Attentatet i Sarajevo

Attentatet mod den Østrig-Ungarske tronarving Ærkehertug Franz Ferdinand fandt sted i Sarajevo den 28.juni 1914 og er kendt som “Skuddet i Sarajevo” der satte gang i en domino-effekt hvor Første Verdenskrig en måned senere var brudt ud i lys lue. Bag attentatet stod den nationalistiske serbiske bevægelse Mlada Bosna – eller på dansk Sorte Hånd – med Gavrilo Princip i spidsen og som havde rødder i Balkans komplicerede forhistorie som splittet mellem slavisk, osmannisk samt østrigsk domæne. Franz Ferdinand mistede samtidig sin kone Grevinde Chotek på deres bryllupsdag 28.juni, dagen der i Serbien er kendt som Vidovdan og som siden 1389 har været Serbernes sørgedag over nederlaget på Solsortesletten til de muslimske Osmannere. Attentatet forårsagede Julikrisen der mundede ud i et østrigsk angreb på Serbien 28.juli og som en uge efter havde kastet samtlige stormagter ud i Første Verdenskrig.

Planlægning af besøget i Sarajevo

Ærkehertug Franz Ferdinand begav sig til Sarajevo i forlængelse af, at han netop havde mødtes med den tyske kejser Wilhelm II på sit landstede Slottet Konopiste syd for Prag ved Benesov i Bøhmen. Et møde der siden skulle øve stor indflydelse på den tyske kejser. Ærkehertugen var taget til Bosnien for at overvære afslutsmanøvren for det kongelige og kejserlige – forkortet k.u.k. – XV og XVI. Korps i Bosnien og bredere henseende for at vise sin støtte til de kræfter i Bosnien, der var positive overfor tilknytningen til Østrig. Besøget var sat i stand af den østrigske statholder i Bosnien-Hercegovina, Feltmester Oskar Potiorek og planlagt til den 28.juni 1914.

Attentatsmændene havde planlagt angrebet siden marts 1914, hvor aviserne var begyndt at skrive om Franz Ferdinands besøg uden at nævne datoen præcis. For attentatsmændene var det først og fremmest vigtigt at udføre Attentatet, hvor den dybere betydning af den 28.juni kun var en sideeffekt.

Den 28.juni var nemlig Vidovdan (da: Vitusdag) der markerede 525.årsdagen for Slaget på Solsortesletten – Kosovo Polje – der markerer Serbernes Nationale tragedie. Ved dette slag tabte en serbisk hær til den fremstormende osmanniske hær, men trods nederlaget viste den serbiske kriger Milos Obilic lykkedes at snige sig ind i fjendens lejr, og knivdræbe den osmanniske sultan Murad I. for efterfølgende at lide martyrdøden. Milos blev nationalhelt og serbernes nationale identitet blev knyttet til dette nederlag, som en form for kristen forpost, hvor nederlaget ikke var pinligt men mere en hellig pligt, hvor de så sig som kristenhedens yderste forpost og forsvarere.

I 1914 kunne man se på skriverier mellem gesandtskabet i Beograd med Ridder von Storck til udenrigsminister Leopold Berchtold at de Østrig-Ungarske bureaukrater var fuldt ud vidende om de omfangsrige og månedlange forberedelser til markering af 525-årsdagen for Vidovdan, der skulle foregå i hele Kongeriget Serbien.

Forsommeren var en normal tid dag for manøvrer, og besøget hvor en militærmanøvre skulle overværes kunne forekomme naturlig, da tronarvingen siden 1909 havde været Generalinspektor for de kejserlige troppebesøg. Potiorek ville pleje Donaumonarkiets anseelse – hvilket havde været meget lavt siden den Bosniske Anneksionskrise i 1908 – hvilket ikke taler for at han har ønsket en provokation. Derudover var der heller ingen indvendinger fra Finansministeren i Bosnien-Hercegovina Leon Ritter von Bilínski, da han ikke antog at Kejseren ville godkende et besøg.

På den anden side kunne det ikke udelukkes at besøget blev set som en provokation af den regeringsfløj i Donaumonarkiet der stræbte efter en krig. Bilínski nævnte i sine erindringer, at Potiorek nærede en dyb modvilje mod Serbere, hvilket havde forværret den Østrig-Ungarske politik overfor serberne i Bosnien. Kejser Franz Josephs oprindelige plan var at  besøget kun skulle være at overvære en militærparade, og ikke et besøg i Sarajevo, og slet ikke et besøg af hertuginden, der var kommet med kun kort tid forinden uden Bilínskis vidende. Bilínski nævnte også at hans ministerium havde fået til opgave at stå for besøgsplanerne for Tronfølgerens besøg, og at tage imod deres gæst på værdig vis – ikke at forhindre besøget.

Tidligere attentater på højtstående repræsentanter fra dobbeltmonarkiet, som anslaget på statholder Marijan Freiherr Varesanin von Vares den 15.juni 1910 i Sarajevo var slået fejl. Attentatmændene så ikke ud til at gå efter den symbolprægede dag.

Østrigerne var ikke ubekendt med Vidovdan og dens betydning for serberne, eksempelvis så man i Wien, at det var acceptabelt for serberne der boede i byen at holde den som fridag. Besøget i den forlængst annekterede provins i disse dage var ikke tænkt som provokation, men ikke desto mindre kom det  til at virke som en ydmygelse af serberne, der fik en endnu større lyst til at rette angreb mod fremmedherredømmet.

