Den tidlige Kolde Krig 1945-53
Kold krig og luftbroen til Tempelhof
Det tyske problem blev ganske hurtigt kun et delproblem i en større global konflikt mellem den vestlige og markedsøkonomiske verden med USA i spidsen, og på den anden side den kommunistiske verden med Sovjetunionen i spidsen. Her blev Tyskland fanget midt i mellem og Berlins skæbne bestemt ud fra denne krise. De første par år var det lykkedes uden alvorlige gnidninger at sikre en fælles administration af Berlin fra Rotes Rathaus i Nikolaiviertel.
I 1948 var de tre vestlige magter blevet enige om at indføre en fælles møntfod, D-marken, for at lette den økonomiske situation. Hos den sovjetiske fjerdepart blev dette set som et klart brud på den oprindelige aftale og straks mødt med hårde konsekvenser i form af en total afspærring af de neutrale indfaldsveje, som de vestallierede havde traktatmæssigt krav på at benytte i deres forsyningslinjer til Vestberlin. De vestallierede fandt en løsning, hvor man i stedet benyttede sig af luftfartsmulighederne. Fra juni 1948 til maj 1949 fløj allierede fly i gennemsnit 1 fly i minuttet mod Berlins vestlige lufthavn, Tempelhof. Efter en af historiens mest vellykkede magtdemonstrationer hævede Sovjetunionen spærringen. På det politiske plan blev resultatet, at den sovjetiske zone sprang ud som selvstændig stat, Deutsche Demokratische Republik. I Vest gik de tre andre zoner sammen og skabte Bundesepublik Deutschland (BRD) eller mere brugt, Vesttyskland.
Øst og vest: 17. juni 1953
For Berlins vedkommende betød dette en yderligere spaltning. Den fælles administration lå i ruin, de tre vestmagter rykkede deres fælles administration til Schöneberger Rathaus, mens man i øst blev regeret fra steder som SED´s hovedkvarter på Rosa Luxembourg-Platz og Haus der Ministerien på hjørnet af Wilhelmstrasse/Leipziger Strasse. Østberlin var ydermere blevet ophøjet til Hauptstadt der DDR, og det betød, at den østlige del skulle indrettes i socialistisk repræsentationsstil. Unter den Linden havde været den gamle pragtallé, men selvfølgelig kunne man ikke lade det gamle militaristiske Preussen tale for sig, så i stedet blev det stykket fra Alexanderplatz og ud til Frankfurter Tor, der skulle være socialismens pragtgade nummer et, nemlig Stalinalleé. Mange preussiske og tyske kulturelle perler, der var blevet ødelagt, blev enten revet ned eller fik lov at stå i forfald. Det gamle preussiske byslot blev sprængt og nedrevet i 1950, og Gendarmenmarkt stod i et sørgeligt forfald og blev først genopbygget i 1987.
I vest var situationen den, at Berlin ikke længere gjaldt som hovedstad, men man havde fundet det noget lettere fremkommelige Bonn ved Rhinen. Alligevel var Vestberlin en prestigesag og et holdepunkt for den vestlige verden. Vestberlin blev væsentligt hurtigere og væsentligt bedre genopbygget end Østberlin. Op igennem 1950´erne kunne berlinerne stadig færdes forholdsvis let mellem øst og vest, og det skabte muligheden for, at man kunne solidarisere med hinanden.
17. Juni 1953
Oprettelsen af DDR i oktober 1949 betød en yderligere sovjetisering af samfundet, hvilket fortsatte i de følgende år. I 1950 blev Ministeriet for Statssikkerhed (MfS) oprettet. Det blev sidenhen blot kaldt Stasi. Walter Ullbricht fulgte trofast Josef Stalins plan for Sovjetunionen, hvilket betød, at DDR i 1951 indledte tvangskollektiviseringen af landbruget. Indledningsvis havde det været populært at omfordele de preussiske junkeres store landbrug, men mange landmænd fra småbrug gjorde modstand. Svaret var fængslinger, diskriminering og eksil. At bønderne var utilfredse, havde man regnet med.
Man var også påbegyndt en tvangsindustrialisering, som var noget mere tvivlsom, da DDR ikke havde meget naturlig industri. Det meste lå i havneområder som Rostock, i bjergværksområderne i Sachsen og Thüringen samt blandt byggearbejderne i Berlin. Ved grænsen til Polen opførte man en hel kunstig valseværksby, som man kaldte Stalinstadt. Arbejderne var blevet lovet fremgang og en central placering i den ny arbejderstat. I starten af 1953 var situationen en ganske anden. Mange i DDR oplevede enorm knaphed på ressourcer og levede på grænsen af et eksistensminimum, idet der blev betalt enorme krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen, og den politiske frihed var ikke-eksisterende. 5. marts 1953 døde Josef Stalin. Walter Ullbricht, der blev regnet for en af Stalins mest tro lakajer, brugte anledningen til at stramme grebet yderligere, bl.a. blev de kirkelige ledere fængslet, og en forhøjelse af arbejdsnormerne blev dikteret frem til 30. juni, Ullbrichts fødselsdag. I starten af juni 1953 blev Ullbricht kaldt til Moskva, hvor Laurentij Berija tvang ham til at slå ind på en mere blød overgang til socialismen. Ullbricht parerede straks ordre, men det eneste, han ikke ændrede, var forhøjelsen af arbejdsnormen. Arbejderne så det som en oplagt mulighed for at komme af med Ullbricht. Byggearbejderne på Stalin-Allée var de første til at nedlægge arbejdet. Radioen i den Amerikanske Sektor (RIAS) kunne høres over hele Berlin og i store dele af DDR, og den opfordrede alle til at støtte byggearbejderne. Den 17.j uni 1953 var mere 1 million demonstranter på gaden over hele DDR. Opstanden blev nedkæmpet af sovjetiske tanks, og efterfølgende valgte man at beholde Ullbricht. For mange østtyske var læren af 17. juni 1953, at enten blev man og knaldede hælene sammen og adlød, eller også flygtede man over de stadig åbne grænser. Stasi fik yderligere magtbeføjelser i DDR efter opstanden.
