Weimarrepublikken 1918-33 (Berlins Historie)
Republikken Weimar og Versaillesfreden
I denne atmosfære var den provisoriske regering fanget som en lus mellem to negle. Den var flygtet til Weimar i Thüringen, og her blev den mest demokratiske forfatning, verden hidtil havde set, en kendsgerning. Man drog tilbage til Berlin, og den 9. november 1918 udråbte Philip Scheidemann Republikken Weimar. Men hermed var problemerne ikke ophørt. Karl Liebknecht og kommunisterne besatte flere af de gamle kejserlige palæer på Unter den Linden og udråbte herfra Den socialistiske republik Tyskland. Berlin var som en kompasnål, der ikke kunne finde sin retning i disse år.
Året 1919 kan bedst beskrives som borgerkrig, der bl.a. betød mordet på die Rosa und der Karl, der nok fjernede dem fra den politiske verden, men i stedet gjorde dem til martyrer. I sommeren 1919 var Tyskland blevet nødt til at underskrive den mest ydmygende fredstraktat i sin historie, nemlig Versailles-traktaten: Det betød, at Tyskland måtte tage den absolutte krigsskyld på sig, betale krigsskadeerstatninger af uhyrlige dimensioner, afstå Saarland, Elsass-Lothringen til Frankrig, Sønderjylland til Danmark og hele Posen, Vestpreussen og Øvre-Schlesien til det nystiftede Polen. Ydermere måtte man underskrive et forbud mod at have en hær på mere end 100.000 mand stående. Freden blev mødt med et chok i Tyskland, og der var ingen tvivl om, at man havde været parat til at måtte bøde, men det her virkede som et regulært hævntogt.
Hyperinflation, børskrak og kulturel nytænkning
Den tyske økonomi havde det elendigt efter krigens slid, og grundet krigsskadeserstatningerne gik den decideret rabundus i 1922-23. Dette betød hyperinflation, der bevirkede, at folk skulle hente deres løn i trillebøre, da man havde lade møntrullen løbe. På det mentale plan var Berlinerne i disse år som tidligere omtalt uden retning, og dadaismen og det vulgære vandt frem. Inden for arkitekturen blev den nytænkende Bauhaus-bevægelse stiftet af Martin Gropius, og under den ellers så udskældte Weimar-republik blev der taget mange spændende initiativer på lavere niveau til nye bygninger. Et af de vigtigste tiltag, der blev foretaget, var den store byudvidelse i 1920, hvor Charlottenburg, Schöneberg, Lichtenberg, Spandau, Wilmersdorf, Köpenick, Neukölln, Treptow, Tempelhof, Pankow, Reinickendorf, Steglitz, Weissensee og Zehlendorf blev bragt ind under et fælles Storberlin med 3,8 millioner indbyggere og et areal på 878 km2. Udover dette gik man i gang med at demokratisere kejserlige institutioner og ikke mindst sørge for at sanere de utallige arbejderboliger. I midten af 1920´erne var økonomien ved at komme i bedring, hvilket betød, at byen hørte jazzens oprørske toner og fik oplevet teknikkens evige evne til at bringe fremskridtshåbet i top. Det blev kaldt de brølende tyvere. Men intet varer som bekendt evigt.
Da børsen, på verdens største marked, det amerikanske, krakkede i 1929, var den tyske økonomi skrøbelig og på kredit hos andre, hvorfor det slog hårdest i Tyskland. Massearbejdsløshed på op til 50% gav næring til utilfredshed, og specielt i industrieksportbranchen var det hårde tider. Folk kiggede sig om efter nye løsninger midt i håbløsheden. Da løsningerne ikke sådan var til at overskue, blev det de ekstreme, der vandt gehør.
Nazisterne overtager
Det nazistiske parti havde intet tag i Berlinerne, og fik det heller aldrig rigtigt. Men i andre dele af Tyskland, specielt Bayern og det sydlige Tyskland samt nord med undtagelse af Hamburg, var tilslutningen enorm. For mange begyndte bekendtskabet med nazisterne i det faktum, at de var enige i nazisternes kritik af den forræderiske Versaillestraktat. Dertil købte man uden større anstød de andre dele af den nazistiske pakke. Den bød på mere lov og orden, en sammenbinding af Tysklands problemer med den internationale bolsjevisme og jødedom, samt en tilbagevenden til nogle urgermanske værdier. Alt dette fik nazisterne dygtigt sammenkædet via den mest moderne organisationsdisciplin, et slag for øget industrialisering og foragt for demokratiet. Nazistpartiet fik mere og mere opbakning i perioden fra 1929-33, hvor de gik stadig mere frem ved valgene.
30. januar 1933 blev nazisterne rigsdagsvalgets vindere, og man hævdede, at det foregik på demokratisk vis. Men rigsdagsbranden tre dage forinden havde medført, at Hindenburgs nationalkonservative parti var gået med til en udelukkelse af socialdemokrater og kommunister fra valget. Det åbnede bekendt den ladeport, som Hitler kunne gå ind af.