Philipp Melanchthon

Philipp Melanchthon , reelt født som Philipp Schwartzerdt den 16. februar 1497 i Bretten (23 km nord for Karlsruhe og død 19. april 1560 i Wittenberg). Han var næst efter Martin Luther den ledende person i den tyske og europæiske Reformation og gik under navnet “Praeceptor Germaniae” – Tysklands lærer. Han var klassisk filolog med særlige kundskaber i det græske sprog, filosof, humanist, luthersk teolog, forfatter til utallige lærerbøger og nylatinsk digter.

Philipp Melanchthon, med sit smalle ansigt og i øvrigt ikke mere end 1.50 meter høj. Maleriet er udført af Lucas Cranach den Ældre i 1543 og hænger i dag på Galleria degli Uffizi i Firenze

---

Barndom og barndomshjem

Philipp Melanchthons fader Georg Schwarzerdt (1459-1508) stammede fra Heidelberg hvor han virkede som kurfyrstelig udrustningsmester samt våbensmed, hvilket vil sige, at han var ansvarlig for en tidssvarende og tilstrækkelig udrustning for kurfyrsterne. Hans moder var Barbara Reuter (1476/77-1529), som var datter af Johann Reuter (død 1508) og dennes kone Elisabeth Reuter (født Reuchlin), der igen var søster til humanisten Johannes Reuchlin. Johannes Reuter var klæde- og vinhandler såvel som borgmester og Schultheiss, der bedst kan betegnes som fyrstelig skatteindkræver.

Melanchthons bolig i sin studie i Tübingen. Foto fra Wikipedia

Fire år efter sine forældres bryllup i 1493 kom Philipp Melanchthon til verden 16. februar 1497 i  bedsteforældrenes hus i den kurpfalziske by Bretten. Philipp blev opkaldt efter kurfyrsten af Pfalz Philipp der Aufrichtige (Oprigtige). Philipp fik 4 søskende: Anna (født 1499), Georg (født 1500/01), Margarete (født 1506) og Barbara (født 1508).

Melanchthon voksede op i Brettheim, som Bretten hed dengang. Hans morfar sørgede for en grundig opdragelse, først og fremmest igennem den private latinlærer Johannes Unger fra Pforzheim. På denne måde kom den unge Philipp allerede i sine barndomsår i kontakt med lærde på gennemrejse, med hvilke han diskuterede diverse emner.

I arvefølgekrigen om Landshut i 1504/05, der blev udkæmpet mod Hessen, deltog hans fader som skytte. Han vendte hjem som en syg mand, idet han havde drukket af en forgiftet brønd. Faderens dybe religiøsitet hjalp ham til at kunne bære sin skæbne og efterfølgende sygdom. I oktober 1508 døde først hans morfar og få dage efter hans fader, hvilket betød, at Philipp i en alder af 11 år på mange måder brat måtte afslutte barndommen og tage ansvarsområder, der normalt var forbundet med voksenlivet. Sammen med sin yngre bror Georg tog de til Pforzheim, hvor de boede hos deres mormor Elisabeth Reuter, hvis bror Johannes Reuchlin kom meget i deres hus.

Vejen igennem uddannelsen

I Pforzheim begyndte han på Latinskolen, der nød en høj anseelse og havde et højt antal studerende, hvilket  koncentreret om deres Rektor Georg Simler fra Wimpfen og Johannes Hiltebrant fra Schwetzingen. Begge underviste ved siden af latin også i græsk. Et stort antal tidligere studerende herfra skulle sidenhen blive kendt som reformatorer med Melanchthon som den vigtigste, og herefter kunne man nævne Simon Grynaeus og Kaspar Hedio. Melanchthons særlige evner viste sig hurtigt, han bestod ubesværet og på rekordtid samtlige eksamener, der fandtes på læreanstalten.

