Sanssouci Slot

Sanssouci – det kommer af det franske sans souci, der på dansk kan oversættes som Uden Bekymringer. Det er det mest kendte af de mange slotte i Potsdam, som fyrstehuset Hohenzollern fik bygget. Det var Frederik den Store personligt der lavede skitserne til et lille sommerslot i rokoko stil, der dannede baggrund for slottets opførelse i årene 1745-47. Arkitekten Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff brugte disse skitser, da han opførte slottet i disse år. Små hundrede år efter i 1841-42 lod den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV. slottet udbygge med en forlængelse af de to sidefløje, igen havde kongen selv leveret skitserne som arkitekten Ludwig Persius brugte som rettesnor i sit arbejde.

Slots og Havearkitekturen i det enorme parkanlæg til Sanssouci bliver forvaltet af Stiftung Preussische Schlösser und Gärten Berlin-Brandenburg og har siden 1990 været at finde på verdenskulturarvslisten hos UNESCO. Den tyske UNESCO-Kommission begrundede blandt andet dette med:

“Slot og Park Sanssouci – ofte nævnt som det Preussiske Versailles, er en syntese af kunstretninger der var fremherskende i det 18.århundrede i byer og gårde i Europa. Ensemblet er et fremragende eksempel på arkitektonisk skaberkraft og landskabsindretning hvis baggrund udgik fra den monarkiske statslige ide”

Sans Souci blev opført i årene 1745-47 af Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff og er et af de mest ypperlige eksempler på rokoko slotte. Det preussiske Versailles. Foto fra wikipedia

DELTAG I REJSEN TIL POTSDAM : HOHENZOLLERNES FODSPOR

Anlæggelsen af vinbjerget

Den berømte haveudsigt fra Sanssouci opstod, da Frederik den Store besluttede at den sydlige del af højdedraget på Bornstedter Højdedraget skulle anlægges som et vinbjerg med terrasser. Tidligere var højdedraget fyldt med egetræer, der blev fældet under Soldaterkongens regeringstid (1713-40) og brugt til Potsdams befæstning i byens sumpede områder. I 1714 havde samme Friedrich Wilhelm I. (Soldaterkongen) ladet den hidtidige lysthave (Lustgarten) ved Potsdams Byslot omdanne til eksercerplads. For at kompensere for den noget upopulære beslutning, der lod han året efter i 1715 området nord for Brandenburger Tor til et haveområde for Potsdams borgere, som der blev kaldt Marlygarten som lyst-, og køkkenhave samt et lysthus i træ på dette område. I denne sammenhæng blev de første vinplanter sat på det ellers bare Bornstedter Mühlenberg. Det var således at Friedrich II. kendte området i sin tid som kronprins.

En skitse fra 1746, der har været et tidligt bud på det færdige haveanlæg. Fra Preussische Schlösser und Gärten. Fra wikipedia

10.august 1744 gav Frederik den Store ordre til at “Affaldsbjerget” skulle kultiveres med et anlæg af vinterrasser. Under ledelse af arkitekten Friedrich Wilhelm Diterichs blev den sydlige del af forhøjningen anlagt med seks brede terasser, der hver havde en bagvæg, der svingede bueformet indtil midten, alt dette for at få den største effekt af solstrålerne. Opad støttevæggen der voksede i espalier hjemmedyrkede frugt og vinsorter, de stod i beskyttelse om vinteren i 168 glasnischer, hvor de udenlandske sorter kunne vokse. De enkelte terrassepartier var ovenover muren begrænset af espalierplanter. I sommerhalvåret finder man omkring 84 appelsintræer i små spande og 96 takstræer. Gartnerarbejdet blev udført under ledelse af Philipp Friedrich Krutisch. I terrassernes midterakse fører en trappe med 132 trin (oprindeligt 120) op igennem anlægget. På hver yderside findes der ligeledes en rampe. Vinbjergsterrasserne var færdige i 1746.

Luftfoto af Sanssouci med terrasser fra 2008. Fra wikipedia

Nedenfor terrassen i det såkaldte Parterre, opstod der fra 1745 en ornamenthave i barok stil med græsplæne, blomsterbede og flankerende bosketter (plantede træer). Midten af dette Parterre fik i 1748 en firpasformet fontæne: Grosse Fontäne. Fontænens midte fik en blyplastisk fremstilling fra den græske mytologi, der idag ikke længere kan opleves. Siden 1750 har fontænen været omgivet af tolv marmorstatuer, 8 gudefigurer og allegoriske fremstillinger af de fire elementer i vandbassinet: Merkur, symbol på vandet „La pêche dans la mer“, Apollon med dræbte Python, den Badende Diana, Ilden “Venus betragter det af Vulkan smedede skjold, Juno med påfuglen, Jupiter med Jo; – Jorden “Ceres lærer Triptolemos at pløje”, Mars, Minerva, Luften „Le retour de la chasse“ såvel som Venus. Den franske konge Ludwig XV skænkede gaver i form af Venus og Merkur udført af Jean-Baptiste Pigalle og de to jagtgrupper med allegorierne af luft og vand af Lambert-Sigisbert Adam. De øvrige figurer stammer fra Francois Gaspard Adams værksted i Berlin, han var leder af det franske billedhuggeratelier i Berlin, som Frederik den Store havde grundlagt. Fuldbyrdelsen af den såkaldte “Franske Rondell” varede indtil 1764. Parterret begrænses i syd af en vandgrav. Sydøst herfor ligger Marlygarten. Soldaterkongen havde spottende kaldt det for “min Marly”, i hans disrespekt for den franske konge Ludvig 14.´s enorme haveanlæg Marly-le-Roi. Kombinationen af delvis nyttehave og udsmykket have, kunst og natur blev en ledetråd i de udvidelser som Park Sanssouci gennemgik under Frederik den Store.