Et sidste og langt mere privat argument for besøget 28.juni. Det var at Franz Ferdinand og Sophie Chotek havde 5-års bryllupsdag. Brylluppet havde været en skandale i Wien, da hun ikke var adelig og at Franz Ferdinand i forvejen ikke var særligt afholdt i Wien, hvor han ikke brød sig om at opholde sig. Men befandt sig langt bedre på sit bøhmiske landsted Konopiste.

Kejser Franz Joseph havde reageret på brylluppet ved ikke at invitere hertuginden med til officielle arrangementer i Wien. Men i egenskab af Franz Ferdinands titel som leder af troppeøvelser kunne han ubesværet tage sin kone med, hvor hun havde krav på fuld respekt.

Advarsler om Attentatet

Der havde tidligere været attentater i Sarajevo. I 1910 havde studenten Bogdan Zerajic planlagt et attentat på Kejser Franz Joseph, men havde lagt afstand til sin egen plan grundet monarkens høje alder. Istedet skød han 15.juni 1910 den bosniske Guvernør, General Marijan Freiherr Varesanin von Vares, der blev dræbt med et skud i hovedet i forbindelsen med åbningen af den Bosnisk-Herzegovinske Landdag. Zerajic blev et forbillede for Gavrilo Princip, der storladent skulle have svoret ved Zerajics grav´ at han ville hævne ham.

Trods advarsler lod Ærkehertug Franz Ferdinand ikke afholde fra at tage afsted mod Sarajevo. Han havde sagt

Jeg stiller mig ikke under et glasvindue, men i livsfare er vi altid. Man må blot stole på Gud

Da ingen regnede med at der var fare på færde, da var sikkerhedsforanstaltningerne også tilsvarende ringe. Flere uger i forvejen var såvel tidsplan og parrets rute igennem byen blevet offentliggjort i aviser, formodentlig for at lokke jublende tilskuere til. Der blev i princippet udtalt advarsler før alle besøg, ikke bare statsbesøg i Bosnien. Ingen af de advarende havde imidlertid tydeliggjort nogen særlig stor fare ved dette besøg.

Den serbiske Premierminister Nikola Pasic havde forlods fået nys om mordplanerne – sandsynligvis fra hans spion hos Den Sorte Hånd: Milan Ciganovic – og fandt sig i et dilemma. Hvis planen lykkedes, risikerede han grundet hans forbindelser til Den Sorte Hånd, at få en krig imod Østrig-Ungarn; hvis han afslørede planen risikerede han at fremstå som en forræder blandt hans landsmænd. Han betroede Jovan Jovanovic – den serbiske Gesandt i Wien – at give Østrig-Ungarn svage diplomatiske tilsagn om et attentatforsøg. Jovanovic, der i Wien var kendt som serbisk nationalist og sjældent nød agtelse i Wien, betroede den bosniske finansminister von Bilínski at det ikke ville være fornuftigt af Franz Ferdinand at rejse til Sarajevo, da en hvilken som helst ung serber ville tage en skarp kugle og skyde Ærkehertugen. Bilínski reagerede ved at sige lad os håbe noget sådant ikke sker. Denne information kom ikke videre.

Man kan altså tale om en vis advarsel, men ingen der stod mål med faren i situationen. Grev Harrach, der var øjenvidne til attentatet snakkede om en usammenlignelig Naivitet hos bureaukraterne der skulle sørge for sikkerheden. 

Forberedelserne til Attentatet

Den vigtigste hjerne bag sammensværgelsen om at myrde Ærkehertug Franz Ferdinand var Oberst Dragutin Dimitrijevic – også kaldt Apis – Chef for den serbiske militære efterretningstjeneste og frontfigur i “Den Sorte Hånd” omend ideen formodentlig stammede fra hans gode kammerat Rade Malobabic. I rammen af denne sammensværgelse rekrutterede den tidligere partisan Voja Tankosic den kernegruppe der skulle udføre kommandoen i Bosnien; de tre medlemmer af den proserbisken bosniske ungdomsorganisation Mlada Bosna (Det Unge Bosnien): Det drejede sig om den 19-årige gymnasieelev Gavrilo Princip, den 19-årige trykkerlærling Nedeljko Cabrinovic og den 18-årige Trifun “Trifko” Grabez, der var droppet ud af skolen. Den serbiske Regering havde ikke befalet attentatet, men var alligevel delagtig. Den serbiske ministerpræsident såvel som flere andre ministre og højstående militærpersoner kendte til sammensværgelsen og deres planer. Ifølge den amerikanske Historiker Sean McMeekin var den russiske militærattaché i Beograd Viktor Artamonov, der i praksis var i daglig kontakt med Apis, og havde indviet ham samt den russiske ambassadør Nikolaj Hartvig i attentatsplanerne.

I det øjeblik at attentatsplanlægningen var seriøst påbegyndt, sørgede man for at der ikke kunne skabes en forbindelse mellem attentatscellen og bureaukrater i Beograd. Den ledende officer for attentatsmændene var Milan Ciganovic, der stod under Tankosic og Apis i militær rang. Man sørgede for udelukkende at videregive alle befalinger mundtligt. Den stiltiende forståelse mellem den serbiske stat og de sammensvorne i netværket havde en hemmelig og uformel natur.

