Den danske kongerække
Den danske kongerække er en fantastisk måde at få overblik og indblik i den danske historie. Den er fyldt med sjove og mærkværdige tilnavne, som man kun vil kunne forstå, når man er dykket ned i hvorfor de hed dette. Kongerækken som jeg personligt allerede lærte som barn, har altid fascineret mig, så derfor står den her, men vil løbende blive udfyldt i takt med at jeg har givet mig tid til at dykke længere ned i de forskellige konger. Der vil løbende blive skrevet mere om de forskellige konger og regenter, i den skrivende proces henimod at være færdig. Jeg vil formodentlig tage de der interesserer mig mest og ikke nødvendigvis skrive om dem allesammen.
Gorm den Gamle (cirka 936-958)
Gorm den Gamle er den næsten mytiske person, man sætter som den første i stamtræet på de danske konger. Man kender mest til ham fra Harald Blåtands rejste runesten i Jelling. Det er tvivlsomt, om Gorm har haft magten over hele Danmark. Derudover er der en mulighed for, at han skulle være indvandret fra Norge.
Harald Blåtand (cirka 958-985)
Harald Blåtand er kendt for at være den første konge som der kendes til eksistensen af. Det skyldes primært at han satte Jellingstenene og bragte kristendommen til Danmark.
Svend Tveskæg (985-1014)
Harald II (1014-18)
Knud II. den Store (1018-1035)
Knud III Hardeknud (1035-42)
Magnus I den Gode (1042-47)
Svend II Estridsen (1047-74)
Harald III Hen (1074-80)
Knud IV den Hellige (1080-86)
Oluf Hunger (1086-95)
Erik Ejegod (1095-1103)
Niels den Gamle (1104-1134)
Erik II Emune (1134-37)
Erik III Lam (1137-46)
Svend III Grathe, Knud V og Valdemar (1146-57)
Valdemar I. den Store (1157-1182) Valdemar blev konge som den sejrende ved Blodgildet i Roskilde, der afsluttede 11 års forvirring om kongetronen. Valdemar var den stærkeste danske konge i mange år. Han gjorde kongeembedet til et arvekongedømme, udbyggede den indre magt både overfor kirken og med opbygning af en statsadministration. han udbyggede forsvaret mod syd, hvilket vil sige, at mange af de sydvendte danske byer blev grundlagt af Valdemar, og endelig underlagde han sig øen Rygen.
Knud VI (1182-1202) var den ældste søn og tronarving til Valdemar I. den Store. Han vandt vigtige sejre i det nordtyske, særligt ved at underlægge sig Pommern i 1185 og Holsten i 1201 bragte han Danmark til Elben. Han var meget from men bragte ingen tronarving til og blev efterfulgt af hans bror Valdemar II. Sejr.
Valdemar II Sejr (1202-41) var kendt som en af de helt store erobrere i dansk historie, med erobringer af Lübeck, Hamborg, Holsten og Ditmarsken men også steder som Gdansk/Danzig og Estland. Det var under Valdemar at Danmark fik Dannebrog, der skulle være faldet ned fra himlen under et slag. Det hele blev imidlertid tabt igen da Valdemar blev kidnappet i 1223 under en jagt på Lyø. Siden koncentrerede Valdemar sig om lovarbejde og gav os Jyske Lov.
Erik IV Plovpenning (1241-50) Erik var søn af Valdemar Sejr og enekonge fra 1241. Imidlertid var Erik medkonge allerede fra 1232, da hans halvbror – kronprinsen Valdemar den Unge – blev dræbt ved et vådeskud. Faderen tildelte istedet hans tre øvrige sønner Erik, Abel og Christoffer landområder. Så selvom om Erik blev medkonge, da lå problemerne i hans regeringsperiode i at broderen Christoffer fik Lolland-Falster og i særdeleshed problemet i at broderen Abel fik Slesvig. Så længe faderen levede var problemerne små, men efter 1241 brød konflikten ud i en meget hærgende borgerkrig fra 1246 og frem til Erik blev myrdet af broderen Abel på Slien under et fredsmøde. Hans specielle tilnavn skyldes en særskat han lagde på plovbrug altså landbrug.
Abel (1250-52) er den kortest virkende danske konge. Men hans indflydelse rækker langt videre end hans 1½ år ved magten. Han var søn af Valdemar Sejr og fra 1232 Hertug af Slesvig. Han var i krig med hans bror Erik Plovpenning om Slesvigs magtforhold og stod grundet hans ægteskab med Mechthilde af Holsten i nær relation til Holsten og Lübeck. Han dræbte hans bror Erik og blev selv dræbt i kamp mod Friserne. Hans slægt var i konstant kamp mod de danske konger i omkring 150 år.