Sanssouci-slottet

Harmonien mellem kunst og natur spejler sig både i beliggenheden og etableringen af Sanssoucislottet på toppen af vinbjerget. Vindyrkning, der havde været udbredt i Mark Brandenburg siden det 13. århundrede, indtog normalt ikke en central stilling i den kunstneriske udsmykning i fyrsternes lysthaver. I Sanssouciparken blev de centrum, da slottet virkede som krone for Have-Parterren med vinen som centrum i parken. Fra slottet er der et vidt udsyn i landskabet midt i naturen. Frederik den Store besluttede sig til at bo her om sommeren for at pleje sine personlige tilbøjeligheder og kunstneriske interesser, men også med henblik på at ordne statslige sager. En vindmølle, som var blevet anlagt i 1739, understregede den landlige idyl. Frederik var af den mening, at møllen var udsmykning.

Sanssouci på Frederik den Stores tid

I en kabinetsordre af 13. januar 1745 besluttede Frederik den Store, at der skulle bygges et Lust-Haus zu Potsdam (Et lysthus i Potsdam). Efter kongens egne skitser havde Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff udfærdiget tegninger og de endelige udkast. Knobelsdorffs forslag om  at forhøje byggeriet med en sokkel og i øvrigt placere dette tættere på vinrækkerne for at opnå en bedre synseffekt fra Parterret, blev afvist af Frederik. Han ønskede ikke et repræsentativt byggeri, men derimod et intimt boligslot i rokoko stil bygget med udgangspunkt i hans private behov. Et byggeri i et plan og med bjerget som sokkel var et lystslot uden et større antal trappetrin og med indendørs rum direkte på terrassen og med udgang til haven. Der var en tæt forbindelse mellem den frie natur og boligkulturen.

Frederik den Stores personlige skitser fra 1744, der førte til opførelsen af Sanssouci. Skitse fra wikipedia

Frederik greb – som han havde for vane med byggerier i Potsdam og Berlin – ind i alle administrative og kunstneriske detaljer i byggeriet. Efter hans rådgivning blev der udfærdiget udkast og for hvert byggeafsnit udført budgetter. Først når kongen havde godkendt disse, kunne byggeriet gå i gang. Han blandede sig i alt og ville underrettes om alle enkeltheder, hvilket ofte førte til et misforhold kongen og arkitekten imellem og endda udløste, at dele af byggeriet blev revet ned og opført efter kongens ideer. Frederiks autokratiske væsen indskrænkede de byggekunstneriske forestillinger, som Knobelsdorff havde, for i stedet at tvinge denne til at efterleve sin arbejdsgivers ønsker. Diterich overdrog, hvad Knobelsdorff ikke kunne lave af detaljer, udvalgte materialer, bekræftede aftaler med billed- og stenhuggere, ansatte Johann Gottfried Büring og Carl Ludwig Hildebrandt, som allerede havde været engageret i anlæggelsen af vinbjerget. Den 14. april 1745 lagde man grundstenen. 2. maj 1745 blev Diterich erstattet af Jan Bouman som byggeleder på en kabinetsbefaling og måtte sammen med Büring vende tilbage til Berlin.

Efter kun 2 års byggetid kunne man indvie slottet ovenfor vinbjerget 1. maj 1747, omend ikke alle rum var færdiggjort. Frederik den Store levede på slottet fra slutningen af april til starten af oktober med undtagelse af krigstid. Bygningen var tilegnet kongen og de af ham udvalgte gæster. Hans dronning Elisabeth Christine von Braunschweig-Bevern, som han var blevet gift med i 1733, boede han separat fra efter tronbestigelsen i 1740. Hun holdt til på Schloss Schönhausen ved Berlin (i dag Berlin-Pankow).

I den rokoko stilart delte man de private og offentlige områder. Man havde forudset Potsdam Byslot til de repræsentative forpligtelser. Det blev ombygget i de samme år, som Sanssouci blev opført, og som derefter blev beboet af Frederik den Store i vintermånederne. Potsdam udviklede sig til at være den egentlige residens, mens Berlins Byslot, hvor dronningen varetog sine repræsentationsopgaver og Charlottenborg Slot, hvor Frederik i sine første regeringsår lod opføre “Neuer Flügel” på slottets østlige side, udvikledes til sekundære residenser, mens slottene i Kønigsberg og Breslau blev besøgt med jævne mellemrum.

Frederik den Store afbilledet i 1781 af Anton Graff. Fra wikipedia

På Sanssouci komponerede, musicerede og filosoferede den preussiske monark. Frederik regerede sit land disciplineret og levede beskedent uden større luksus. Hans beskedenhed voksede med alderen til decideret nærighed. I hans levetid var der ingen reperationer af ydermuren og kun med hans modvilje af de indre rum, da han ofte sagde, at slottet kun skulle holde hans levetid ud. Kongens beslutning om ikke at anlægge en kælder førte til fodkulde og fugtighed og har sidenhen ført til en del kritik.

Frederik den Stores grav

Frederik den Store – i folkemunde “Alter Fritz” – døde 17. august 1786 i sin stol i arbejdsværelset på Sanssouci. Han ville ifølge eget udsagn begraves i de indrettede gravkamre ved siden af sine yndlingshunde. De underjordiske gravkamre beklædt med marmorplader havde han allerede etableret i 1744, før påbegyndelsen af slotsbyggeriet på den ene side af den øverste del af terrassen.  I Frederiks 46 år ved magten beskæftigede han sig igen og igen med døden som tema. Ved siden af sit politiske testamente fra 1752 forfattede han før hvert større slag nye og særdeles detaljerede tilføjelser til alle familiemedlemmer. Derudover gentog han anvisningerne for sin begravelse:

Hans nevø og efterfølger Friedrich Wilhelm II. fulgte ikke Frederiks anvisninger. Han lod i stedet Frederiks sarkofag overføre til Garnisonskirken i Potsdam umiddelbart ved siden af hans fader Soldaterkongen Friedrich Wilhelm I. Han viste endda besøgende gravstedet på terrasserne ved Sanssouci med ordene: “Her ville min forgænger begraves, han ville hellere ligge ved siden af sine hunde end ved siden af sine forgængere”. De samtidige opfattede en sådan gravplads til en konge som uværdig og et udtryk for Frederiks menneskeforagt, omend at graven blev skabt før, at hundegravene blev tilføjet. Frederiks forbillede – og fjerne slægtning – Moritz von Nassau var i 1680 blevet fjernet fra hans ønskede skovgrav og i stedet lagt i en fyrstegrav. Brugen af have- og parkbegravelsessteder blev først udbredt i romantikken – generationen efter Frederik. For eksempel blev Frederiks bror Heinrich efter eget ønske begravet i parken ved Schloss Rheinsberg.