I foråret 1914 svor Gavrilo Princip da han stod ved Bogdan Zerajics grav, at han ville myrde Franz Ferdinand, som han netop havde læst om i en østrigsk avis ville aflægge besøg i Sarajevo. Andre fremstillinger siger at ideen opstod hos Nedeljko Cabrinovic, der var blevet gjort opmærksom på Franz Ferdinands besøg fra hans journalistiske ven Mihajlo Pusara. Imidlertid var besøget stadig usikkert, da Kejser Franz Joseph led af en sygdom der kunne udskyde besøget.

Attentatsmændene havde en kreds af personer, som de var klar til at dræbe: den østrigske kejser, udenrigsminister Berchtold, finansminister Bilínski, krigsminister Potiorek, Banus af Kroatien Ivan Skerlecz, Guvernøren af Dalmatien Slavko Cuvaj og naturligvis Franz Ferdinand. Princip meddelte hans hensigter til Cabrinovic og Grabez og sikrede sig deres støtte. Princip så sig imidlertid ikke i stand til at udføre planen uden hjælp, hvorpå han kontaktede Milan Ciganovic, der var serbisk efterretningsmand og en kendt folkehelt, der arbejdede ved jernbanen og boede i samme hus som Princip. Ciganovic havde forbindelse til Major Tankosic, som Princip kendte fra hans afviste forsøg på at deltage som frivillig i Balkankrigene i 1912. Princip kendte imidlertid ikke til at de begge var ledende medlemmer af “Den Sorte Hånd”. Princip havde forestillet sig et mere lokalt projekt, men blev snart indviet i de større perspektiver i et attentat.

Ciganovic sørgede selv for at give Princip skydetræning i Topcider, en park i Beograd, hvilket hurtigt gjorde ham til en dygtig skytte. 27.maj 1914 fik Princip 4 pistoler med ammunition og seks bomber fra den serbiske hær. Våbnenes herkomst kunne imidlertid ikke stadfæstes så nemt efterfølgende, da mange serbiske militser havde våben fra mange forskellige steder. Derudover modtog han penge til rejseomkostninger, samt små flasker med Zyankalium, således han kunne dræbe sig selv efter attentatet.

De tre attentatsmænd rejste en månedstid før attentatsdagen over Tuzla til Sarajevo. Ciganovic hjalp sammen med Misko Jovanovic med at smugle våbnene ubeset over grænsen til Bosnien. I Tuzla stødte Danilo Ilic, en 23-årig lærer sig til som gruppens fjerde medlem. Ilic bragte iøvrigt 3 øvrige medlemmer af Mlada Bosna med sig. Baggrunden for at bringe de personer med var at sløre sporene for eventuelle spor for den østrigske efterretningstjeneste. Der var en lang række øvrige medlemmer af Mlada Bosna, der var indviet i attentatsplanerne. Enkelte af disse fortrød i sidste øjeblik, da de anså mord for uegnet til at skaffe sig politisk indflydelse. Men de yngre medlemmer ville gennemføre attentatet. 

Mehmedbašić og Čabrinović skulle være de første til at foretage sig angreb og tog opstilling ved Ćumurija-Broen, mens de andre 5 attentatsmænd stod som reserve indtil Kaiser-Broen. Ilic bevægede sig ubevæbnet mellem de to grupper af attentatsmænd.

Første angreb

Tronfølgerparret residerede under deres besøg i Ilidza, en badeby små 12 kilometer vest for Sarajevo. Den 28.juni 1914 rejste de med tog fra Ilidza til den vestlige del af Sarajevo, hvor der stod en tobaksfabrik, der hyppigt var et udgangspunkt for østrig-ungarske repræsentanters besøg i byen. Ifølge Bilínski, hvis erindringer blev dikteret til den Ærkehertugelige Oberstmarskal Grev Rummerskirch til en rapport til krigsminister Alexander Ritter von Krobatin, da var sikkerhedsforanstaltningerne særdeles ringe, særligt i sammenligning med det besøg som Kejser Franz Joseph havde aflagt i 1910. Politifolk og efterretningstjeneste, der skulle ride forud for Kolonnen med tronfølgerparret fik hverken vogn eller kuske stillet til rådighed, og var kun istand til at beskytte hertuginden med udsmykkede kister på vognen, og måtte blive tilbage ved tobaksfabrikken.

Ifølge Bilínski blev Franz Ferdinands ankomst til Sarajevo proklameret på minuttet, hvilket gjorde attentatet væsentligt lettere at udføre. Før afgang havde politikaptajnen Gerde (en ungarer) meddelt Potiorek, at han ikke var tilstede med omkring 30-40 politimænd for at sikre sikkerheden på den lange strækning, og at de istedet måtte tilkalde militærenheder. Potiorek havde svaret ham, at der grundet militærmanøvren ikke var soldater at tilkalde rettidigt. Istedet havde General Snjaric – Bosniens chef for Gendarmeriet – foreslået at stille hans gendarmer ud langs kolonnens rute, det var dog blevet afvist af Potiorek.

