Dansk-Hanseatisk Krig (1362-65)

Den første krig mellem Danmark og hansestæderne foregik i tidsrummet 1362-65. Hansestæderne var allieret med Sverige og Norge. I 1361 havde den danske konge Valdemar IV. Atterdag erobret Visby på Gotland, hvilket for såvel hansestæder som for i særdeleshed Sverige var at gå for vidt. Valdemar havde i de foregående år samlet Danmark, og den sidste del af den fornyede samling var foregået i Skåne. Fra at have været i konflikt med den svenske konge Magnus Eriksson, blev konflikten udvidet til også at gælde hansestæderne.

Hansestæderne, der var et løst forbund af byer, som var bundet sammen af økonomiske interesser, var interesseret i stabile forhold i de danske farvande og i at bevare deres dominerende rolle på sildemarkedet i Skåne. Forholdet til Valdemar Atterdag havde varieret siden den kongeløse tid (1332-40). I 1361 var hansestædernes særstatus på sildemarkedet igen blevet bekræftet.

Hansestæderne erklærede Danmark krig i direkte forlængelse af Valdemar IV. Atterdags angreb på Gotland, der var en trussel mod den indre sammenhæng i såvel Sverige som hos hansestæderne. Svenskerne og hansestæderne var i forvejen i forhandlinger om at bilægge diverse tvister, men det blev nyheden om det danske angreb i juli 1361, der drejede spørgsmålet hen på alliance og krigsplanlægning. Det direkte resultat af alliancen var, at enhver form for handel med danskere blev forbudt med trussel om dødsstraf. Valdemar IV. Atterdag, som hansestæderne i årene forinden havde set som en stabiliserende faktor efter de kongeløse kaotiske år i Danmark, så man nu som en trussel mod forbundets vigtigste indtægtskilde.

Et offer for Valdemar Atterdag ved Visby på Gotland. Foto fra Wikipedia

På en Hansedag besluttede 11 af de 17 medlemsbyer (Lübeck, Rostock, Stralsund, Greifswald, Anklam, Stettin, Kolberg, Wismar, Hamborg, Bremen og Kiel) sig for at slutte sig til den norsk-svenske krigserklæring.

Sverige med Magnus Eriksson i spidsen måtte indrømme hansestæderne en pantsætning af Skåne, da deres vigtigste ambition for at gå med var adgang til sildemarkederne i Skanør og Falsterbo tæt ved Malmø, foruden genetablering af magten på Gotland. Da Valdemar IV. Atterdag modtog krigserklæringen, var det for sent på året 1361 til et krigstogt.

I foråret 1362 sejlede en hanseatisk flåde med 27 kogger og 25 mindre tømrede skibe mod Danmark. De stod under befaling af borgmesteren i Lübeck, Johann Wittenborg. Flåden styrede direkte op i Øresund og havde alt udstyr med, som en belejring krævede. Det blev bragt af greverne Adolf og Henrik af Holsten. Wittenborg påbegyndte en belejring af Helsingborg, men borgherren Peder Nielssøn Due var i stand til at modstå angrebet i ugevis.

Den danske flåde kom dem til undsætning, og under slaget ved Helsingborg 8.juli 1362 vandt de en stor sejr ved at knuse størstedelen af hansestædernes flåde. Den norske konge Håkon VI. Magnusson var i gang med at føre en fælles norsk-svensk hær derned og undsætte Helsingborg, men stoppede ved Varberg i Halland angiveligt for at hente forstærkninger, mens nogle fokuserede på det faktum, at Håkon VI. Magnusson var forlovet med Valdemar IV. Atterdags datter Margrethe og måske derfor tøvede. Wittenborg i spidsen for hansestæderne var under alle omstændigheder overladt til sig selv.

Welcome, the first day of the Year wholeheartedly with no fear and with lots of aspirations and dreams. New Year gives us the courage to dream a new and big dream. Happy New Year 2018 gives us the reason to try new thing in our life.

Nederlaget for hansestædernes flåde kostede borgmester og admiral Wittenborgs hoved, idet rasende borgere fra Lübeck først havde raset ud, da hans hoved blev kappet af foran byens rådhus. Danskerne havde taget mange krigsfanger og kunne bruge dette til under våbenhvilen og fredsforhandlingerne at kræve en større løsesum udbetalt. Trods den klare sejr var den alligevel dyrekøbt. Kong Valdemar blev såret og hans ældste søn og tronarving Christoffer døde året efter i 1363 af kvæstelser.

Borgmester Wittenborg henrettes foran rådhuset i Lübeck fra en kronik af Heinrich Rehbein cirka 1620. Fra Wikipedia

9. april 1363 giftede Kong Håkon VI. Magnusson af Norge sig med Valdemar Atterdags datter Margrethe, hvilket ville gøre et eventuelt drengebarn til arving af Danmark. Med ægteskabet fulgte, at Magnus Eriksson endegyldigt anerkendte, at Skåne, det sydlige Halland og Blekinge blev dansk. Danmark sluttede endegyldigt fred med freden i Vordingborg i 1365,  hvor hansestæderne skulle af med en enorm udbetaling i krigsskadeserstatninger samt anerkende højere skatter på sildemarkederne i Skåne. Hansestæderne forpligtede sig til at anerkende de østdanske besiddelser.

I Sverige var stormændene rasende over tabet af de sydlige dele, over de store udgifter samt over brylluppet med den danske prinsesse, hvilket førte til, at de afsatte Magnus Eriksson. De støttede i stedet Albrecht af Mecklenburg, hvis søster havde fået ophævet brylluppet med Håkon efter hans giftermål med Margrethe.  Hansestæderne støttede Albrecht og de svenske oprørere.

Da Danmark i 1366 greb ind i konflikten til fordel for Magnus og Håkon VI, der reelt set var eksileret, da Magnus og Håkon sad i fangenskab og i Norge, syntes en ny krig med hansestæderne uundgåelig.

Som modsvar stiftede byer udenfor hanseforbundet den såkaldte Kølner Konføderation, der arbejdede aktivt på at inddæmme Valdemars indflydelse. Det skulle lykkes i den Store Hansekrig i årene 1367-70, som blev starten på hansestædernes virkelige dominans ved Østersøen, hvilket blev stadfæstet i Freden i Stralsund 1370.

Print siden her