Frederik den Stores grav ved Sanssouci. Foto fra wikipedia

I 2. verdenskrig bragte soldater fra den Tyske Værnemagt sarkofagen fra Garnisonskirken i sikkerhed. I marts 1943 blev den som “Objekt Kurfürst” nedsat i en underjordisk bunker i bydelen Geltow (Wildpark-West ved dagens Einsatzführungskommandos der Bundeswehr) i området Schwielowsee. I marts 1945 kom hans grav til saltværket Bernterode i Eichsfeld. Efter krigsafslutningen bragte soldater fra den amerikanske hær den videre til landgreveslottet i Marburg og i februar 1946 videre til Statsarkivet for Hessen i Marburg og endelig i august 1946 til Elisabethkirche i Marburg. Derefter blev den overført til Burg Hohenzollern ved Hechingen i august 1952.

Efter den tyske genforening blev Frederik den Stores testamentariske vilje opfyldt. Initiativet gik tilbage til Louis Ferdinand Prinz von Preussen, der var daværende chef for Hohenzollerne, og som i 1953 havde sørget for sarkofagens placering i borgens Christuskapelle. De underjordiske gravkamre viste sig at være stort set intakte efter 250 år, omend man sanerede murværket og lavede dække over gravene. Den 17. august 1991 på Frederiks 205. dødsdag blev sarkofagen med kongens jordiske rester opstillet i en æresgård ved Sanssouci Slot og eskorteret af æresvagter fra hæren. Kongen havde forordnet det således:

I øvrigt vil jeg, for hvad min person angår, begraves ved Sanssouci uden pomp og pragt og ved nattetide” 

I forlængelse heraf fandt bisættelsen sted ved midnat med deltagelse af daværende forbundskansler Helmut Kohl og medlemmer af Fyrstehuset Hohenzollern og i direkte TV-transmission.

Ifølge filosoffen Friedrich Nicolai skulle Frederik den Store have sagt til Marquis d´Argens på en spadseretur ved gravpladsen: « Quand je serai là, je serai sans souci. » (dansk: “Når jeg er her, er jeg uden bekymringer”). Gravpladsen blev dekoreret af Francois Gaspard Adam i 1749 med marmorfigurerne “Flora med Zefyr” og seks portrætbuster af romerske kejsere opstillet i en halvcirkel.

Frederik den Store og Marquis d´Argens ved opførelsen af hans grav i 1744. Maleri af Johann Christoph Frisch (1802) fra The Bridgeman Art Library. Wikipedia

Franz Theodor Kugler – en tysk historiker – sammenfattede betydningen af gravstedet i et værk i 1840:

Frederik knyttede en dybere og hemmelig betydning til navnet Sanssouci. Han havde viet sig til slotsstedet af den grund, at han skulle bygge en grav, der engang skulle være hvilested for hans jordiske rester. Den var dækket med marmor og via billedsøjler hyllet ind i Flora. Denne grav, hvilket ingen kunne vide, var egentlig viet til hvem som helst. En ven havde sagt, at kongen sagde: “Når jeg er der, er jeg uden bekymringer”. Fra sit studerekammers vindue kunne han dagligt se billedet af blomstergudinden, beskytteren af hans grav med sine egne øjne“.

Besøgende lægger på den simple gravsten med påskriften Friedrich der Grosse blomster og kartofler i erindring om kartoffelbefalingen.

Frederik den Stores grav, hvor der ligger kartofler og blomster på graven for at mindes Frederiks befaling om at indføre kartoflen. Foto fra wikipedia

Frederiks far, Soldaterkongen, fandt tilsidst sit hvilested i Kaiser-Friedrich-Mausoleum i Friedenskirche i Park Sanssouci, da hans forhåndsbestemte gravplads i Potsdams Garnisonskirke udbrændte i 1945 og nedrevet  i 1968.

---

Tiden efter Frederik den Stores død

Efter Frederik den Stores død begyndte der i Preussen en ny epoke, hvilket også kunne ses i arkitekturens formsprog. Da efterfølgeren Friedrich Wilhelm II. kom til magten, holdt klassicismen sit indtog i Potsdam og Berlin, som den for længst havde gjort i det øvrige Europa. Efter den nye konges magtovertagelse lod han Marmorpalais i Neuer Garten bygge og boede kun på Sanssouci, indtil dette var færdigt. Allerede samme år som Frederik den Store døde skiftede han møblerne ud i arbejds- og soveværelset, hvor han lod arkitekten Friedrich Wilhelm von Erdmannsdorff renovere og ændre udseendet. Arkitekten fra Dessau havde så tidligt som i årene 1763-69 – samtidig med, at Frederik lod opføre det barokke Neues Palais – anlagt Wörlitz Slot i Wörlitzer Park, som var det tidligste eksempel på klassicistisk byggeri på tysk grund. Efter hans planer opstod der på Sanssouci de første konsekvent klassicistiske rum på slottene i Berlin og Potsdam.

I 1797 overtog Friedrich Wilhelm III. kongetronen i Preussen og boede kun på lejlighedsvis på Sanssouci og uden at ændre inventaret. Hans dronning Luise opholdt sig i 1794 med sin søster Friederike på slottet, mens Friedrich Wilhelm var i Polen. Familien opholdt sig fortrinsvis i sommermånederne på Schloss Paretz eller Pfaueninsel. Slot og inventar overlevede den franske besættelse af Potsdam i 1806, da Napoleon satte slottet under sin personlige beskyttelse for at forhindre plyndringer.

