Henrik VIII. Tudor konge af England (1509-47)

Henrik VIII. var konge af England 1509-47. Han er bedst kendt for at have været gift hele 6 gange. Skilsmissen med hans første kone Katarina af Aragonien skete efter en langvarig strid om spørgsmålet med paven og førte til den engelske reformation, som adskilte den engelske kirke – Church of England – fra pavelig autoritet og gjorde den engelske konge til overhoved for den engelske kirke. Henrik var den anden af slægten Tudor til at regere England. Den første var hans fader Henrik VII., og siden skulle hans 3 børn, Edvard VI., Mary I. og Elizabeth I. regere.

Indenrigspolitisk er Henrik mest kendt for sine radikale ændringer af den engelske forfatning, hvori det fastlægges, at de engelske konger har en guddommelig ret til at regere England. I det hele taget styrkede han kongemagten betragteligt. Det så man indenfor retsvæsenet, hvor hans modstandere ofte blev anklaget og henrettet uden en formel rettergang, hvor parlamentet kunne tillade at gå udenom retsvæsenet. Han opnåede mange af sine politiske mål igennem dygtigt arbejde af hans førende ministre, hvoraf en del af disse siden faldt i hans unåde og blev ekskluderet og henrettet. Her kunne nævnes Thomas Wolsey, Thomas More, Thomas Cromwell, Richard Rich og Thomas Cranmer.

Han brugte ekstravagant mange penge. Mange af dem fik han fra klostrenes opløsning, og særlove, som han lod Reformationsparlamentet gennemføre, var med til at kanalisere de penge, der hidtil var gået til paven i Rom, over til kongelige skatte. På trods af de mange nye indkomstkilder var Henriks England vedvarende på randen af finansiel ruin grundet hans personlige ekstravagante levevis, samt hans gentagne dyre krige på kontinentet mod særlig Frans I. af Frankrig og Karl V. af det Hellige Tysk Romerske Rige. Han vedblev med at kræve dele af Frankrig indlemmet i England. På hjemmefronten formaliserede han unionen mellem England og Wales med omfattende lovgivning i såvel 1535 som i 1542 og han var ligeledes den første engelske konge i mange år, som igen kunne gøre krav på titlen Konge af Irland efter Crown of Ireland Act i 1542.

Hans samtidige betragtede Henrik som værende attraktiv, uddannet og en dygtig konge. Han er blevet beskrevet som “en af de mest karismatiske herskere på den engelske trone nogensinde”. Han var forfatter og komponist. Modsat er han er ofte blevet beskrevet som egoistisk, hård, lunefuld og usikker som person.

Henrik VIII af slægten Tudor. Han blev født 28. juni 1491 på Greenwich Palace og regerede som konge i England 1509-47. Han er begravet i St. Georges Chapel på Windsor Castle. Han var berømmeligt gift hele 6 gange og efterlod sig 3 myndige arvinger, der alle blev engelske regenter: Edvard VI, Mary I. og Elizabeth I. Maleri af Hans Holbein den Yngre efter 1537 og hænger på Walker Art Gallery i Liverpool

Henriks tidlige år

Henrik blev født 28. juni 1491 på Palace of Placentia i Greenwich i Kent. Han var det tredje barn og anden søn af Kong Henrik VII. og Elizabeth af York. Af Henriks 6 søskende var der kun 3, som overlevede spæddommen – kronprins Arthur (prins af Wales), Margaret og Mary. Han blev døbt i en franciskanerkirke tæt på paladset af Richard Fox, biskop i Exeter. I en alder af 2 år i 1493 blev han dekoreret med titlen konstabel af Dover Castle og Lord Warden af Cinque Ports. Han blev endvidere udpeget som Earl Marshal af England og Lord Lieutenant af Irland (øverste kongelige repræsentant i Irland). Dagen efter blev han udnævnt til Duke of York (hertug) og en måned senere til Warden of the Scottish Marches – inspektør over det skotske grænseområde, et område med kronisk uro. I 1495 blev han optaget i Order of the Garter, der var en ridderlig orden. Grunden til, at Henrik som lille fik alle disse titler, var fordi hans far Henrik VII. kunne undlade at tildele disse vigtige titler til etablerede adelsfamilier. Henrik fik en førsteklasses uddannelse af de bedste lærere, hvilket gjorde ham flydende i såvel latin og fransk, og han lærte tillige også noget italiensk. Man ved ikke så meget om hans tidlige år, da man ikke forventede, at han skulle være konge. I november 1501 deltog Henrik i alle de vigtige dele af ceremonierne i og omkring sin brors ægteskab med Katarina af Aragonien, det yngste overlevende barn af Kong Ferdinand af Aragonien og Dronning Isabella I af Kastillien. Som Hertug af York brugte Henrik det samme våbenskjold som sin far “et mærke med tre hermeliner”. I 1506 blev han hædret som Ridder af den Gyldne Vlies af den tysk romerske kejser Maximillian I.

