Celle Slot
Slottet i Celle i den tyske delstat Niedersachsen var en af fyrstehuset Braunschweig-Lüneburgs residenser. Det firefløjede anlæg er det største slot i den sydlige del af Lüneburger Heide. I Danmark kender vi først og fremmest slottet for, at den danske dronning Caroline Mathilde boede her efter sin affære med Struensee, på grund af hvilken hun måtte forlade Danmark.
Slottets historie siden middelalderen
Slottet i Celle blev grundlagt som et befæstet forsvarstårn med karakter af en vandborg ved et vadested over floden Aller. Dette første fæstningsanlæg blev grundlagt omkring år 980 af en af Brunoner-greverne og fik navnet “Kellu”. I 1292 udbyggede Otto den Strenge borgen med forsvarstårne. Derefter fik borgen sine kælderhvælvinger og de nedre etager af vagttårnet. Resterne finder man under slotsteateret. Omkring år 1315 blev “Castrum Celle” nævnt for første gang skriftligt. Det var del af en daværende befæstning i Celle, som beskyttede byen med bymur, voldanlæg og vandgrave. I 1378 forlagde hertugerne af Braunschweig-Lüneburg deres residens fra Lüneburg til Celle, efter at de var blevet fordrevet af borgerskabet i førstnævnte by; hermed begyndte omdannelsen af borganlægget til slot, hvilket i første omgang gjaldt voldene og gravene. Friedrich den Fromme udvidede omdannelsen i årene 1471-78, og i 1485 blev slotskapellet indviet. Ernst I. lod anlægget udsmykke i renæssancestil i 1530. I de samme år forlagde man befæstningsanlæggene i form af volde og bastioner uden for slotsanlægget. Slottet var på det tidspunkt tidstypisk med en rektangulær gård, et fire-fløjet anlæg og vægtige hjørnetårne samt et stort hovedtårn med karakteristiske kendetegn fra Weserrenæssancen.
Fra 1670 blev der igen foretaget ændringer efter ideer primært fra Hertug Georg Wilhelm, der ønskede at gøre det gamle renæssancesæde til en tidsmæssig residens. Georg Wilhelm var en tidstypisk fyrste og dermed byggelysten, så han lod slottet og dets omgivelser blive repræsentativt udbygget, hvilket skulle minde ham om hans rejser til Italien. Facaden blev efterlignet et venetiansk forbillede og fik dermed sit nuværende udseende. Særligt tydeligt er den krans af gavle, der omgiver taget af i dag, samt de usædvanlige former på de overkuplede tårne. Fra denne tid stammer også slotsteateret samt de barokke statsgemakker.
Da Georg-Wilhelm døde i 1705, sluttede det absolutistiske hof i Celle for hertugerne. Fyrstendømmet Lüneburg gik i arv og blev lagt sammen med Fyrstendømmet Calenberg, der senere blev del af Kongeriget Hannover. Slottet mistede sin politiske betydning og stod tomt i længere tid.
Fra 1772 blev det imidlertid taget i brug af den detroniserede danske dronning Caroline Mathilde. Hun var blevet skilt fra den lettere sindsforvirrede danske konge Christian VII. efter en angivelig affære med kongens livlæge Johann Friedrich Struensee. Denne var blevet henrettet, men Caroline Mathilde kunne nøjes med en forvisning fra København. At hun overlevede skyldtes det faktum, at det ville være svært at dræbe kongelige, og hun var søster til den engelske konge Georg III. Det engelske kongehus var også af slægten Hannover, og derfor fik man i stand, at det tomme slot kunne blive Caroline Mathildes. Hun holdt et beskedent hof i Celle, men døde allerede i 1775 af skarlagensfeber kun 23 år.
I det 19. århundrede blev slottet lejlighedsvis brugt af kongehuset i Hannover som sommerresidens, hvor arkitekten Georg Ludwig Friedrich Laves fik frie hænder til at gå i gang med en større ombygning indvendigt i årene 1839-40.
Slottet blev under Første Verdenskrig brugt som fangelejr for op til 300 fanger med højere rang. I årene 1945 til 1958 fandtes her Kunstgutlager Schloss Celle.
Slottet i dag
I slottets indre findes mange smukke rum og sale fra forskellige byggefaser. De barokke rum fra Georg Wilhelms regeringsperiode er smukt bevaret. I den gotiske hal findes der skiftende udstillinger, og i østfløjen har der siden 2007 befundet sig det nyåbnede Residensmuseum, hvor man får Welfernes samt Kongeriget Hannovers historie. I årene 1978-81 blev slotsrummene og slotskapellet restaureret og gjort tilgængelige ved rundvisninger. Særligt tårnværelset er imponerende. Som del af slottet kan man også se en udstilling om Caroline Mathilde, Struensee og Christian VII.