---

Sanssouci  under kong Friedrich Wilhelm IV. 

Næsten hundrede år efter,at Sanssouci var blevet opført, besteg en konge, som var en stor beundrer af Frederik den Store og dennes verdensbillede, den preussiske trone. Friedrich Wilhelm IV. – der blev kaldt “romantikeren på tronen” – følte en samhørighed med Frederik den Store på en lang række interessefelter, særligt indenfor områderne arkitektur og kunst. Allerede i sin kronprinsetid indrettede han sig i Frederik den Stores værelser på Berlins Byslot. I 1835 fik han tilladelse til at bosætte sig på Sanssouci og det på trods af, at han og hans kone – Elisabeth Ludovika von Bayern – få år forinden havde fået opført Schloss Charlottenhof i den sydvestlige del af Park Sanssouci til bolig. Kronprinseparret flyttede ind i de tidligere gæstekamre i den vestlige side af slottet. Frederik den Stores værelser i slottets østlige side tjente til statsbesøg og til afholdelse af selskaber og blev først i de efterfølgende år inddraget til privat brug.

Friedrich Wilhelm IV., der boede sammen med sin kone Elisabeth Ludovika af Bayern på slottet fra 1835, og til de  døde i 1861 respektivt 1873. Han var en stor beundrer af Frederik den Store og udvidede slottet samt stod for flere dekorative udsmykninger af haven. Foto fra 1847. Fra wikipedia

Efter Friedrich Wilhelm IV. i 1840 besteg tronen blev der foretaget en ombygning til en større sidefløj. Efter skitser af Friedrich Wilhelm selv omsatte arkitekten Ludwig Persius dem til virkelighed. De gamle sidefløje blev revet ned, og i årene 1841/42 blev de forlænget og gjort større under ledelse af arkitekten Ferdinand von Arnim. De tidligere ubeboelige lokaler blev erstattet med møbler fra Frederik den Stores tid. Dennes dødsværelse – der var blevet ombygget under Friedrich Wilhelm II. (1786-97) – skulle igen etableres i sin oprindelige stand. Disse planer blev imidlertid aldrig realiseret, da Friedrich Wilhelm IV. ikke fandt udkastene autentiske nok.

I Frederik den Stores tid havde den øverste vinterrasse været temmelig øde kun med løvgange, gitterpavilloner og skulpturer, men blev nu udsmykket med vaser efter ide af Ludwig Persius og vandspil, der var begrænset af en marmorbalustrade samt fontæner, som var forbundet med den store fontæne via de 5 nedenfor liggende terrasser, alt dette efter en ide af Ludwig Ferdinand Hesse. Hofgartneren Hermann Sello tilplantede terrassen med træagtige planter. I Parterren udvidede Persius fontæneområdet til den “Franske Rondell” og forstørrede den med cirka 3 meter. I 1848 opsatte von Hesse 10 halvrunde bænke mellem figurerne. I det samme år opstillede man såvel østlig som vestlig for den store fontæne marmorsøjler og figurer efter antikt forbillede samt små springvandsvægge med statuer af Muserne: Klio, Polyhymnia, Euterpe og Urania. I den sydlige ende af Parterrens midterakse blev der i 1866 skabt en formindsket udgave af et ryttermindesmærke for Frederik den Store, i dag på det såkaldte “Neues Stück” nedenfor Orangerieslottet.

Friedrich Wilhelm IV. døde 2. januar 1861 på Sanssouci og blev begravet i krypten ved den nærliggende Friedenskirche. Slottets sidste beboer var hans enke Elisabeth Ludovika. Hun levede endnu 13 år på slottet til sin død den 14. december 1873, hvorefter hun blev begravet ved siden af sin mand.

Sanssouci siden slutningen af det 19. århundrede

Efter 1873 stillede Kejser Wilhelm I. slottet med dets inventar til rådighed som museum, hvorved det blev et af de tidligste eksempler på slotsmuseer i Tyskland. Efter 1. verdenskrig og afslutningen på monarkiet forblev slottet Hohenzollernes ejendom, inden det 1. april 1927 blev del af den preussisk grundlagte Verwaltung der Staatlichen Schlösser und Gärten. Forvaltningen forsøgte under ledelse af direktøren Ernst Gall at genetablere de indre rum, som de så ud under Frederik den Store. Blandt andet returnerede Frederik den Stores skrivebord til hans arbejds- og soveværelse. Haveinspektøren Georg Potente arbejdede på at rekonstruere haven til det udseende, som den havde haft under Frederik. Vinbjergsterrassen, der var stærkt tilvokset, blev ryddet for beplantning samtidig med, at 2 af de 10 rundbænke fra den “Franske Rondell” i midteraksen blev fjernet såvel som billedværkerne og vandspillene fra Friedrich Wilhelms tid på den øverste terrasse.

Sanssouci som det tog sig ud i år 1900. Det var dengang langt mere oversået med planter og træer, men disse blev sidenhen fjernet. Foto fra wikipedia

Da bombardementerne begyndte under 2. verdenskrig i 1942, blev talrige kunstgenstande overført til Rheinsberg og Bernterode. Fra Sanssouci sendte man franske malerier fra det 18. århundrede, konsolvaser og porcellæn fra Meissen, næsten alle møbler fra “Kleine Galerie” og Frederik den Stores bibliotek. Resten af møblerne, næsten alle skulpturer og billedrammerne forblev på slottet. Bygningen kom ubeskadiget igennem kampene ved Berlin og Potsdam i april 1945, omend der på slottets nordside og ved den historiske mølle fandt kamphandlinger sted, hvor gallerivindmøllen nedbrændte. Efter den Røde Hærs indmarch i Potsdam 27. april 1945 blev Park Sanssouci stillet under kontrol af oberstløjtnant Jevgenij Fjodorovij Lutschuvit og var lukket for offentligheden indtil 4. juni 1946. De fleste kunstgenstande, der var blevet sendt til Rheinsberg, blev taget som krigsbytte og sendt til Sovjetunionen, og kun en ringe del returnerede til Sanssouci. De kunstgenstande, som amerikanske soldater fandt i Bernterode, blev i første omgang bragt til Central Art Collecting Point på Museum Wiesbaden og i 1957 overført til Charlottenburg Slot i Vest-Berlin. Efter genforeningen kunne man herfra overdrage Frederik den Stores bogsamling til Sanssouci i 1992. I årene 1993-95 fulgte 36 oliemalerier og 2 marmorbuster. Derudover var forskellige stiftelser med til at sponsorere opkøb på det private kunstmarked af originale malerier af Jean-Baptiste Pater, således at også de kunne returnere til Sanssouci.
I 1966 påbegyndte man en omfattende bygningssanering. Siden 1981 har den vestlige sidefløj – damefløjen – været tilgængelig for offentligheden.

