Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg
Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg var et Rigsfyrstendømme i det Hellige Romerske Rige der lå i dagens delstat Niedersachsen. I 1235 blev Otto das Kind (Barnet) på Rigsdagen i Mainz tildelt det nygrundlagte Hertugdømme Braunschweig-Lüneburg som len. Hertugdømmet havde begge borge i Braunschweig og i Lüneburg samt de tilhørende godser hos Welferslægten.
I år 1269 kom det til den første deling mellem brødrene Albrecht og Johann. Deraf opstod fyrstendømmerne Braunschweig og Lüneburg der tilsammen dannede Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg. De delte fyrstendømmers videre historie er kendetegnet af yderligere delinger og sammenlægninger. Delfyrstendømmerne eksisterede til ophøret af det Hellige Romerske Rige i 1806. Ved Wienerkongressen opstod dets efterfølgerstater i form af Kongeriget Hannover og Hertugdømmet Braunschweig. Medlemmerne af Huset Hannover har videreført titlen Hertuger af Braunschweig-Lüneburg.
Braunschweig-Lüneburgs våbenskjold – løven går tilbage til Henrik Løve. Kilde: wikipedia
Hertugdømmets forhistorie
Territoriet til det senere Hertugdømme Braunschweig-Lüneburg var indtil det 12.århundrede del af Stamhertugdømmet Sachsen. I løbet af 1170´erne kom det tiltagende til spændinger mellem den saksiske Hertug Henrik Løve og Kejser Friedrich Barbarossa. Konflikten toppede i 1180 da Henrik Løve blev gjort fredløs på Hofdagen ved Gelnhausen og mistede sine besiddelser. Den saksiske hertugtitel blev overdraget til slægten Askanierne, der imidlertid kun var i stand til at tage kontrol over en mindre del af det hidtidige Hertugdømme. Indenfor det gamle Hertugdømme etablerede der sig i de følgende årtier en lang række af rigsumiddelbare småmagter. Efter i nogle år at have været gået under radaren vendte Henrik Løve tilbage og var i stand til at tage kontrol over de områder han havde arvet fra hans moder.
Kort over Sachsen i 1180 – det orange område midt på kortet dækker cirka det område der fra 1235 kom til at indramme Braunschweig-Lüneburg.
De mange kampe mellem Welfere og Staufere gentog sig igen i årene der fulgte. Ægteskabet mellem Heinrich – en af Henrik Løves sønner – med Stauferinden Agnes var et forsøg på forsoning mellem Stauferen Heinrich VI. og Henrik Løve i marts 1194 i Pfalz Tilleda men trods dette blev konflikten kun skarpere. Fra og med 1198 brød konflikten om den tyske trone ud. Såvel Welferen Otto IV. og Stauferen Philipp von Schwaben blev valgt til Tysk-Romersk Konge. Otto var i stand til at sætte sig igennem og trumfe Philip mens det ikke var tilfældet for dennes nevø og efterfølger Friedrich II. Efter Slaget ved Bouvines i 1214 trak Otto sig tilbage til hans godser i Sachsen.
Welferne havde ikke sikret sig deres oprindelige områder i Sachsen. I 1219 opnåede Ottos bror Heinrich dernæst sikringen af de Welfiske ejendomme. Stauferen Kejser Friedrich II. bekræftede imidlertid Welfernes stamområder mod at Welferne afleverede Rigsinsignierne til Stauferne. Efter Heinrichs død i 1227 gjorde Hertugen af Bayern Heinrich VII. – søn af Friedrich II. – krav på de Welfiske besiddelser. I 1223 var arven overgået til Otto das Kind, hvor også Heinrichs ældre døtre Agnes og Irmgard blev tildelt arveområder. Irmgards andele blev imidlertid overtaget af Heinrich VII. mens Agnes´ andel blev overtaget af hendes svigerfar Ludwig af Bayern. Da Otto i selvsamme år blev taget til fange af greverne af Schwerin – på samme tid som selvsamme grever havde tilfangetaget den danske konge Valdemar Sejr – , da forsøgte Ludwig af Bayern og Heinrich VII. at erobre Braunschweig. Byen undgik imidlertid besættelse med militær hjælp fra Markgreven af Brandenburg – Ottos askaniske svoger.
