Mark Brandenburg
Mark Brandenburg var et territorium inden for Det Hellige Tysk-Romerske Rige. Traditionelt regnes det for grundlagt 11. juni 1157. Området udviklede sig siden til Kurfyrstendømmet Brandenburg og spillede fra slutningen af det 12. århundrede en fremtrædende rolle i tysk historie. Ved oprettelsen af Den Gyldne Bulle i 1356 blev det bekræftet af markgreverne af Brandenburg. I deres egenskab af kurfyrster havde de en stemme ved valget af Tysk-Romerske konger. Markgrevskabet omfattede Altmark – vest for Elben -, kerneområdet Mittelmark – mellem Elben og Oder -, Neumark – øst for Oder -, dele af Niederlausitz samt territorier strøet rundt omkring. I 1701 opstod Kongeriget Preussen, hvorpå Mark Brandenburg blev omdannet til en provins. Den formelle grundlæggelse af Provinsen Brandenburg skete i 1815.
Den typiske brug af begrebet Mark Brandenburg eller blot kortformen Mark som synonym for dagens delstat Brandenburg er hverken historisk eller territorial korrekt, da der ligger områder, som oprindeligt tilhørte Mark Brandenburg i delstaterne: Sachsen-Anhalt, Mecklenburg-Vorpommern såvel som de polske provinser Zachodniopomorskie og Lubuskie samt dele af det sydlige af dagens delstat Brandenburg, som aldrig, delvis eller kun kortvarigt var del af Mark Brandenburg. Derudover udskilte Brandenburg og byen Berlin,- der traditionelt havde været områdets hovedstad såvel som residensstad – sig gradvist fra hinanden, særligt i perioden 1875-1936.
Mark Brandenburg i den udstrækning, det havde i 1320, hvor den sidste Askanier døde. Kort fra wikimedia.
Mark Brandenburgs geografi
Fra den sydlige del af Nordsøen til den vestlige rand af Uralbjergene strækker der sig et sammenhængende istidsskabt landskab. I dette landskab i den nordlige del af Centraleuropa lå Mark Brandenburg, hvilket efterlod området uden naturlige geografiske grænser. Fordelen var, at der ikke stod noget i vejen for en naturlig ekspansion. Ulempen var til gengæld den samme, afgrænsningen til naboerne forblev evigt et spørgsmål, der blev afgjort i strid.
Overfladeform og jordhistorie
De nordlige landskaber Prignitz, Land Ruppin og Uckermark blev skabt i lavlandet, hvor floderne Netze, Warthe, Oder, Finow, Havel og Elben afvander området. Landskabet blev skabt i den sidste istid ( for 110.000-12.500 år siden) og er præget af moræner, urstrømsdale og talrige søer. Den vestlige del af Altmark er præget af lavland med skov og hede. I den centrale del er der flere forhøjninger såsom: Land Lebus, Barnim Hoher Teltow og Nauener Platte, hvilke strækker sig fra området ved Posen/Poznan og vestpå ind i Mark Brandenburg.
Jordforhold og vækstbetingelser
De omtalte forskellige aflejringer fra istiden i Mark Brandenburg gjorde, at jordbundsforholdene igennem historien var af meget forskellig art: dalsand, lerjord, højsand. Frugtbarheden strakte sig fra ekstremt fattig på næringsstoffer og ufrugtbar til særdeles frugtbar. Det overordnede billede var dog et generelt set ufrugtbart område. I Altmark mod vest dominerer den sandede næringsfattige sandjord dog også med områder præget af glimrende lerjord. I den centrale del af Brandenburg Mittelmark var det overordnede billede næringsfattig sandjord, først og fremmest i Havelland og Zuache, hvis næringsfattighed sikrede Mark Brandenburg betegnelsen „Streusandbüchse des Heiligen Römischen Reiches“ – (Dansk: Sandkassen i Det Tysk-Romerske Rige). Imidlertid kan det forekomme pudsigt, at kejser Karl IV. udviste stor ivrighed efter at opliste indkomsten i området, hvis udkommet har været så ringe.