Melanchthon begyndte snart at skrive latinske versdigte og udviste store fremskridt i græsk grammatik, hvilket betød, at han mormors bror Johannes Reuchlin begyndte at interessere sig for ham. Reuchlin levede i Stuttgart og var i Tübingen den dommer med det højeste embede i det Schwabiske Forbund. Reuchlins store kendskab til det oldgræske sprog udmøntede sig i stribevis af oversættelser fra oldgræsk til tysk, hvilket udbredte kendskabet til græsk i Tyskland. I det efterfølgende blev han Melanchthons største støtte. Græsk var i datiden kun noget, man ofrede tid på hos særligt begavede studerende. Reuchlin skænkede Melanchthon et eksemplar af græsk grammatik skrevet af Konstantinos Laskaris og skrev en sætning, der oversat vil lyde noget i retning af:

“Denne græske grammatik giver Johannes Reuchlin fra Pforzheim og doktor i retsvidenskab til Philipp Melanchthon fra Bretten i året 1509 på Idus Martiae (15. marts, dagen hvor Gaius Julius Cæsar blev dræbt)”

Reuchlin gav ved samme lejlighed 15.  marts 1509 Philipp Schwarzerdt det humanistiske navn Melanchthon, en forgræskning af fødenavnet Schwartz (da: sort) – μέλας/μέλαινα/μέλαν (melas/melaina/melan) – und erdt (da: jord) – χθών (chthon).

Reuchlins familievåbenskjold. Det findes i dag på universitetsbiblioteket i Uppsala. 

Efter knap et års studier blev Melanchthon som 12-årig i oktober 1509 indskrevet på universitetet i Heidelberg. Her fik han undervisning af og ophold hos teologiprofessoren Pallas Spangel, et sted hvor også Jakob Wimpheling med jævne mellemrum huserede. Allerede i Pforzheim havde Melanchthon læst dennes skrifter om reformer af lærings- og undervisningsmetoder og havde i fællesskab med denne gjort sig fortrolig med Erasmus af Rotterdams skrifter. I 1510 offentliggjorde Melanchthon i en af Wimphelings bøger sine første latinske digte. Melanchthon var i forvejen så veluddannet og lærd, da han begyndte universitet, at han på det tidligst mulige og tilladte tidspunkt 18. juni 1511 fik tildelt den første akademiske grad – Baccalaureus artium i en alder af kun 14 år.

Efter at Spangel i 1512 var død, skiftede Melanchthon fra universitetet i Heidelberg til Tübingen. Her studerede han aritmetik, geometri, musik og astronomi. Ved siden af dette beskæftigede han sig med græsk, hebræisk og latin. Han læste antikke forfattere såvel som humanistiske digtere og stiftede bekendtskab med nye læringsmetoder. Han lærte om logik igennem Rudolf Agricolas skrifter og fik derudover en forståelse for dialektikken. I denne tid indgik han sammen med blandt andet Franciscus Irenicus i de såkaldte Neckargenossen.

Da Reuchlin blev viklet ind i en retslig proces, fordi han havde skrevet en rapport om de hebræiske skrifter, skrev Melanchthon flere offentlige skrifter for at komme sin understøtter til hjælp. 25. januar 1514 sluttede han sit studium på det humanistiske fakultet med magistertitlen. I Tübingen var han allerede på dette tidspunkt tutor for 2 grevesønner, som han også virkede som græsklærere for. Melanchthons overgang fra elev til lærer foregik naturligt og flydende. I Tübingen udgav han sine første publikationer, og i 1516 var det indførelsen til den romerske komediedigter Terenz samt en indførelse til historien over den antikke komedie, i 1518 udgav han en græsk grammatikbog, der i 1544 var blevet genoptrykt hele 19 gange. Endelig arbejdede han på en bog om retorik, som i 1519 blev offentliggjort i Wittenberg.