Franz Ferdinand og Hertuginde Chotek kørte i en kolonne med seks biler – plus politibilerne der var kørt i forvejen – hvor de kørte langs Appel-Kajen der ligger ved floden Miljacka og frem til Sarajevos Rådhus. I det første fartøj sad Sarajevos borgmester Efendi Fehim Curcic med politichefen Doktor Gerde. I den anden bil – en Dobbelphaeton (28/32 PS) af firmaet Gräf & Stift – af Franz Ferdinand og Hertuginde Sophie Chotek eskorteret af landschefen Potiorek. Foran i vognen sad chaufføren Leopold Lojka og Grev Franz Harrach, ejeren af vognen. I den tredje vogn sad Hertugindens kammerfrue med Grev Alexander Graf von Boos zu Waldeck og med fløjadjudanten til Potiorek ved rattet i form af Oberstløjtnant Merizzi. I den fjerde og femte vogn sad blandt andet Baron Morsey og Oberst Bardolff, sidstnævnte leder af det ærkehertugelige militærkancelli, hofmarskal Rummerskirch og bosniske bureaukrater som Regeringsrådsformand Starch. Det sjette køretøj havde ingen øvrighedspersoner med og var medbragt som reserve.

Omkring klokken 10.00 kørte kolonnen forbi Mehmedbasic, der skulle have kastet en bombe, men som ikke lykkedes i foretagendet. Han forklarede senere dette med, at han havde fået anvisning om kun at kaste bomben, såfremt han ville genkende vognen med tronfølgerparret. Det var imidlertid ikke lykkedes. Den næste attentatsmand på ruten Cabrinovic, fik vished hos en politimand om i hvilken vogn at ærkehertugen sad. Derpå afsikrede han sin bombe på en lanternemast og kastede den i retning af vognen.

Chaufføren bemærkede imidlertid det flyvende objekt og gav gas, mens Franz Ferdinand hævede armen for at beskytte sin kone. Bomben prallede af på Franz Ferdinands arm, faldt ned på det bagudrullede biltag og videre ned bag vognen hvor den eksploderede foran den tredje vogn i kolonnen, her blev såvel Oberstløjtnant Merizzi og Grev Boos-Waldeck såret, samt omkring et dusin tilskuere.

Cabrinovic slugte den zyankaliumpille han havde fået udleveret af “Den Sorte Hånd” og sprang derpå i floden Miljacka. Giften virkede imidlertid ikke effektivt nok, han kastede kun op. Ydermere var floden på det konkrete sted ikke særligt dyb. Menneskemængden fik fat i ham og lynchede ham halvvejs, hvorpå han blev fængslet. Gavrilo Princip skjulte sig derpå i menneskemængden, og satte sig på en café hvor han overvejede at begå selvmord for at undgå fængsling.

Da det stod klart at Oberstløjtnant Merizzi kun var overfladisk skadet og bragt sikkert videre til Garnisonshospitalet, da befalede Franz Ferdinand at kolonnen skulle fortsætte. På vej til rådhuset kørte kolonnen forbi de andre attentatsmænd, der imidlertid ikke foretog sig noget. Vaso Cubrilovic sagde sidenhen, at han ikke havde skudt, fordi han ikke kunne få sig til at gøre noget ondt på hertuginden; Cvetko Popovic sagde at han havde fået angst i øjeblikket, hvor han ikke vidste hvad der var gået af ham.

Da kolonnen ankom til Rådhuset, havde borgmesteren forberedt en hyldesttale, hvor folk var stimlet sammen i flere lokaler, den blev imidlertid afbrudt af Franz Ferdinand:

Herr Borgmester! Her kommer man til Sarajevo for at aflægge jer et besøg, og så bliver der kastet bomber på en! Det er oprørende

Han beroligede dog de besøgende. Efter hans besøg på rådhuset ville han ændre plan. Han droppede besøget på det Landsmuseet for Bosnien-Hercegovina, hvor han skulle møde den serbiske historiker Vladimir Corovic, og ville istedet besøge Merizzi på sygehuset.

Imidlertid lå sygehuset ugunstigt i den anden ende af byen. Ifølge Bilínski havde Rummerskirch berettet at Franz Ferdinand havde rådført sig med Potiorek og Gerde, om et sådant besøg ville være fornuftigt i lyset af attentatforsøget. Alternativet var at køre af en anden vej tilbage til Ilidza eller direkte til Konak – hvor Potiorek havde sit kontor – der kun lå få minutters kørsel fra rådhuset. Mens Gerde tøvede skulle Potiorek have sagt højt:

Deres Kejserlige Højhed kan roligt køre videre, jeg tager personligt ansvaret for den videre færd.

Det andet attentatforsøg

Vognkolonnen med tronfølgerparret drejede – stik imod anvisningerne – over floden Miljacka ved Latinerbroen, hvilket var ind på den oprindelige rute. Lojka – chaufføren – der ikke var blevet ordentligt orienteret om den nye rute, satte bilen i bakgear, for at få den tilbage på kajen; det gjorde at bilen stod stille i få skæbnesvangre sekunder. Gavrilo Princip så til sin store overraskelse, at vognen med Ærkehertugen holdt stille foran delikatessebutikken Moritz Schiller, hvor han sad og drak en kop kaffe ved et bord udendørs. Princip rejste, trådte ud på gaden, trak sin pistol, en 9-mm FN Browning, model 1910 fra det belgiske firma Fabrique Nationale med serienummeret 19074, og skød fra få meters afstand to gange på Franz Ferdinand og hans kone.