På højdedragene herskede der generelt god landbrugsjord indtil en højde af 100 meter i form af frugtbar sandjord. Over de 100 meter herskede der sandjord, hvor landbrug ikke lønnede sig. Allerede i det 13. århundrede så man at disse højdedrag blive ryddet og buske og træer op blev revet op med rode. Der blev dog ofte bygget huse her. Mange af disse forsvandt imidlertid under pesten i 1350. Først i det 18. århundrede anlagde man disse højdedrag som enge og lunde.
Vandløb i Mark Brandenburg
Vandløbene Elben og Oder deler Mark Brandenburg i tre dele, der har muliggjort adgangen til såvel Nordsøen som Østersøen. Dertil følger en lang række vigtige bifloder såsom: Havel, Spree, Dahme, Warthe, Netze, Drage og Uecker. Mange af de naturlige vandveje forbindes endvidere via kanaler. Finowkanalen gælder eksempelvis som Tysklands ældste kunstige vandvej (1605-20), der stadig er i brug.
Mark Brandenburgs våbenskjold. Ørnen, der siden blev brugt af Preussen og Kejserriget samt af Tyskland. Fra wikipedia
Mark Brandenburgs historie: Slaverne i området ved Elben
I takt med folkevandringerne forlod den germanske elbstamme Sueberne – der var en delstamme til Semnonerne – i det 5. århundrede deres hjemstavn ved floderne Havel og Spree. Kun få blev tilbage, og de vandrede imod områder som Schwaben og Oberrhein. Det efterlod området tomt, og i det sene 6. århundrede og 7. århundrede drog slaviske stammer ind i det formodentlig tomme område.
Øst for den linje, som floderne Havel og Nuthe skabte i dagens Barnim og Ostteltow, bosatte folkefærdet Sprewanerne sig. De havde deres hovedborg ved sammenløbet af Spree og Dahme i dagens Berlin-Köpenick. Vest for floderne i dagens Havelland og Zauche mod syd levede Hevellerne, der kaldte sig selv for Stodoranen og havde deres hovedborg i Brandenburg, hvor dagens by Brandenburg an der Havel ligger. Derudover lå der yderligere en vigtig borg ved Burgwallinsel i Spandau, en lille kilometer sydligere end dagens Altstadt samt et endnu mindre borganlæg, hvor dagens Citadel i Spandau ligger. Begge stammer måtte ikke bare værge sig imod de omliggende feudalstater mod vest, men lå også ofte i strid med hinanden samt med andre slaviske stammer.
Den første ekspansion mod øst og den første inddeling i Mark
Efter at Karl den Store i 804 havde gennemført et succesrigt felttog mod Sachsen, overlod han området Nordalbingien – beliggende mellem Elben og Østersøen – til sine slaviske forbundsfæller Abodritterne. Tiden frem til omkring år 928 var at regne for forholdsvis rolig. I den efterfølgende tid begyndte den tyske kolonisering mod øst (ty: Ostsiedlung). I årene 928/29 erobrede kong Heinrich I. Brandenburg og gjorde alle stammerne vest for floden Oder skattepligtige. Under hans efterfølger Otto I. indrettede man de såkaldte grænseregioner i slavisk område med betegnelsen Mark. Heraf navnet, som også Danmark skylder vores navn. Omkring år 948 oprettede man bispedømmerne Brandenburg og Havelberg. De nye tyske herskere benyttede sig af nogle af de forhåndenværende borge til at inddrive skatter og til at bygge nye kirker til bispedømmerne. Endnu var der ikke tale om, at tyske bønder bosatte sig i området. Bispedømmernes menigheder var meget små. Denne periode var mest af alt en form for bevis for tyskerne på, at de kunne bringe kristendommen ind i det østlige slaviske område.