Efter at Martin Luther i 1517 offentliggjorde sine 95 teser mod den omsiggribende katolske afladshandel, deltog Martin Luther 26. april 1518 i Heidelberg Disputationen, hvor han på universitetet i Heidelberg fik et talerør og støtte af augustinermunkene i Tyskland til sin kritik. Melanchthon overværede denne disputation og blev overbevist om augustinermunkens kritikpunkters rigtighed. I forlængelse heraf begav han sig med flere af sine studiekollegaer til Wittenberg for at lære mere om Martin Luthers tanker. Fremadrettet var Melanchthon overbevist om rigtigheden i reformationens tankegods.

Universitet i Wittenberg

I 1518 tillod Kurfyrste Frederik den Vise af Sachsen, at der på universitetet i Wittenberg blev oprettet et professorat i græsk sprog. Universitetet var i forvejen nyt, da det var blevet grundlagt i 1502 og siden 1511 havde haft Martin Luther som professor i bibelkundskab. Intentionen på universitetet var at overbevise Melanchthons lærer Johannes Reuchlin om at overtage professoratet. Reuchlin afviste med henvisning til sin høje alder og anbefalede i stedet sin lærling Melanchthon. I Wittenberg lyttede man til Reuchlins anbefaling og kiggede på det unge håb og dennes allerede udgivne værker. Melanchthon takkede ja, forlod det sydvesttyske og tiltrådte i Wittenberg 25. august 1518. Hans tynde smalle ansigt og lidne højde (1,50 meter) i tillæg til, at han fra naturens hånd havde udtalevanskeligheder gjorde, at wittenbergerne til at begynde med ikke just var imponeret. Men da Melanchthon havde holdt sin flammende tiltrædelsestale (Titel: “De corrigendis adolescentiae studiis”) 28. august 1518 i slotskirken i Wittenberg, ændrede indtrykket af den unge professor i græsk sig fuldstændigt.

Slotskirken i Wittenberg, hvor Melanchthon holdt sin tiltrædelsestale 28. 1518. Foto fra Historiske Rejser

Melanchthon talte for en universitetsreform og tegnede derefter et dystert billede af, hvordan uddannelse var sket i det foregående århundrede. Hans kongstanke var, at de antikke forfattere med udgangspunkt i de oprindelige kilder skulle vækkes til live i form af humanistiske studier. Han ramte den puls, der prægede Wittenberg i disse år, og selv Martin Luther var fascineret af denne Graeculus (lille græker). Denne fascination beroede på en gensidighed og blev i de efterfølgende år til et af de vigtigste samarbejder bag reformationen og varede helt frem til Luthers død i 1546.

Der gik ikke lang tid før at studenterne i Wittenberg så, hvilket potentiale Melanchthon bar i sig, og han blev siden en højt skattet universitetslærer. Han lærte fra sig om græsk grammatik, læste om antikke forfattere, udtalte sig om bibelske bøger og forbandt deres vidensdannelse med talrige forskellige områder. Det var ikke usædvanligt, at Melanchthon havde mere end 400 tilhørere, hvilket først og fremmest skyldtes hans præcise sprogbrug, hans rammende eksempler og den klare struktur i hans forelæsninger, der var særligt populære.

Philipp Melanchthon på et kobberstik udført af Albrecht Dürer i 1526. Kilde: Wikipedia

Martin Luther på et kobberstik fra 1520 – Melanchthon blev en af Luthers væsentligste følgere. Museum of Fine Arts, Houston.

19. september 1519 opnåede Melanchthon den akademiske grad baccalaureus biblicus. Dette betød, at han var bemyndiget til at holde forelæsninger på det teologiske fakultet. Selvom Melanchthon i hele sit liv var aktivt religiøs, foretrak han den filosofiske dannelse som forudsætning for at forstå den teologiske uddannelse. I 1525 blev han tilbudt et ualmindeligt godt professorat, der løsnede ham fra fakultetstvang, men det ændrede ikke på, hvordan han så på dette forhold. Hans interesse for kirken og de kirkelige forhold var konstant stor, men filosofien syntes stadig at have forrang. Melanchthon havde afstået fra at blive præst, da hans kropslige lidenhed og hans medfødte talefejl gav ham en mangel på gestikulationskraft. Det var teologien, der interesserede Melanchthon plus samarbejdet med Martin Luther, og universitetet i Wittenberg blev i deres samtid Europas vigtigste universitet.