Det første projektil gennemtrængte siden i køretøjet, hvor det fik splinter til at fare i flere retninger og projektilet til at dreje. Det traf Sophie i maven og førte til en række sår, der i løbet af kort tid betød, at han forblødte i selve vognen. Da Franz Ferdinand mærkede at hans kone var blevet ramt, skreg han:

„Sopherl! Sopherl! Stirb nicht! Bleib’ am Leben für unsere Kinder!“. (Min Sophie, Min Sophie! Du må ikke dø! Bliv i Live for vores børn!)

Umiddelbart derefter faldt det andet skud, det traf Franz Ferdinand i halsen, det rev hans halsvene over og sårede hans luftrør. Grev Harrach der sad ved siden af drejede sig om, pakkede sig rundt om hans skulder og råbte:

„Majestät, was ist Euch?“, (Majestæt hvad er der med dig?) Hvorpå Franz Ferdinand svarede: „Es ist nichts …“ (Der er ingenting…)

Et øjeblik mistede han bevidstheden. Tronfølgeren blødte ikke fra selve såret men fra de sårede luftrør, der samtidig stoppede de sårede halsvener. Det er grunden til at man stadig kan se store blodspor på hans uniform.

Princip skyndte sig straks efter skuddene at sluge sin Zyankaliumkapsel, men han brækkede den op igen, hvorefter han forsøgte at skyde sig selv med pistolen. Imidlertid nåede folkemængden at slå pistolen ud af hånden på ham, hvorpå de forsøgte at lynche ham. Mens Princip blev pågrebet af Gendarmer og pryglet med sabelhylstre og ført væk, da kørte chaufføren hurtigt til Potioreks residens Konak. Der forsøgte førstehjælpere hektisk at redde tronfølgerens liv, de skar uniformen op flere steder, i et fortvivlet og forgæves forsøg på at stoppe blodstrømmen. Franz Ferdinand udåndede endeligt i Konak.

Gavrilo Princip udtalte sidenhen, at han ikke havde ønsket at skyde Sophie, men at skuddene havde været tilsigtet Franz Ferdinand og Potiorek.

Reaktioner på Attentatet

Tronfølgerens død udløste ikke umiddelbart en almen sorg i Østrig-Ungarn. Grev Ottokar Czernin Gesandten i Bukarest og senere udenrigsminister, skrev senere i sine erindringer, at såvel i Wien som i Budapest havde attentatet nærmere ført til lettelse end sorg. Tronfølgeparret blev i konservative Wienerkredse anset som andenrangs – såkaldt “Belvedere-Bagage” – men havde dog ikke kun fjender disse steder. Franz Ferdinands planer om at indføre en trialistisk Rigsforfatning, hvor Kroatien ville sidestilles med Østrig og Ungarn stødte på modstand, ikke mindst i de ungarske dele af landet, hvor det blev kategorisk afvist.

I mere tysknationale kredse, i særdeleshed publicisten Friedrich Wichtl, blev der udbredt en konspirationsteori, hvor attentatet blev tilskrevet Frimurere og Jøder, der havde skudt tronfølgeren for at nærme sig et angiveligt verdensherredømme.

Politiske følger af attentatet 

Indledningsvis troede man selv ikke ved hoffet i Wien at Attentatet på Ærkehertugen kunne føres tilbage til den serbiske regering. Den østrig-ungarske sektionsleder af undersøgelserne Friedrich Wiesner, skrev i en beretning 13.juli 1914 til Udenrigsministeriet k.u.k.:

At den serbiske regering skulle have haft med attentatet og dets forberedelse og fremskaffelse af våben at gøre kan ikke bevises og kan heller ikke formodes. Der er flere punkter, der gør at denne teori må opfattes som udelukket. Udsagn fra nogle af de medskyldige peger på at attentatet i Beograd blev besluttet og foregik med medvirken fra serbiske statslige embedsmænd som Ciganovic og Major Tankosic, hvilke har hjulpet til med at skaffe bomber, Browning-pistolerne, ammunition og Zyankaliumkapsler.

Attentatet i Sarajevo blev efter en indledende tøven fra Østrig-Ungarn, og efter konsultationer med Berlin, endeligt brugt som begrundelse til en i første omgang regional militær straffeaktion mod Serbien, hvor det udviklede sig til en politisk krise mellem de europæiske regeringer og populært er blevet kaldt Julikrisen.  I regeringen i Wien stod der et “Fredsparti” og et “Krigsparti” over for hinanden. Imidlertid havde “Fredspartiet” paradoksalt nok mistet en af sine vigtigste fortalere i Franz Ferdinand; mens en af de fremmeste fortalere fra “Krigspartiet” Franz Conrad von Hötzendorf siden 1907 havde talt for en militæraktion mod Serbien. Grev Berchtold, Kejser Franz Joseph og den ungarske Ministerpræsident István Tisza forblev mere ubesluttede i spørgsmålet.

Den serbiske regering kendte udemærket den afventende holdning fra hoffet i Wien, og var sig samtidig med også de mulige følger af et angreb bevidst. De beklagede hvad der var sket, bestred enhver forbindelse med attentatet og henviste til at alle gerningsmænd kom fra det annekterede Bosnien og dermed formelt set var østrigere. Derudover var der ingen beviser, der kunne tyde på et officielt serbisk engagement. I modsætning til denne holdning hos den serbiske regering, da udnævnte man i Østrig-Ungarn officielt den serbiske organisation Narodna Odbrana (Folkets Forsvar) som anstifter til attentatet.

