De Hvide Busser
De Hvide Busser var en aktion der blev iværksat af den svenske Grev Folke Bernadotte i slutningen af Anden Verdenskrig med det formål at redde Skandinaver – danske og nordmænd – der sad indespærret i de tyske KZ-lejre. Navnet kommer af at de busser der blev brugt til formålet var malet hvide – mens de alle havde malet røde kors (på taget – på siden, bagpå og foran), for at de kunne skelnes fra militære køretøjer.
I forlængelse af dansk og norsk planlægning blev aktionen for alvor iværksat i marts og april 1946 i regi af det svenske Røde Kors. Det lykkedes at redde mere end 15.000 skandinaver og personer med anden nationalitet ud af koncentrationslejrene fra de tyskdominerede områder.
Førsteprioritet var at hente skandinaviske politiske fanger ud, men også svenske kvinder og børn der boede i Tyskland blev bragt mod nord af de Hvide Busser. Endelig kunne man såfremt det var muligt også medtage andre. Aktionen var en utrolig stor succes og reddede rigtig mange fangers liv, men omvendt har der også været kritik for det ensidige fokus på skandinaviske fanger, hvor alle andre fanger måtte efterlades til kummerlige skæbner og endelig også en kritik af at man samtidig ydede transporthjælp til tyske SS.
Ud ad 770 deporterede norske jøder overlevede der kun omkring 30, det var kun ganske få der blev reddet med de Hvide Busser.
Aktionen med de Hvide Busser – her ses busserne på et billede taget tæt på Friedrichsruh. Foto fra svensk Røde Kors
Skandinaviske fanger i Tyskland
Den 9.april 1940 invaderede det nazistiske Tredje Rige såvel Danmark som Norge. Nordmændene tog kampen hårdt op mod invasionsmagten hvilket betød at der allerede i juni 1940 blev oprettet den første fangelejr – Ulven lige udenfor Bergen. Da modstanden mod okkupationen tog til blev stadig flere nordmænd arresteret. De fleste forblev i lejre i selve Norge, men trods dette var der tusindvis der blev sendt til lejre i Tyskland og Polen – de første allerede i sensommeren 1940. I Danmark så man først for alvor tendens til deportation og større arrestationsbølger, da samarbejdsregeringen gik af 29.august 1943.
De skandinaviske fanger i Tyskland var inddelt i forskellige kategorier; fra de såkaldt “civilt internerede” der var indkvarteret hos civile og som nød en vis frihed og til de såkaldte NN-fanger (Nacht und Nebel – Nat og Tåge) der skulle arbejde sig selv til døde. I takt med at der kom flere skandinaviske fanger i Tyskland, da øgedes det organiserede hjælpearbejde. I Hamborg opsøgte de norske sømandspræster Arne Berge og Conrad Vogt-Svendsen de indsatte fanger og hjalp dem med mad og formidlede breve hjem til deres familie i Norge og Danmark. Hiltgunt Zassenhaus fungerede som fast tolk ved fangebesøgene og gjorde en stor indsats for fangernes velbefindende. Vogt-Svendsen knyttede kontakt med de civiltinternerede på godset Gross-Kreutz vest for Berlin i form af familierne Hjort og Seip. I foråret 1944 var den norske eksilregering i Londons plan at evakuere og redde efter en allieret besættelse af Tyskland. Samtidig med at det skete oprettede en del nordmænd i Stockholm på eget initiativ foreningen “Den midlertidige Fangehjelp”. Deres pressemand Odd Medbøe rejste i 1944 fra Berlin til Norge hvor han etablerede kontakt med den familierne ved Gross Kreutz. De vigtige bånd blev siden overtaget af den svenske udenrigstjeneste. I januar 1944 kunne Medbøe formidle til Ditleff at der var kontakt med hemmelige norske komiteer i såvel Berlin som Hamborg. Idet den britiske regering havde strenge krav til eksilregeringen i London til hvem de måtte føre kontakt med, da måtte den norske delegation i Stockholm periodevis arbejde uden godkendelse fra regering.
Kredsen på godset Gross Kreutz udarbejdede omfattende lister over fanger og hvor de opholdt sig. Listerne blev sendt til Sverige samt til den norske eksilregering i London hvilket skete via den svenske ambassade i Berlin. Den norske diplomat Niels Christian Ditleff var en særdeles engageret diplomat i Stockholm der arbejdede for at fremme de skandinaviske fangers skæbne. Ved årsskiftet 1944-45 var det totale antal norske civile og politiske fanger cirka 8000 fanger og dertil 1.125 militære krigsfanger.