Familie

Efter Melanchthons ankomst til Wittenberg lejede han et lille byhus, der ofte gik under betegnelsen Bude (da: hybel, hummer). Her levede han sammen med sine hjælpere. Luther frygtede decideret for Melanchthons sundhed, der tydeligt var præget af samværet med mænd. Omkring 1520 begyndte Martin Luther at søge en kvinde, der kunne blive Melanchthons hustru; dette havde to primære formål: dels at forbedre Melanchthons sundhedstilstand og dels, at en kone ville kunne holde ham i Wittenberg. Melanchthon selv var imidlertid ikke begejstret for denne ide. Den unge arbejdsivrige professor frygtede, at en hustru ville forstyrre hans studier. Det lykkedes imidlertid Luther at få iværksat et bryllup den 27. november 1520 med Katharina Krapp (1497-1557), der var datter af klædehandleren og borgmesteren i Wittenberg Hans Krapp. De lærte med tiden at påskønne ægteskabet og nærede et dybtfølt kærlighedsforhold med flere børn.

På trods af, at Melanchthons kone kom fra en velhavende familie, og at han selv besad et professorat og dermed tjente godt, herskede der på ingen måde større velstand i deres hjem. Gentagne besøg fra universitetsansatte, der indfandt sig til diskuterende bordsamtaler – ganske som hos Luther – unge studerende, som Melanchthon forsørgede og underviste i hjemmet, var alt sammen med til at sætte økonomien på smalhals.

Melanchthons Hus i Wittenberg – er huset med den flotte gavl for oven. Den gule bygning er universitetet Leucoreas hovedbygning. Foto fra Wikipedia

Melanchthons udgivelser og hans rolle i reformationen sikrede ham en så høj anseelse, at han modtog tilbud fra andre universiteter i såvel Tyskland som i det øvrige Europa. Kurfyrste Johann Friedrich I ville imidlertid gerne beholde sin professor i Wittenberg og fik i 1536 etableret et noget mere standsmæssigt retteligt byhus, der ligger, hvor hans hidtidige hus havde ligget, og som i dag kendes som Melanchthonhaus. Da familien flyttede ind i dette hus i 1537 havde de 4 børn: Anna (* 24. august 1522; † 27. februar 1547), Philipp (* 21. februar 1525; † 3. oktober 1605 i Wittenberg), Georg (* 25. november 1527 i Wittenberg; † 1529) og Magdalena (* 19. juli 1531; † 12. september 1576). Han var en interesseret familiefader,en opgave som han deltog i fuldt ud med sin kone. Han havde mange bekymringer som fader, da hans anden søn Georg døde som 2-årig, og med sin førstefødte datter Anna, der indgik et ulykkeligt ægteskab med hans tidligere elev Georg Sabinus, der grundlagde universitetet i Königsberg. Samlivet med Melanchthon var ikke nemt. Hvis noget gik ham imod, kunne han være meget opfarende. Det fik sønnen Philipp at mærke, da han i hemmelighed forlovede sig med Margaretha Kuffner fra Leipzig, hvilket faderen nægtede at billige.

Som så mange andre mennesker fandt Melanchthon såvel glæder som sorger i rollen som ægtemand. Ved siden af sin klippefaste tro på Guds beskyttelse og barmhjertighed hjalp også hans kone ham. Da Katharina døde 11. 1557 bemærkede han til sin livslange ven Joachim Camerarius, at han håbede, at han snart kunne følge sin kone og blive forenet med hende.

