Vor Frue Kirke på dansk og på tysk Stadtkirche/bykirke eller Sankt Marienkirche. Det var de almindelige borgeres kirke i Wittenberg, hvor de hørte det reformatoriske budskab fra prædikener af Martin Luther og Johannes Bugenhagen. Kirken var den første, hvor gudstjenesten blev holdt på det tyske sprog, og hvor nadveren første gang blev holdt i form af brød og vin. Kirken gælder dermed som Reformationens moderkirke. Siden 1996 har den været på Verdenskulturarvslisten hos UNESCO.

Kirkens historie

I 1187 blev sognekirken Vor Frue nævnt første gang. Oprindelig var det en trækirke, der hørte til bispedømmet Brandenburg. Det alterrum, vi ser i dag, opstod omkring år 1280 med sit sydlige sideskib. Mellem 1412 og 1439 blev langhuset erstattet af den treskibede hal, vi stadig finder i dag. De to tårne, der er det stærkeste karakteristika ved kirken, blev også opført i disse år, og de blev kronet med små pyramider. I 1522 iværksatte den yderligtgående reformator Andreas Bodenstein en billedstorm i kirken, hvor praktisk talt hele kirkens indre blev ødelagt og fjernet. Grundet denne uorden vendte Martin Luther tilbage til Wittenberg fra sit skjul på Wartburg og holdt sine berømte invokavit-prædikener, der slog fast, at Reformationen ikke havde til hensigt at ødelægge det eksisterende med bål og brand.

I den Schmalkaldiske krig i 1547 blev stenpyramiderne fjernet fra tårnene for at gøre dem til  platforme for kanoner. I 1556 blev der på disse platforme påsat en ottekantet hjelm med et ur, samt indrettet en tårnbolig, som var beboet frem til 1945. I årene derefter byggedes den østlige gavl, hvor ordinander/præstekandidater boede. I 1811 blev kirkens indre omformet i nygotisk stil efter ideer af arkitekten Carlo Ignazio Pozzi.

Kirken er blevet gennemgribende saneret adskillige gange: i 1928, 1980/83 og igen i forbindelse med forberedelserne til reformationsjubilæet i 2017.

Udsmykning

Et af kirkens absolutte kunstneriske højdepunkter er det detaljerede malede alter, der generelt betegnes som “Reformations-Alteret”. Det er malet i et samarbejde mellem Lucas Cranach den Ældre og hans søn Lucas Cranach den Yngre. Den Ældre lavede formen på alteret og malede store dele af forsiden, Den Yngre malede tavlerne, bagsiden og færdiggjorde forsiden. Alteret var fuldbragt i 1547 og blev straks udstillet i kirken. Johannes Bugenhagen skulle have indviet alteret. Den centrale tavle forestiller “Den sidste nadver“, hvor man har fremstillet Martin Luther i dennes fremtoning som Junker Jörg sammen med de øvrige apostle. På altersoklen ser man igen Luther, hvor han prædiker for menigheden i Wittenberg over korsfæstelsen. På den venstre tavle ser man Philipp Melanchthon med barnet efter dåben. Den venstre tavle viser bl.a. Johannes Bugenhagen. Alteret blev restaureret i 2016.

På den ydre mur i det sydlige hjørne er den påsatte fremstilling af Judensau, der var en tidstypisk fremstilling i middelalderen af jødens angivelige karaktertræk med at snylte. Det var i middelalderen intet usædvanligt i dette motiv. Siden 1988 har der været en mindeplade udført af billedhuggeren Wieland Schmiedel, der gør opmærksom på jødehad og jødeforfølgelse gennem historien. Motivet bruges tit som fortolkning i forhold til Martin Luthers sene dage, hvor han viste stærke antisemitiske træk i modsætning til sit mere tolerante forhold til jøderne i sine yngre dage.

Orgelet stammer fra 1983, og klokkerne i sydtårnet blev restaureret.

Den første sognepræst var Johannes Bugenhagen i årene 1533-1558, og han bar frem til 1817 titlen generalsuperintendant. Siden blev universitetet i Wittenberg lagt sammen med Halle universitet, og derefter bar sognepræsten titlen superintendant.