Friedrich Wilhelm II. af Preussen
Friedrich Wilhelm II. var konge af Preussen fra 1786 til sin død i 1797. Derudover bar han titlerne Markgreve af Brandenburg og Kurfyrste i det Hellige Tysk-Romerske Rige. Han var af fyrsteslægten Hohenzollern og efterfulgte sin berømte onkel Frederik den Store på den prøjsiske trone.
Som en afværgemanøvre for begivenhederne forårsaget af den Franske Revolution afsluttede Frederik Wilhelm II. den Tyske Dualisme mellem Preussen og Østrig. Indenrigspolitisk vendte han sig bort fra onkelens oplyste regeringsstil og skærpede såvel censur som kontrollen med Religion. Han fortsatte imidlertid den kunstvenlige tilgang og var blandt de største mæcener i hans samtid. Han blev født 25.september 1744 i Berlin og døde 16.november 1797 i Marmorpalæet i Potsdam.
Friedrich Wilhelm II. malet i 1792 af maleren Anton Graff. Ejes af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten og hænger på Marmorpalais i Potsdam.
Friedrich Wilhelms herkomst
Friedrich Wilhelm blev født 25.september 1744 i Berlin og den ældste søn af den prøjsiske prins August Wilhelm von Preussen (1722-58) og Prinsesse Luise Amalie von Braunschweig-Wolfenbüttel. Friedrich Wilhelm stod næste efter hans fader først i arvefølgen til tronen i Preussen. Grundet sin egen barnløshed havde Kong Frederik II. den Store i 1744 gjort sin næstyngste bror – Friedrich Wilhelms fader – August Wilhelm til tronfølger med titlen Prins af Preussen.
Friedrich Wilhelm født i en krigerisk tid, hvor Preussen igen befandt sig i krig fra den 10.august 1744 i hvad der blev kendt som den Anden Schlesiske Krig (1744-45). Siden 1740 – hvor Kejser Karl VI. var død uden at have efterladt sig mandlige habsburgiske tronarvinger. Istedet havde Karl VI. indsat sin ældste datter Maria Theresia som arving med den Pragmatiske Sanktion, der brød med den Saliske Rets præmis om at arvinger skulle være mænd. Frederik den Store udnyttede den østrigske arvefølgekrise til at indlemme Schlesien. Han påbegyndte den første af ialt 3 krige – kaldt de Schlesiske Krige – der med korte mellemrum fandt deres afslutning i 1763.
Den 11.oktober 1744 blev Friedrich Wilhelm døbt i den gamle Berliner Dom. Deltagere ved seancen var dele af den prøjsiske kongefamilie og derudover blev gudfædre gjort til Kejser Karl VII., Tsarina Elisabeth af Rusland og Ludvig XV. af Frankrig og den svenske tronfølger Adolf Friedrich og fulgte Friedrich Wilhelm til døbefonten. Valget demonstrerede endnu engang Frederik den Stores forsøg på at isolere Østrig i forbundspolitikken. De udenlandske herskere var ikke personligt tilstede ved dåben, men lod sig repræsentere.
Forholdet mellem Frederik den Store og hans bror tronfølgeren August Wilhelm var yderst anspændt. Det kunne formodentlig føres tilbage til at deres fader Friedrich Wilhelm I. (Soldaterkongen) foretrak lillebroderen August Wilhelm højere end kronprins Frederik. Det blev særligt forstærket i 1730 efter Frederik den Stores berømte flugtforsøg med hans nære ven Kotte; faderen blev langt mere kærlig overfor August Wilhelm, hvilket broderen forblev fortørnet over livet igennem.
Friedrich Wilhelms fader August Wilhelm – der selv stod som arving til tronen fra 1744 og til sin død i 1758. Kilde: Wikipedia
Hans opdragelse
I år 1747 besluttede Kong Frederik den Store at hans treårige nevø blev trukket tilbage fra sin familie der holdt til i Berliner Kronprinzenpalais og på Schloss Oranienburg – og sat i pleje. Kongen fik bragt Friedrich Wilhelm til Berlins Byslot og besluttede at han skulle have en opdragelse i Oplysningstidens ånd. Senere i hans liv stiftede han i Dessau bekendtskab med Filantropinismen, hvor Barnets natur blev tilpasset pædagogikken, hvilket medførte at den meget unge Friedrich Wilhelm blev behandlet af en miniature-voksen. De samtidige så først og fremmest logikken i følgende handlinger som forudsætning for fremkomsten af Menneskets Fornuft. Frederik den Store valgte heraf en matematiker som huslærer for hans 4-årige nevø.