Sygdom og død

Med sin lyse stemme og sarte statur gav Melanchthon et indtryk af at være udsat for fare. I stærk modsætning til denne fremtoning stod hans arbejdsindsats og den sejhed, som han lagde for dagen i forhandlingssituationer. Den vedvarende overarbejdsbyrde forblev ikke uden følger. Allerede fra barns ben led han af søvnløshed og var derfor henvist til skånekost.

Melanchthon og Luther foretog mange rejser her til Schmalkalden hvor fyrsterne der lavede det væsentlige fyrsteforbund i de lutherske lande modtog den evangeliske nadver. Historiemaleri i Kejsersalen i Goslar af Herman Wislicenus

I den tidlige sommer i 1540 blev han i Weimar syg på rejsen mod Hagenauer (hvor Hagenauer religionssamtalerne fandt sted). Luther ilede mod Melanchthons sygeleje og fandt ham magtesløs og med indfaldent ansigt og sammenfaldne øjne. Han kom sig igen efter sygdommen og var i stand til at genoptage sit arbejde for fuld kraft. I 1541 på en rejse til Regensburg forulykkede hans rejsekøretøj, og Melanchthon kom slemt til skade, hvilket gjorde ham ude af stand til at skrive under forhandlingerne ved Rigsdagen i Regensburg.

Efter en rejse til Leipzig returnerede han forkølet til Wittenberg 4. april. Natten mellem 7. og 8. fik han feber, som blev ved at vende tilbage. Han blev passet op af datteren Magdalena og hendes mand medicineren Caspar Peucer, men dette mistede han flere og flere kræfter. 11. og 12. april holdt han sine sidste forelæsninger og møder. 14. ville han have holdt forelæsning på ny, men havde ikke flere kræfter. 19. samledes datter og svigersøn med den gode ven Joachim Camerarius for at følge ham det sidste stykke vej og tage afsked. Foran huset bad studerende for professoren, hvorpå han døde.

Mindetalen blev holdt af medicinprofessoren Veit Winsheim, hvorefter Philipp Melanchthon blev begravet ved siden af sin livslange inspirator Martin Luther. De ligger begravet overfor hinanden i slotskirken i Wittenberg.

Melanchthons grav i Wittenberg slotskirke, hvor også Martin Luther ligger begravet. Foto fra wikipedia

Melanchthons virke og indflydelse: Tysklands lærer.

Melanchthon udtalte i sin tiltrædelsestale i august 1518 for et større publikum fra universitetet i Wittenberg, at han ville gennemføre en studiereform, og at det gamle læringssystem skulle lægges i graven. Hans pædagogiske hovedanliggende var, at de studerende fra begyndelsen blev knyttet til en præceptor/lærer, og at man straks gik i gang med at skole de studerendes sproglige udtrykskundskaber. Som rektor for universitetet i Wittenberg sørgede Melanchthon for i 1523/24, at en ny studieordning blev indført. Det betød, at de evangelske teologer ikke kunne undsige sig en klassisk-humanistisk dannelse.

Melanchthon lærte af ren lidenskab. Hans uhørt store viden gjorde det muligt for ham at holde forelæsninger indenfor en stribe af forskellige områder, hvilket gjorde,at han konstant kunne perspektivere sin viden og sætte dem ind i nye sammenhænge. Til såvel latin- som græsk-undervisningen havde han forfattet grammatikbøger, der blev brugt af talrige studerende i det tyske sprogområde såvel som udenfor dette. Derudover skrev han kommentarer til antikke forfatteres værker samt lærebøger om: retorik, etik, fysik, historie, geografi og astrologi. I løbet af det 16. århundrede i Tyskland blev hans lærebøger foretrukket og gjort obligatoriske, således at han allerede i sin levetid blev prist som  „Praeceptor Germaniae“ (Tysklands lærer). På universitetet i Wittenberg lagde han vægt på ordets præcise betydning og på et klart tydeligt sprog i indhold og udtale. Han stod for en holdning om, at man ikke var i stand til at drive teologi uden at være i stand til at beherske de tre gamle sprog (latin, græsk og hebræisk) – alt andet ville være at basere sig på en form for sladder.