Østrig-Ungarn pegede også på at den fjendtligt kritiske serbiske presse havde været med til at skabe en ophidset politisk stemning, der havde begunstiget mordet på den østrigske tronfølger. Serbien gav i modsvar at man i landet havde en forfatningssikret garanteret ret til pressefrihed hos private medier og så istedet det sande problem ligge hos den nationalistiske østrig-ungarske presse.

Så længe Østrig-Ungarn stadig var ubeslutsomme, da søgte de rygdækning hos Kejserriget Tyskland. Angrebet på Serbien blev besluttet 5.juli 1914 under “Mission Hoyos“, der var en østrigsk delegation på besøg i Potsdam. Beslutningen betød alvorlige europæiske komplikationer. 6.juli garanterede Tyskland pr. telegram at de ville yde Østrig-Ungarn fuld støtte i deres angreb på Serbien i hvad der er blevet kendt som den tyske “Blankocheck” til Østrig-Ungarn. Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet sikrede sig inden længe, at stille sig på den rette side når “Serbien skulle læres en lektion”.

Berchtold instruerede i de følgende dage den østrigske Gesandt i Beograd:

Berchtold viste 8.juli 1914 bekymring for, at en “svag holdning kunne miskreditere deres forhold til Tyskland”. Ministerrådet lod forstå på hans møde 19.juli at Serbien skulle deles mellem de øvrige Balkanstater. Grev Tisza ville imidlertid kun stemme for et ultimatum, hvis Serbien ingen eller kun små områder måtte afstå.

Wien var nu besluttet på krig og ikke interesseret i en serbisk mægling:

Man var enig om, at det hastede med at få sendt et ultimatum til Serbien, og at udforme det således at Beograd var nødsaget til at afvise det

Den 23.juli 1914 stillede Østrig-Ungarn et yderst skarpt ultimatum til Serbien, der skulle besvares indenfor 48 timer. Officielt var det en Démarche, fordi den ikke direkte truede med krig, men kun med at afbryde de diplomatiske forbindelser. I ultimatummet blev Serbien pålagt at dømme alle, der bestræbte sig på at indlemme Østrig-Ungarsk territorium med hårde straffe. Serbien skulle undertrykke anti-østrigsk propaganda, hvilket indbefattede at tage retslige skridt mod Narodna Obrana, fjerne alle delagtige i attentatet fra statstjenesten og først og fremmest at:

Serbien accepterede faktisk størstedelen af Ultimatummet betingelsesløst, men gav følgende svar til Punkt 6:

“Den Kongelige Regering (Serbiens) holder det for deres selvindlysende pligt, at indlede retslige undersøgelser af alle de der var delagtige i komplottet 15.-28.juni og som befinder sig på vores territorium. Når det kommer til medvirken af særligt delegerede organer fra den østrig-ungarske regering i disse undersøgelser, da sådanne tiltag ikke lade sig gøre, da dette vil være et angreb på vores forfatning og er strafbart. Dog kan der i enkelttilfælde være østrig-ungarske delegerede der kan overvære disse undersøgelser.

Proces mod Attentatsmændene

Čabrinović, Princip og de andre attentatsmænd blev med undtagelse af Mehmedbašić lidt efter lidt anholdt. Under forhørene var de totalt tavse indtil de på opfordring fra Princip gav op og snakkede, hvorpå de fleste af de sammensvorne blev fængslet.

I dagene 12.-23.oktober 1914 fandt der i Sarajevo en retsproces sted mod ialt 25 anklagede, der blev anklaget for højforræderi og medvirken til drab. Under retsprocessen bestridte alle anklagede enhver forbindelse med det officielle Serbien. Tre af dem blev henrettet.

Nedeljko Cabrinovic

Han forklarede sin egen deltagelse i attentatet med, at Franz Ferdinand var en fjende af det slaviske folk og særdeleshed af serberne. Han sagde endvidere at i Østrig-Ungarn var det tyskerne og ungarerne der havde magten, mens slaverne blev undertrykt. Idet at han var mindreårig på gerningstidspunktet, blev han af retten dømt til 20 års fængselstugt, som han skulle afsone i Den Lille Fæstning i Theresienstadt, en straf der iøvrigt blev yderligere straffet med en månedlig dag med tvungen faste, og at han hvert år den 28.juni skulle sættes i mørkecelle. Han døde 23.januar 1916 af Tuberkulose. Franz Werfel, der besøgte Cabrinovic i Theresienstadt i slutningen af 1915 beskrev ham som dødsyg og som et “udvalgt skæbnemenneske”.

Vaso Čubrilović

Gavrilo Princip

Udtalte at han ikke opfattede sig selv som en forbryder, men at han blot havde myrdet en tyran. Han sagde at han opfattede sig selv som Serber og Revolutionær, at han hadede Østrig-Ungarn og ønskede deres undergang. Han bestred enhver forbindelse til Serbien og at nogen skulle have opfordret ham til gerningen. Han underbyggede hans argument, at Ciganovic havde advaret ham imod, at de serbiske myndigheder ville anholde dem, såfremt de ville erfare deres planer. Han sagde, at det gjorde ham ondt at Ærkehertugens kone, en tjekkisk dame, var død ved attentatet, og at skuddet havde haft til hensigt at dræbe Potiorek.