---

Arkitektur

Det forholdsvis beskedne slot med sine kun 12 værelser til en enevældig konge, hvoraf Frederik kun brugte de 5 rum til beboelse, viste en ændring i hoffets byggekunst i midten af det 18. århundrede. De barokke residensslotte, der var opstået 100 år tidligere – med forbillede i Versailles – havde til formål at vise fyrsternes politiske såvel som økonomiske magt. De var ofte langt større end den egentlige benyttelse til bolig og nødvendige for en standsmæssige hofholdning.

Efter denne periode med overmåde og pragt og storhed blev der vakt en længsel efter intimitet og bekvemmelighed. Skiftet blev dog ikke gennemført radikalt, eksempelvis så man gradvist, at Frederik den Store i sin levetid byggede i rokoko såvel som i barok. Hans første byggeri Sanssouci var i rokoko, mens hans største byggeri Neues Palais, der først blev opført omkring 20 år efter, blev opført i barok i parkens vestlige del. Formålene var forskellige. Sanssouci var hans personlige slot, mens Neues Palais var en magtdemonstration efter 7-årskrigen. Det skulle demonstrere Preussens fortsatte styrke og blev opført som gæsteslot. Frederik den Store betegnede også selv slottet som “Fanfaronnade“, en form for praleri.

---

Udvendig udsmykning på Sanssouci

Hovedbyggeriets ene etage med sine sidefløje fylder stort set i sin samlede bredde på den øverste terrasse.  Hovedbyggeriets længde er med sine to runde kabinetter opført siden og er 91,6 meter i længden, 15,4 meter i dybden og 12,3 meter i højden. Sydsiden med de15 akser fremhæves med sin halvovale midterbygning og dennes kronede kuppel. Over de midterste rundbuevinduer ser man navnet på slottet Sans Souci skrevet med bronzebogstaver. Mellem rundbuevinduerne støttes bygningen af 36 parvis ordnede Atlanter (Atlasfigurer, der holder verden oppe). De øvrige sandstensfigurer, der er udført af Friedrich Christian Glume og forestiller Bacchanter og Bacchantiner (deltagere i Dionysos orgier), er udført i lokal sandsten.

Sanssoucis haveside med de imponerende Atlanter, der understøtter taget. Foto fra wikipedia

Sidefløjene var på Frederik den Stores tid uden udsmykning. Her fandt man køkkenet, staldene og tjenestefolkenes værelser i den 31 meter lange og 11 meter dybe bygning. Knobelsdorff skjulte dem godt af vejen med symmetriske løvgange og fritstående forgyldte gitterpavilloner. Foran løvgangene står der portrætbuster med romerske personligheder samt vasekopier. I den østlige pavillon lod Frederik den Store figuren „Betende Knaben“, som han i 1747 fik fra Fyrst Wenzel von Liechtenstein, opstille.

Gitterpavillonerne med figuren “Betende Knaben”. Foto fra wikipedia

Nordsiden er noget mere spartansk udsmykket end den sydlige haveside. I stedet for Atlanterne er det korinthiske søjler, der danner fronten. I modspil til havesidens halvovale midte er midten firkantet risalit med blindsøjler og fladt pultertag. Fronten afsluttes i begge ender med korte rette vinkler til fløjbyggerierne. Rundt om midterdelen er der bygget en lang kolonnader i en halvrund cirkel, som danner en æresgård uden udsmyknig og åbner nordsiden til en tilkørselsrampe. Kolonnadegangen er skabt af 44 søjlepar med plads til at gå imellem dem. I lighed med sydsiden er taget udsmykket med sandstensvaser i lighed med taget på kolonnadegangen. Rundbuen udsmykkes i jordhøjde af vin- og blomsterrækker.

Æresgården til den nordlige bagside. Udsmykningen er noget mere begrænset her. Foto fra wikipedia

Efter at have revet sidefløjene fra Frederik den Stores tid ned opstod der sidefløjsforlængelser i to akser. De havde hver 10 vinduesakser og trebuede forhaller på stjernesiden. Persius overtog udsmykningen af nordsiden. Den blev lavet i zink, men dækket med sand for at få det til at ligne sandsten.

---

Sanssoucis indendørs indretning

Slottet havde i sin opbygning, hvad man forbandt med “Maison de plaisance” (lystslot), hvor rummene i Sanssouci lå i et plan, således at man ubesværet kunne komme ud i haven. Rumopdelingen var også lavet ud fra hensynet til bekvemmelighed. Opbygningen var datidens franske arkitekturteori, hvor man lavede Appartement Double, der efterkom datidens herskeres komfort og denne opdeling af to rækker rum liggende ved siden af hinanden: hovedrummene mod haven – i reglen altid mod syd og tjenerværelserne bag ved disse og mod nord. Det bestod gennemgående af hovedrum mod haven og tjenerkammeret i baggrunden. Der var døre, som forbandt rummene. Rumrækken var lavet med en såkaldt enfilade, således man kunne se igennem hele slottet med et blik. Den midterste del af midterbygningen havde en indgangsportal, hvorfra man ikke umiddelbart kunne erkende slottets intime karakter.

