Ernstinerne (Wettin)

Ernstinerne er en sidelinje af den tyske fyrsteslægt Wettinerne. Navnet er afledt fra Stamfaderen fra linjen Kurfyrste Ernst von Sachsen. Ernstinerne stod i spidsen som statsoverhoved i Storhertugdømmet Sachsen samt hertugdømmerne Sachsen-Meiningen, Sachsen-Coburg & Gotha samt Sachsen-Altenburg indtil de alle blev ophævet i 1918 som følge af Novemberrevolutionen ved Første Verdenskrigs afslutning.

Landgreve Ernst af Thüringen og Kurfyrste af Sachsen. Ukendt maler fra wikipedia

Wettinernes Ernstinske linje osptår

Ernst og Albrecht von Sachsen var begge sønner af Kurfyrste Friedrich II. (1412-64) regerede længe i fællesskab på deres faders arv, hvor Ernst som den ældste længe besad kurfyrstetitlen. I 1485 besluttede de to brødre at dele deres lande imellem sig ved den såkaldte Leipziger Deling. Albrecht og hans efterkommere fik deres eget territorium med Dresden og Meissen som centrum, de regerede fremadrettet under titlen Hertuger af Sachsen.

Den ernstinske kurfyrste Frederik den Vise understøttede Reformationen, hvilket ikke var tilfældet for hans Albertinske fætter Hertug Georg der Bärtige (den skæggede), der gjorde alt for at forhindre Reformationens udbredelse i området. Det var først under hans bror Heinrich der Fromm at Reformationen holdt sit indtog i det albertinske Sachsen.

Tabet af kurfyrstetitlen

I 1546 stillede Albertineren Moritz von Sachsen – på trods af at være protestant – sig på Kejser Karl V.´s side mod det protestantiske Schmalkaldiske Fyrsteforbund, hvor hans fætter den ernstinske Johann Friedrich stod i spidsen. Efter protestanternes nederlag i den Schmalkaldiske Krig fik Moritz og det Albertinske Sachsen tildelt Kurfyrsteværdigheden i Wittenberger Kapitulation, hvor han ydermere også overtog betragtelige del af de ernstinske landområder. Fra 1547 var Albertinerne den førende gren i Wettinerslægten. I form at tabet af kurværdigheden og fortsatte arvedelinger (og dermed opsplittede områder) mistede den Ernstinske linje magtpolitisk betydning i det Hellige Tysk Romerske Rige.

Storhertugdømmet Sachsen

I 1741 opstod storhertugdømmet Sachsen-Weimar-Eisenach, da man med Ernst August I. sammenlagde de to hertugdømmer Sachsen-Weimar og Sachsen Eisenach. De blev statsretsligt forenet under Carl August von Sachsen-Weimar Eisenach og blev i 1815 ophøjet til et Storhertugdømme. I landdagen havde Storhertugdømmet 38 valgmænd. Storhertugdømmet havde Weimar som deres centrum og det var her at skønånder som Goethe, Schiller, Herder og Wieland var med til at føde den tyske romantik i slutningen af 1700-tallet.

Hertugdømmet Sachsen-Gotha-Altenburg

En anden sidelinje til Weimar var Fyrstehuset Sachsen-Gotha-Altenburg, der fra 1640 med Ernst den Fromme herskede over Hertugdømmet Sachsen-Gotha og som i 1672 blev udvidet med Sachsen-Gotha-Altenburg. Med Gothaer Hauptrezess i 1680fortsatte et hertugdømme under samme navn – men tydeligt mindre – men med ret til at beholde de to oprindelige byer i deres fyrstenavn, hvor Ernst den Frommes ældste søn Friedrich I. kunne regere over dette. Hans efterfølgere regerede indtil 1825 hvor Friedrich IV´s død betød at slægten uddøde, hvor også hertugdømmet blev opløst Delingstraktaten i Hildburghausen.

Print siden her