Det var uafklaret på denne tid hvilken rigsretslig stilling Welferne havde. Wilhelm kaldte sig i 1200 Hertug af Lüneburg, i 1219 brugte titlen Hertug af Sachsen mens Otto das Kind titulerede sig fra 1226 Hertug af Braunschweig. Den pavelige, den danske og det engelske kancelli brugte hertugtitlen overfor Otto omend det kejserlige kancelli afviste en standsbetegnelse der kaldte Otto andet end Otto von Lüneburg.
Lenstildelingen af Hertugdømmet i 1235
En endegyldig løsning og udsoning kom det først frem til i 1235, da Otto das Kind (Barnet) blev lenstildelt Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg. På Hofdagen i Mainz i 1235 fik Otto overdraget Borgen i Lüneburg med alle dens rettigheder fra Kejser Friedrich II. Borgen i Lüneburg samt byen Braunschweig med deres rettigheder, som Stauferkejseren havde overtaget fra Heinrich V.´s døtre Agnes og Irmgard og som han nu gav tilbage til Riget og dermed del af det nye Rigsfyrstendømme. Otto das Kind fik lenshøjhed over det nydannede Rigshertugdømme og udvidede deres ret til at opkræve tiende i Goslar og Wildbann i Harzen. Han ophøjede endvidere Welfernes ministerret til Rigsministerialitet. Centrene i Hertugdømmet blev dannet af borgene i Braunschweig og Lüneburg og de tilhørende rettigheder; grundlaget for den hertugelige magt var dermed Welfernes stamområde. En væsentlig del af lensgørelsen bestod af at klargøre Welfernes retsstilling og knap så væsentligt at tildele nye landområder.
Otto das Kind i midten på Hofdagen i Mainz i 1235. Illumination i Hans Bornemann i 1448 på “Sachsenspiegelhandschrift”.
Hertugdømmet indtil delingen i 1269
Otto bedrev en målrettet erobringspolitik og koncentrerede sig dels om Weserområdet og til andre tider om at udvide Lüneburgs magtområde hvor målet var at gøre Elben til deres grænse. Han erhvervede sig Grevskabet Lauenrode, Retsområdet Leineberg og grundlagde Mark Duderstadt som len til Stift Quedlinburg. Dertil drev han en aktiv politik indenfor tildelingen af byrettigheder. Han afholdt sig fra at have Rigspolitiske ambitioner.
Efter Ottos død i 1252 efterfulgte hans søn Albrecht ham på tronen. Under Albrecht blomstrede Hofkulturen i Hertugdømmet; han etablerede et Hof med ridderlige idealer og styrkede hans hertugelige magt med ridderturneringer og hoffester. Derudover var hans år ved magten præget af talrige krige og fejder, oftest uden større succes. Eksempelvis endte hans engagement i Arvefølgekrigen i Thürigen i årene 1260-63 med en 1-årigt fængselsophold og en betaling af en høj løsesum. Albrecht lykkedes i at indlemme flere byer og dermed også i at udbygge hans herskabsområde. Det gjaldt eksempelvis Gieselwerder i 1257, Hameln i 1260 og i 1269 såvel Uslar som Einbeck. Den erhvervsmæssige udvikling i hertugdømme blev fremmet af en lang række af tiltag. Der blev etableret beskyttelses og kontrakter med købmænd foreksempel i form af handelskontrakter med udenlandske fyrster.
Da Albrechts broder Johann i 1258 blev voksen blev han inviteret ind i regeringen og i årene derefter tog del i regeringsførelsen. Da Albrecht over længere tid var borte fra hans hjemland – blandt andet på grund af hans tilfangetagelse i Arvefølgekrigen i Thüringen, da førte Johann i længere tid regering alene. I 1263 oprettede Johann sit eget Kancelli i Lüneburg; om han dermed forberedte delingen i 1269 er omstridt. Efter Johanns ægteskab i år 1265 kom det til deling af Hertugdømmet. I 1267 blev der underskrevet en delingskontrakt, der blev gennemført i 1269. Delingen blev at Albrecht fik de sydlige dele i området rundt om Braunschweig og Johann den nordlige del med besiddelserne rundt om Lüneburg.