Præsidenten for det Kongelige Akademi i Berlin – Pierre Louis Moreau de Maupertuis – foreslog overfor kongen at han skulle vælge den schweiziske lærde Nicolas de Béguelin. Béguelin havde studeret Jura og Matematik og havde arbejdet Rigskammerretten i Wetzlar og som fra 1743 var gået i prøjsisk tjeneste. Han stod i personlig kontakt med Frederik den Store og nød dennes gunst. Béguelin styrede strengt dagens forløb for tronfølgeren: Formiddagen gik med at lære tysk og fransk, sidstnævnte var sproget ved de europæiske fyrstehoffer. Til middag mødte han kavalerer fra Hoffet, hvilket lærte ham diplomatiske omgangsformer. Efter middagsmaden fortsatte han sprogundervisningen i form af skriftlig træning, hvilket gjorde at han allerede i en alder af 5 år var i stand til at læse og skrive. Først derefter var der tid til overs for at lege. Men trods leg brugte man leg med dukker til at lære mere. Til aftensmad blev kronprinsen indbudt til hoflivet. Selv da han var meget ung brugte han ofte aftenerne på Opera og Teaterforestillinger, hvilket også gjaldt karnevalsfestlighederne og livet ved Hoffet. Til godnatlæsning blev der læst værker som “Gullivers Rejser” “Historierne om 1001 Nat” og “Reineke Fuchs“.
Friedrich Wilhelms huslærer – Nikolaus Béguelin – et skyggerids udført af Johann Friedrich Gottlieb Unger der findes på Østrigs Nationalbibliotek
Frederik den Store greb gentagne gange ind i opdragelsen. Eksempelvis forlangte han af Friedrich Wilhelm, at han ikke faldt hen til beskedenhed og tilbageholdenhed under kavalerernes ankomst til hoffet ved middagstid. Frederik den Store så gerne at den mulige efterfølger for at vise kongeværdighed skulle udvise lydhørhed for at skaffe sig respekt hos landets Adel. Den generte Friedrich Wilhelm kunne imidlertid ikke leve op til hans Onkels forventninger. De høje forventninger der på dagligt basis blev forelagt ham som barn, efterlod ham uden ubesværede stunder hvor han bare kunne være barn. Hvis prinsen ikke havde lyst til at udfylde hvad der var bestemt for ham, eller viste sig trodsig, da fratog Béguelin hans yndlingslegetøj eller gav ham en omgang prygl.
Friedrich Wilhelm blev undervist i Matematik, Jura, Filosofi og Historie. Som uddannelsesfædre blev der indbudt medlemmer af det Kongelige Videnskabernes Akademi, hvilket grundet Frederik den Stores indflydelse ofte foregik med fransktalende lærde. Han blev særligt lært godt op i Historie, hvor emnerne Græsk, Romersk, Assyrisk og Jødisk historie gav ham en dyb indsigt. Béguelin lokkede ofte undervisningen til mere inspiration ved at lægge besøg på berlinske arbejdspladser til Manufaktur, Værksteder og Kunstatelierer. Han lærte også Dans, Fægtning og Ridning. En opdragelse indenfor Regeringsarbejde der forberedte ham som regerende Monark, fik han umiddelbart ikke.
Frederik den Store valgte til Friedrich Wilhelms militære uddannelse i 1751 den belæste og højtuddannede Major Heinrich Adrian von Borcke. Den 36-årige greve viste sig imidlertid med meget lidt pædagogisk fingerspidsfornemmelse. Den 36-årige greve skulle ofte berette til kongen, om hvorledes barnet klarede sig, og om han gjorde fremskridt, og her måtte han ofte fortælle om at han måtte straffes med slag. Da dette øjensynligt ikke havde nogen gavnlig effekt, da udelukkede majoren ham at se hans yngre broder Heinrich. Friedrich II. billigede denne opdragelsespraksis. Den 19.august 1754 krævede han at Friedrich Wilhelm flyttede fra Berlin til hans hof i Potsdam. Kongens formål var at omdanne Friedrich Wilhelms følsomme og tilbageholdende væsen:
“Da han (Friedrich Wilhelm) er noget genert, og derfor har jeg gjort det til min pligt, at drille ham til at tale. Jeg er overbevist om at han ikke vil blive ved med at holde sig tilbage.”
– Et brev fra Kong Frederik den Store til hans broder August Wilhelm af Preussen.
Den militære opdrager. Grev Heinrich Adrian von Borcke. Kilde: wikipedia
