Cölln

En middelalderlig by, der var beliggende på den ø, der ligger i floden Spree, lige overfor det middelalderlige Berlin, og som havde Nikolaiviertel og Molkenmarkt som centrum. I senmiddelalderen voksede de to byer sammen til dobbeltbyen Berlin-Cölln, der sammen udviklede sig til dagens storby Berlin.

Berlin og Cölln lå på hver sin side af Spree. Kortet har det 13.århundrede som udgangspunktet. Beskrivelsen er lavet Karl Friedrich Klöden

I 1237 nævnes Cölln første gang skriftligt, og dette årstal har siden været gældende som grundlag for byjubilæerne i 1937 (700 år) og 1987 (750 år), selvom det eneste bevarede bekræftende dokument for byens oprindelse først kan dateres til 1238, og at kun Cölln og ikke Berlin nævnes.

Beboere og Næringsliv

Byens centrum var  Petriplatz, hvor Petrikirche lå på Gertraudenstrasse og rådhuset i Cölln i Brüderstrasse. Petrikirche blev kraftigt beskadiget under Anden Verdenskrigs bombardementer og nedrevet i 1964. Det var i denne kirke, at præsten Simeon fra Cölln virkede. Hans udtalelser om tiendestriden i Brandenburg fra 1237 er de omtalte første skriftlige beviser for en by ved navn Cölln og i den henseende også gældende for Berlin. Skytspatronen for kirken var Sankt Peter, hvilket også gjaldt for domkirken i Brandenburg, den daværende hovedkirke i Mark Brandenburg, samt for domkirken i Køln, en af datidens vigtigste kirkelige centre i det tysktalende område. Man mener, at navnet Cölln er en direkte inspiration fra Køln ved Rhinen. Berlins første Schultheiss – en middelalderlig fogedfunktion – hed Marsilius og var en handelsmand, der stammede fra Rhinlandet tæt på Køln. Nytilkomne handelsfolk var også den vigtigste befolkningsgruppe, og de boede i Breite Strasse ud mod Spree, hvor de lagde til med deres skibe og derpå udbød deres varer. I 1864 udgav Adolf Streckfuss en populær bog med titlen Vom Fischerdorf zur Weltstadt (Fra fiskerleje til verdensby), hvor en teori blev udbredt om, at Cölln var opstået som slavisk fiskerby, men dette har dog ikke kunne bekræftes af historiske spor. Årringe-analyser har ikke kunnet spore noget ældre end cirka 1170, hvilket i langt højere grad tyder på, at byen er opstået som et led i den askaniske tilstedeværelse fra 1157 og frem. Dette understøttes endvidere af, at Cölln bærer den brandenburgske ørn i sit våbenskjold og har den samme skytspatron som domkirken i Brandenburg, formodentlig som en udvidelse eller modvægt til Berlin.

Berlin og Cölln omkring år 1250. Kilde fra Reddit.

På Berlinersiden af Spree var Nikolajkirke centrum i byen. Da den hellige Nikolaus fra Myra var skytspatron for handelsfolk, har det været formodet, at Berlin blev grundlagt for at tiltrække fjerne handelsfolk, hvilket var typisk for bykernen med Nikolajkirken i centrum.

Mühlendamm (Mølledæmningen) opdæmmede vandet, der skulle bruges til at drive møllerne. Transporten af varer over Mühlendamm skulle være et alternativ til de hidtidige handelsbyer ved Spree, nemlig Spandau og Köpenick. Storhandelen, der foregik mellem øst og vest, det vil sige vestlige byer langs floden Elben som Hamborg og Magdeburg,  var for at handle med østlige byer langs floden Oder som Posen, Stettin og Frankfurt(Oder) tvunget til at lægge transporten af varer forbi Mühlendamm. Der blev samtidig indført en handelstold og en pligt til at sætte sine varer til salg dér. Omvendt stimulerede det salget af kornsorten rug og træ fra området rundt om Berlin og Cölln. Det fik begge byer til at vokse betragteligt i indbyggertal og ikke mindst i rigdom. Imidlertid var det kun Berlin, der voksede i størrelse, da man anlagde Mariekvarteret rundt om Marienkirche. Cölln var naturligt begrænset, da den var beliggende på en ø. Den hurtigt voksende rigdom i dobbeltbyen ses ved omstændigheder som, at den første Landdag i Mark Brandenburg blev afholdt i Berlin i 1280, og at der i selvsamme år første gang præges mønt i byen.