Efter markgreve Geros død blev den saksiske Ostmark inddelt i 5 mindre Mark-inddelinger: Nordmark blev navnet for det senere Mark Brandenburg, og sydligt derfor lå der yderligere 4 Mark-inddelinger først og fremmest i Lausitz.
I 983 samledes slaverne i den såkaldte Lutiz opstand og trængte tyskerne tilbage; man ødelagde bispedømmerne Brandenburg og Havelberg. I omkring 150 år stod forbundet mellem oprørerne stærkt, og den tyske ekspansion med Mark-Inddelinger og bispedømmer stod stille.
Den slaviske borg Raddusch tæt ved Cottbus er et eksempel på, hvordan slaverne boede. Foto fra wikipedia
Hevellerfyrsten Pribislaw nærmer sig riget som Heinrich
I 1127 indtog Hevellerfyrsten Pribislaw tronen i Brandenburg an der Havel. Han havde ladet sig døbe og taget det tyske navn Heinrich som sit dåbsnavn og er siden blevet kendt under dobbeltnavnet Pribislaw-Heinrich. Hans forgænger Meinfried Christ var allerede blevet døbt, hvilket taler for sandsynligheden af, at Pribislaw-Heinrich allerede som barn var blevet døbt, og ikke som de mange idealiserede fremstillinger har beskrevet, først efter han blev fyrste. Han stod i tætte forbindelser til den tyske adel og havde forlangt overfor kejseren at få en kongekrone, hvilket gjorde, at tyskerne havde knyttet området fra Brandenburg og indtil Spandau tættere til riget. Den omstridte østgrænse mellem de to slaviske stammer – Heveller og Sprewaner – gik mellem floderne Havel og Nuthe, hvor Jaxa von Köpenick, fyrsten over Sprewanerne holdt til på den østlige side.
Heveller og Sprewaner var adskilt af floderne Havel og Nuthe. De vestlige Heveller var fra 1127 og frem positivt stemte overfor germanere og kristendom. Kort fra wikipedia
Mark Brandenburg og Askanierne
Den anden fase af den tyske kolonisering mod øst var drevet af den ambitiøse Albrecht der Bär fra slægten Askanien, der stammede fra Ballenstedt i Anhalt-Harzen. Han viste sig både at forstå magtspillet og samtidig være en dygtig diplomat. I årene 1123-25 knyttede han tættere kontakt til førnævnte Pribislaw-Heinrich, som han lod være gudfader til sin ældste søn, Otto I. Til gengæld gav Pribislaw-Heinrich området Zauche i faddergave til Otto. I 1134 blev Albrecht udnævnt til markgreve af Nordmark af kejser Lothar, og samtidig gav han Pribislaw-Heinrich status som konge – men den titel blev siden trukket tilbage. Dermed gav kejseren Askanierne mulighed for at skubbe en magtkile ind i det slaviske område. I selv samme år gik den stadigt barnløse Pribislaw-Heinrich med til at give sine områder i arv, hvis han skulle dø uden arvinger. I 1150 døde Pribislaw-Heinrich, og Albrecht var i stand til at overtage Hevellernes borg i Brandenburg forholdsvis ublodigt. Han lod borgen i Spandau opførepå ny. De begivenheder kan betragtes som starten på Mark Brandenburgs Historie, men traditionelt sætter man dem først 7 år senere i 1157.
Den almindelige befolkning blandt Heveller, der i modsætning til deres fyrste var blevet ved deres gamle slaviske dyder, stod forholdsvis afvisende overfor Albrechts magtovertagelse. På den baggrund krævede Jaxa von Köpenick magten over området, idet han formodentlig også var i familie med Pribislaw-Heinrich. Det lykkedes ved en blanding forræderi, bestikkelse, list, vold og polsk hjælp at besætte Brandenburg og tilrane sig magten blandt Hevellere. Den ældre historieforskning har dateret denne erobring til at være 1153, omend der til dato ikke findes sikre kilder. Yngre forskning daterer erobringen til at have været i foråret 1157, da det er svært at forestille sig, at Albrecht i sin usikre position i riget, kunne tillade en ventetid på 4 år, før han ville foretage et angreb.