Hertugdømmet efter delingen i 1269
Hertugdømmets fortsatte historie var kendetegnet af talrige delinger og efterfølgende sammenføringer i delfyrstendømmer. Det kom aldrig til en sammenføring i den form der blev delt i 1269. I delingstraktaten i 1269 var der dog en lang række besiddelser og retsenheder der forblev i ejerskab af fælleshertugdømmet. Væsentligt at nævne var fællesretten over Borgen i Braunschweig Dankwarderode, idet at hertugtitlen var forbundet med borgen. Yderligere var der fælles hertugret over byerne Höxter og Hameln samt øen Gieselwerder samt mindre godser. En anden besynderlighed var brugen af navnet Braunschweig i begge linjer og alle andre mindre linjer brugte fra 1269 til ophøret af det Hellige Tysk Romerske Rige i 1806 titlen hertuger af Braunschweig-Lüneburg med undtagelse af Grubenhagen. Familiemedlemmer bruger stadig denne betegnelse idag.
Burg Dankwarderode i Braunschweig var fælleseje mellem de to dele af Hertugdømmet. Foto: wikipedia
Lenstildelingen af de Welfiske Hertuger fulgte i det 13. og 14.århundrede separat i de enkelte fyrstendømmer. I 1414 kom det til enighed kontraktligt tom de welfiske linjer Braunschweig-Wolfenbüttel og Lüneburg hvor Kong Sigismund gav en samlet lensgørelse. Fyrstendømmerne Göttingen og Grubenhagen var ikke del af denne lensgørelse efter at de blev udspaltet i 1291.
Fyrstendømmet Göttingen tilfaldt siden Braunschweiger Welferne og blev derefter del af den samlede lensliggørelse. Grubenhagen søgte i 1566 om at blive optaget i den samlede lensliggørelse hvilket skete. Siden fandt lensliggørelsen af Welferne sted i rammerne af hele huset.
Det er væsentligt for den videre historie i Hertugdømmet at forstå de aftaler der blev lavet mellem de forskellige linjer om hvad der arveretsligt skulle gælde. En af de vigtigste aftaler der blev sluttet var at når en linje uddøde, da arvede en af de andre Welfiske linjer hvilket var et værn mod at de ellers ville være faldet tilbage som Rigslen direkte under Kejseren. Arveretslige aftaler var del af alle delingstraktater fra 1345 og fremadrettet.
Fyrstendømmet Braunschweig-Wolfenbüttel
I 1269 opstod Fyrstendømmet Braunschweig, da Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg var blevet delt. På grund af tiltagende spændinger med bybefolkningen i Braunschweig da forlagde fyrstedømmet i 1432 deres residens til vandborgen i Wolfenbüttel, der blev udbygget som slot i årene der fulgte. Delfyrstendømmet brugte herefter navnet Braunschweig-Wolfenbüttel. I år 1635 overtog Hertug August den Yngre denne linje – efter at han kom fra sidelinjen Lüneburg-Dannenberg – hvilket grundlagde den nye linje Braunschweig-Wolfenbüttel. Da denne linje uddøde i 1735, da overtog en anden sidelinje Braunschweig-Bevern. I 1753 tog Hertugen af Wolfenbüttel igen residens i det nybyggede Braunschweig Slot. Der fortsatte med at eksistere en sidelinje i Bevern, omend linjen aldrig opnåede fuldstændig suverænitet. I 1814 opstod efterfølgerstaten Hertugdømmet Braunschweig.
Slottet i Wolfenbüttel der var ramme om et fornemt hof fra 1432 og frem til 1753. Foto fra wikipedia
Fyrstendømmet Calenberg
Fyrstendømmet Calenberg grænsede i nord ved Nienburg ved Weser op til Grevskabet Hoya, her fulgte den floden Leine over byerne Wunstorf og Hannover mod syd, hvor den grænsede op til Fyrstendømmet Braunschweig-Wolfenbüttel. I året 1432 udspaltede landet mellem Deister og Leine sig fra det øvrige Fyrstendømme Braunschweig-Wolfenbüttel som Fyrstendømmet Calenberg. Området fik i perioden 1495-1584 endda Göttingen ind under sig inden at byen i det sydlige Harzen vendte tilbage til Wolfenbüttel.
