Napoleon Bonaparte

Napoleon Bonaparte var en fransk statsmand og militærleder, der steg i betydning under den Franske Revolution, og som stod i spidsen for en lang række succesfulde militærkampagner under de franske revolutionskrige – eller slet og ret napoleonskrigene. Han var kejser for franskmændene fra 1804 til 1814 og igen kortvarigt i 1815 under de såkaldte Hundrede Dage. Napoleon dominerede europæiske og globale forhold i mere end et årti, mens han stod i spidsen for Frankrig imod flere forskellige koalitioner i napoleonskrigene. Han vandt de fleste af sine krige og den langt overvejende dele af de slag, han deltog i, og han opbyggede i den tid et enormt imperium, som regerede over store dele af Kontinentaleuropa, inden at det endegyldigt kollapsede i 1815. Han regnes for en af de største kommandører i historien, og hans krige og kampagner har siden været fast pensum på militærskoler verden over. Napoleons politiske og kulturelle arv har sikret ham status som en af de mest hædrede og kontroversielle ledere i verdenshistorien.

Hans fødenavn var Napoleone di Buonaparte, og han blev født på Korsika den 15. August 1769. Hans familie var af beskeden lavadel og af italiensk afstamning. Han døde 5. maj 1821. Han var artilleriofficer i den franske hær, da den Franske Revolution brød ud i 1789. Han steg hurtigt i de militære grader som følge af de nye muligheder, revolutionen bar med sig og var allerede general som 24-årig i 1793. Det Franske Direktorium – der stod for regeringsførelsen fra 1795 til 1799 – stillede ham i spidsen for Armée d Italia, efter at han havde nedkæmpet en revolte vendt mod selvsamme Direktorium. Som 26-årig indledte han sin første militærkampagne mod østrigerne og de italienske monarker, der var allieret med Habsburgerne – hvor han praktisk talt vandt alle slag, erobrede den italienske halvø på et år og etablerede en lang række søsterrepublikker med lokal støtte og blev således en krigshelt i Frankrig.

I 1798 stod han i spidsen for en militærekspedition til Egypten, hvilket var et springbræt til politisk magt. Han orkestrerede et kup i november 1799 og blev den Franske Republiks førstekonsul. Hans ambition og den offentlige opbakning inspirererede ham til at søge mere, og i 1804 blev han franskmændenes første kejser. Uoverstigelige forskelle i forhold til briterne betød, at franskmændene stod over for en tredje koalition i 1805. Napoleon rystede også denne koalition med afgørende sejre i Ulm Felttoget og en historisk triumf over det Russiske Imperium samt Østrig i Slaget ved Austerlitz, som førte til opløsningen af det Hellige Tysk Romerske Rige. I 1806 blev der dannet en fjerde koalition, der tog våbnene op imod Frankrig, da Preussen var blevet bekymret over den franske indflydelse på kontinentet. Napoleon besejrede hurtigt Preussen i slaget ved Jena-Auerstedt, for derefter at marchere med sin Grande Armée langt ind i Østeuropa, hvor han tilintetgjorde russerne i juni 1807 i slaget ved Friedland. Derefter tvang franskmændene de besejrede fra fjerde koalition til at underskrive Fredstraktaten ved Tilsit i juli 1807, hvilket betød en svær fred på det europæiske kontinent. Det markerede det Franske Imperiums magtmæssige zenit. I 1809 dannede Kejserriget Østrig og det Britiske Imperium endnu en koalition, der førte til den femte koalitionskrig, men som Napoleon hurtigt bragte til ophør med sejren i slaget ved Wagram i juli 1809.