Albrecht der Bär og hans segl. Fra wikipedia
11. juni 1157 tilbageerobrede Albrecht der Bär i en blodig kamp endegyldigt Brandenburg. Han fordrev Jaxa von Köpenick og etablerede et nyt herredømme på slavisk jord. Med en proklamation udråbte han sig selv til markgreve i Brandenburg 3. oktober 1157: Adelbertus Dei gratia marchio in Brandenborch. Det er grunden til, at året 1157 vanligvis benyttes som grundlæggelsesåret for Mark Brandenburg. 11. juni 2007 fejrede man officielt Markens 850-års fødselsdag. Begivenhederne har fået et kunstnerisk efterspil i form af Schildhornsagaen, der også har fået et mindesmærke rejst efter sig – Schildhorndenkmal – i Berlin-Grunewald.
Schildhornmindesmærket blev opsat af arkitekten Friedrich August Stüler i den romantiske dyrkning af Mark Brandenburgs fortid i første del af 1800-tallet. Foto fra wikipedia
Som nævnt i indledningen var det daværende Mark Brandenburg ikke lig med dagens delstat Brandenburg. Det blev udgjort af dele af Havelland og Zauche. Men det var først i de efterfølgende 150 år, at det lykkedes Askanierne at vinde områderne øst for Havel-Nuthe, Uckermark og regionerne indtil Barnim og dermed udvide Mark Brandenburg frem til Oder. Juridisk var de kirkelige højstifter ikke del af Markgrevskabet.
Albrecht der Bär begyndte allerede fra 1157 at invitere nye bosættere til Mark Brandenburg,. Disse kom overvejende fra Altmark, Harzen, Flandern – heraf navnet Fläming syd for Berlin – og rhinområderne. Særligt værdifulde var de nye beboere fra Zeeland og Holland, da de drog væk fra deres oprindelige områder grundet stormflodskatastrofer og dermed havde stor erfaring i digebyggeri og inddæmning af Elben og Havel, som i 1160´erne blev angrebet adskillige gange.
Efter Albrechts død i 1170 efterfulgte hans søn Otto ham som Markgreve. Det var i øvrigt først i 1172, at kejser Friedrich I. Barbarossa reelt anerkendte markgrevetitlen. Askanierne arbejdede efterfølgende for fortsat politisk ekspansion mod øst og nordøst (Pommern), hvoraf sidstnævnte særligt var udfra devisen om at skaffe en landforbindelse til Østersøen og dermed de vigtige internationale handelsmarkeder. Det bragte dem i konflikt med rivaliserende parter som hertugerne af Schlesien og Pommern samt Heinrich der Löwe samt kongerne af Danmark: Valdemar I. den Store, Knud VI. og Valdemar Sejr. Efter slaget ved Bornhøved i 1227, hvor Danmark blev den store taber, sikrede Brandenburg sig lensretten over Pommern, der blev formaliseret af Kejser Friedrich II. i 1231. Omkring år 1250 havde Brandenburg endvidere sikret sig Uckermark.
Albrecht III. skænkede omkring år 1299 – da begge hans sønner Otto og Johann var døde – Herskabet Stargard til sin svigersøn Heinrich II. af Mecklenburg, hvilket blev slået fast i Wittmannsdorf Traktaten i 1304. Grundet en alliance med den pommerske adelsslægt Swenzonerne, der var gået i krig med den fra 1306 officielle hersker over Hertugdømmet Pommerellen Wladyslaw I. Ellenlang (Albuelang), var Askanierne i stand til at udvide deres landområde til Schlawe, Stolp og Rügenwalde, hvilket i 1307 endeligt sikrede dem direkte adgang til Østersøen.
