Berlins middelalderlige bymur
I middelalderen omkring år 1250 omsluttede en mur dobbeltbyen Berlin–Cölln, der kunne passeres via flere byporte.
Berlins bymurs forløb i middelalderen, hvor Berlin ligger i toppen og Cölln i bunden på tværs af floden Spree (kilde: Jäger/Steinhardt). Kort fra wikipedia
Bymurens beliggenhed
Berlins bymur løb østligt for floden Spree langs med dagens Waisenstrasse, videre parallelt til dagens skinneførsel for sporvogn og til Burgstrasse. I det gamle Cölln gik muren på den sydlige bred af Fischerinsel, til Friedrichsgracht og til slusebroen ved Kupfergraben. Det videre forløb på Spreeøen er momentant ved at blive afdækket ved arkæologiske udgravninger; Området blev i 1400-tallet og frem revet ned og overbygget med Berlins byslot.
Mellem Litten- og Waissenstrasse befinder der sig endnu rester af muren. Disse stykker blev bevaret fra nedrivning, da de kunne virke som afgrænsning mellem beboelseshuse. I 1948 blev murresterne bevaret og kulturarvssikret.
En af de få sikrede rester der stadig kan ses findes i Littenstrasse. Foto fra wikipedia
Berlins Bymurs Historie
Da byerne Berlin og Cölln opstod i det 12. og 13. århundrede, skulle de sikre sig mod ydre fjender ved voldgrave og palisadehegn. Omkring år 1250 befæstede begge byer sig udadtil med en cirka 2 meter høj mur bygget af kampesten. Spreefloden virkede som buffer mellem de to byer. Der var ingen mur mellem dem, kun udadtil.
I det 13. århundrede blev bymuren udbedret med tegl og forhøjet til 5 meter. Forsvarsfunktioner på muren var spredt påsatte skydehuller, tårne og vigehuse. I det 15. århundrede blev der anlagt to 15 meter brede grave rundt om bymuren, hvorimellem der endvidere var en bred jordvold.
I Neubrandenburg har man genetableret deres middelalderlige bymur, der menes at være meget lig den der lå i Berlin. Foto fra wikipedia
Bymuren forfaldt med tiden og blev sløjfet i det 17. århundrede, hvor den noget større by fik et nyt fæstningsanlæg med flere bastioner, men dette blev så igen sløjfet i 1737.
Bymurens porte
Berlins bymur havde øst for Spree, altså på den berlinske side, tre porte: 1) i nord Spandauer Thor (Thor/Tor tysk for port) for enden af Spandauer Strasse, 2) i nordøst Oderberger Thor, der også lød navnet Georgentor og siden Königstor for enden af Rathhausstrassse, 3) i sydøst ved Stralauer Thor i Stralauer Strasse og Höhe Waisenstrasse.
På Cöllnersiden vest for Spree befandt der sig 2 porte: 1) i syd Köpenicker Thor ved Rossstrassenbrücke i den nordlige ende af Neuen Rossstrass,. 2) i sydvest Gertraudenthor ved Gertraudenbrücke, hvor dagens Gertraudenstrasse føres over Spreekanalen.
I forbindelse med den første byudvidelse, hvor kvarteret Friedrichswerder kom til, opstod der flere byporte: Det sted, hvor Neue Wache og Zeughaus ligger i dag på Unter den Linden, opstod Neue Thor. I 1683 erstattedes Gertraudenthor af Leipziger Thor.
Porte i fæstningsanlæg og toldmuren
I tiden umiddelbart efter 1650 byggede byen Berlins fæstning. Fire porte fra bymuren blev flyttet og under de selvsamme navne integreret i den nye mur. Dette gjaldt: Spandauer Thor, Stralauer Thor, Köpenicker Thor og Neues Thor. De to sidstnævnte fik nye navne, men blev også integreret i det nye byggeri. Portene fra Berlins fæstning forsvandt, ligesom bymurens porte, totalt fra Berlins bybillede. Disse porte erindres bedst i dagens bybillede via vejforløb, der følger murens og/ fæstningens forløb, såsom Oberwallstrasse, Kurstrasse eller banelegemet mellem Jannowitzbrücke og Museumsøen. Da Berlin fortsatte med at vokse hastigt, kom det efter 1734 til opførelse af en ny Toldmur (Zoll- und Akzisemauer), der førte til nye porte og endda også til en del repræsentationsbyggeri omkring disse porte.
Schinkels Potsdamer Tor: Byportene på toldmuren blev repræsentative milepæle. Motiv fra wikipedia
Berlins vækst i størrelse og indbyggertal tog i endnu højere grad fart i det 19. århundrede, hvor den blev en af kontinentets største byer. Det betød, at stort set alle toldmurens porte blev nedrevet i årene 1866-69. Disse porte var igen forbundet med faste elementer i byen som eksempelvis Karl Friedrich Schinkels udkast til Potsdamer Tor med dens fine porthuse eller Neue Thor. Portene havde mistet deres funktion, og derfor blev de nedrevet. Det eneste bygningsværk, der fik lov at stå, var Carl Gotthard Langhans mesterværk for enden af pragtboulevarden Unter den Linden – Brandenburger Tor.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger:
Som artiklen allerede taler om, så er det kun meget få steder, at du i dag kan se den middelalderlige bymur. Du kan gå en tur i Littenstrasse og der se det stykke mur, der er blevet bevaret. Her kan du ved samme lejlighed gå forbi et af byens ældste udskænkningssteder ” Zum Letzten Instanz”, der ligger i parallelgaden Waissenstrasse, en tur igennem klosterruinen og forbi Parochialkirche.
Har du det historiske kompas tændt, når du bevæger dig rundt i byen, er det meget sjovere at se på, hvordan gadeforløb følger middelalderens beslutninger. Du møder navnet Tor/port mange steder i gadebilledet i byen. Det gælder Frankfurter Tor, Kottbusser Tor, Schlesisches Tor og naturligvis Brandenburger Tor. Her skal man altså kunne skelne mellem tre forskellige lag af mure. Den middelalderlige bymur fra cirka 1250, befæstningen fra 1650 og toldmuren fra 1734. Middelalderens tegn skal du altså kradse lidt efter, og Berlins historie har gjort det svært for denne del af historien at være særlig tydelig.
