i kirken.
I 1705 blev Sophie Charlotte begravet inde i domkirken med prægtig udsmykning. Et stik fra Eosander von Göthe. Wikipedia
Nedrivningen af kirken i 1747
Senest omkring år 1667 fulgte en række istandsættelser. Klokketårnet blev i 1716 fuldstændig nedrevet. I 1747 besluttede kong Frederik den Store sig for, at kirken skulle nedrives totalt grundet forfald. Han lod samtidig et nybyggeri af en domkirke begynde på den nordlige del af slotsøen ud mod Spree ved Lustgarten, der hvor domkirken af i dag ligger. I 1749 blev de fleste af kurfyrstelige og kongelige sarkofager bragt til nybyggeriet. Arkitekten på den ny kirke var Johann Boumann den Ældre, der stammede fra Holland, samt Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff. Kirken blev indviet 6. september 1750.
Anders Bager Eriksen, Historiske Rejser: Berliner Dom kender vi som den enorme kuppelkirke, der ligger ud til Spree. Hvad de færreste ved er, at den oprindelige domkirke lå forskudt fra den nuværende kirke med omkring 300 meter mod syd. Denne kirke var en udbygning/ombygning af et meget spartansk dominikanerkloster for Berlins naboby Cölln. Kirken blev bygget med to tårne og taget i brug i 1536. Tre år efter afholdt man den første officielle lutherske gudstjeneste med den lutherske nadvergang. Kirken var direkte forbundet med Berlins byslot med en gang, således at kurfyrster og konger kunne gå direkte over til deres hofkirke. I 1550´erne flyttede kurfyrsten Johann II. de jordiske rester af sine forfædre fra Kloster Lehnin til gravkapellet. Siden blev domkirken hohenzollernes foretrukne gravkirke. Særligt begravelsen af dronning Sophie Charlotte i den gamle kirke var en mindeværdig oplevelse i. I 1747 besluttede Frederik den Store, at kirken skulle rives ned, og at der skulle bygges en ny, hvor den nuværende står i dag. Den nåede at stå i hele 3 varianter, før den nuværende domkirke stod færdig i 1905.
Pingback: Berliner Dom | Historiskerejser.dk