Tyske Nationalteater og Statskapel (Weimar)

Deutsche Nationaltheater und die Staatskapelle Weimar (forkortet DNT) er Weimars vigtigste teaterscene. Her forenes musikteater, sprogscenen fra Tysk Nationalteater såvel som orkesteret Statskapelle Weimar. De optræder på 6 scener over hele byen. Det er delstaten Thüringen, der ejer og finansierer institutionen.

Nationalteateret med statuerne af Goethe og Schiller i forgrunden. Foto fra Pixabay

Spillesteder

Det Tyske Nationalteater i Weimar, den del der kendes som Grosses Haus. Foto fra wikipedia

• Großes Haus er den traditionsrige stamscene på Theaterplatz med 857 siddepladser.
• Til såkaldte “Kleinkunst” har man de to spillesteder, Foyer (60-120 siddepladser) og Studiobühne (87 siddepladser). De ligger også på Theaterplatz.
• Til mere elektronisk baserede koncerter har man de to spillesteder E-werk Weimar (176 -199 siddepladser i Maschinensaal og 87 i Kesselsaal) i et tidligere industrianlæg.
• Congresscentrum neue Weimarhalle (koncerterne for Staatskapelle Weimar).
  

  ---

Det Tyske Nationalteater

Byder på alle de ingredienser, som et klassisk teater byder på: Skuespil, musikteater, danseteater, ballet og koncerter. Som et af de sidste af sin art i Thüringen byder det på alle disse dele.

Historien om Det Tyske Nationalteater

Weimarer Hoftheater

Længe før at dagens kernebyggeri på Theaterplatz blev opført, blev der spillet teater i Weimar. Dengang var det primært komikere, der underholdt ved hoffet i Weimar. De første spillesteder blev etableret af den kunstelskende hertuginde Anna Amalia, hertug Ernst II Konstantin von Sachsen-Weimar-Eisenach enke. Hun regerede som formynderinde 1759-75 og etablerede et liebhaverteater til små lystspil, tyske sangspil, franske skuespil samt operaer. Liebhaverteatrets medlemmer var adelige og borgerlige lægfolk, medlemmer af hoffet, hofdamer, sangere, men også bureaukrater og ministre. Der opstod samtidigt andre scener, hvilket gjaldt Redoutenhaus (Redoute: fransk for maskebal), en bygning i dagens Schillerstrasse (Café Sperling), der ikke skal forveksles med dagens Redoute – og derudover fandtes der slots- og naturscenerne på slottene Ettersburg og Tiefurt. Fra starten var kunstnerisk kvalitet et kriterium: I 1779 blev Iphigenie i Tauris af Johann Wolfgang von Goethe uropført i slotsparken i Tiefurt. Hovedrolleindehaveren var Corona Schröter, der med denne rolle blev Weimars første professionelle kunstnerinde.

I 1791 besluttede hertug Carl August at grundlægge Weimarer Hoftheater i det daværende Komediehus, som var blevet bygget i 1779 af allrounderen Anton Georg Hauptmann. Lederen af teatret blev Johann Wolfgang von Goethe. Han åbnede dette 7. maj 1791 med Ifflands skuespil Die Jäger, der var et af datidens hyppigst opførte teaterstykker. Weimars Hofteater adskilte sig ikke på stort fra de andre teatre i datidens Tyskland – forskellen lå andetsteds: Goethe muliggjorde, at forfatterne bag teaterstykkerne fik afgørende indflydelse på opførelserne, hvilket skabte en overensstemmelse mellem dramaturgiske hensigter og skuespillernes fremfærd. Alt dette passede med Goethes Skuespilsregler, som de klassiske dramaer skulle spilles efter, hvilket var med til at sikre skuespilskunst en høj anerkendelse i samfundet,og gøre skuespillere til kunstneriske kulturpersonligheder.

Alte Hoftheater som det så ud cirka omkring år 1800. Kilde: wikipedia

Teatret blev ombygget og genåbnede 12. oktober 1798 med en uropførelse af Wallensteins Lejr af Friedrich Schiller.

Goethes bestræbelser på at skabe en teaterkultur i Weimar gjaldt også publikum: Hans pædagogiske hensigter var at formidle humanistiske idealer såsom fornemmelse for det skønne og det æstetiske. Uden at dele publikums forkærlighed for populære stykker som eksempelvis de af August Kotzebue, skabte Goethe en imponerende spilleplan. Under hans ledelse, der varede frem til 1817, blev der gennemført i alt 4806 forestillinger, som var et gennemsnit på 300 årlige opførelser. Dette tilskrives om noget Goethes engagement, også for at bringe hele teaterrummet i spil. Udvendig var Komediehuset intet noget særligt, mens de indre rum blev kaldt “venlige, glinsende slotte til feer” med søjler, galleri-gange og balkoner, hvilket altsammen var med til at give publikum en gennemgående æstetisk helhedsteateroplevelse.

