Koldinghus

Koldinghus er et tidligere kongeslot der ligger på Slotsbanken i Kolding som byens vartegn. Det blev anlagt i midten af det 12.århundrede og blev periodevis beboet af danske konger, hvor særligt Christian III, Christian IV og Frederik IV. havde nær tilknytning til slottet. I 1808 brændte slottet under Napoleonskrigene og stod i mange år som ruin indtil slottet blev benyttet som museum og udstillingsområde.

Fra parkanlægget ved Slottet har man en fremragende udsigt over byen Kolding samt slotssøen nedenfor slottet. Slotstårnet har med sine 75 meter en fantastisk udsigtsplatform.

Koldinghus set fra slotssøen. Foto af wikipediabrugeren Hubertus

Koldinghus´ historie

Koldinghus er den sidste eksisterende af de kongelige danske borge. Borgen har i dens 700-årige eksistens spillet en vigtig rolle i Danmarks Historie. Dens væsentligste funktion var at beskytte Kongeriget Danmarks grænse mod hertugdømmerne, men derudover var den kongelig residens samt sæde for lokale repræsentanter for den danske centralregering.

Efter den store brand i 1808 hvor borgen blev ødelagt blev Ruinen til en attraktion for kunstnere og poeter, der fandt inspiration til deres værker her. I mere end et århundrede var ruinen genstand for forskellige restaureringsforsøg inden den blev museum for Regionalhistorie samt omdannet til kultursted.

Koldinghus blev afbildet som ruin af mange romantikere der fandt inspiration i det forgangne. Dette er foretaget af Ferdinand Richardt i årene 1865-67. Frit tilgængelig fra wikipedia

Den middelalderlige borg

I midten af det 13.århundrede dannede Kolding Fjord samt de to vandløb Kolding Å og Kongeåen grænsen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig. Kolding opstod her som købstad, handelsby og grænseby netop på det punkt hvor varerne skulle fortoldes og blev bragt mellem Hertugdømmet og Kongeriget. Kolding fik sine byrettigheder i år 1230 under Kong Valdemar Sejr, mens det var kong Erik Klipping der opførte det første Koldinghus ved den vigtige grænseovergang og med den primære funktion at forsvare Danmarks sydgrænse. Truslen var overvejende fra de holstenske grever af slægten Schauenburg, der i de foregående år havde vundet stor indflydelse i Slesvig og i årene fremefter endvidere også fik stor indflydelse i Danmark.

I løbet af middelalderen blev Koldinghus grundet dets strategisk vigtige placering til en af de største og vigtigste fæstninger i Danmark. I år 1320 tvang Adelen den danske Konge Christoffer II. til at underskrive en håndfæstning, hvor den kongelige magt blev betydeligt indsnævret. I samme håndfæstning lovede kongen at nedrive de fleste kongelige borge i Jylland undtaget var dog Riberhus og Koldinghus. Begge borge lå strategisk ved Kongerigets sydgrænse. De dramatiske begivenheder der fulgte, da Danmark blev pantsat fra og med 1332 medførte at borgen alligevel faldt i hænderne på de holstenske grever, indtil at Valdemar Atterdag i 1348 erobrede den pantsatte borg tilbage.

Der fandt mange vigtige møder sted på Koldinghus. Dronning Margrethe I. og Kong Erik af Pommern forhandlede mange gange med hertugerne af Slesvig over hertugdømmets status. Det var på Koldinghus at den nyvalgte danske konge Christian I. af slægten Oldenburg første gang satte sine ben på danske jord i 1448, hvor han ankom direkte fra Oldenburg. Christian I. holdt regelmæssigt træf med det Slesvig-Holstenske aristokrati, efter at han i 1460 blev Hertug af Slesvig og i 1474 Greve af Holsten.

Der er dog ikke mange anskuelige spor der erindrer om det tidlige Koldinghus, men forskellige arkæologiske udgravninger har konstateret at stenbyggeriet stod på nøjagtig samme sted som dagens borg står.

Print siden her