Schmalkaldiske Forbund

Det Schmalkaldiske Forbund var et forsvarsforbund, som protestantiske fyrster og byer under ledelse af Kursachsen og Hessen mod Kejser Karl V. ‘s katolske religionspolitik i byen Schmalkalden den 27. februar 1531.

Forbundet kunne i årene efter sin grundlæggelse vedvarende udbygge sin magt og succesfuldt optage nye medlemmer. Fra og med 1542 kom det til interne uoverensstemmelser medlem staterne, hvilket tiltagende lammede forbundet. I den Schmalkaldiske Krig 1546-47 kunne Karl V. sætte det afgørende militære anslag ind mod forbundet og ødelægge det.

Forhistorie til forbundet

Efter at Kejser Karl V. havde afvist Confessio Augustana på Rigsdagen i Augsburg i 1530, var der fare for, at de evangeliske rigsstænder ville opleve at blive ekskluderet pga. overtrædelse af Landfreden. Allerede i september 1530 var der stemmer, der havde givet til kende, hvor ønskværdigt et forbund mellem alle protestantiske fyrster og rigsstæder ville være.

Da et sådant forbund i alle tilfælde ville rette sig mod den legitime romerske kejser, genopstod på ny diskussionen over retten til at gøre modstand mod rigets overhoved. Teologer og jurister slog fast, at kejseren var overhoved for verdslige forhold, og at alle herskaber skyldte ham ubetinget lydighed, så hvis nogle modsatte sig kejseren, modsatte de sig også Guds Orden.

Men den pludseligt opståede situation på Rigsdagen i Augsburg 1530 havde påtrængende brug for en rask beslutning, således at Martin Luther og andre beslutningstagere ved forhandlingerne i Torgau i oktober 1530 kunne acceptere juristernes argumenter. Derefter skulle der gives ret til bevæbnet modstand i tilfælde af, at kejseren ville begå et forfatningsbrud.

Grundlæggelsen af Forbundet

Den saksiske Kurfyrste Johann kaldte den 22. december 1530 alle repræsentanter fra de protestantiske byer og territorier sammen i byen Schmalkalden – der i dag ligger i Thüringen, men dengang hørte til Hessen – for at finde enighed om, hvad der skulle gøres i forhold til kammerretsprocesserne mod de sækulariserede fyrster og byer samt kejserens valg af sin egen bror Ferdinand til tysk-romersk konge. Ved denne rådsforsamling i Schmalkalden var der desuden forbundsforhandlinger. Den 31. december 1530 gav deltagerne en musketered på at komme de øvrige til hjælp, hvis Kammerretten indledte en proces mod forbundsmedlemmer.

Den 27. februar 1531 førte det til en officiel traktat med det ovennævnte indhold. Underskriverne var Landgreve Philip I. af Hessen, Kurfyrste Johann af Sachsen, Hertug Philip af Braunschweig-Grubenhagen, Hertug Ernst von Braunschweig-Lüneburg, Fyrst Wolfgang von Anhalt-Köthen, Greverne af Erbach såvel som 11 tyske rigsstæder.

Det Schmalkaldiske Forbund var et defensivt rettet militærforbund, der forpligtede sig gensidigt til hjælp i tilfælde af et katolsk angreb. Forbundet var dog traktatligt ret upræcist defineret – angreb i religionshenseende. Forbundsforpligtelserne gjaldt i første omgang i 6 år, men blev i 1535 forlænget med yderligere 12 år. Hessen og Kurfyrstendømmet Sachsen stod i spidsen som de to mest betydningsfulde protestantiske fyrstendømmer dengang.

Opstigning til betydelig magtfaktor

I den følgende tid bredte det Schmalkaldiske Forbund sig endnu mere først og fremmest grundet udenrigspolitiske årsager. Den 11.oktober 1531 døde den schweiziske Reformator Ulrich Zwingli i den Anden Kappelkrig. Bevægelsen havde været koncentreret om de frie tyske Rigsstæder men blev nu langt mere udbredt, hvilket var et resultat af at hvis man ville besejre kejseren så måtte forbundet udvides.

Det besværliggjorde det for Kejseren og hans kongelige statholder at foretage sig noget militært mod Forbundet, som han også havde brug for støtte fra i kampen mod Osmannerne. Kejseren sluttede en midlertidig fred samt militær og finansiel støtte den 23.juli 1532 med Religionsfreden i Nürnberg. Det sikrede de forskellige konfessioner for første gang en gensidig Rets-, og Fredsgaranti mod den anden også selvom den kun var midlertidig.

I 1533 oprettede det Schmalkaldiske Forbund selv “Forfatningen til nødilende hjælp og Forsvar” på initiativ af Kurfyrste Johann Friedrich von Sachsen og Landgreve Philipp von Hessen der også stod i spidsen for værnet som øverstbefalende og med flest tropper.

I de følgende år voksede Forbundets magt betydeligt blandt andet grundet den voldelige genindsættelse af Hertug Ulrich von Württemberg i hans tidligere hverv. Han var i 1519 blevet afsat fra sin magt efter et overfald fra den fri Rigsstad Reutlingen og blevet fordrevet, hvorefter at hans hertugdømme var blevet drevet videre af Habsburgerne. Efter at have fået hjælp fra Hessen til sin overlegne sejr i Slaget ved Lauffen 13.maj 1534 førte det til en tilbageerobring af hele Hertugdømmet, hvorpå han straks indførte Reformationen og trådte ind i det Schmalkaldiske Forbund, hvilket sikrede den protestantiske position betydeligt mod sydvest. Samtidig lettede en tilnærmelse mellem de teologiske positioner i Luthers– og Zwinglis lære om Nadver betragteligt at de mange reformerte Rigsstæder kunne indtræde i Forbundet.

I 1535 manifesterede Forbundet sit militære potentiale betragteligt da man vedtog den førnævnte “Forfatning til Forsvar”. Forbundet af Ord skulle nu også være et formål af handlinger sagde den saksiske kurfyrste. I årene 1536-42 fungerede Forbundet særdeles effektivt og befandt sig på dets magts højdepunkt. Udover at være et militært forsvarsforbund, da formuleredde man også politiske krav som retten til fyrsternes frie valg af Konfession og opbygning af egne kirker.

Derudover udviklede Forbundet sig til at være en vigtig forhandlingspartner i Riget og på europæisk plan. Paven og Kejseren forsøgte med religionssamtaler at nedtone de teologiske modsætninger mellem protestanter og katolikker, mens andre europæiske magter – i særdeleshed Frankrig – forsøgte at fastholde forbundet i en anti-habsburgisk alliance.

Ydermere var Kejser Karl V. travlt beskæftiget med andre problemer – primært med hans krige i Italien.

Print siden her