Slaget ved Lutter am Barenberge 27.august 1626
Slaget ved Lutter am Barenberge – cirka 10 kilometer sydvest for dagens Salzgitter i den nordvestligste del af Harzen – besejrede de kejserlige tropper og den Katolske Liga Johann t´Serclaes von Tilly den protestantiske hær under ledelse af den danske konge Christian IV. i der stod i spidsen for tropper fra Niedersachsen samt Danmark. Sejren var så betragtelig at den var den egentlige grund til Freden i Lübeck i 1629, der betød at Danmark og Niedersachsen måtte trække sig ud af Trediveårskrigen og kraftigt svækkede den protestantiske sag.
Med cirka 40.000 kombattanter og mellem 4.000 og 8.000 døde var Slaget ved Lutter am Barenberge – sammen med Slaget ved Sievershausen i 1553 – det blodigste krigsslag i dagens Niedersachsen.
Slaget ved Lutter am Barenberge i et samtidigt stik. Kilde fra wikipedia
Forhistorie til slaget
Rigskredsen i Niedersachsen havde valgt Kong Christian IV som deres øverstkommanderende, hvilket han kunne i sin egenskab af Hertug af Holsten og dermed også at være tysk rigsfyrste.. Han skulle beskytte området mod den Katolske Liga og dermed støtte den protestantiske sag. I krigsåret 1626 planlagde han endda med sin forbundsfælle Grev Mansfeld et felttog der gik mod Thüringen og hvor ambitionen var at rykke videre mod Sydtyskland. Målet var at befri Niedersachsen for fjendtlige tropper, at splitte den Kejserlige Hær mellem feltherrerne Tilly og Wallenstein og derefter at hæve den katolske besættelse af Hessen. I sommeren 1626 stod kongen med sin hær ved Wolfenbüttel. For at fordrive Tilly drog Christian IV den 16.august 1626 mod syd og Northeim hvor den kejserlige hær opholdt sig.
Tilly erkendte at den protestantiske side havde overmagten og trak sine tropper tilbage til Nörten-Hardenberg for at vente på forstærkning fra Albrecht von Wallensteins tropper. Han var på vej med sine tropper fra Blankenburg. Christian IV. ville herefter destruere Wallensteins hær, hvilket mislykkedes da han havde fejltolket dennes vej til slagmarken. Den danske konge ville forsøge at få træfningen med Wallenstein ved at trække sig tilbage til den befæstede by Wolfenbüttel. Ved denne manøvre blev Christians hær kraftigt angrebet. Den 25.august 1626 kom det ved Stauffenburg i det nordlige Harzen til en hård træfning mellem Tillys fortropper og Christians bagtropper. Danskerne mistede her 600 mand. Danskerne blev så hårdt pressede at de måtte opgive at få slaget til at stå ud for Wolfenbüttel og istedet måtte de møde Tilly i åbent terræn ved Lutter am Barenberge.
Slagets forløb
Slaget fandt sted den 27.august 1626 på Lutterbækkenet, et fladt område sydvest for Lutter am Barenberge. I ældre overleveringer finder man dog datoen 17.august, hvilket hænger sammen med den julianske kalender, der først blev erstattet i de protestantiske områder efter år 1700 af den Gregorianske kalender. Kampene begyndte klokken 10.00 om morgenen da tre tunge kavalleri-regimenter fra de kejserlige tropper under ledelse af Oberst Nikolaus Dufour angreb. Klokken 11.00 åbnede de kejserlige batterier ild og yderligere et kavalleriregiment angreb de danske batterier. Efter disse angreb blev infanteriet indsat. De danske batterier og det danske rytteri under leder af øverstbefalende General Hans Philipp Fuchs von Bimbach og Oberst Markwart von Pentz var istand til at slå disse angreb tilbage.
Slagmarken der ligger i de nordlige udkant af Harzen. Foto fra wikipedia
Derpå startede danskerne deres modangreb mod det kejserlige batteri, der havde en vis succes med at bryde igennem. Det kom sågar til at flere af de katolske lejesoldater begyndte at flygte, her tog Tilly selv fat og samlede hans soldater til forsvar. Han erkendte faren ved gennembrud og tøvede ikke med at bringe reservesoldaterne ind. Da det kejserlige rytteri angreb kom det til en decideret kamp mellem rytterierne hvor de danske generaler Graf Solms og Prins Philipp von Hessen-Kassel, da kom det til flugt blandt danskerne. Dermed havde danskerne allerede i slagets første fase lidt nederlag på deres højre flanke.
Oberst Markwart von Pentz til hest i Slaget ved Lutter am Barenberge. Ses i rådhuset i Glückstadt – byen der var blevet grundlagt året før slaget ved Elben af den danske konge Christian IV. Kilde: wikipedia
Den anden fase af slaget udspillede sig på danskernes venstre front. Nyheden om Wallensteins troppers der nærmede sig fik den danske øverstbefalende Kong Christian IV. til at trække tropper tilbage fra deres venstre front. Ved deres tilbagetrækning angreb to kejserlige regimenter, hvilket indledte tredje fase af krigen. De danske tropper kunne ikke modstå dette angreb og deres hær opløste sig i panik. En del af infanteriet flygtede til den nærliggende Burg Lutter i Lutter am Barenberge og indledte et forsvar her. Kejserhæren omringede dem og indledte en beskydning af borgen. De 2.000 indesluttede danskere måtte snart kapitulere og kom herpå i fangenskab. Efter at have vundet slaget påbegyndte Tillys lejesoldater – først og fremmest Kroatiske ryttere – en jagt på de sårede og flygtende danskere. Forfølgelsen fortsatte til langt ud på natten, hvor de danske soldater på Tillys befaling uden nåde blev dræbt. Selv forsynings-, og transporttropperne blev forfulgt og udplyndret. Derudover kunne de katolske tropper overtage store dele af det danske materiel – blandt andet 20 kanoner.
I den sidste fase af slaget havde den danske konge samlet 300 adelige ryttere om sig. Det lykkedes ham at gennemføre flugten med cirka 50 mand uden at komme i fare selv. Han vendte tilbage til sit hof i Stade syd for Elben, hvor han opholdt sig i en måned efter slaget.