Hoftheater er forgængerbyggeriet for Nationalteateret i Weimar. Statuen er opført af Ernst Rietschel i 1857 og fremstiller pladsen i 1899. Postkortet blev fremstillet af firmaet Zedler & Vogel i Darmstadt (fra wikipedia)

---

I årene 1799-1805 virkede Goethe og Schiller i fællesskab på scenerne i Weimar og var nogle af de mest progressive for teaterkunsten i Tyskland. Schiller var flyttet hertil fra Jena i 1799 og døde i 1805. Schiller stod selv for opførelsen af hans dramaer. I 1798/99 uropførte han Wallenstein i 3 dele, hvilket gav ham navn som en stor dramatiker. Alle Schillers sene dramaer blev uropført i Weimar, der snart herefter blev udbredt til det meste af verdens øvrige spillesteder. Mindesmærket over Goethe og Schiller af Ernst Rietschel fra 1857 symboliserer dette frugtbare samarbejde mellem de to store kunstnere i Weimar. Det er i dag byens vartegn. Digteren Jean Paul skrev allerede i 1798, hvor Schiller opførte Wallenstein:

“De øvrige tyske teaterscener kan kun være kulisser sammenholdt med det Ny Teater i Weimar”.

Det var ikke kun skuespilkunsten, der oplevede en stor opblomstring i disse år, også musikteatret var Goethe med til at promovere. Først og fremmest var operaerne af Mozart med til at begejstre publikum – og af disse var Tryllefløjten Weimars befolknings absolutte yndlingsopera, en befolkning der dengang ikke talte mere end 6000.

I 1817 opgav Goethe sin stilling som teaterdirektør efter årelange stridigheder. Udslaggivende for, at han opgav sit hverv, kan forekomme lettere grotesk: Karoline Jagemann, en begavet skuespillerinde, hertugens elskerinde og ærkefjende af Goethe, fik sat sin vilje igennem, så hun fik lov at gå på scenen med en dresseret puddelhund – hvilket gjorde Goethe rasende. Det handlede om stykket Der Hund des Aubry, der var en oversættelse af Pixérécourts berømte melodrama Le chien de Montargis (1814), hvor en hund identificerer sin herskers morder. Stykket var indbegrebet af underholdning for en bredere masse. – Da Goethe trak sig tilbage, var der langt imellem præstationer, som rakte ud over gennemsnittet. Samtidig var der mange andre teatre, der overhalede Weimar.

I marts 1825 brændte Komediehuset ned, men allerede i september samme år åbnede portene til et nyt Hofteater på samme sted.

Musikkens Æra

En buste af Johann Nepomuk Hummel, der står på bagsiden af Deutsche Nationaltheater i Weimar. Foto fra wikipedia

Hummel var en ypperlig repræsentant for “Tonekunstens Sølvalder” i Weimar. Det var dog først, da Franz Liszt begyndte at virke, at byen igen oplevede en ny opblomstring for alvor af den klassiske musik, og at Weimar fik ry for at være Musikkens By. I 1842 blev Liszt kapelmester ved særlige lejligheder. I 1848 besluttede han sig endegyldigt for Weimar, hvorefter han blev hofkapelmester. Liszt havde til hensigt, at denne periode skulle forbindes med Liszt og Wagner, som den forrige var blevet forbundet med Goethe og Schiller. I 1850 uropførte den endnu forholdsvis ukendte Richard Wagner sin opera Lohengrin efter at være blevet forvist fra Dresden for at have ytret sympati for revolutionen i 1848. Året efter opførte Wagner Tannhäuser i Weimar, men der var den allerede blevet opført i Dresden. Flere af Liszt´ værker blev også uropført i Weimar.

Hector Berlioz, en fransk komponist, der var optaget af programmusik, dannede i årene 1852-56 makkerpar med Liszt, hvor de gennemførte nogle fantastiske musikfestivaler.

I 1889 blev Richard Strauss kapelmester i Weimar. Han uropførte flere af sine store tonedigtninger i Weimar: Don Juan, MacBeth og Død og Straf. Hans opera Guntram blev uropført i 1894, og i 1893 var han med til at iscenesætte uropførelsen af Humperdincks berømte eventyrsopera Hans & Grete.

Mønsterteatret

Weimars teatertradition er svær at indkredse, da den konstant skifter mellem tradition, nybrud og opbrud. Det held, teatret havde haft til at engagere store personligheder, syntes forbi omkring århundredskiftet. Omkring år 1900 blev Friedrich Nietzsches skrift Die Geburt der Tragödie aus dem Geist der Musik (1878) gjort til baggrund for gennemgående reformer af teatret. Den ledende ide var, at teatret skulle danne ramme om helhedkunstværker. Festspilsprojekter, som det man så i Bayreuth, skulle sikre en national fornyelse af teaterverdenen.

