U3 – Den pragtfulde U-bahnstrækning i Berlin
Berlin har mange forskellige undergrundslinjer, men den mest unikke oplevelse fås ved at tage de 11.9 kilometer og de 15 stationer, som U3 strækker sig over. Forandringen fra Nollendorfplatz, kendt for at være kernen i Berlins Red-Light District og til det højborgerlige Grunewald, hvor linjen slutter ved Krumme Lanke, er enorm. Undervejs passeres intet mindre end adskillige pragteksemplarer af undergrundsstationer. Heidelberger Platz er den rigest udsmykkede.
I 1907 planlagde den tyndt befolkede by Deutsch-Wilmersdorf en undergrundsbane, der skulle forbinde byen og Dahlem med Charlottenburg. Imidlertid var Charlottenburg mindre interesseret i dette, da de så en fare for, at de to bydele kunne tiltrække skattestærke borgere på bekostning af det overbefolkede Charlottenburg. Idet en del af banen skulle bygges på Charlottenburgs territorium, trak beslutningen ud. I 1910 mæglede den preussiske arbejdsminister Paul von Breitenbach i sagen og fik gennemtvunget linjen, hvilket menes at være grunden til, at en af stationerne i Wilmersdorf er opkaldt efter ham. Wilmersdorf indvilligede i at betale opførelsen samt ombygningen af stationen Wittenberg Platz, der skulle udbygges, samt stationen Uhlandstrasse, hvilket bevirkede, at den mondæne del af Kurfürstendamm fik en station.
Stationerne, der lå i Wilmersdorf, skulle vise byens rigdom, hvilket betød, at man gravede særdeles dybt ved Heidelberger Platz, hvor man inspireret af metroen i Moskva lavede stationen katedralagtig. I dag ses de dybt imponerende stationer ydermere på Hohenzollernplatz, Fehrbelliner Platz, Rüdesheimer Platz og Breitenbachplatz. I Dahlem føres strækningen i et åbent landskab, og stationerne rummer et stort element af kreativitet. Banen åbnede 12. oktober 1913. Der blev først bygget en ny U-bahn i Berlin igen efter 1. verdenskrigs afslutning. I 1926 overtog Berlin ejerskabet af strækningen fra det preussiske Finansministerium og fik i tilgift tre yderligere stationer. Det var Krumme Lanke, Onkel Toms Hütte og Oskar-Helene-Heim, der blev taget i brug i 1929. De to førstnævnte stationer blev udført i den fremherskende stil i 1920´erne, Neue Sachlichkeit. I 1959 og 1961 blev to stationer tilføjet i området tæt på Kurfürstendamm, Spichernstrasse og Augsburger Strasse, da U9 blev åbnet. Denne skulle primært sørge for nye forbindelser internt i Vestberlin, som ikke kørte igennem østligt område. Fremtidig er der planer om at forlænge U3 til Mexikoplatz.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler:
1) Turen bør som nævnt i artiklen starte på Nollendorfplatz. Berlins Red Light District, hvis station for nylig er blevet oplyst i regnbuefarver, men hvor byens råhed føles tydeligt. Er tiden rigtig god, kan man overveje at stå af ved et par stationer. Her er første prioritet Heidelberger Platz. Den er udført katedralagtigt med hvælvinger og historiske billeder af byen Heidelberg ved Neckar. På den strækning, hvor man kører i det fri, er flere af stationerne udvendigt sande perler. Det gælder f.eks. Podbielskialleé (hansestil), Dahlem-Dorf (bindingsværk), Thielplatz og Oskar-Helene-Heim (nordtysk rødsten). Området forandrer sig også enormt. Der er mange skønne grønne områder og udflugtsmål ved de sidste stationer.