Melanchthon bekymrede sig ikke kun om fremtidige lærere, hvilket også førte til flere grundlæggelser af skoler (1524 i Magdeburg, 1525 i Eisleben og i 1526 i Nürnberg) og skrev i denne sammenhæng en ny skoleordning. Han kom med et udkast til principper, som disse skoler skulle følge:

• Undervisningssprog er latin.
• Eleverne skulle ikke belastes med for meget læsestof. Vigtigere var grundighed og gentagelser.
• Eleverne skulle inddeles efter alder og viden i tre forskellige klassetrin, for først i det øjeblik man har erhvervet sig de læringsmål, der er blevet vedtaget, skal man være i stand til at komme et klassetrin op.

Efterfølgende visiterede han på vegne af sine kurfyrster kirker såvel som skoler. Dermed efterprøvede han skolernes kunnen og kom med forbedringsforslag på ting, der skulle rettes op på.

I Nürnberg var Melanchthon med til at grundlægge en helt ny skoletype i form af Obere Schule St. Egidien, der i sin urform blev til det tyske gymnasium. Ved skolens indvielse 23. maj 1526 talte Melanchthon for videnskabens værdi for hele staten og kirkens trivsel. Dette første gymnasium eksisterer stadig den dag i dag under navnet Melanchthon-Gymnasium.

Reformatoren Melanchthon

Melanchthon havde lært Luther at kende i 1518 under Heidelberger Disputationen. Luther havde offentliggjort sine 95 teser, hvor han kritiserede kirkens omfattende brug af afladshandelen og havde dermed begyndt med den kritik, der skulle munde ud i en omfattende kirkereform og et brud i den kirkelige enhed. Luther fandt stor inspiration i Melanchthon på trods af deres store forskelligheder, hvor Melanchthons ide om at reformere læringslivet kunne kombineres med Luthers ide om at reformere kirken. Melanchthon sagde selv, at Luther havde lært ham Evangeliet at kende. Forskellen mellem de to herrer var iøjnefaldende: Luther var kraftig, stærk, buldrende og folkenær, hvorimod Melanchthon omvendt var overfølsom, let at såre og sart. Luther ærgrede sig ved flere lejligheder over hans medstridendes forsigtighed, hvor denne mange gange trak sig som følge af Luthers mere frembusende facon. Trods disse forskelle værdsatte de hinanden højt og kendte hinandens styrker og svagheder. Denne fortrolighed så man, da Luther i efteråret 1521 oversatte det Ny Testamente på Wartburg, hvor Melanchthon modtog hans oversættelser til gennemlæsning og sproglig korrektur. Oversættelsen af det Gamle Testamente fulgte samme mønster, og i 1534 udkom så Lutherbibelen.

I 1519 havde Melanchthon sekunderet Luther til hans disputation i Leipzig imod Johannes Eck. I 1521 offentliggjorde han sin første fremstilling af den reformatoriske teologi: Loci communes rerum theologicarum. Dermed var hovedpunkterne i de reformatoriske ideer formuleret, og den første indflydelsesrige dogmatik for den ny kirke skrevet. I såvel 1535, 1543 og 1559 udkom den igen tilpasset med nye og bearbejdede ideer.

I 1529 overtog Melanchthon rollen som reformationens forhandlingsleder på rigsdagen i Speyer, da Luther ikke kunne deltage, idet han gjaldt som fredløs. I det videre forløb deltog han sammen med Luther i Marburger religionssamtalen i oktober 1529, hvor man mødte den schweiziske reformator Ulrich Zwingli. Man var i stand til at finde fælles fodslag på mange områder, eksempelvis om dåb og trosbekendelse, men spørgsmålet om nadver og om, hvorvidt man reelt set var tilstede under nadveren, eller om den kun skulle forstås symbolsk, forblev en åben uenighed. Særligt grundet dette stridspunkt udvikledes sidenhen den Reformerte Kirke og den Luthersk-Evangeliske Kirke.

