1952 – 17. juni 1953
I 1952 erklærede DDR det som primært mål at gennemføre Socialismens Opbygning, hvilket blev gjort via en øget sovjetisering af samfundet og via en styrkelse af statsmagten. I forvaltningsreformen i 1952 blev de hidtidige 5 delstater opdelt i 14 landområder (Bezirke) og i 217 amter. Derudover stillede de nye magthavere spørgsmål ved den hidtidige middelklasse. I særdeleshed måtte småbønder, handels- og erhvervsdrivende opgive deres selvstændige virksomheder grundet forhøjede betalingsrater. Kursen mod kirken blev også kraftig skærpet.
Større privatvirksomheder blev konfiskeret og omdannet til VEB, og statslige andele af privatbedrifter blev lagt ind under statslige virksomheder. Sværindustrien blev kraftigt udbygget på bekostning af levnedsmiddelindustrien efter mottoet ”At lære af Sovjetunionen er at lære at sejre”. I landbruget begyndtes endvidere en kollektivisering, og de bønder, der få år tidligere havde opnået større jordtildelinger ved jordreformen i 1945, blev igen frataget deres jord, som i stedet blev genetableret i landbrugsfællesskaberne LPG.
1. juli 1952 oprettede DDR egne stridskræfter i form af et kasernebaseret Folkepoliti (VOPO).
I forlængelse af Stalins død 5. marts 1953 ændrede magtforholdene sig i retning af en kritisk holdning til Stalin og hans politik. Dette lod ledelsen i SED sig imidlertid ikke påvirke af. De strammede grebet og øgede tempoet i farten på opbygningen af socialismen.
28. maj 1953 besluttede ZK (Centralkomiteen) at forhøje arbejdsnormerne med 10.3 %. På baggrund af denne beslutning bad Centralkomiteen i det sovjetiske kommunistparti SED om at mildne sin kurs. 11. juni besluttede ZK at tilbagetrække en række af de tiltag, der skulle forøge hastigheden i gennemførelsen af socialismens opbygning, og det gjorde særlig tilværelsen lettere for den borgerlige middelstand og for bønderne. Imidlertid ændrede ledelsen ikke på forhøjelsen af arbejdsnormerne.
16. juni kom det til større strejker i Berlin. Der var to arnesteder begge blandt byggearbejdere i Berlin, det ene var opførelsen af Blok-40 på Stalin-Allée, og det andet var opførelsen af sygehuset i Berlin-Friedrichshain. De to strejker udviklede sig til arnesteder for opstanden 17. juni 1953, der bredte sig over hele DDR og var den største trussel, den socialistiske stat kom til at opleve frem til 1989. Opstanden blev slået ned med hjælp fra sovjetiske tanks. Man mener, at der omkom cirka 50 demonstranter og 5 repræsentanter fra Folkepolitiet i DDR. Ledelsen i DDR betegnede opstanden som et resultat af ”Fascistiske agenter plantet af udenlandske magter”.
Politbüroet konkluderede 8. juli 1953, at opstanden skyldes Walter Ullbrichts forfejlede hårdhændede politik og henstillede til denne, at han måtte love at trække sig som leder. Imens Politbüroet var kommet frem til denne konklusion, havde magtforholdene i Moskva imidlertid ændret sig i kraft af fængslingen af efterretningstjenestens leder Laurentij Berija. Ullbricht blev støttet af den nye stærke mand i Sovjetunionens Kommunistparti, Nikita Khrusjtjov. Dette gjorde, at det praktiske resultat var, at Ullbricht formåede at sammenkæde sine politiske modstandere i SED – Wilhelm Zaisser og Rudolf Herrnstadt – med Berija og dermed udrense dem fra partiet. Ullbricht kunne ved skæbnens ironi styrke sin magt på baggrund af opstanden imod ham og gennemføre en fornyet udrensning i partiet.
17. Juni 1953 – Opstand i den sovjetiske sektor i Berlin. Foto Planet Wissen.
Anders´ rejseråd
Link til steder forbundet med opstanden 17. juni 1953
Læs Historiske Rejsers artikel om opstanden 17. juni 1953
Her finder du en god udstilling om 17. juni 1953 i Berlin
