Køln
Køln – på tysk skrevet som Köln – er med mere end 1 million indbyggere den befolkningsrigeste by i delstaten Nordrhein-Westfalen og den fjerdestørste by i Tyskland efter Berlin, Hamborg og München. På den lokale dialekt Kölsch kaldes byen Kölle. Byen ved Rhinen er centrum for regionen Köln/Bonn mellem Kölner Bucht og Oberbergisches Land med omkring 4 millioner indbyggere. Byen er endvidere del af Metropolregion Rhein-Ruhr med omkring 10 millioner indbyggere og Metropolregion Rheinland med omkring 8,6 millioner indbyggere. Dagens storby blev grundlagt i romertiden under navnet Oppidum Ubiorum og i år 50 e.v.t ophøjet til officiel romersk by med navnet Colonia Claudia Ara Agrippinensium, hvilket blev forkortet til Colonia eller CCAA.
Køln gælder som en by med international betydning både indenfor erhverv og kultur. Den besidder vigtig produktion indenfor kemisk industri og bilproduktion på verdensplan. Det gælder vigtige mærker som Ford og Toyota samt talrige kemiske koncerner som Lanxess. Karnevalshøjborgen er derudover sæde for en lang række offentlige institutioner samt professionelle sportsklubber. Derudover ligger adskillige fjernsynssendere, filmstudier, musikproducenter, forlagshuse og andre mediekoncerner som RTL og WDR her. Køln er også kendt som et førende centrum for kunsthandelen i verden. Derudover tæller byen først og fremmest enestående bygningsværker som Domkirken i Køln og en lang række romanske kirker samt mange andre bygningsværker fra dens 2000 år lange historie, plus et væld af betydningsfulde foranstaltninger fra den kulturelle og kulinariske arv, og dermed udgør byen et vigtigt rejsemål i Europa.
Byen er tillige en betydningsfuld kongres- og messeby: Fototeknikmessen Photokina, Fitness- og Sundhedsmessen FIBO, en messe for søde varer og Videospilsmessen Gamescom samt verdens ældste Kunstmesse Art Cologne. Byen er den største studieby i det vestlige Tyskland grundet 50.000 studerende fra Universitetet i Køln, Technische Hochschule Køln med 25.000 og en lang række øvrige uddannelsessteder. Derudover er Køln sæde for Ærkebispedømmet Køln, der er det største romersk-katolske bispedømme i Tyskland, og indtil 1803 var det sæde for Kurfyrstendømmet Køln.
Den gunstige placering ved Rhinen, hvor betydningsfulde handelsveje mellem øst og vest krydsede, samt at byen også var sæde for verdslig og i særdeleshed gejstlig magt gjorde, at den internt i det Hellige Tysk Romerske Rige fik en overregional betydning. Samtidig var byen også en hansestad i middelalderen, hvilket bevirkede, at frihandel tiltrak driftige mennesker. Dens betydning som trafikalt knudepunkt viser sig den dag i dag med den omfattende togtransport samt Bahnhof Eifeltor, der hører til blandt de største containerbanegårde i Europa. Derudover har byen fire indlandshavne og lufthavnen Køln/Bonn. Der bor 1.080.000 mennesker anno 2017 i byen.