Berlinmuren, Kennedy og Willy Brandt 1961-75
Antifaschistischer Schutzwall
Lige efter Anden Verdenskrig havde der været megen konkurrence og diskussion om, hvilke af de to verdensøkonomier der ville klare sig bedst. I midten af halvtredserne stod det klart for de fleste, at det var i den vestlige verden, man byggede sin økonomi på intelligentsiaen. Udviklingen tordnede af sted, mens den planøkonomiske økonomi forekom at være et selvmorderisk projekt. De frie rejsemuligheder mellem de to bydele i Berlin betød, at DDR var ved at blive drænet for sin intelligensreserve, dvs. i alt 2,6 mio. mennesker ud af en befolkning på 16 mio. For Ulbrichtregimet var det uholdbart i længden, men løsningen lå ikke lige for.
I sommeren 1961 tog man det radikale og dystre skridt at bygge den mur, som man i DDR udlagde som antifaschistischer Schutzwall, og som i vest bare blev kendt som Berlinmuren. Denne gik hele vejen uden om Vestberlin og blev det mest uhyggelige eksempel på DDRs kyniske stormagtspolitik. Menneskeskæbner var noget, der blev bestemt på tegnebrættet. Reaktionen fra Vesten var at tage afstand, men samtidig var man præget af en resignerende holdning over for DDR-regimet, og en forbrødring med den østlige del af Tyskland syntes umulig.
Wirtschaftswunder og Kennedy
Mens den østtyske planøkonomi havde meget store problemer med at opnå høje væksttal, var den vesttyske økonomi siden oprettelsen af BRD blevet bakket op af nærmest eksplosive vækstrater. De væsentligste forklaringer ligger primært i den gennemstabile D-mark, opgøret med den tidligere junkerøkonomi (korruption og nepotisme), modtagelsen af massive amerikanske genopbygningsbeløb gennem Marshallplanen, samt tyske firmaers succesfulde indtog på det internationale finansmarked, såsom Siemens, BMW, Volkswagen, Opel, Audi, Porsche og Mercedes. I Vesttyskland oplevede man med andre et Wirtschaftswunder.
I Vestberlin var man tvunget af situationen til at satse på reklame, administration og mere utraditionel økonomi som produktudvikling og forskning. Vestberlin blev en markedsøkonomisk enklave midt i planøkonomiens åndløshed. Men det var en enklave, der forkælet levede på Vesttyskland og USA´s nåde. Denne nåde bævede man for pludselig kunne fordufte som rim for solen. Derfor var det på alle måder en lettelsens jubel, der lød fra de over 400.000 begejstrede tilhørere, som 26. juni 1963 modtog USA´s præsident John F. Kennedys opbakning i ordene ”… Ich bin ein Berliner”. Berlinerne har moret sig over at det grammatisk nærmere skal forstås, som ”… jeg er en Berlinerpfannkuchen”, men meningen i ordene var det essentielle for berlinerne. Den fastslog, at USA ville forblive solidarisk med Vestberlin.
Ostpolitik og 68´er-oprør
Da Kennedy holdt sin tale, hed Vestberlins borgmester Willy Brandt. I 1966 blev han valgt som vesttysk kansler. De tidligere kristdemokrater, Adenauer (1949-60), Erhard(1963-66) og Kiesinger (1966-69) havde anlagt en uforsonlig linje overfor den socialistiske verden. Brandt gik i stedet (1969-74) foran med forsoning i sin Ostpolitik, idet han undskyldte for de tyske massakrer i Polen og Sovjetunionen og var den første tyske statsmand, der besøgte Israel. Udenrigspolitisk søgte Tyskland fred og forsoning, hvilket stod i skarp kontrast til de politiske uroligheder man indenrigspolitisk blev udsat for i tiåret mellem 1968-77.
Den længerevarende højkonjunktur havde medført, at de tyske universiteter oplevede en mangedobling af elevantallet. Den nye generation havde fundet sine teoretiske og politiske standpunkter på den yderste venstrefløj hos folk som Marx, Sartre, Adorno og Lukacs. Det gav sig udslag i en gennemgribende konfrontatorisk indstilling til alt, hvad det etablerede samfund stod for. I Tyskland kom 1968 ikke mindst til at betyde opgøret med landets fordækte fortid, hvor gamle hengemte sår om forbrydelserne under anden verdenskrig blev revet op og betændte samfundsdebatten. Også Vietnam-krigen og samfundsrevolution spillede en stor politisk rolle i datidens bevidsthed. To universitetsmiljøer gik forrest i kampen mod det etablerede. Det var det socialvidenskabelige institut i Frankfurt Am Main under Theodor W. Adornos ledelse og derudover Freie Universität i Vestberlin. Ironisk nok var Freie Universität blevet stiftet i 1948 som protest mod den østberlinske censur på Humboldtuniversitetet. Studenterlederen Rudi Dutschke læste på Freie Universität, og i 1968 blev han skudt ned på Kurfürstendamm. Han overlevede, men kom sig aldrig over attentatet og døde i Århus i 1979 som en mærket mand. Denne episode fik Tyskland til at ramle ind i en voldsbølge, som fik sit grimmeste ansigt i terrorgruppen Rote Armeé Fraktion. Urolighederne ebbede først ud hen imod slutningen af 1970´erne.