Mark Brandenburgs ørn. Fra wikipedia
Ekspansionen ind i kernelandet af Pommerellen – hvor Danzig med byborg blev erobret i 1308 – under Margreve Waldemar og dennes broder Otto IV., blev umiddelbart for stor en mundfuld, da det begyndte at true Wladyslaw Ellenlangs forbundsfæller Den Tyske Orden, som blev opfordret til at indsætte Borggarnisonen i Danzig. Det medførte, at den såkaldte Nordtyske Markgrevekrig 1308-17 brød ud. Brandenburgerne blev fordrevet fra Danzig, og Den Tyske Ridderorden købte Brandenburg ud af Pommerellen og satte sig egenmægtigt som landsherrer over området.
Da Albrecht III.´s datter Beatrix døde i 1314, brød der en arvestrid ud mellem Brandenburg og Mecklenburg over Stargarder Land. Markgreve Waldemar besatte i 1315 Stargard, men Heinrich besejrede Waldemar, som ved Freden i Templin i 1317 måtte afskrive Stargard. Freden var et større nederlag, og Brandenburg mistede på ny adgangen til Østersøen til den pommerske fyrste i Wolgast. Med Waldemars død i 1319 – og hans umyndige fætter Heinrichs tidlige død i 1320 – var -Askanierne uddøde, og der opstod et magttomrum om overherredømmet over Mark Brandenburg.
Mark Brandenburg regeret af Slægten Wittelsbach 1323-73
Kejseren Ludwig IV. af slægten Wittelsbach var i familie med den afdøde Heinrichs moder og havde dermed lensret over Brandenburg. Da kejseren havde styrket sin magtposition med sejr over Habsburgerne, gav han i 1323 Mark Brandenburg i len til sin ældste søn, den kun 8-årige Ludwig af Brandenburg.
Fra starten var Wittelsbachernes regeren af Brandenburg forbundet med svære konfrontationer med den brandenburgiske adel. I 1325 dræbte borgere i Berlin og Cölln den pavelige støtte, provst Nikolaus von Bernau, der var en svoren modstander af Wittelsbachernes magt. Det betød, at Berlin i næsten 20 år var ramt af et paveligt interdikt. Det var dog ikke alle magter som Brandenburg var i strid med, man stod nær ved det svage danske kongehus, der fra 1332-40 var ophørt med at eksistere. Ludwig var gift med Margarete af Danmark, der var en søster til danske Valdemar Atterdag. Som Ludwig hjalp til at genindtage den danske trone i 1340.
De Pommersk-Brandenburgiske krige betød uro i forhold til Hertugdømmet Pommern. Da Kejser Ludwig IV. døde i 1347, anerkendte den ny kejser Karl IV. Luxembourg en dilettant – Den Falske Valdemar – som gav sig ud for at være den for længst afdøde Waldemar af Askanien. I mere end 2 år svor en lang række af Brandenburgs adelsfolk troskab mod denne dilettant før hans skuespil blev afsløret. Kejser Ludwigs 6 sønner havde arvet hans enorme riger, hvilket betød, at de tre af hans sønner havde delt Brandenburg imellem sig. I 1351 afsvor Ludwig af Brandenburg sig Mark Brandenburg til sine to brødre Ludwig II. og Otto V. for til gengæld at kunne regere Oberbayern.
I 1356 blev Mark Brandenburg et kurfyrstendømme, og de hidtidige markgrever blev en del af valgkollegiet, som valgte kejseren. Det blev fastlagt i den Gyldne Bulle, lige såvel som det blev fastlagt, at kurværdigheden knyttede sig til den person, der var markgreve af Brandenburg. Ludwig II. døde i 1365, og hans regering blev videreført af broderen, som i 1367 købte Niederlausitz.