Princip blev af retten dømt for højforræderi og overlagt mord og idømt 20 års tugtfængsel under særligt skærpende omstændigheder, i lighed med Cabrinovic. Hans unge alder på gerningstidspunktet sikrede ham, at han undgik dødsstraf. Han døde i 1918 på fængselslazarettet på den lille Fæstning i Theresienstadt af knogletuberkulose.

Lokal erindring

Den 28.juni 1917 – på treårsdagen for drabene – lod Østrig-Ungarn bygge et tolv meter højt mindesmærke til ære for Franz Ferdinand og Sophie. Det blev bygget ind i gelænderet ved Latinerbroen, og var et romersk-katolsk bedested for de forbipasserende. Monumentet bestod af 2 søjler, en stor plade med figurerne af det myrdede ægtepar en nische for sørgelys og blomster. I slutningen af 1918 pillede Kongeriget Jugoslavien monumentet ned og deponerede det ved et museum; Alteret og mindesmærket blev sprængt i 1919. Søjlerne blev brugt i andre byggerier og pladen med figurerne af tronfølgerparret findes idag på Bosnien-Hercegovinas Kunstgalleri. På attentatstedet står resterne af en betonbænk, der var integreret i monumentet. I Bosnien-Hercegovina overvejes det at forny mindesmærket.

Efter Første Verdenskrig oprettede Kongeriget Jugoslavien en mindetavle i granit på selve stedet for attentatet til ære for Gavrilo Princip. Mindesmærket blev indviet 2.februar 1930. Det stod skrevet på serbokroatisk og med kyrilliske skrifttegn

Na ovom istorijskom mestu Gavrilo Princip navijesti slobodu na Vidovdan 15/28 1914. godine (Dansk. På denne historiske plads bragte Gavrilo Princip Vidovdans Frihed 15/28 1914.

Mindetavlen blev offentliggjort på 15-års-dagen for de eksekverede dødsdomme over attentatsmændene Danilo Ilić, Miško Jovanović og Veljko Čubrilović. Den 17.april 1941 blev den fjernet efter personligt ønske fra Adolf Hitler, da de lokale tysksprogede overdrog tavlen til de indmarcherende soldater fra værnemagten.

Efter den tyske værnemagts overfald på Jugoslavien 6.april 1941, og ovennævnte indtog i Sarajevo 17.april 1941 havde Hitler betegnet mindepladen som en særlig relevant krigssouvenir i det besatte Jugoslavien. Den tyske fører ønskede at få den overrakt til sin 52-års fødselsdag på hans Førerhovedkvarter under Balkankrigene, et særligt tog, der lød navnet Amerika, hvilket skulle ske således at andre topnazister som Wilhelm Keitel, Walther von Brauchitsch og Hermann Göring kunne overvære dette. Toget, der var positioneret lige før den 2.500 meter lange Hartbergtunnel ved banegården i Mönichkirchen – 50 kilometer fra grænsen til Jugoslavien. Ceremonien ved overrækkelsen blev filmet af Hitlers personlige fotograf Heinrich Hoffmann.

Dagen efter at Titos partisaner havde befriet Sarajevo 6.maj 1945 kunne man opsætte en ny mindetavle istedet for den oprindelige, der nu befandt sig på Zeughaus i Berlin. På den nye tavle stod der med guldskrift en slet skjult henvisning til partisanernes kamp mod nazisterne under 2.verdenskrig:

U znak vječite zahvalnosti Gavrilu Principu i njegovim drugovima borcima protiv germanskih osvajača, posvećuje ovu ploču omladina Bosne i Hercegovine – Sarajevo 7. maja 1945. godine (Dansk: Som tegn på Bosnien og Hercegovinas Ungdoms evige taknemlighed til Gavrilo Princip og hans kæmpende venner mod de germanske erobrere – Sarajevo 7.maj 1945)

Den 28.juni 1952 satte man endnu engang en ny tavle op med et nyt budskab, der denne gang blev skrevet med kyrillisk skrift, hvor frihedsønsket til Jugoslaviens folk blev fremhævet:

Sa ovoga mjesta 28. juna 1914. godine Gavrilo Princip svojim pucnjem izrazi narodni protest protiv tiranije i vjekovnu težnju naših naroda za slobodom (Dansk: På denne plads viste Gavrilo Princip med sine skud 28.juni 1914 den folkelige protest mod tyranniet og vores folks århundredlange stræben mod frihed.

Denne platte blev ødelagt under Bosnienkrigen i 1992.

I Titos Jugsolavien blev Gavrilo Princip og Bevægelsen Mlada-Bosna fremstillet som “unge frihedskæmpere for det jugoslaviske folks uafhængighed” hvilket blev æret ved et museum i Sarajevo. Latinerbroen blev omdøbt til Gavrilo-Princip-Broen. Man lavede en stenplade med fodaftryk af Princips fodspor, der også blev ødelagt under Bosnienkrigen. I 1977 fremstillede man en mindetavle med Princip som nationalhelt.

Efter Bosnienkrigen i 1990´erne omdøbte man igen broen fra Princip-Broen til Latinerbroen. Idag befinder der sig en mindetavle med en meget neutral tekst på henholdsvis Bosnisk og Engelsk.