Et af de sidste malerier af Philipp Melanchthon malet af Lucas Cranach den Yngre i 1559. På Städel Museum i Frankfurt am Main

Sidenhen deltog Melanchthon i religionssamtaler i Worms og Regensburg, hvor man ikke var i stand til at nå nogen form for forståelse med de gammeltroende/den katolske pavelige kirke. Melanchthons anliggende var at sætte reformer igennem uden brug af vold og dermed sikre kirkens enhed (omend Melanchthon også senere opfordrede til dødsstraffe for døberbevægelsen). Dette afspejlede hans imødekommende holdning til katolikkerne under såvel rigsdagen i Augsburg og i Leipziger artiklerne. Hans diplomatiske evner og kunnen beviste han ydermere t: Torgauer artiklerne, Confessio Augustana, Apologie der Confessio Augustana og Tractatus de potestae et primatu Papae, der gælder som grundlæggende evangeliske bekendelsesskrifter og bekræftede reformationens konsolidering. Sammen med Martin Bucer forfattede han i 1543 to reformationsskrifter for ærkebiskoppen af Køln Hermann V. von Wied. Bestræbelserne på at overbevise kølnerne forblev uden resultat, og spændingerne voksede parterne imellem. I årene 1546/47 kom det til den Schmalkaldiske krig imellem de evangeliske fyrster og Kejser Karl V.

Melanchthon afviste de teologiske spørgsmål, som døberbevægelsen rejste til reformationen og det på trods af, at han i sine første år i Wittenberg selv havde været i tvivl om den rette i barnedåb. I 1530 henvendte reformatoren Friedrich Myconius fra Gotha sig til Melanchthon, hvor han specifikt spurgte ind til forfølgelsen af døberne, som Melanchthon fortsat billigede. I samme år var Melanchthon hovedforfatter på Confessio Augustana, hvor døberne dømmes som kættere. Året efter udformer han en udførlig manual til de saksiske kurfyrster, hvor der instrueres i, hvordan døberne skal dødsdømmes.

Melanchthon stod i forlængelse af Martin Luthers død også bag den første biografi over den store reformator. Mange af de datoer og begivenheder, som reformationen har fået, kan man ofte føre tilbage til Melanchthon. Særligt har det været diskuteret blandt historikere, at Melanchthon ikke selv oplevede Luthers berømte opslag af teserne på kirkedøren til slotskirken 31. oktober 1517. Melanchthon baserede sig på et vidne, der udtalte sig om dette mere end 30 år efter og hvis mulighed for selv at have oplevet det forekommer usandsynlig.

Melanchthon måtte sidenhen stå igennem hårde kampe med sine egne studerende, der bebrejdede ham hans kompromissøgende kurs under religionsfreden i Augsburg i 1548 efter den Schmalkaldiske krig, hvad mange af dem så som et knæfald og en afvigen fra Martin Luthers lære: Melanchthon havde gjort indrømmelser, eksempelvis at en evangelisk præst skulle bære en art messehagel. Melanchthon anså sådanne spørgsmål som ubetydelige og med kun perifær betydning. Imidlertid dannede der sig en gruppering kaldt Gnesiolutheranere (de ægte lutheranere), der anså Melanchthons kurs for at være for kompromissøgende, og stridighederne i hans sidste leveår tog kraftigt til. Historikeren Adolf von Harnack hævder, at Melanchthon i sine sidste leveår var klar til at stå frem med en anden udlægning af nadveren end Luther havde. Han nåede det imidlertid ikke før sin død.

Print siden her