I 1502 døde Henriks ældre bror Arthur af en form for pest. Det skete kun 20 uger efter, at han var blevet gift med Katarina af Aragonien. Arthurs død som kun 15-årig gjorde, at Henrik overtog alle sin storebrors forpligtelser. I oktober 1502 blev han Duke of Cornwall og i februar 1503 den nye Prince of Wales (kronprins). Henrik VII. gav kun den ny kronprins få opgaver. Den unge Henry blev strikt rådgivet og viste sig ikke offentligt. Som resultat heraf var han “utrænet i kunsten at agere konge”.

Henrik sørger over moderens død – bøjet over bordet mens hans søstre Mary og Margaret ses i forgrunden. Illustration stammer fra skriftet Vaux Passional og findes på National Library of Wales

Henrik VII. fornyede sin ambition om at sikre en alliance mellem England og Spanien via en ægteskabspagt ved at tilbyde Henrik til sin afdøde brors enke Katarina. Såvel Isabella af Kastillien som Henrik VII. var med på ideen, som var opstået kort efter Arthurs død. 23. juni 1503 blev der indgået aftale om ægteskab, og de blev forlovet 2 dage senere. Katarina og hendes nærmeste påstod, at ægteskabet ikke var blevet fuldbragt, hvilket betyder, at der ikke havde fundet et fuldbyrdet samleje sted. I dette tilfælde var en pavelig særtilladelse kun nødvendig for at “skabe klarhed i offentligheden”, men Henrik VII. og den spanske ambassadør blev dog enige om at få en særtilladelse, hvor ægteskabet kunne gennemføres, også selvom Katarina og Arthur havde fuldbragt deres ægteskab. Samliv mellem den unge Henrik og Katarina var ikke mulig grundet Henriks unge alder. Isabella døde i 1504, hvilket gjorde arvefølgen i Kastillien endnu mere kompliceret og dermed også komplicerede brylluppet. Hendes fader foretrak, at hun blev i England, men Henrik VII.´s forhold til Ferdinand havde i mellemtiden udviklet sig til det værre. Katarina blev derfor efterladt i en form for limbo for en tid, hvilket kulminerede med, at kronprins Henrik afviste ægteskabet, hvilket han var i stand til som 14-årig. Ferdinands beslutning var at gøre hende til ambassadør i England, hvilket tillod hende at blive i England. I fromhed begyndte Katarina at være overbevist om, at hun skulle gifte sig med kronprinsen mod hans vilje.

Tidlige regentår

Henrik VII. døde 21. april 1509, og den 17-årige Henrik VIII. efterfulgte ham som konge. Kort efter hans fader var blevet begravet meddelte Henrik, at han var klar til at gifte sig med Katarina af Aragonien. Dette på trods af, at der ikke var truffet nogen aftale om medgift, og at der var en lang række tvivlsspørgsmål i den pavelige særtilladelse. Den nye konge vedholdt, at det var hans døende faders sidste ønske, at han skulle gifte sig med Katarina. Hvorvidt det var sandt eller ej, så var det en særdeles praktisk besked. Kejser Maximillian I. havde forsøgt at få sit barnebarn Eleanor gift med Henrik, men hun blev nu droppet. Brylluppet blev afholdt særdeles moderat og fandt sted 11. juni 1509 i munkekirken i Greenwich. Små to uger senere fulgte Henrik den nu 23-årige Katarina fra Tower of London til Westminster Abbey for at lade dem begge krone. Kroningsceremonien var en overdådig seance, hvor blandt andet kongens vej igennem byen var beklædt med gobeliner og fint tøj. Efter kroningen blev der holdt en enorm banket i Westminster Hall. Som Katarina skrev til sin fader: “Vores tid bruger vi på konstant at feste”.

Henrik er her malet som 18-årig omkring år 1509 af maleren Meynnart Weywyck, der hænger på Denver Art Museum i Colorado.