Sanssouci. Plantegning af slottet fra såvel have- som gårdside. 1) vestibule, 2) marmorsal, 3) audienskammer, 4) koncertværelse 5) arbejds- og soveværelse 6) bibliotek, 7) galleri 8) gæsteværelse 9) gæsteværelse 10) gæsteværelse 11) gæsteværelse “Voltaires værelse” 12) gæsteværelse “Rothenburg værelse” 13) tjenerkammer. Skitser af Georg Wenzeslaus von Knobelsdorff. Fra wikipedia

Frederik den Stores skitser tog udgangspunkt i de franske arkitekturteorier, men kunne sagtens afvige derfra udfra personlige ønsker og forestillinger samt komfort. Det gjaldt også i udsmykningen af de indre rum, hvor han havde meninger om mange detaljer. Frederiks skitser blev forsøgt omsat til rokoko af kunstnere som Johann August Nahl, brødrene Johann Michael og Johann Christian Hoppenhaupt, brødrene Johann Friedrich og Heinrich Wilhelm Spindler samt Johann Melchior Kambly. Enhver form for søgen mod luksus var fremmed for Frederik. Han bekymrede sig meget lidt om etikette og mode, og med alderen gik han mere og mere i snavset og nedslidt tøj, mens han omvendt gik meget op i at omgive sig med værdifulde ting. Han havde en sjælden fin sans for det skønne og udsmykkede sine private gemakker hermed, men ignorerede mange andre former for luksus. Hans tolkning af rokoko førte til begrebet Friderizianisches Rokoko.

---

Vestibule, marmorsal og kongebolig

I slottets midterdel ligger i nord-syd-aksen Vestibulen (forhallen) og Marmorsalen, der vender ud til haven. Mod øst ligger kongeboligen med audienskammeret, koncertværelset, arbejds- og soveværelset, biblioteket og et langstrakt galleri på den nordlige side. Vest for begge midtersale ligger der 5 gæsteværelser.

Når man entrer vestibulen fra Æresgården gentages søjlerækken fra den udendørs kolonnade. Væggene i den firkantede forsal er udsmykket med 10 korintiske søjlepar af hvidt marmor med forgyldt fod og kapitol. De korinthiske pilastre står kun svagt adskilt fra væggen. Loftsmaleriet over buegangen viser den romerske gudinde Flora med Genier (de beskyttende ånder), blomster og frugter strøet fra himlen. Maleriet blev udført af den svenske maler Johann Harper i 1746. De tre vinduesdøre på Æresgårdsiden spejler de overforliggende tre flade blindnischer med døre. Over den midterste fløjdør – indgangen til marmorsalen – og over de to døre i øst- og vestvæggen er forgyldte Supraporta-relieffer (over døren relieffer) udført af Georg Franz Ebenbach. De viser temaer fra myten om Bacchus – vinguden – og relationer til vinbjerget og ornamenterne ved dørene med forgyldte vinranker og musikemblemer udført af Johann Christian Hoppenhaupt. Den franske konge Ludvig XV.s gaver til det preussiske hof i Potsdam findes her, blandt andet figurerne i den Franske Rondell samt marmorkopien forestillende Ares Ludovisi – en stående Marsfigur – udført i 1730 af Lambert-Sigisberg Adam. I 1846 kom Heinrich Berges siddende statue af den Unge Agrippina til vestibulen. Frederik den Store havde opstillet en statue af handelsguden Merkur, som han havde overtaget fra sin yndlingssøster Wilhelmine von Bayreuth. Merkurfiguren fik Friedrich Wilhelm II. flyttet til Marmorpalæet i Neuer Garten og erstattede dens plads i Sanssouci med en Trajan-Statue. Begge figurer blev i 1830 en del af Berlins antiksamling. Jean-Baptiste Pigalle udførte en ny figur af Merkur, der blev opstillet i vestibulen.

Marmorsalen – der lå ud til haven – tjente som festsal. Det ovale grundrids og lysåbningen i snitpunktet på den åbne kuppel var Knobelsdorffs inspiration fra Pantheon i Rom. Man fandt marmor fra såvel Carrara og Schlesien sat på søjler, vægge, vinduesudsmykning og fodpaneler. Stukarbejdet i kuplen blev udført af Carl Joseph Sartori (1709-70) og Johann Peter Benkert. De udsmykkede felterne med militære emblemer, medaljoner samt kunsten og videnskabens symboler. Fire kvindelige figurer med dukkegrupper af Georg Franz Ebenhech på gesimsen symboliserer civil- såvel som militærarkitektur, astronomi og geografi, maleri og billedhuggerkunst samt musik og poesi. Anordningen med otte korinthiske søjlepar gentager sig som i vestibulen. Ved siden af døren i den mellemliggende niche er Francois Gaspard Adams skulpturer af Venus Urania og Apollon placeret. Apollon holder en åben bog i hånden,. Der ser ud til være den epikuræiske digter Lukretias værk De rerum natura. Man kan tyde de forgyldte ord:

Te sociam studeo scribendis versibus esse / Quos ego de rerum natura pangere conor (på dansk: “Efter dig Venus, forlanger jeg som min følgesvend versedigtning, der får mig til at formode og skrive over Tingenes væsen”.

Koncertværelset på Sanssouci. Foto fra wikipedia

Arbejdsværelset på et maleri fra 1830´erne. Fra wikipedia

Gæsteværelser

De fem gæstekamre, der ligger vest for marmorsalen, har vinduerne vendt ud mod havesiden, og de fire første værelser har en alkove i de overforliggende vægge. Ved siden af denne sengeniche fører en dør igennem til en smal gang, der fører over til tjenerværelset og en lille dør til depotrum for tøj.

