Kong Oluf II. Håkonsson (1375-87)

Oluf blev kronet til konge som 5-årig i 1375 og regerede til sin alt for tidlige død i 1387. I hele sin regeringstid var han mindreårig, og hans mor Margrethe regerede for ham. Han var konge af såvel Danmark som Norge. Han blev konge af Danmark i 1375 og af Norge i 1380, da hans fader døde. Dermed påbegyndte man 434 år, hvor kongerne af Danmark og Norge var en og samme person. Han var den sidste af slægten Folkunger, der i næsten 300 år havde været kongeslægt i såvel Sverige som Norge. Herigennem var der slægtskab til blandt andet den franske kongeslægt.

Oluf blev født omkring jul i 1370. Han var søn af Håkon VI. Magnusson, der siden 1355 havde været kronet konge af Norge, og hvis fader Magnus Smek havde været konge af Sverige, indtil han var blevet afsat i 1364. Hans i Danmark berømmede mor var Margrethe, der var den danske konge Valdemar IV. Atterdags yngste datter. Disse fornemme slægtsforhold gjorde, at Oluf kom ind i det skandinaviske magtspil.

LÆS OM DEN DANSKE KONGERÆKKE

Oluf den unge fremstillet på gobelinerne på Kronborg i tiden 1581-84 af Hans Knieper.

I 1355, da hans fader blev kronet til konge af Norge, var Skandinavien yderst splittet. Håkons fader Magnus Smek af Sverige overraskede mange ved at udnævne sin yngste søn til konge af Norge uden at give nogle titler til sin ældste søn Erik. Nogle mener i dag, at nordmændene ikke var gået med til en personalunion med Sverige, og at Magnus derfor handlede på denne vis. Imidlertid gjorde Erik oprør, og det kom i 1357 til en deling af Sverige mellem Håkons bror Erik og hans fader Magnus Smek. Da Håkons bror Erik døde i 1359, kom det til en større tumult. Valdemar Atterdag udnyttede svækkelsen til at erobre skånelandene og bl.a. sikre sig magten over de vigtige sildemarkeder. Men det startede også en krig – den første hansekrig. Det kom dog hurtigt til en våbenhvile, hvor Valdemar lovede at trække sig fra Skåne, og dette blev beseglet med forlovelsen mellem Olufs forældre: Margrethe, der kun var 6 år gammel og Håkon, der var 18 år.

Valdemar levede ikke op til freden og undlod at rømme Skåne, og i stedet erobrede han de tre vigtige øer: Bornholm, Øland og Gotland, hvor særligt erobringen af sidstnævnte fik hansestæderne ind på svensk side. Magnus Smek var rasende, afsatte Håkon som konge og indespærrede ham på Kalmar Slot for at undgå brylluppet. Valdemar var sejrrig i krigen, hvor han i Slaget ved Helsingborg besejrede hanseaternes flåde. Såvel Valdemar som kronprins Christoffer blev hårdt såret, men begge overlevede.

Magnus havde i mellemtiden indgået en ny forlovelse for Håkon med Elisabeth, der var søster til hertugen af Holsten. På sin færd mod Sverige stødte skibet på grund ud for Bornholm, og Elisabeth blev fragtet til Lund, hvor ærkebispen erklærede et muligt bryllup med Håkon ulovligt ifølge kirkeretten. Det gjorde, at Magnus Smek opgav ideen, løslod sin søn Håkon og erklærede overfor den kraftigt styrkede Valdemar, at brylluppet mellem Håkon og Margrethe kunne stå. Håkon blev medregent i Sverige. De blev gift 9. april 1363 i København, og båndene imellem de nordiske lande så stærkt ud. Imidlertid havde Magnus også anerkendt, at skånelandene med undtagelse af det nordlige Halland var afstået, hvilket ikke gjorde ham populær hos den svenske adel. Senere på året 1363 døde kronprins Christoffer – Margrethes storebror -og  det betød, at den danske arvefølge var et åbent spørgsmål.

Håkon og Magnus blev afsat som regenter af Sverige i 1364, da Albrecht af Mecklenburg fik støtte af den svenske adel til at vælte dem. Magnus Smek blev taget til fange indtil 1371, og Håkon flygtede til Norge, hvor han regerede sammen med Margrethe.