På dansk side havde admiral Carl Hammerich længe arbejdet med hemmelige planer om at danne et “Jyllandskorps” hvis formål var at redde danskere og nordmænd ud fra KZ-lejrene. Hammerich plejede glimrende kontakt med både de norske sømandspræster i Hamborg, kredsen på Gross Kreutz og med diplomaten Ditleff i Stockholm. I 1945 sad der omkring 6.000 danske fanger i Tyskland. Danskerne havde forberedt et kæmpe planlægningsarbejde, registrerede fanger, transportresourcer, forplejning og karantæne for fanger ved ankomst til Danmark. Hammerich besøgte Stockholm i februar, april og juli 1944 hvor han diskuterede planerne med Ditleff.
Evakuering eller “Stay Put”
I takt med at de allierede styrker i 1944 nærmede sig Tyskland blev det besluttet fra SHAEF (de allieredes hovedkvarter) hvad der skulle ske med fangerne. Major i den norske eksilregering Johan Koren Christie havde den 23.september 1944 udarbejdet en plan for dette; det korte af det lange i den plan var at fangerne skulle “stay put” og vente på at blive befriet af de allierede. De to norske familier Hjort og Seip på godset Gross Kreutz fik kendskab til dette måneden efter og reagerede raskt på dette; Johan Bernhard Hjort skrev en rapport hvor han kraftigt frarådede at følge dette forslag. Han argumenterede for at fangerne risikerede at blive likvideret, og anbefalede at fangerne måtte reddes ud af Tyskland før at landet blev okkuperet af de allierede, hvorpå han skrev:
Der henstilles indtrængende til at overveje om de norske myndigheder; om ikke den svenske regering kan formås til at intervenere til fordel for i hvertfald de norske og danske civilfanger i Tyskland, inklusive dem i fængsler og tugthuse, med det mål for øje at fangerne bringes til Sverige og bliver der til krigens afslutning.
Hjorts rapport fra oktober 1944 er i første omgang et forslag om at svenskerne skulle tage aktion og redde de skandinaviske fanger; i første omgang blev forslaget køligt modtaget. Nordmændene anså det for at være Norge der skulle gøre dette og man var ikke indstillet på at Svenskerne skulle gives en mulighed for at udmærke henimod krigens afslutning.
I Stockholm nægtede Ditleff at godtage retningslinjerne fra Londonregeringen og fortsatte med at bearbejde svenskerne samt det Svenske Udenrigsdepartement for at tage affære og redde de skandinaviske fanger. I september 1944 tog Ditleff spørgsmålet om evakuering op med Grev Folke Bernadotte der stillede sig positiv overfor dette. Den 30.november 1944 overleverede Ditleff et notat til den svenske udenrigstjeneste om “Momenter til svensk aktion for fangehjælp”. Ditleff handlede dog stadig overvejende på eget initiativ. Den 29.december 1944 gav det imidlertid resultat, da den norske regering i London gav ambassaden i Stockholm besked om at den var klar til at diskutere muligheden for en svensk aktion til fordel for de skandinaviske fanger.
Samtidig med at Ditleff havde forsøgt at påvirke den norske Londonregering da havde danskerne fået tysk tilladelse til at hente fanger ud. De første der blev hentet var danske politimænd fra KZ-Buchenwald, hvor den første transport fandt sted 5.december 1944. Frem til slutningen af februar 1945 hentede danskerne med deres egne køretøjer 341 fanger hjem, hvoraf de fleste var syge. De transporter gav danskerne værdifulde erfaringer som siden skulle komme de Hvide Busser til gode.
Des tættere man kom på krigens afslutning var det en reel frygt at fangerne i koncentrationslejrene risikerede at blive likvideret. Ifølge Wanda Heger blev de advaret om dette af spionen Paul Rosbaud (kendt under dæknavnet Griffen). Seip og Hjort blev også informeret af en kommandant fra en af de større lejre om at fangerne ville blive likvideret når faren for en allieret invasion rykkede nærmere. Kommandanten berettede om at likvideringen skulle foregå på en halv time.
