Flensborgs Historie
Myten om Flensborg: Første gang navnet Flensborg nævnes, er i 1248, og den egentlige oprindelse af navnet er ikke klar. Ifølge et sagn siges det, at den danske helgen Knud Lavard(1096-1131) skulle have beordret en ridder Fleno at grundlægge en borg ved den indre del af den fjord, der i dag hedder Flensborg Fjord. Sprogteoretikere henviser til, at navnet kan komme fra den i dag kendte mølleå. På oldnordisk betyder floi engbund, næs betegner et kystfremspring eller en halvø. Arkæologiske udgravninger har fundet resterne af en borg, hvor Mølleåen udmunder i Flensborg Fjord, forneden af det nuværende Nygade. I 1251 fremtræder navnet Flensaburgh – Borgen ved Flens Å, da byen blev genopbygget efter at være blevet brændt af i 1248 i de broderlige kampe mellem Abel af Slesvig og den danske konge Erik Plovpenning. En moderne teori peger på, at denne tidlige borg har ligget på en lille ø, tæt på Vor Frue Kirke.
Flensborgs Knudsgilde: De første bosættelser i Flensborg menes at være opstået i løbet af 1100-tallet. De vigtigste grunde der traditionelt nævnes for dette, er at byen i kraft af dens placering i den indre fjord, lå ideelt forsvarsmæssigt og i læ for vind, at flere vigtige handelsveje krydsede, den nord-sydgående Hærvej og den øst-vest gående mellem halvøen Angel og det nordlige Friesland og endelig var der meget store forekomster af sild i fjorden. Bebyggelserne lå på grænsen mellem de to herreder Vis i nordvest og Husby i øst. Byen fik i år tildelt de rettigheder der fulgte med oprettelsen af et Knudsgilde i byen. De var det andet Knudsgilde i Slesvig/Sønderjylland. Slesvig havde haft disse privilegier, der sikrede handelsmænd et fortrin og indflydelse på en handelsvenlig politik i de pågældende byer. Der voksede omkring 30 byer frem i middelalderen rundt om Østersøen, der var medlem af dette, og som internt beskyttede hinanden. De mindede om og stod i modsætning til Hansestæderne. Flensborgs primære salgsvare for byen var salte fisk, der blev solgt til det meste af Europa, og at være distributionsplads mellem Østersøen og Nordsøen.
Flensborg hærget og grundlagt på ny: I 1241 døde den danske konge Valdemar II Sejr. Hans to sønner Erik IV Plovpenning af Danmark og Abel grænsejarl af Sønderjylland udkæmpede en blodig borgerkrig, der handlede om Slesvig/Sønderjyllands tilknytning til Danmark samt om arveretten til det danske kongerige. Abel var stærkt influeret af den holstenske adel, og hans politik var at knytte Slesvig nærmere Holsten. Kong Erik Plovpenning var modstander af dette, og søgte at sætte de oprørske landsdele på plads. Abels hære hærgede Randers og Odense i 1246-47 og i 1248 jævnede Erik Plovpennings hære Flensborg med jorden. Krigene kulminerede med drabet på Erik Plovpenning i Abels hovedby Slesvig i 1250. Abel blev konge af Danmark, og stod for genopbygningen af Flensborg. Imidlertid faldt han allerede i 1252 i felttog mod friserne. Hans søn Valdemar var ventet som ny dansk konge, men blev tilfangetaget af ærkebispen af Køln, hvilket Erik og Abels tredje bror Christoffer udnyttede til at krone sig selv som dansk konge. Da Valdemar blev løsladt, arvede han godt nok Slesvig. Et mangeårigt modsætningsforhold mellem Grevskabet Slesvig og Kongeriget Danmark var skabt. Abels slægtsled var orienteret mod de holstenske grever og Hansestæder som Lübeck og Hamborg indtil de uddøde i 1375. I 1284 da Flensborg modtog sine bymæssige rettigheder, skulle man balancere mellem adelig og kongelig magt. De modtog handelsrettighederne af såvel den danske konge Erik V Klipping og Hertugdømmet Slesvig. Slesvig vedblev at være et dansk len, trods den politiske orientering mod det tysksindede Holsten. Des mere mod nord man kom, var orienteringen dansk. Det danske kongeriges økonomi blev kraftigt præget af de vedvarende krige, interne konflikter mellem landsdele og konflikt mellem kongemagt og kirkemagt.
I Erik Menveds magtperiode begyndte danskerne at pantsætte landsdele til holstenske grever. De slesvigske var de første til at blive pantsat. I 1326 tvang de holstenske grever den danske kong Valdemar III, til at underskrive at Grevskabet Slesvig ikke ville knyttes til Danmark. I årene 1332-40 var hele Danmark pantsat og uden konge. Imidlertid besluttede markgreverne af Brandenburg, at genetablere det danske kongerige og udråbte Valdemar Atterdag, der i sin regeringstid gradvis tilbageerobrede Danmark og Skåne. Af frygt for at Valdemar også skulle gøre forsøget i de slesvigske byer, da byggede borgerne i Flensborg en bymur, der gik rundt om datidens centrum Nørretorvet og Søndertorvet. Først i Valdemars sidste år forsøgte han at tilbageerobre de slesvigske byer. Det lykkedes rent faktisk i 1373 da Hinrich II Abelsslægt, overdrog sine slesvigske besiddelser til det danske rige med den såkaldte Flensborg-traktat. Da Hinrich døde i 1375 uddøde Abels slægt, da Valdemar Atterdag døde kort tid efter underskrev hans efterfølger Oluf II en håndfæstning, hvor hertugdømmet blev afgivet i de næste 15 år.
De Dansk-Holstenske Krige og opførelsen af Duborg Slot: Det danske rige oplevede imidlertid sit absolutte magtmæssige zenit i form af Kalmarunionen anno 1397, hvor Dronning Margrethe I, samlede hele Skandinavien under dansk ledelse. Det gjorde at Danmark havde en styrke, der med den stærke holstenske greve Gerhard VI´s død i 1404, igen brød voldsomme kampe ud om Hertugdømmet Slesvig mellem Danmark og Holsten. Det var i denne sammenhæng, at Margrethe I, i 1411 påbegyndte borgen Duborg lige uden for Flensborg. I 1412 gik dronningen og hendes arving Erik af Pommern ind i Flensborg i triumf, og tilbageerobrede byen til Danmark. Margrethe døde af pest få dage efter på Flensborg Fjord. (Fortællinger fra Flensborg fortæller, at hendes død var guds straf for hendes hårdhændede fremfærd mod de rådsmedlemmer, der havde været i forbund med holstenerne. Læs mere). Kampene om Holsten der varede frem til 1435 betød at Flensborg blev belejret adskillige gange. Erik af Pommern besatte byen i 1426. I 1427 såvel som 1431 blev byen belejret af Schauenburgerne med opbakning fra Hansestæderne. Ved sidstnævnte belejring lykkedes det Schauenburgerne at sætte sig på såvel borg som by.