Væggene i det første gæstekammer er træbeklædt med hvide striber, som danner smalle felter, hvor der ses figurer i kinesisk stil og let rosafarvet ornamentering udført af Friedrich Wilhelm Hoeder. Allerede i 1747 lavede man en lille justering, da der over træbeklædningen blev indsat en blå Satinade (halvsilke atlas). Den formodes at kunne forhindre træet i at blive fugtigt og dermed trænge videre og undgå ridser. I 1953 fjernede man de oprindelig 14 malerier af von Hoeder, hvilket gjorde, at der kun blev plads til 2 værker af Antoine Pesne og Jean Baptiste-Pater på alkovevæggen.

Væggene i det andet og tredje gæstekammer fik en tekstil vægudsmykning. Ved siden af Supraporta-billeder af Augustin Duboisson hænger der på den blå-hvid-stribede væg værker af landskabsmalere fra det 18. århundrede.

Det vides ikke præcist, hvem der i løbet af årtierne fik det privilegium at leve på Sanssouci. Da det fjerde gæsteværelse er døbt “Voltairezimmer” og det femte “Rothenburgzimmer”, kan man under alle omstændigheder sætte to personer ind i kategorien af gæster på Sanssouci. Det er dog ikke sikkert, at Voltaire under sit ophold i Potsdam i perioden 1750-53 boede på sommerslottet, da han også havde værelser stillet til rådighed på Potsdam byslot. I alle tilfælde var han i tre år hyppig gæst hos kongen.

Voltaires værelse også kaldt “Blomsterværelset”. Man ved ikke med sikkerhed, om Voltaire sov på Sanssouci eller på byslottet. Foto: Deutsches Fotothek. Fra wikipedia

På en inventarliste fra 1782 blev Voltaires værelse omtalt som “Blumenkammer” (blomsterværelset), og det var i lighed med det første værelse udsat for fugt fra træbeklædningen, som måtte udskiftes i 1752/53. Den oprindelige bemaling fra Hoeder i grålilla kan man i dag kun se i sengenichen. Der findes træskærearbejder som vægudsmykning forestillende blomster, frugt og dyr. I loftet ses stuk. En af Voltaires buster lod Kejser Wilhelm II. kopiere og opstille i rummet.

Som pendant eller spejlbillede til biblioteket, der lå udenfor værelsesrækken, havde man i denne ende af slottet det cirkelrunde “Rothenburgzimmer”. Navnet havde det fået, da kongen havde et nært forhold til greven Friedrich Rudolf von Rothenburg, som regelmæssigt boede i værelset indtil sin død i 1751. Træbeklædningen var udsmykket af Hoeder med kinesiske motiver på en sart grøn baggrund ala beklædningen i det første gæsteværelse. Billederne i sengenichen forestiller Grotesker og baserer sig på malerier af Antoine Watteau. Alle værelser har egen kamin og er udsmykket med møbler og kunstgenstande fra det 18. århundrede.

---

Sidefløje til Sanssouci

På Frederik den Stores tid var et-plans-sidefløjene på østsiden tiltænkt tjenerne og vestsiden til slotskøkkenet såvel som staldboksene til hestene. Da Friedrich Wilhelm IV. ombyggede disse, blev køkkenet rykket til østfløjen og tjenerne til den nybyggede 1. etage. Vestfløjen blev beboelsesrum for hofdamerne.

Sidefløjen til Sanssouci, der blev viderebygget i årene under Frieedrich Wilhelm IV. Foto fra wikipedia

I den ny køkkenfløj med kælder blev der plads til: vinlager, et kølerum, større forrådskamre, lampeværelset, arbejdsrum for kælderknægte og et konditori. Arbejdsrummene, der skulle sikre slottets beboere deres tjenester, lå i stueplan. Ved siden af det 115 m² store køkken lå der et kaffekøkken til tilberedelse af morgenmad og kold mad, en kaffestue, et bagekammer, et arbejdsværelse for køkkenchefen, et lille spisekammer og to rum til rengøring af sølvtøjet. På den øvre etage boede køkkenmesteren, hushovsmester og andre tjenere. Da køkkenet blev brugt i perioden 1842-73, er det at se, som det tog sig ud på denne tid. Der ses blandt andet en støbejerns kogemaskine med messingbeslag og drejbar messingstang, et på denne tid yderst moderne komfur med kogeplader i forskellige størrelser med fade til både stegning og bagning, en blæsebælg og et varmeskab.

Vestfløjen, der også blev kaldt damefløjen, tjente til ophold for hofdamer og gæster. Ved siden af et lille kaffekøkken og en stue til ordonnanser i stueplan, fandtes der 3 dameværelser på 1. etage samt 2 kavalerboliger. Hver bolig havde to værelser. De var ligesom slottet opbygget med den franske arkitekturteoris ide om “Appartement double”. Rummene var i reglen træbeklædt som i det øvrige slot. Kaminerne stammede stort set alle fra Frederik den Stores tid og menes at komme fra den del af Potsdam byslot, som blev ombygget omkring år 1800. Møblerne var rokoko fra Frederik den Stores tid og fra bølgen af den “anden rokoko”, der satte ind i tiden 1820-40. Friedrich Wilhelm IV. var også del af den bølge, men det var mere end en mode hos kongen. Han var stærkt optaget af Frederik den Store og i særdeleshed af dennes kunstinteresse, som han i særdeleshed fandt på Sanssouci. Sine andre talrige bygninger lod han opføre i antikke former fra renæssance til klassicisme.

---

Park Sanssouci

Efter indretningen af vinbjerget med terrasser og færdiggørelsen af Slot Sanssouci blev omgivelserne indrettet i forhold til slot og vinbjerg. Der opstod en barok have med små græsarealer, blomsterbede, hække og træer. Ved hækkene plantede man 3000 frugttræer og  i drivhusene appelsin-, melon-, fersken- og banantræer. Ved obeliskportalen i havens østlige ende finder man gudinderne Flora og Pomona.

Da hele parkanlægget blev udvidet med en lang række øvrige bygninger er parken centreret med en cirka 2 kilometer lang hovedallé. Den begynder mod øst med den i 1748 opstillede obelisk og forlænges hele vejen til Neues Palais, der afslutter parken mod vest. Alleen åbner sig flere steder mod Rondeller (runde områder centreret om et vandbækken), hvilket gælder foran Bildergalerie (1764) og Neue Kammern (1774), som flankerer slottet til hver deres sider, begge steder med fontæner og figurgrupper rundt om disse. Herfra fører større stisystem, der følger en stjerneform.