I Weimar udvilede man ideen om et festspil, der skulle få de bedste tyske skuespillere til byen i de tre sommermåneder og opføre såvel klassiske som moderne stykker. Man ville gøre Weimar til et “Bayreuth for den dramatiske litteratur”.

Weimar var i disse år også stærkt influeret af avant-gardismen, der havde ide om at opføre et såkaldt mønsterteater under Henry van de Velde og Harry Kessler. Konservative kræfter modgik hele ideen med støtte fra hofteaterets Hippolyt von Vignau, der pegede på de to avantgarde kunstneres jødiske ophav som grund til modstanden. Dermed led Weimars festspilside nederlag.

Da teaterbygningen ikke var i overensstemmelse med de krav, man stillede til et repræsentativt teaterbyggeri, lod man i 1907 arkitekten Max Littmann tegne en ny teaterbygning. Det neoklassicistiske byggeri, hvis facade man stadig kan se i dag, efterkom de forestillinger, man havde om, hvad et repræsentativt byggeri måtte have. Det ny teater blev indviet 11. januar 1908 som en statslig begivenhed med besøg af Kejser Wilhelm II og 70 repræsentanter fra andre teatre i Tyskland.

Weimar Hoftheater et blik ind i tilskuerrummet før 1907. En del af Deutsches Theatermuseums foto-samlinger.

Teateret som politisk scene

Republikken (der siden blev kaldt Weimarrepublikken)  blev udråbt i Tyskland den 9.november 1918, og dermed måtte Kejser Wilhelm II. og alle andre fyrstelige og adelige såsom storhertug Wilhelm Ernst abdicere, og teatret udviklede sig til en scene for politisk selviscenesættelse: 9. november 1918 afbrød tilskuerne opførelsen af Schillers Maria Stuart med ordene:

“Ned med det monarkistiske teater! Nu er det os, der laver teater!”

Den ny provisoriske regering i fristaten Sachsen-Weimar-Eisenach afsatte straks Carl von Schirach og omdøbte Hoftheater til Landestheater og Hofkapelle til Weimarische Staatskapelle. Forfatteren Ernst Hardt blev ny ansvarlig for teatret. Han omdøbte igen teatret til Deutsches Nationaltheater Weimar.

Den vigtigste symbolske periode for teateret var 6. februar til 11. august 1919, da den nyvalgte tyske nationalforsamling havde valgt teatret som midlertidigt parlament til at skrive den forfatning, republikken skulle hvile på. Derfor fik det navnet Weimar-republikken, som identificerede den ny republik med “ånden fra Weimar”. Såvel tilhængere som modstandere af republikken anså teatret som det symbolske sted for den ny republik. Mange konservative var fortørnede over, at man havde valgt at besudle et teater, der for dem nærmest var helligt, mens tilhængere ikke altid forstod, hvorfor man var nødsaget til at basere sig konservativt, når nu den ny republik netop var så demokratisk. Thüringen var i mellemkrigstiden et af de steder, hvor konservatismen og siden også nationalsocialismen stod stærkest. Derfor kom det til kraftige brydninger mellem kulturavantgarden og disse strømninger.

21.august 1919 hyldes Republikken ved Nationalteateret i Weimar. Man ser Rigspræsident Friedrich Ebert midt i billedet på balkonen. Foto er fra Bundesarchiv med serienummer: 146-1978-042-11

I 1924 accepterede delstatsregeringen i Thüringen, at det nye parti Nationalsocialisterne samlede deres parti til et årsmøde. I 1926 afholdt nazisterne deres første Rigspartidag (ty: Reichsparteitag) i teatret, og året efter flyttede man til Nürnberg, hvor de vedblev at blive afholdt, indtil nazisterne indstillede disse propagandafremstød. Ernst Hardt forlod sin stilling i 1924, da Folkenationale kritiserede ham for at arrangere avantgarde teater fra mønsterteatertraditionen.

Indtil Bauhaus flyttede fra Weimar og til Dessau i 1925, var der et særdeles frugtbart samarbejde mellem teater og Bauhaus om en fornyelse af den nationale kultur med forskellige avantgarde kræfter. Men flere opførelser gjorde almindelige tyskere rasende, det gjaldt Arthur Schnitzlers Reigen og Oskar Schlemmers Triadisches Ballett.

Ernst Hardts efterfølger, Franz Ulbrich, prøvede at balancere teaterforestillingerne, men han mødte dog en del politiske krav om censur og udrensninger i spilleplanen. Han lod dog moderne regissører som Ernst Toller og Carl Sternheim opføre deres stykker. Han måtte dog som tiden gik indgå flere og flere kompromisser med delstatsregeringen om “jødefrit” teater, særlig efter 1930, hvor nazisterne sad i delstatsregeringen i Thüringen.