Slotskapellet
Det gotiske kapel på slottet i Celle blev anlagt før Reformationen i slutningen af det 15. århundrede. Det blev opført som en del af den udvidelse, der fulgte af, at slottet blev udbygget til residens for Fyrstendømmet Lüneburg til de regerende Hertuger af Braunschweig-Lüneburg. I 1485 blev kapellet indviet.
Grundlæggeren af den nuværende kapeludsmykning var Wilhelm den Yngre, Hertug af Braunschweig-Lüneburg. Hans fader Hertug Ernst I. “Bekenderen” indførte som den første protestantiske Welfer-hertug Reformationen i Celle i 1525 og i hele fyrstendømmet i 1527. Wilhelm den Yngre nyetablerede fuldstændig slotskapellet i årene 1565-76 og lod det omdanne til et evangelisk kapel. Der blev opført loger til herskabsstanden og adelen, derudover et alter, en prædikestol og et orgel. Mere end 78 malerier stammer fra denne tid. Hovedværkerne er malet af den flamske maler Marten de Vos i dennes værksted. Derudover består kapellet af 50 sandstensrelieffer med mere end 120 tavler med bibelcitater og fornemt træskærerarbejde. Dette fantastiske samleværk har stort set ikke forandret sig siden reformationstiden. Det hører til højdepunkterne indenfor religiøs kunst i det nordtyske rum, og dets renæssanceværk er af fremragende kunsthistorisk betydning. Slotskapellet er en af de mest betydningsfulde lutherske hofkirker i Europa.
Siden det tidlige 18. århundrede har det stået klart, at kapellet er truet af nedstyrtning, og at indeklimaet tærer på malerierne. I 1840 tog man fat i et udbedringsarbejde, som blev beordret af Kong Ernst August I. af Hannover. Igen i årene 1864-66 fandt der en omfattende restaurering sted beordret af Kong Georg V. den sidste konge af Hannover. Han fik lavet et portræt af sig selv og dronning Marie til højre for prædikestolen og overfor herskabsstanden. I 1980´erne gennemgik kapellet en stabilisering. I tiden derefter har antallet af turister, som har set kapellet, været kraftigt stigende, men det har også været årsag til en højere luftfugtighed og dermed betragtelige skader på de malerier, der overvejende er malet på træ. Siden 1995 har kunstværkerne i kapellet været beskyttet af en glasplade.
Slotsteateret
Særligt seværdigt er slottets Hofteater, et af de ældste bevarede teatre af sin slags og et af de få barokke teatre i Nordtyskland. I dag spiller et ensemble på teateret.
Dagens slotsteater opstod på foranledning af Hertug Georg Wilhelm, der opholdte sig i Venedig, før han trådte ind i rollen som konge, og hvor han stiftede bekendtskab med italiensk opera. Teaterets byggearbejde begyndte i 1670 og var overvejende færdigt i 1675. Hertugen fandt underhold til forskellige skuespils-ensembler fra både Frankrig og Italien, men også fra naboen i Hannover. Da hertugen døde, stod teateret ubrugt indtil Caroline Mathildes kortvarige ophold, hvor salen blev udvidet.
Teateret var tiltænkt hoffet og ikke anrettet på åbenhed for offentligheden, hvilket gjorde, at det først var i slutningen af 1700-tallet, at der kom et beskedent omfang af tilskuere ind til en forestilling. De intime forestillinger fortsatte med at fungere regelmæssigt til slutningen af 1800-tallet, indtil driften blev indstillet i 1890. I 1935 blev der påbegyndt en grundlæggende sanering.
Slotsparken
Da slottet ikke længere blev brugt militært, nedbrød man de ydre bastioner af slottet i årene 1785-1802 og fyldte meget af materialet i de dengang langt dybere slotsgrave. Fra og med 1826 begyndte man at anlægge et haveanlæg, da de ydre forsvarsvolde også blev sløjfet. I stedet blev der plantet træer, stauder og græs. I det 19. århundrede opstod der umiddelbart rundt om slottet en landskabshave. Omkring år 1900 blev noget af haven dog givet til beboelse, men med 7 hektar var der også rum for dette. Den dag i dag ligger slottet stadig på en ø med omkransende voldgrave.
Udenfor fæstningsområdet, men dog umiddelbart tæt på slottet, lod Georg Wilhelm anlægge en fransk have i slutningen af det 17. århundrede, hvilket vil sige en park efter fransk forbillede. Den tidligere barokke grundstruktur er i dag kun genkendelig i dele af parken, da dele af parken er omdannet til en landskabspark.
