Guldsporeslaget ved Kortrijk 11. juli 1302

Guldsporeslaget – flamsk: Guldensporenslag og Fransk: Bataille des éperons d’or – var et slag, der blev udkæmpet mellem kongeriget Frankrig og Grevskabet Flandern ved Kortrijk i dagens Belgien 11. juli 1302.

Den 18. maj 1302 kom det til opstand i den flamske by Brugge – Brugse Matin – hvor byens borgere reagerede på 2 års fransk besættelse og kulmination på mange års uro. Der vurderes at være blevet dræbt omkring 2.000 franskmænd og franskvenlige (Leliaerts). Begivenheden førte til, at den franske konge Filip IV. på stedet sendte en ekspedition under ledelse af Grev Robert II. af Artois på 8.000 soldater af sted for at nedkæmpe oprøret, heriblandt 2.500 armerede mænd. Den franske hær mødte til gengæld en flamsk hær på 9.400 mand, der baseret på borgerværn i de flamske byer.

Da de to hære mødtes udenfor den flamske by Kortrijk 11. juli 1302, men da var det franske kavalleri, der normalt ville betyde sejr, ikke i stand til at besejre de veltrænede, veludstyrede og udrustede flamske fodfolk med deres infanterispyd og kloge taktiske formationer på slagmarken. Resultatet var et chok for den franske adel, som led store tab til flamlænderne. Slaget er ligeledes blevet kendt i krigshistorien som et tidligt eksempel på, at infanteri var i stand til at overvinde tungt kavalleri i form af taktik og overraskelsesangreb.

I det 19. og 20. århundrede blev Guldsporeslaget et vigtigt kulturelt referencepunkt for den Flamske Bevægelse. I 1973 valgte man 11. juli – dagen for slaget – som den officielle festdag for det flamske samfund i Belgien. Dagen er derfor af stor betydning for nutidens Flandern.

I Guldsporeslaget ved Kortrijk 11. juli 1302 stod greverne af Flandern overfor den franske konges styrker. De flamske ledere var Willem af Jülich, Guy af Namur, Pieter de Koninck, Jan Borluut og Jan van Renesse, der havde mellem 8.400 og 10.400 mand stort set infanteri. På den franske side stod Grev Robert II. af Artois med cirka 3.000 riddere, 1.000 bueskytter, 1.000 infanterister med spyd og 3.500 infanterister. Franskmændene mistede omkring 3.500 mand mod 100-300 hos flamlænderne.

Baggrunden for konflikten op til Guldsporeslaget

Den Fransk-Flamske Krig 1297-1305 har sine rødder tilbage til, da Filip IV. “Den Smukke” besteg den franske trone i 1285. Han håbede på at genvinde kontrollen med Grevskabet Flandern, der havde haft en semi-uafhængig tilknytning som grevskab i Kongeriget Frankrig. Filip havde endda visioner om at gøre det til en del af det franske kronland. I løbet af 1290´erne forsøgte Filip at vinde støtte hos det flamske aristokrati og havde også succes med hermed hos nogle lokale adelige såsom Johann von Hennegau (John d´Hainaut, Holland og Zeeland). Den franske konge blev modgået af Gwijde van Dampierre, der indgik i en ægteskabsalliance med England mod Frankrig.

De rige flamske byer var dog meget splittet på spørgsmålet, og byerne var splittet i forskellige fraktioner mellem “Leliaerts” (liljer), der var pro-franske, og “Claws” (Clauwaerts), der i Brugge blev anført af Pieter de Coninck,som kæmpede for flamsk uafhængighed.

I juni 1297 invaderede franskmændene Flandern og fejrede hurtigt succeser med deres aktion. Flamlænderne blev yderligere svækket af, at englænderne under Kong Edward I. trak sig tilbage fra Flandern for at koncentrere sig om deres krig mod Skotland. Det førte til, at flamlænderne og franskmændene underskrev en midlertidig våbenhvile ved Sint-Baafs-Vijve. I januar år 1300 var våbenhvilen udløbet. Franskmændene invaderede  igen Flandern, og i maj år 1300 var de i total kontrol med området. Gwijde van Dampierre blev fængslet, og Kong Filip rejste rundt i Flandern og introducerede nye administrative tiltag.