Historie

Det tidligste skriftlige vidnesbyrd om eksistensen af Cölln stammer fra 1237, hvilket er syv år før Berlin nævnes første gang i 1244. Cölln husede et dominikansk kloster fra omkring år 1297, der igen husede den teutonske orden.  I 1307 fik de to byer fælles forvaltning og fungerede fra da af som en dobbeltby. I byens magistrat var Berlin i kraft af sit større befolkningstal udstyret med flere stemmer. Denne magistrat besluttede at opføre yderligere en bro, Lange Brücke, mellem de to bydele (i dag: Rathausbrücke), hvor man oprettede et fælles rådhus. Den fælles politik førte til et tættere forbund med andre byer som Frankfurt an der Oder, Brandenburg og Salzwedel for at beskytte byernes rettigheder overfor landsherrer og mod ydre farer.

I 1432 sluttede de to byer Cölln og Berlin sig sammen med fælles forvaltning på alle punkter. Dette blev imidlertidig annulleret allerede i 1442 af kurfyrst Friedrich II, da han så den styrkede by som en trussel mod sin magt. Det lykkedes dermed Friedrich med tilnavnet Jerntand (Eisenzahn) at tvinge det lille Cölln til at give ham en plads til opførelsen af en borg, der siden udviklede sig til Berlins byslot. Dette fungerede fra slutningen af det 15. århundrede som residens for kurfyrsterne af Brandenburg og blev arkitektonisk bygget sammen med dominikanerklosteret.

I tidsperioden 1658-83 blev Cölln og Berlin befæstet efter planer af Johann Gregor Memhardt. Denne befæstning fulgte primært den middelalderlige bymur. Enkelte steder forlagde man byportene. Cölln lå efter fæstningsbyggeret ikke ved ydergrænsen, men i centrum med den ny bydel Friedrichstadt i vest og Neu-Cölln (ikke at forveksle med nutidens Neukölln) i syd. Flere bastioner fra byggeriet kan dog ses i bybilledet, særligt på Hausvogteiplatz.

Berlin (rød) og Kölln (gul) med forsvarsgravene rundt om. Kilde: Johann Marius Friedrich Schmidt i “Historischer Atlas Berlin in VI in Grundrissen nach Gleichen Massstabe 1415-1800” fra 1835.

I 1710 blev byerne Berlin, Cölln, Friedrichswerder, Dorotheenstadt og Friedrichstadt forenet til Kongelig Hoved- og Residensstad Berlin.

Fæstningsmurene gav snart ikke mening længere grundet den hastige bymæssige ekspansion. I 1734 blev de sløjfet og erstattet af en toldmur.

I middelalderen havde Cölln cirka 1400 indbyggere. Som bydel i Berlin omfattede Cölln hele Spreeøen. Bydelen blev i 1920 optaget i den berlinske kommune Mitte. Under Anden Verdenskrig blev 30 procent af bygningerne i området ødelagt. Kun 10% var helt ubeskadiget, og det skulle nu besluttes, om det skulle udbedres og genopbygges. Mange af bygningerne blev nedrevet og ofte ganske dramatisk og som et led i DDR´s øverste ledelses foragt for den del af historien, der ikke understøttede deres egen udlægning. Den enkeltbegivenhed, der printede sig mest tydeligt på nethinden ved Ullbrichtstyrets trang til at ødelægge kulturarven, var sprængningen af Hohenzollernes slot i 1950. Modernistiske højhuse skulle erstatte det historiske og ændre det grundrids, byen havde haft siden middelalderen. Området i dag vil stort set ikke være at kende i forhold til det middelalderlige Cölln.

Anders siger: Cölln er det ofte mystiske element af et navn, som der bliver insisteret på at blive fortalt om i de mange guider, der kommer om Berlin. Du finder stort set kun navnet i dag i Neukölln, der intet har med det historiske Cölln at gøre. Cölln var lillebroderen til store Berlin. Byen vedblev dog at have sit middelalderlige udseende helt frem til 2. verdenskrig. Cölln er øen i Spree, hvis nordlige del præges af de prægtige 5 museer, domkirken og genopførelsen af slottet. Den midterste del domineres af Breite Strasse, der intet charmerende har over sig. Den sydlige del af øen, der kaldes Fischerinsel, er dog værd at spadsere rundt på. Den har en historisk havn og en lille park, og gaderne virker mere borgernære. 

Print siden her