Napoleon erobrede den Iberiske Halvø, hvor han håbede at udvide sit kontinentale system – handelsblokade af Storbritannien – og dermed endegyldigt afskære briterne fra handel med kontinentet – og med hans bror Joseph Bonaparte som konge af Spanien i 1808. Spanierne og portugiserne gjorde oprør med britisk støtte. Den Iberiske Krig varede 6 år, bød på udbredt guerrilla krigsførsel og mundede ud i en allieret sejr mod Napoleon. Det kontinentale system førte til diplomatiske konflikter mellem Frankrig og dets klientstater – særligt Rusland. Russerne var uvillige til at acceptere de økonomiske konsekvenser og overtrådte konsekvent de regler, der var opstillet, hvilket provokerede Napoleon til endnu en krig. I sommeren 1812 påbegyndte franskmændene en stor anlagt invasion af Rusland. Felttoget var i stand til at ødelægge russiske byer, men ikke at fremtvinge nogen afgørende sejr, som Napoleon havde ønsket det, hvilket resulterede i sammenbruddet af Grande Armée og gav fornyet mod til at angribe Napoleon hos hans mange fjender. I 1813 gik Preussen og Østrig sammen med russiske tropper i den sjette koalitionskrig mod Frankrig. En langvarig militærkampagne kulminerede i, at en stor allieret hær besejrede Napoleon i slaget ved Leipzig i oktober 1813, men Napoleons taktiske sejr i slaget ved Hanau sikrede, at hans tropper kunne trække sig tilbage til fransk jord. De allierede invaderede derefter Frankrig og indtog Paris i foråret 1814 samt tvang Napoleon til at abdicere i april 1814. Han blev sendt i eksil på øen Elba ud for Toscanas kyst, og Bourbon Dynastiet blev genindsat på magten i Frankrig. Det lykkedes imidlertid Napoleon at flygte fra Elba i februar 1815 og at genvinde kontrollen med Frankrig en gang mere. De allierede reagerede ved at danne den syvende koalition, der i juni 1815 besejrede Napoleon endeligt i slaget ved Waterloo. Briterne sendte ham i eksil på den afsides liggende ø Sankt Helena i den sydlige del af Atlanterhavet, hvor han døde seks år efter i en alder af 51 år.

Napoleons indflydelse på den moderne verden var ud over hans mange militære sejre at udbrede liberale reformer til de utallige territorier, som han erobrede og kontrollerede. Dete gjaldt Nederlandene, Schweiz og store dele af det moderne Italien og Tyskland. Han implementerede liberal politik i Frankrig og i det vestlige Europa. Hans juridiske system – Code Civil – har haft indflydelse på retssystemet i mere end 70 lande rundt om i verden.

Den britiske historiker Andrew Roberts noterer:

De ideer, der præger vores moderne verden – meritokrati, lighed for loven, ejendomsret, religiøs tolerance, moderne sekulær undervisning, finansiel stabilitet osv. – blev mestret, konsolideret, sat i system og udbredt geografisk af Napoleon. Han tilførte dem en rationel og effektiv lokal administration og gjorde en ende på bandekriminalitet samt opfordrede til videnskab og kunst, afskaffede feudalismen og udfoldede det største nybrud i det juridiske system siden Romerrigets Fald.

Andrew Roberts, engelsk historiker.

Fakta om Napoleon

Napoleon blev født den 15.august 1769 i Ajaccio på Korsika. Hans forældre var Letizia Ramolino og Carlo Buonaparte, faderen kæmpede imod at Korsika havde mistet deres selvstændighed til Frankrig i 1768. Familien tilhørte den korsikanske adel, men grundet faderens oprør var man mindre bemidlet. Napoleon fulgte en militær karriere og blev første gang hædret i belejringen af Toulon i 1793 og steg derefter i graderne. I 1795 var han med til at nedkæmpe Jakobinerne og forsvare Direktoriet. I 1796-97 fejrede han en lang række militære triumfer i Italien og fortsatte i 1798 til Egypten, der dog ikke blev nogen triumf. I 1799 fik han første gang en politisk titel som Frankrigs Førstekonsul, siden fulgte en lang række af titler. Den 2.december 1804 lod han sig selv krone til Kejser i Notre-Dame i Paris, mens han i Domkirken i Milano tog titlen Konge af Italien i 1805. Hans to ægteskaber var meget forskellige men stormomsuste begge; den livslange kærlighed havde han til Josephine de Beauharnais, som han var gift med fra 1796 til 1810, men som ikke altid var gengældt og det andet var det politiske ægteskab med Marie-Louise af Habsburg, der trods deres aldersforskel alligevel udviklede sig til stor kærlighed og en søn. Napoleons mange sejre er utallige, men særligt sejren ved Austerlitz over Østrig og Rusland i 1805 og sejren ved Wagram 1809 har fået et langt eftermæle. I første omgang blev Napoleon ved første nederlag givet den toscanske ø Elba, men da han flygtede og fik hans 100 dage. Da blev konsekvensen af nederlaget at han blev forvist til Sankt Helena i den sydlige del af Atlanterhavet, hvor han døde 5.maj 1821. 19 år efter blev hans lig fragtet til Frankrig og han blev begravet i Invalidekirken i Paris.

Print siden her