Da Filip forlod Flandern,  udbrød der uro ud i den flamske by Brugge, som rettede sig mod den franske guvernør Jacques de Châtillon. Natten til den 18. maj 1302 angreb de oprørste borgere i Brugge – under deres ledere Pieter de Koninck og Jan Breydel – alle de franskmænd, de kunne finde, og dræbte dem. Ifølge en legende skete dette ved at tvinge dem til at udtale det flamske Schield en Vriend! – som franskmænd skulle have særligt svært ved at sige. Denne massakre/opstand blev kendt som Brugse Matins. Da Gwijde van Dampierre stadig var fængslet, overgik kommandoen for de flamske hære til John og Gwijde af Namur (flamsk: Namen). De fleste byer i Grevskabet Flandern indvilligede i at tilslutte sig opstanden med undtagelse af den største by Gent, som krævede neutralitet. De flamske adelige stillede sig på fransk side, da de frygtede, hvad der kunne ske, hvis de lavere klasser fik del i magten.

I 1905 fandt man på New College, Oxford, denne fornemme fremstilling af slaget helt tilbage fra “Brugse Matin” til selve slaget og fejringen af dette. Den er i dag udstillet i selve Kortrijk under navnet “Kist van Oxford” og kendes også som “Courtrai Chest”. Billede fra wikipedia

Styrkeforholdet mellem de to sider

Kong Filip IV. af Frankrig sendte en stor styrke mod Brugge, som blev anført af Grev Robert II. af Artois. Til at modgå franskmændene samlede flamlænderne en stor infanteristyrke under ledelse Willem van Jülich, der primært kom fra Brugge, Vestflandern og den østlige del af grevskabet. Byen Ypres sendte 500 mænd under ledelse af Jan van Renesse og på trods af, at byen Gent ikke deltog i opstanden, ankom Jan Borluut med 700 frivillige fra Gent.

Den flamske hær bestod primært af byværn, der var veludstyrede og veltrænede. Militserne kæmpede primært som infanteri, var organiseret og betalt af gildelaugene og udstyret med stålhjelme, lette ringbrynjer, spyd, lanser, buer, armbryst og den særlige goedendag. Alle flamske tropper under slaget havde hjelme, nakkebeskyttere, jern- eller stål handsker og effektive våben, omend ikke alle soldater var udstyret med ringbrynjer. Det specielle flamske våben: goedendag var lavet af et 1,5 meter langt træskaft toppet med en spids, der pegede ud mod fjenden. Flamlænderne var velorganiserede og var i form af hyppige fælles øvelser vant til at kæmpe sammen. De bestod af 8.000-10.000 infanterister og omkring 400 adelige. Derudover kunne man mønstre omkring 900 bue- og armbrystskytter. Den flamske milits dannede en formation mod kavalleriet med spyd og goedendags, som rytterne måtte forcere igennem. På grund af, at de fleste flamske adelige enten afstod fra at kæmpe eller kæmpede med Frankrig, var der kun meget få riddere på flamsk side. Annalerne fra Gent – Annales Gandanses – nævner, at der kun skulle have været 10 kavallerister i den flamske styrke.

Det særlige flamske våben Goedendag, der blev brugt under Guldsporeslaget i 1302. Foto fra wikipedia

Franskmændene så på papiret langt stærkere ud og særligt, da man i datiden ikke kendte til eksempler på, at kavallerister kunne besejres af infanterister. Kernen i den franske styrke var 2.500 adelige kavallerister, som bestod af riddere og væbnere, der var opdelt i 10 formationer bestående af 250 armerede ryttere. Ved slagets start skulle de omgrupperes til tre slagmarker, således at den første og anden skulle udkæmpe slaget, og den sidste tredjedel skulle holdes i reserve og først sendes ind til sidst. Denne kerne var understøttet af 5.500 infanterister, en blanding af armbrystskytter, spydmænd og let infanteri. Armbrystskytterne udgjorde omkring 1.000 mand, hvoraf de fleste kom fra Kongeriget Frankrig og nogle fra det nordlige Italien og Spanien. Datidens militære teoretikere opfattede ridderne for at være det samme værd som 10 fodsoldater.

