Berliner Sezession
Kunstnergruppe i Berlin – der opstod i 1898 – i opposition til den officielle antimodernistiske kunstindstilling, der fandtes i Kejser Wilhelm II.´s Tyskland. Gruppen havde sin storhed i årene frem til 1. verdenskrig, men fortsatte med at eksistere frem til Hitlers magtovertagelse i 1933.
Secession betyder separation. I 1898 var det Modernisme og Wilhelminisme, og i 1910 var det Ekspressionisme og impressionisme, der delte sig fra hinanden.
I kejsertidens Berlin var den mest magtfulde kunstsammenslutning Verein Berlin Künstler, der havde kejseren som jurymedlem, og som var en stor støtte til traditionel kunst som romantik, barok og klassicisme.
I 1891 afholdt man i Berlin en stor international kunstudstilling, hvor man havde afvist den norske maler Edvard Munchs malerier, der blev anset som anarkistisk provokation.
Elleve berlinske kunstnere dannede en kunstforening, der viste sympati med Munch. Den blev kaldt Die Elf, men man brød ikke med den etablerede kunst. I 1892 udstillede Munch sine billeder på Wilhelmstrasse 92, hvilket førte til en heftig kritik fra ledende wilhelminske malere som Anton von Werner og Hugo Schnars-Alquist, der beskrev den som ”Anstødende, hæslig og gemen”. Berliner Sezession var endnu ikke stærk nok til at bryde med det etablerede, men i 1893 afholdt de Freie Berliner Kunstausstellung, hvor flere kunstnere fra Münchener Secession udstillede. Det gjaldt f.eks. Walter Leistikow, Reinhold Lepsius, Lesser Ury, Max Kruse og Adolf Brütt.
Maleriet Grunewaldsee af Walter Leistikow. Det fik Kejser Wilhelm II. til at udbryde, hvad har han gjort ved min smukke sø. Kilde fra Staatlichen Museen zu Berlin (wikipedia)
I 1898 blev Walter Leistikows landskabsbillede Grunewaldsee afvist af kejseren med bemærkningen: ” Han har gjort hele min sø ved Grunewald beskidt”.
65 kunstnere stiftede herefter Berliner Sezession, da de ikke længere anså det for realistisk, at moderne kunst ville opnå nogen støtte fra officielt hold. Max Liebermann blev den første præsident. I årene 1899-1905 udstillede bevægelsen i en mindre bygning i Kantstrasse i Charlottenburg. Fra 1905 fik man et galleri på Kurfürstendamm, hvor Theater am Kurfürstendamm ligger i dag.
I 1910 brød 27 ekspressionistiske kunstnere ud og dannede Neue Secession, hvor Max Pechstein og Georg Tappert blev nye ledere, men hvor Emil Nolde var den, der førte ordet under bruddet. Denne skarpe konfrontation mellem Impressionisme og Ekspressionisme førte til, at Max Liebermann trak sig som præsident og kort derefter dannede Freie Secession.
Sezession fortsatte med at eksistere, men grundet de mange spaltninger var dens rolle mere tilbagetrukket efter 1. verdenskrig.
Ved nazisternes magtovertagelse lykkedes det at infiltrere foreningen indefra, således at Secession blev fyldt op af nazister og i slutningen af 1933 måtte lukke, da det blev anset for entartete Kunst.
Mindetavle for hvor Berliner Secession holdt til i perioden 1905-1914. Foto fra wikipedia
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Berliner Secession, det betyder seperation. Bevægelsen opstod i forlængelse af den afvisning som Kejser Wilhelm II. havde udtrykt overfor den norske maler Edvard Munch og dennes kunstsyn. Munch blev anset som “anstødende, hæslig og gemen”. I forlængelse af en udstilling som Munch havde holdt i Berlin i 1892, da brød en større gruppering ud og dannede en forening, med ambition om et nyt kunstsyn. Max Liebermann og Emil Nolde er nogle af de mest kendte fra denne tid. De to kunne ikke forene deres kunstsyn og i 1910 kom det til en splittelse, der trak i to retninger, en ekspressionistisk og en impressionistisk. De uenigheder fortsatte indtil, de ufrivilligt blev sat i samme bås af nazisterne, der regnede begge stilarter for “Entartete Kunst” og derpå ophørte bevægelsen med at eksistere.