I 1933 overtog Ernst Nobbe, et medlem af nazistpartiet, og i 1936 fulgte Hans Severus Ziegler, der i 1920´erne havde været aktiv i sine krav om censur mod teatret. Spilleplanen var meget præget af klassiske stykker som Friedrich Schiller fortolket i et nationalsocialistisk perspektiv. Teatret blev mere og mere del af det nationalsocialistiske, hvor de blandt andet spillede for SS-folk på casinoet i KZ-lejren Buchenwald.

Mens Franz Léhars opførte operette Das Land des Lächelns (De leendes land) til stående ovationer i Großen Haus,  sad forfatteren til denne succesfulde operette Fritz Löhner-Beda som fange i KZ-Buchenwald.

I efteråret 1944 lukkede teatret og blev nyindrettet, således det kunne bruges som en del af detmilitærindustrielle kompleks firmaet Siemens und Halske. 9. februar 1945 blev teatret med undtagelse af facaden totalødelagt i forbindelse med de svære amerikanske luftangreb på Weimar. Betegnende for teatrets betydning var, at det var det første tyske teater, der blev genopført efter 2. verdenskrig med opførelsen af Goethes Faust I. 

På Goethes 200. års fødselsdag 28. august 1949 holdt den nyslåede æresborger i Weimar Thomas Mann sin berømte tale Ansprache an die Deutschen i teatret.

Fra teater i det socialistiske samfund til nutiden

Kayser og hans agitatoriske stil blev i et vist omfang neddæmpet fra og med 1960´ernes start, og i stedet blev der gjort plads til et bredere engagement under Otto Lang (1958-73) og Gert Beinemann (1973-87). DDR-komponister såsom Ottmar Gerster, Johannes R.Becher og Fritz Geißler, Bertolt Brecht og Volker Braun og vestlige teaterfolk som Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt kom på programmet.

I DDR-tiden var teatret dog overvejende baseret på klassiske opførelser af Goethe, Schiller og Shakespeare. Derudover var det ramme for adskillige digterjubilæer, begivenheder knyttet til Weimars klassiske litterære fortid og politiske årsdage. Derudover skal det også nævnes, at det dannede ramme om mange uropførelser af hidtil ukendte tyskere, der primært kom fra fordrevne steder i Østeuropa.

25. oktober 1990 trådte den første Landdag, der er det lokale parlament i den nye delstat Thüringen, sammen i Teaterbygningen. Dermed byggede man videre på den lange tradition for sammenhæng mellem teater og politik. Åbningen skete med Ludwig van Beethovens ouverture Egmont fremført af Statskapellet.

I 2002 var det planlagt, at teatret skulle indgå i en fusion med teatret i Erfurt. Dermed ville den særlige opbygning, som Weimar Teater og Statskapel havde haft, forsvinde. Det lykkedes for Weimars indbyggere at undgå dette og dermed selv få håndsretten til en videreudvikling, der baserer sig på denne stolte tradition. Der har været en meget aktiv linje, hvor man har set en del gæstespil, hvor dansen har været i centrum, og  der er tillige alle de klassiske forestillinger, internationale gæstespil, deltagelse i berømte teaterfestivaler i Tyskland, nomineringer og prisuddelinger samt vigtige uropførelser og storprojekter som eksempelvis en fuldstændig opførelse af hele Nibelungens Ring.

Statskapellet i Weimar

Historien bag orkestrene i Weimar

Die Staatskapelle  (dansk: Statskapellet) og den klassiske by Weimar er to historisk tæt forbundne, der for længst har haft en effekt, som går langt udover Tyskland og som internationalt står med en central kulturel betydning som garanti for kvalitet i mødet mellem tradition og modernitet. Statskapellet er et af de mest traditionsrige orkestre i verden.

Det blev grundlagt allerede i 1491 af kurfyrst Friedrich III/Frederik den Vise, som var en stor kunstelsker, og som desuden er kendt for at have ydet sikkerhed for Martin Luther. Hertuginde Anna Amalia forankrede i 1756 orkesteret som et af de bærende kulturinstitutioner i det klassiske Weimar. I det 19. århundrede var arvestorhertuginde Maria Pawlovna den store mæcen, og hun fik den berømte elev af Mozart, Johann Nepomuk Hummel, til at stå i spidsen for orkestret. Den absolutte storhedstid for kapellet var 1848-58, hvor Franz Liszt stod i spidsen herfor. Der uropførtes flere af hans store værker i Weimar, og i 1849 opførtes Richard Wagners Tannhäuser på fantastisk vis. I 1850 blev Wagners Lohengrin uropført i Weimar.

Print siden her