Guldsporeslaget 11. juli 1302

Den flamske styrke mødtes ved Kortrijk 26. juni og belejrede slottet, der husede en fransk garnison. I forbindelse med belejringen forberedte de flamske ledere sig i nærheden på at tvinge franskmændene til et slag tæt ved byen. Det franske modsvar var imponerende med 3.000 riddere og 4.000-5.000 infanterister. Den flamske hær var ikke i stand til at erobre slottet, og de to styrker mødtes i åbent terræn den 11. juli tæt ved byen ved siden af åen Groeninge.

Marken ved Kortrijk var krydset af adskillige grøfter og grave, som flamlænderne havde gravet, da Filips hær samlede sig. Nogle var dræn fra floden Leie – fransk: Lys – mens andre blev dækket med skidt eller camoufleret med grene, hvilket gjorde det vanskeligt for franskmændene at overskue og indtage de flamske formationer. Den våde og mudrede undergrund gjorde det også svært for kavalleriet, der ikke kunne få fart på sine angreb. Franskmændene sendte fodfolk til at placere tømmer over vandløbene, men de blev skudt ned, før de kunne udføre deres ordre. Flamlænderne kunnne dermed placere sig selv i stærke defensive positioner, hvor de dannede en arena omringet med deres defensive våben. En af siderne blev udgjort af floden Leie. Fronten repræsenterede den franske hær. Stort set samtlige flamlændere indtog fordelagtige positioner.

Kort over slagmarken og positionerne som franskmænd og flamlændere indtog. Floden er Leie der løber mod nord og øst. Derudover ses slottet i Kortrijk øverst. Kort fra wikipedia

Franskmændene havde imidlertid mulighed for at bruge deres bueskytter og armbrystskytter, hvor de var i stand til at få de 900 flamske ligemænd til at forlade deres positioner og trække sig tilbage. Franskmændenes bueskytter begyndte at ramme de flamske infanterister, men de gjorde ikke megen skade.

Den franske øverstkommanderende Robert af Artois var bekymret for, at de undertallige franske infanterister skulle blive angrebet fra alle sider af de stærkt udrustede flamske infanterister. Derudover ville flamlænderne være i ideelle positioner, og et angreb fra fransk kavalleri ville være vanskeligt. Han tilbagekaldte derfor sine fodsoldater for at give plads til sine 2.300 svært bevæbnede kavallerister og gav ordre til en bølge af to angreb. Franskmændene foldede deres banner ud og angreb!

Nogle af de franske fodfolk blev endda trampet ihjel af deres egne kavallerister, men de fleste lykkedes det at komme tilbage i sikkerhed. Kavalleriet buldrede hurtigt frem med meget lidt reaktionstid for flamlænderne. Fælderne gav problemer for rytterne, og nogle faldt også af deres heste. Trods indledende forvirring lykkedes det franskmændene at krydse forhindringerne. Franskmændene kunne samles og regruppere.

Klar til kamp foretog de franske riddere og mænd et hurtigt skift og med deres lanser i position og angreb de de flamske hovedlinjer. De flamske armbrystskytter og bueskytter faldt tilbage og overlod scenen til lansebærerne. Der lød stor larm fra slagscenen. De disciplinerede flamske fodsoldater holdt deres lanser klar ved jorden og stod med deres goedendags til at møde den franske udfordring. Den flamske infanterivæg veg ikke, og en del af det franske kavalleri veg tilbage. Hovedparten af de franske kavalleristyrker ramte imidlertid flamlænderne i et øredøvende brag, da heste buldrede ind i mænd. Imidlertid holdt de fleste flamske linjer fast, og mange af de franske riddere blev slået af deres heste og dræbt med goedendag og lanser, der gennemborede deres rustninger. De kavallerister, der havde succes med at bryde igennem, blev omringet af reservisterne og dræbt eller tilfangetaget.