Valdemar Atterdag indgik i 1367-70 i en ny krig mod hansestæderne, der endte i 1370 med Freden i Stralsund. Her blev det slået fast, at den danske arvefølge skulle godkendes af hansestæderne. Valdemar Atterdag indgik ydermere en særaftale med mecklenburgerne om, at de skulle bestemme, hvem der skulle efterfølge Valdemar som dansk konge. Det gjorde det ikke ukompliceret at finde en afløser for Valdemar Atterdag.

Oluf var selvskreven som arving til Norge efter sin fader. Han havde også legale retskrav på den svenske krone, efter at hans fader var blevet fordrevet i 1364. Endelig var hans morfar Valdemar Atterdag, og der var mange i det danske rigsråd, som så ham som naturlig konge og som et modværn mod mecklenburgisk dominans i Norden.

Hvad der var afgørende var, at det vigtigste danske rigsrådsmedlem Henning Podebusk var nært allieret med Margrethe. Henning Podebusk havde forhandlet afståelsen af sundslottene i en 15-årig periode (1370-85) til hansestæderne, hvilket gjorde, at de anså ham for deres garant for at holde denne aftale i hævd.  Han forhandlede, at Oluf ville respektere rigsrådet og samtidig indkalde til Danehof hvert 5. år. Da heller ikke hansestæderne var begejstrede for mecklenburgisk dominans, syntes muligheden åben for Margrethe og Oluf. Mecklenburgerne angreb København i 1376, men Podebusk klarede dette ad forhandlingens vej. Såfremt at Oluf ikke ville komme krav på den svenske trone, ville mecklenburgerne ikke gøre mere ved den danske krone. Oluf blev kronet som konge af Danmark på et Danehof i Slagelse i 1376. En sidste og afgørende forudsætning var, at Margrethe og Podebusk fik allieret sig med flere af de stærkeste sjællandske adelsfamilier, som fik yderlige forleninger ud af denne aftale.

I 1380 døde Håkon VI. Magnusson, hvilket gjorde Oluf til konge af Norge. Dermed var kongen af Danmark og Norge den samme person, hvilket skulle fortsætte i 434 år indtil Freden i Kiel i 1814.

Margrethes politik i de år, hvor Oluf var mindreårig, koncentrerede sig mest om at vinde sundslottene tilbage til Danmark. De var vigtige, fordi man også herigennem havde magten over sildemarkederne i Skåne, der var nordens vigtigste fiskemarked. Man havde tabt slottene ved Øresund (Helsingborg, Skanør & Falsterbo) i forbindelse med Freden i Stralsund, men kun for en 15-årig periode. Margrethe pressede hansestæderne ved at tilskynde til kaperfart eller pirateri i Østersøen, og det var et stort pressionsmiddel mod hansestæderne, at Margrethe kunne skrue op og ned herfor, da det udgjorde en stor trussel for hansestæderne. Det er aldrig blevet bevist, at Margrethe stod bag, men omvendt opstod Vitaliebrødrene, uden at danskerne greb ind overfor dem i disse år og heller ikke angreb  danske skibe. Hansestæderne leverede slottene tilbage i 1385, hvilket var en stor succes og en kraftig styrkelse af Danmark.

I 1385 blev Oluf erklæret myndig, og han begyndte at overtage enkelte dele af regeringsansvaret. I Sverige var utilfredsheden så stor med mecklenburgerne, at det betød, at man kårede Oluf til “sand arving til Sverige”. Hans moder Margrethe indledte forhandlinger med de svenske stormænd, der var meget positive over at lade Oluf indtræde på den svenske trone. Han blev også først erklæret konge blandt alle danske stormænd i 1385, da mange af dem ønskede, at han skulle være myndig, før de ville anerkende ham.

I 1386 anerkendte Oluf, at Gerhard VI. havde eneret på Hertugdømmet Slesvig, hvilket for en stund gjorde, at der herskede fredelige forhold i de ellers kronisk urolige grænseegne.

I 1387, hvor meget tydede på, at Oluf var ved at blive kørt i stilling til den svenske kongetrone, døde han pludseligt på et af de tilbageleverede sundslotte i Falsterbo. Han blev lagt på lit de parade, inden han blev bragt til Sorø slotskirke, og folk sørgede over ham.

I Norge var der mange, som ikke troede på, at han var død.  I en del år fortsatte det med at rumstere rygter om, at han fortsat var i live. I 1402 skulle han være blevet genkendt som en fattig mand i området, der stod under Den Tyske Orden. Margrethe fik ham udleveret og brændt. En anden falsk Oluf er begravet i italienske Perugia, hvor der også er en fortælling om denne sidste af Folkungeætten.

Print siden her