Christoffer I (1252-59)
Erik V Klipping (1259-86)
Erik VI Menved (1286-1319)
Christoffer II (1319-26, 1330-32)
Valdemar III Eriksøn (1326-30)
Interregnum: Danmark pantsat (1332-40)
Valdemar IV Atterdag (1340-75) Søn af Christoffer II. Valdemar Atterdag var i stand til at genetablere kongemagten i Danmark efter drabet på Grev Gerhard III af Holsten. Det lykkedes med stor kløgt og hjælp fra den tyske kejser Ludvig af Bayern. Valdemar sikrede sig et nært forhold til kirke og adel og førte sine krige klogt. I årene 1361-70 var han i konflikt med hansestæderne, der endte i et nederlag. Han var fader til den senere Dronning Margrethe I.
Oluf II (1375-87) Som kun 5-årig, der blev han kronet som konge af Danmark og som 10-årig af Norge. Han var mindreårig i hele hans regeringsperiode, og derfor regerede hans moder for ham. Regeringsperioden var præget af at Danmark havde mistet sundslottene ved Øresund og af at få samlet de nordiske riger. Han døde pludseligt som 17-årig.
Margrethe I (1387-1412) Margrethe blev aldrig kronet dronning, men var anerkendt som førstefrue og som formynder for mindreårige kronede regenter. Først hendes søn Oluf og siden hendes grandnevø Erik af Pommern. Reelt set var Margrethe dronning af hele Norden fra 1375 og til hendes død i 1412. Hun erobrede dog først Sverige i 1389 og i 1397 lykkedes det hende at skabe Kalmarunionen, der frem til dens opløsning i 1523 stod for Skandinavisk samling. Hun vil være en af de vigtigste danske regenter i denne række.
Erik VII af Pommern (1412-1439)
Erik var født som arving til hertugdømmet Pommern-Stolp under navnet Bugislav. Imidlertid bragte hans mormors søster Margrethe ham til norden, hvor hun efter hendes egen søns død i 1387, så muligheden for at indsætte Erik på tronen i alle tre nordiske lande. Således blev det. Indtil 1412 var Margrethe styrende, trods at det var Erik der havde kongetitlen. Efter Margrethes død var hans primære interesse at sikre sig Slesvig, hvilket førte til langvarige krige, derudover gik han ind for at mindske hansestæderne og Den Tyske Ordens magt i Østersøen, det førte til indførelsen af Øresundstolden. Endelig gjorde han København til hovedstad. Hans centraliserede magt i det store rige førte til opstande i Sverige i 1430´erne. Da han samtidig manglede en naturlig arving, blev han væltet og endte med at drive piratvirksomhed fra Gotland i nogle år, inden han slutteligt blev hertug i Pommern hvor han døde sammesteds som han fødtes.
Christoffer af Bayern (1440-48)
Christian I (1448-81)
Kong Hans (1481-1513)
Christian II (1513-23) der som den sidste danske konge herskede over både Danmark, Norge og Sverige. Hans korte regeringstid i Sverige, hvor han iværksatte Det Stockholmske Blodbad førte til den utilfredshed hvorefter han blev afsat som konge i alle tre lande. Han forsøgte fra sit eksil i Flandern at komme tilbage som konge i 1531-32. Det mislykkedes hvorpå resten af hans år var i Fangenskab på Sønderborg og Kalundborg Slot.
Frederik I (1523-33) Blev konge i sin alderdom, da hans nevø Christian II. blev afsat grundet at han var faldet i unåde hos Adelen og istedet vendte de sig mod Frederik der var Hertug af Slesvig-Holsten og et mere roligt og sikkert valgt.
Christian III (1534-59) var kendt for at have indført Reformationen i Danmark i 1536. Christian mødte allerede Luther som ung prins på Rigsdagen i Worms hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk på ham.
Christian IV (1588-1648)
Frederik III (1648-1670)
Christian V. (1670-1699)
Frederik IV (1699-1730)
Christian VI (1730-46)
Frederik V. (1746-66)
Christian VII (1766-1808)
Frederik VI (1808-39)
Christian VIII (1839-48)
Frederik VII (1848-63)
Christian IX (1863-1906)
Frederik VIII (1906-1912)
Christian X (1912-47)
Frederik IX (1947-72)
Margrethe II (1972-2024)
Frederik X (2024-
Pingback: Valdemar I. den Store | Historiskerejser.dk