Robert af Artois forsøgte at vende slagets gang ved at kalde sine 700-mands reserve til angreb samt ved selv at deltage i angrebet med sine personlige riddere og trompetblæsende angribere. Imidlertid forblev reservisterne stationære, og det kom ikke til nogen form for angreb på flamlænderne, da disse var nødsaget til at forsvare de franske forsyninger. Artois var i stand til at angribe Gwijde de Namurs tropper, men ikke til at bryde den flamske formation. Artois´ mænd blev nu angrebet af friske flamske styrker, og franskmændene kæmpede tilbage med desperat mod i erkendelse af, hvilken overhængende fare de befandt sig i. Artois forsvarede sig selv beundringsværdigt. Hans hest blev fældet af en lægmand Willem van Saeftinghe, og greven blev efterfølgende dræbt med mange sværdstik. Ifølge folkesagn skulle greven have tryglet om at få sit liv skånet, men flamlænderne skulle have nægtet at spare hans liv, da de ikke kunne forstå, hvad han sagde.

Flamlænderne med deres Goedendag i det store Guldsporeslag. Motiv fra wikipedia

Da de franske riddere blev klar over, at de ikke længere ville blive hjulpet, mistede de angrebsiveren og blev drevet tilbage til de små flodløb i marsken. De for uorganiserede rundt uden heste og druknede ofte i mudderet samt var nemme ofre for de flamske infanterister. Et sidste desperat forsøg blev foretaget af den franske garnison, der befandt sig på det belejrede slot, som var omringet af en flamsk styrke. Det franske infanteri var rystet over at se sine riddere blive slagtet på slagmarken under deres tilbagetrække. Den flamske front jagtede sine modstandere, som de massakrerede. De overlevende franskmænd flygtede kun for at blive holdt op mere end 10 kilometer væk fra slagmarken af flamlænderne. Usædvanligt for denne tid blev der stort set ikke taget fanger af de franske riddere, men derimod foretaget hævn over den franske “hårdhed”.

I Annales Gandanenses konkluderes det om angrebet:

Således gik det, som Gud ville det, at krigskunsten, blomsten af ridderligheden med heste og de fineste hjælpere blev nedslagtet af vævere og hyrder og jævne folk fra Flandern, der var stærke, mandige, veludrustede, modige og under eksperter. Det smukke og stærke ved den store franske hær blev gjort til skamme, og den franske ære blev spist af skidt og orme.

Slagets konsekvenser

Efter at den franske hær var blevet besejret, konsoliderede flamlænderne kontrollen med Grevskabet Flandern. Den 13. juli 1302 overgav Kortrijk Slot sig til John af Namur, og den 14. juli 1302 drog hæren ind i Gent, hvor det hidtidige patriciervælde i byen såvel som i den anden stærke tekstilby Ypres blev afsat og erstattet med en mere repræsentativ styreform. Gildelaugene blev også efterfølgende anerkendt.

Slaget blev efterfølgende kendt som Guldsporeslaget, da 500 par sporer blev indsamlet og udstillet i den nærliggende Vor Frue Kirke i Kortrijk. Efter Slaget ved Roesebeke i 1382 tog franskmændene sporerne tilbage, og den franske konge Charles VI. beordrede, at Kortrijk skulle plyndres som hævn for nederlaget.

Det tidligere omtalte Annales Gandanenses nævner massive tab på fransk side, heriblandt omkring 75 vigtige adelsmænd, som bl.a. inkluderer:

• Robert II, Greve af Artois og dennes halvbror Jacques
• Raoul af Clermont-Nesle, Herre af Nesle og konstabel af Frankrig
• Guy I af Clermont, Herre af Breteuil, Marskal af Frankrig
• Simon de Melun, Herre af La Loupe og Marcheville, Marskal af Frankrig
• Jean I. af Ponthieu, Greve af Aumale
• Jean II. af Trie, Greve af Dammartin
• Jean II. af Brienne, Greve af Eu
• Jean af Avesnes, Greve af Ostrevent, søn af Johan II., Greve af Holland
• Godtfred af Brabant, Greve af Aerschot og Vierzon og dennes søn Jean af Vierzon
• Jacques de Châtillon, Herre af Leuze
• Pierre de Flotte, førsterådgiver for Filip IV. den Smukke
• Raoul de Nesle, søn af Jean III., Greve af Soissons

De franske faldne ved Guldsporeslaget fremstillet i “Le Grandes Chroniques de France 1390-1401.” Kilde: wikipedia

Den flamske sejr ved Kortrijk i 1302 blev hurtigt mødt med en fransk modsejr. I 1304 ødelagde den franske flåde det flamske modsvar i Slaget ved Zierikzee og vandt en vigtig sejr i Slaget ved Mons-en-Pévèle. I juni 1305 sluttede forhandlingerne mellem de to sider med den ydmygende fred ved Athis-sur-Orge, hvor flamlænderne blev tvunget til at betale franskmændene betydelige krigsskadeserstatninger. I perioden 1314-20 tabte den flamske Greve Robert af Béthune igen til franskmændene.