Museumsmæssig erindring

Efter attentatet udfærdigede man en dødsmaske af Ærkehertugen og Grevinden der blev udstillet på det tjekkiske slot Konopiste. Der findes en identisk maske på slottet Artstetten i Østrig udført i marmor. På samme slot befinder sig også den orden og æresbemærkning som Franz Ferdinand fik på selve attentatsdagen sammen med hertugindens blodbefængte tøj. Ærkehertugens blodplettede skjorte, som han havde overtaget fra sine forgængere, der havde fået dem fra Jesuitterne og som findes på Heeresgeschichtlichen Museum i Wien.

Tronfølgerparret ligger begravet i krypten under slotskirken på Schloss Artstetten i Østrig. På samme slot findes der endvidere et Museum over Ærkehertug Franz Ferdinand. Det viser ikke bare Franz Ferdinand som officiel person, men også som privatperson.

På Heeresgeschichtlichen Museum der har til huse i den smukke Arsenal-bygning i Wien, har man indrettet en særlig Sarajevo-Sal. Der har man blandt andet udstillet den bil, som Franz Ferdinand og hans kone sad i under attentatet. Der er tale om en 6-sædet personvogn af mærket Gräf & Stift. Man kan i vognens venstre side, at det første skud lavede et hul i vognens side. På den højre vognside ser man projektilets hul i siden, det der dræbte hertuginden af Hohenberg.

Køretøjet tilhørte Grev Harrach, der var en personlig ven af den kejserlige familie. Vognen blev købt af greven den 15.december 1910, Harrach lånte bilen ud til formålet som medlem af Freiwilligen Automobil-Korps, stillede han bilen til rådighed for tronfølgerparret i juni 1914. Efter attentatet forblev bilen i Konak ved Sarajevo. I Juli 1914 lovede Grev Harrach at bilen kunne overføres til datidens k.u.k.-Heeresmuseum (kongelige og kejserlige hærmuseum). Her blev bilen udstillet i Feldherrenhalle i perioden 1914-44. Da Wiener Arsenal blev bombet i 1944 led bilen også skade på polstringen og hjulene, omend skaderne var til at udbedre. Siden 1957 har den været på sin nuværende udstillingsplads. I 2003 krævede efterkommere af Harrach at bilen tilkom dem, men uden held.

Ærkehertugens uniform er udstillet, der havde en stolpehat med grøn fjerbusk for tyske generaler, samt en geddegrå våbenkappe for generaler af tredjerangsklasse, blågrå bukser med skarlagensrøde reværer, et feltbind for generaler og hvide læderhandsker. Våbenkappen kan man ved nærmere eftersyn se ved kraven, at der under de tre generalstjerner i højre side, er et lille skudhul, hvor stålkuglen fra attentatmanden trængte ind i tronfølgerens halsvene og skadede luftrøret. Kappen er blodbestængt på den udvendige og indvendige side, ligeledes er der også blod på bukserne. Snittene på den venstre brystdel af kappen og i det venstre ærme stammer fra det første redningsforsøg af den døende. Bagsiden af kappen er skåret op fra krave til det venstre skud, hvilket skyldes at man ikke ville beskadige liget da man skulle tage tøjet af. På den indersiden af kappen er indmaden fjernet i højre side. Det vides ikke præcis hvorfor, men formodentligt fordi, at nogle har taget indmaden som souvenir. Sådanne stofstykker var stadig i omløb på det sorte marked i Jugoslavien efter 2.verdenskrig. Det førte endda til et rygte om, at kappen var blevet stjålet efter attentatet og at den der findes på museet var en forfalskning.

Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Skuddene i Sarajevo. Ærkehertug Franz Ferdinand og hans kone Sophie Chotek blev skudt 28.juni 1914 på deres 5-års bryllupsdag. Et ægteskab der ikke havde den store anerkendelse i konservative Wienerkredse, derfor kunne parret ofte kun høste anerkendelse ved tronfølgerens udlandsbesøg. Franz Ferdinand var stærkt optaget af mere selvbestemmelse til de slaviske dele af Dobbeltmonarkiet, hvilket gjorde ham til en trussel for de sande slaviske – og i særdeleshed serbiske – nationalister. Den 28.juni var iøvrigt Vidovdan, den dag i 1389 hvor serberne led nederlag til Osmannerne på Solsortesletten/Kosovo Polje, men hvor de opretholdt æren da den serbisk-kristne ridder Lazar red ind i tyrkernes lejr forklædt og lykkedes at dræbe Sultanen Murad I. Et storslået attentat i serbisk optik, der reddede æren. 28.juni var som skabt til attentater. Imidlertid var de habsburgiske advarselslamper ikke tændt, et udtryk for overlegent sløvsind. Man valgte dumt at overhøre enhver form for advarsel. Tidligt på dagen blev en bombe kastet mod tronfølgernes bil, men trods dette fortsatte de utroligt nok besøget. De omlagde ruten de kørte igennem byen, men glemte at instruere chaufføren derom. Under kørslen lagde han vejen forbi, hvor en af de desillusionerede attentatmænd – Gavrilo Princip – sad på en udendørs café, dybt skuffet over det mislykkede forsøg. Pludselig stoppede bilen med Franz Ferdinand og Sophie foran ham, han så sin chance tog sin belgisk producerede Browning-pistol og skød først ind i bilen, hvor Sophie blev ramt og derpå et andet skud, der kort efter dræbte Franz Ferdinand. Skuddene i Sarajevo havde lydt. En måned efter erklærede Østrig-Ungarn krig mod Serbien og 1.verdenskrig var brudt ud.

Print siden her