Habsburger Monarkiet

Habsburger Monarkiet er ikke en officiel betegnelse, men en ofte anvendt samlet betegnelse for Habsburgerne, det Habsburgiske Monarki eller det Østrigske Monarki eller Habsburgerriget – der dækker over de store områder, som slægten Habsburg regerede over fra den sene middelalder og frem til 1918 – fra 1736 som Habsburg-Lothringen. Det bestod i sin kerne af de habsburgiske arvelande såvel som landene under den bøhmiske og ungarske krone. I tiden under Karl V. i det tidlige 16. århundrede – før delingen mellem de østrigske og spanske Habsburgere – dækkede betegnelsen Habsburgerriget også over den Spanske Krone. Derudover er der ikke medregnet de rigs-umiddelbare territorier i det Hellige Tysk Romerske Rige, som Habsburgerne i deres funktion som kejsere også herskede over, men dog mere indirekte.

Konglomeratet af habsburgiske lande i det østlige og centrale Europa var i al sin væsentlighed opnået gennem klog ægteskabspolitik og siden udgangen af det 17. århundrede endvidere udvidet kraftigt i form af erobringer på bekostning af det Osmanniske Rige. Siden Karl V.s bror Ferdinand I. blev dynastiet regeret fra det indre Østrig. I 1736 giftede Maria Theresia, datteren til den sidste mandlige tronarving, sig med Franz Stephan von Lothringen, hvorefter slægtsnavnet blev Habsburg-Lothringen.

Den tysk-romerske kejser Franz II. nedlagde i 1804 det Hellige Tysk-Romerske Rige grundet Napoleons forestående kroning til fransk kejser og det forudsigelige forfald. Heraf opstod i 1806 Kejserdømmet Østrig med selvsamme Franz (nu Franz I. ) som kejser for nogenlunde det samme område. Kejserdømmet transformerede sig i 1867 til Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Østrig, og – dets nu ligeberettigede – Kongeriget Ungarn blev regeret i en realunion af Franz Joseph I., hvis folk han var såvel kejser som konge for, og hvis fælles anliggender kun gjaldt i udenrigspolitik og militær henseende såvel som frivilligt dele af den økonomiske politik såsom told.

Realunionen endte med nederlaget i Første Verdenskrig under Franz Joseph I.s efterfølger Karl I. den 31. oktober 1918. Både før og efter dette havde de fleste ikke-tyske og ikke-magyariske (ungarere) udnyttet dette til at udråbe deres selvstændighed (Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien). I Tyskland-Østrig blev der den 12. november 1918 – en dag efter, at Kejser Karl I. var blevet afsat – grundlagt den første østrigske republik – der eksisterede indtil 1933.

Dermed sluttede det over 630 år lange herredømme for huset Habsburg. I 1921 forsøgte Karl at erobre magten tilbage i Kongeriget Ungarn. Under pres fra sejrsmagterne i forbund med den Lille Entente vedtog det Ungarske Parlament i november 1921 en officiel abdikationslov, der endegyldigt hindrede Habsburgerne i at vende tilbage til magten.

Print siden her