Byen Kortrijk huser mange monumenter og et museum dedikeret til slaget.

Slagets betydning for krigsstrategi

Guldsporeslaget er blevet kaldt startgnisten til den gradvise “Infanterist Revolution”, der prægede middelalderlig krigsstrategi igennem det 14. århundrede. Den udbredte konventionelle militærteori i datiden antog, at et væsentligt element i militær succes baserede sig på tilstedeværelsen af udrustede riddere. Disse riddere var ofte en rig elite – ofte adelige – der som krigsspecialister baserede deres samfundsmæssige magt herpå. Erfaringen af, at denne type hær kunne besejres af en langt mere basal infanterihær – en milits – rekrutteret fra en “lavere” samfundsklasse, førte efterfølgende til en gradvis ændring af krigens naturog i særdeleshed, hvem der udkæmpede krigene.

Infanteriet ved Kortrijk afbildet på “Kisten fra Oxford”, der fortæller detaljeret om slaget. Foto fra wikipedia

Den flamske taktik og militære indretning ved Kortrijk/Courtrai blev snart kopieret forskellige steder såsom i slagene ved: Bannockburn(1314), Crecy(1346), Aljubarrota(1385), Sempach(1386), Agincourt(1415), Grandson(1476) og i slagene under De Hussitiske Krige (1419-34). Resultatet var, at kavalleriet blev mindre vigtigt, og at de adelige måtte kæmpe mere simpelt. Da militserne var væsentligt billigere at have, tillod det også mindre stater at have større hærenheder, hvilket også flere gange tillod oprørske bevægelser en vis militær succes.

Slagets betydning for flamsk kultur og politik

I det 19. århundrede var der en stigende interesse for middelalderlig historie, som også kunne spores i interessen for kunst og kultur fra middelalderen, hvilket man også så blandt nationalt sindede i dagens Belgien, hvor tiden ofte kaldes Romantisk Nationalisme.

Guldsporeslaget var genstand for “intens kultdyrkelse” i det 19. og 20. århundrede i Flandern. Efter Belgiens uafhængighed i 1830, tjente slaget som lokal stolthed i Flandern. Slaget blev malet i 1836 af den førende romantiske maler Nicaise de Keyser. Maleriet inspirerede den flamske forfatter Hendrik Conscience De Leeuw van Vlaenderen, samt inspirerede kunstneren James Ensor i 1895 til at lave en indgravering på slagmarken.

Det romantiske maleri af Nicaise de Keyser viser Guldsporeslaget. Maleriet er fra 1836. Kilde: wikipedia

I perioden 1906-08 blev der oprettet et stort monument og en triumfbue samme sted. Den belgiske Kong Albert I. mødtes i starten af 1. verdenskrig med de flamske soldater for at indgyde dem mod til krigen – ganske som han mødtes med de Vallonske regimenter ved Franchimontois (1468). I 1. verdenskrigs indledende fase vandt Belgien i Slaget ved Halen (12. august 1914) en sejr over tysk kavalleri, der blev kaldt “Slaget om Sølvhjelmene” i analogi til Guldsporerne. I 1973 blev 11. juni – som tidligere nævnt – udråbt til officiel markering af det flamske samfund i Belgien. 

Guldsporeslaget blev brugt i mange sammenhænge af den flamske bevægelse – også til at argumentere for selvstændighed for de flamsktalende. Slaget blev set som milepæl for den flamske nationale kamp for frihed og som symbol for modstanden mod fremmed herredømme. Da den flamske bevægelse ikke havde plads til andre sprog i sin fortælling om slaget, blev tilstedeværelsen af den vallonske adelige Guy fra Namur og andre franske negligeret.

Print siden her