Kort over Sanssouci. Kort fra wikipedia

Da parkanlægget blev anlagt fortsatte Frederik den Store, hvad han allerede havde påbegyndt i Neuruppin og Rheinsberg. Allerede i sin tid i Neuruppin, hvor han i sin kronprinsetid fra 1732-35 havde været befalingsmand for et regiment, havde Frederik anlagt en udsmykket have ved sin bolig. Han afveg fra den klassiske repræsentation i barokken, som man så på Versailles, og forbandt det skønne og det nyttige med hinanden. Dette princip fulgte han også på slottet i Rheinsberg. Da han begyndte at omdanne slottet, som han havde fået i gave af sin far (Soldaterkongen), lod han udover hække frugt- og grøntsagsområder anlægge. Hovedaksen er ikke rettet mod slottet, som man kender det fra de franske parkanlæg, men nærmere i en øst-vest-parallel til slotsbygningen.

Frederik den Store investerede mange penge i parkens fontænesystem, idet vandspil var en fast del af barokke haver. Projektet i parken kuldsejlede imidlertid, da bygmesterens manglende fagkendskab mislykkedes i at føre vand fra en kilde ved Ruinenberg igennem parken. I 1757 færdiggjorde man Neptungrotten i den østlige del af parken, som  dermed ikke kunne indtage sin funktion som fontæneanlæg, det samme gjaldt Knobelsdorffs marmorkolonnade (1751-62), der etableredes på den vestlige del af hovedalleen ved Rehgarten (Hjortehaven). I 1797 blev sidstnævnte nedrevet, da det endte med at forfalde.

Marmorkolonnaden, der blev nedrevet i 1797 som konsekvens af forfald. Akvarel af Johann Friedrich Nagel fra 1792. Fra wikipedia

Først hundrede år senere lykkedes det med hjælp fra dampkraften at få vandkraften til at indgå i parkanlægget. I oktober 1842 var en dampmaskine bygget af August Borsig med til at få den store fontænes stråle til at stige 38 meter i vejret. Man byggede en pumpestation ud til Havelbugten til denne dampmaskine, som Friedrich Wilhelm IV. lod Ludwig Persius udforme en spektakulær bygning til i stilarten en tyrkisk moske med en minaret som en skorsten. Den blev opført i tidsperioden 1841-43.

Syd for Park Sanssouci havde kong Friedrich Wilhelm III. opkøbt et areal, som han forærede han sin søn kronprins Friedrich Wilhelm (sidenhen IV.) i julegave i 1825. I forlængelse heraf opførte Karl Friedrich Schinkel og Ludwig Persius Schloss Charlottenhof, og haveanlægget rundt om slottet blev anlagt af Peter Joseph Lenné. Havearkitekten omdannede det sumpede område til en åben landskabspark. Han skabte sigtakser mellem Schloss Charlottenhof, de romerske bade og Neues Palais med Freundschaftstempel (venskabstemplet) fra Frederik den Stores tid. Lenné  anlagde området med forskellige træ- og plantegrupper, og adskilte parken fra den “Franske Rondell” med en nødvendig vandgrav, som afvandede det sumpede område. Dette gav den karakter af en hyggelig have i sig selv. Denne sydlige del af Park Sanssouci kaldes Park Charlottenhof.

Området er på i alt 290 hektar med til sammen 70 kilometers vejlængde og dermed det største i Mark Brandenburg. Det er som nævnt præget af i særdeleshed Frederik den Store og dels Friedrich Wilhelm IV. og deres syn på kunst, arkitektur, maleri, dekoration og havekunst.

Forrest i billedet ses det enorme Neues Palais, i midten ses Orangerie og bagest Sanssouci. Foto fra wikipedia

I parken og det tilgrænsende Klausberg ses en lang række bygninger og havearkitektur fra denne tid, hvilke stadig er bevaret:

• Bildergalerie
• Neue Kammern
• Neptungrotte
• Det Kinesiske Tehus
• Neues Palais med Communs og Triumfport
• Freundschaftstempel
• Antikentempel
• Obeliskportal med obelisk
• Ruinenberg med den kunstige ruin
• Belvedere auf dem Klausberg
• Königlicher Weinberg am Klausberg
• Drachenhaus auf dem Klausberg

Udover disse bygninger fra Frederik den Stores tid lod Friedrich Wilhelm IV. opføre følgende bygninger:

• Schloss Charlottenhof
• De Romerske Bade
• Friedenskirche
• Orangerieslottet
• Et modelfort, der ikke længere ses nordøst for Neues Palais, stammer fra Kejser Wilhelm II.

---

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Sanssouci og hele parken er så imponerende og så fyldt med kunst og kultur, at det naturligvis er et must at komme dertil for alle. Det drejer sig meget om Frederik den Store, så det vil være naturligt at sætte sig ind i dennes forståelse af rokoko, der var et brud med barokkens udsmykning uden formål, men stadig en besindelse af det skønne. Derudover er Frederiks forhold til det at være konge, sin egen død, de filosofiske samtaler og de skønne kunstarter også en god ide at sætte sig ind i under et sådant besøg. Slottet er overskueligt og er ikke byggeri udelukkende for det at bygge. Dog er der upraktiske elementer ved slottet såsom den manglende kælder, hvilket viste Frederiks manglende respekt for arkitekterne, som mange gange gav frugtbare resultater, men også medførte sådanne fejltrin. Haven tager sig smukt ud i særdeleshed i blomst, men har også den begyndende klassicistiske romantiske sværmen for ruiner over sig. Et højdepunkt er besøget ved Frederik den Stores grav. Læs herom i starten af artiklen. Frederik ønskede en simpel grav, menet fik han først efter mange år. 

Print siden her