1.verdenskrig (Berlins historie)
Den store krig
Al denne sabelraslen fra Kejser Wilhelm II måtte ende i konfrontation på et tidspunkt. Det blev den udenrigspolitiske alliance med Østrig-Ungarn, der kom til at betyde tysk involvering i den europæiske borgerkrig, som vi i dag kender under navnet den første verdenskrig. Krigens urfortælling tager sin start, da den østrig-ungarske tronarving Franz Ferdinand d. 28. juni 1914 bliver attentatmyrdet under et besøg i Sarajevo. Herefter eskalerede den diplomatiske situation med ekspresfart. Østrig-Ungarn erklærede Serbien krig, Rusland erklærede krig mod Østrig, derefter gik tyskerne ind og erklærede russerne krig, hvorefter franskmændene erklærede tyskerne krig. Englænderne holdt sig først neutrale, men efter det tyske overfald på Belgien, endte Storbritannien med at erklære Tyskland og Østrig-Ungarn krig.
Første verdenskrig var en realitet. Tyskland såvel som Berlins befolkning så krigens komme som en gave fra himlen, som det man havde ventet på en hel generation, som det øjeblik af sandhed, hvor det tyske folk skulle vise sit sande værd. Der var en hysterisk fanatisk opslutning omkring deltagelsen, der sammenfattes meget godt i Kejser Wilhelms berømte citat, ”…der findes i dag ingen klasser, men kun tyskere…” . Tyskerne var hårdt stillet, deres allierede Østrig-Ungarn var et rige i forfald, briterne og russerne sørgede for at få lagt en handelsblokade uden om Tyskland, der betød gradvis økonomisk udhulning, og ikke mindst måtte man føre krig på to fronter. På østfronten blev det til den væsentligste sejr i 1914 i slaget ved Tannenberg. Men første verdenskrig blev afgjort på den uhyggelige vestfront, hvor den udviklede sig til et skyttegravshelvede.
I Berlin jublede folk på gaderne ved udsigten til en krig mod naboerne – særligt Frankrig. Foto Planet-wissen
Tysk kollaps og tomrum
I løbet af fire et halvt års stillingskrig var frontlinjerne meget fastlåste. Slaget ved Somme (1915) og året efter slaget ved Verdun var nogle af verdenshistoriens værste slag, som kunne have betydet gennembrud, men ikke gjorde det. I Berlin blev den oprindelige begejstring mere og mere afløst af mismod og modstand. Til at starte med havde en enig venstrefløj bakket op om krigen (som de liberale i 1860´erne), men modstanderne var tiltaget kraftigt. Modstanden fik en stærk stemme og organisation i Spartakistforbundet under ledelse af Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg. Det var i feltkøkkenernes elendighed, at der Karl und die Rosa vandt gehør for deres sag.
Helt op til sommeren 1918 var intet endnu afgjort, og tyskerne havde endda den fordel, at Rusland var brudt sammen og havde sluttet fred ved Brest-Litovsk. Denne betragtelige fordel viste sig dog nyttesløs, da dets allierede, Østrig-Ungarn, var tæt på en kollaps i såvel Italien som på Balkan. I Vest måtte Tyskland ydermere sande, at Frankrig og England tilsammen kunne mønstre de fleste ressourcer, specielt efter at USA trådte ind i krigen i 1917. Et Tyskland, der til sidst var blevet tappet for ressourcer og allierede, blev løbet over ende. De var samtidig vidne til en politisk kollaps, da Kejser Wilhelm abdicerede og efterlod sig et politisk tomrum. Tyskland måtte indgå fred. Det var et Tyskland, der var præget af opløsningstendenser. I Kiel og Hamburg var der store strejker, og i München kom det sågar til et socialistisk kup. I Berlin var der nærmest borgerkrig mellem stærkt højrenationalistiske grupper på den ene side, som hævdede at Tyskland havde været udsat for forræderi grundet våbenhvilen, da man mente, der aldrig havde været tale om nederlag på slagmarken, den såkaldte dolkestødslegende, og på den anden side kæmpede kommunistiske tilhængere for, at Tyskland skulle følge i hælene på Rusland og blive en kommunistisk stat.