Som følge af arvestridigheder indenfor Huset Lüneburg i 1634, da blev der gendannet et selvstændigt Fyrstendømme som blev udvidet i 1665 med Grubenhagen og i 1705 med Fyrstendømmet Lüneburg. Hertug Ernst August fra Calenberger Linjen, nedsatte residensen i Hannover og opnåede i 1692 kurværdigheden som Kurfyrste Braunschweig-Lüneburg. Herfra blev det omtalt som Kurfyrstendømmet Hannover eller Kurhannover. I 1814 opstod dens efterfølgerstat som Kongeriget Hannover.
Calenbergs residens lå i Hannover. Kilde fra wikipedia
Fyrstendømmet Göttingen
Fyrstendømmet Göttingen opstod i 1345 ved en deling af Fyrstendømmet Braunschweig. Mod syd strakte det sig ned til Hannoverisch Münden og langs floden Weser til Holzminden. Mod øst strakte det sig langs floden Leine til Göttingen over Northeim til Einbeck. Den første Hertug Ernst I. efterfulgte sin søn Otto I. der kæmpede mod særligt Göttingens stræbsomme bybefolknings krav. Kulminationen på denne konflikt kom da Göttingens befolkning i 1387 erobrede byens borg Ballerhus og hvor de efterfølgende besejrede fyrsten i et åbent slag. I 1394 overtog sønnen Otto Cocles fyrstetitlen, han allierede sig – i modsætning til hans fader – med bybefolkningen i en alliance med de hærgende riddere der prægede årene. I 1435 trak Otto sig tilbage fra sit hverv og overlod magten i området til stænderne. I 1442 overtog Wilhelm den Ældre regeringsførslen, hvor han allerede havde magten over Fyrstendømmet Calenberg. Da Otto Cocles endelig døde i 1463 blev Fyrstendømmet Göttingen lagt ind under Calenberg.
Matthäus Merians fremstilling af Göttingen i 1654. Kilde: Wikipedia
Fyrstendømmet Grubenhagen
Efter en arvedeling i 1291 mellem Hertug af Braunschweig-Lüneburg Albrecht I.´s sønner i 1291, da modtog Heinrich den Vidunderlige det nyligt grundlagte Fyrstendømme Grubenhagen. Fyrstendømmet er benævnt efter navnet af samme navn, hvis ruin der befinder sig idag ved Rotenkirchen syd for Einbeck. Grubenhagens Territorium blev i løbet af deres historie yderligere delt i mindre fyrstendømmer, der imidlertid ikke krævede nogen form for suverænitet. Dermed opstod sidelinjer i Osterode, Herzberg, Salzderhelden og Einbeck. Da Philip II. døde i 1596 da uddøde Grubenhagen som fyrstelinje. Hertug Heinrich Julius fra Wolfenbüttel erobrede herpå Fyrstendømmet. Lüneburger Linjen af Welferne protesterede mod Wolfenbüttels overgreb og bragte det for Rigskammerretten i 1617, hvilket betød at Fyrstendømmet istedet tilfaldt Lüneburg. I 1665 blev Grubenhagen del af Calenberg.
Fyrstendømmet Lüneburg
I 1269 blev den nordlige del af Hertugdømmet Braunschweig-Lüneburg til Fyrstendømmet Lüneburg. Efter at denne linje uddøde i 1369 udbrød Lüneburgs Arvefølgekrig. Her stod Braunschweiger Linjen af Welferne – der var de reelle arveberettigede – overfor de Askaniske Hertiger fra Wittenberg, der i mellemtiden var blevet givet området i len af Kejser Karl IV. I 1388 blev konflikten endegyldigt afgjort til fordel for Welferne. I 1428 blev området igen delt i Fyrstendømmerne Braunschweig og Lüneburg, hvor Fyrstendømmet Lüneburg overvejende beholdt dets grænser de næste århundreder. I 1705 tilfaldt Fyrstendømmet Lüneburg den kurfyrstelige linje af Welferne i Hannover. Fyrstendømmet havde sidelinjer i Harburg, Dannenberg og Gifhorn, der imidlertid aldrig opnåede fuldstændig suverænitet.