Blot to dage efter at være blevet kronet sørgede Henrik for at få fængslet Sir Richard Empson og Edmund Dudley, to af hans faders mest upopulære ministre. De blev anklaget for højforræderi og henrettet i 1510. Dette skulle vise sig at blive et mønster i Henriks måde at regere på. De, som stod i vejen for ham, fik han anklaget og henrettet. Henrik valgte i øvrigt at give nogle af de penge tilbage til offentligheden, som de to ministre havde ranet til sig. I modsætning til sin fader var Henriks syn på Huset York – der var en potentiel trussel til tronen – langt mere moderat. En lang række fra Huset York, der var blevet fængslet under hans fader, blev benådet. Dette gjaldt blandt andre markgreven af Dorset. Andre forblev i fangenskab, hvoraf den mest kendte var Edmund de la Pole, hvis bror Richard indtil 1525 forsøgte at samle støtte til at styrte Henrik fra tronen. Det kostede i 1513 førstnævnte bror hovedet.

31. januar 1510 fik Katarina en pige, der var dødfødt. Katarina blev gravid igen 4 måneder senere. 1. januar 1511 fødte hun kronprinsen Henrik. Parret var lykkeligt, efter som det første barn havde været dødfødt. De afholdt en fest for fødslen, der blandt andet inkluderede en to-dages dyst kaldet Westminster Tournament. Trods dette døde barnet syv uger senere. I såvel 1514 som igen i 1515 fik Katarine dødfødte piger. I februar 1516 fødtes endelig et barn, der overlevede, nemlig Mary (den senere Mary Tudor – Bloody Mary). Forholdet mellem Henrik og Katarina havde været tiltagende dårligere, men forbedrede sig en anelse efter Marys fødsel.

Henriks ægteskab med Katarina har ofte været beskrevet som værende “ualmindelig godt”, men på trods af dette tog Henrik sig elskerinder. I 1510 blev det afsløret, at Henrik havde en affære med en af søstrene til Edward Stafford, 3. hertug af Buckingham – enten Elizabeth eller Anne Hastings, grevinder af Huntingdon. Den elskerinde, man bedst kan vide sig sikker på, at Henrik havde, var Elizabeth Blount. Hun var en af kun 2 elskerinder, hvilket i sammenligning er få i forhold til andre samtidige og jævnaldrende unge virile konger. Historikere diskuterer livligt, om Henrik havde få eller mange elskerinder. Katarina protesterede ikke over hans affærer og blev i 1518 på ny gravid, hvilket resulterede i endnu en dødfødt pige. I 1519 fik Elizabeth Blount et uægte barn, Henry Fitz Roy. I 1525 blev han adlet som hertug af Richmond, men døde allerede som 16-årig kort tid efter, at parlamentet ellers havde godkendt en lov, der havde muliggjort ham at blive konge.

Henriks forhold til Frankrig og habsburgerne

I 1510 vandt Cambrai-ligaen, der var en svag alliance mellem Frankrig og det Hellige Tysk Romerske Kejserrige, en krig mod Venedig. I forlængelse heraf fornyede Henrik venskabet med den franske konge Ludvig XII., et venskab hans far havde holdt, og som ikke udelt nød begejstring i det engelske statsråd. En krig mod de to magter ville også have været svær. Kort tid efter gik Henrik i forbund med den spanske konge Ferdinand, sin kones fader. I oktober 1511 dannede pave Julius II. en hellig antifransk liga, som såvel Ferdinand og Henrik tilsluttede sig. Et anglo-spansk angreb i april 1512 havde til hensigt at generobre Aquitaine, der op igennem middelalderen havde været engelsk. Forsøget mislykkedes og syntes mest til fordel for Ferdinand. Imidlertid skulle Henrik igennem sin kongetid vedblive at have en drøm om at genindsætte engelsk magt på den franske trone. Det midlertidige nederlag blev dog fulgt op af franske nederlag i Italien, og alliancen levede i bedste velgående, idet begge parter regnede det for sandsynligt at kunne besejre franskmændene. Henrik overbeviste endvidere kejseren om at slutte sig til alliancen. Paven lovede Henrik, at såfremt Frankrig og Ludvig XII. kunne besejres, ville han sikre ham en pavelig kroning i Paris som “den mest kristne konge af Frankrig“.

30. juni 1513 invaderede Henrik Frankrig, hvor hans tropper i Battle of the Spurs var i stand til at besejre en mindre fransk hær. På trods af sejrens beskedne omfang blev den ikke desto mindre brugt af den britiske propaganda. Kort tid efter indtog briterne byen Thérouanne, som de overdrog til kejser Maximillian, og kort tid efter indtog man Tournai, en væsentligt vigtigere erobring. Henrik deltog selv  i kamphandlingerne i fuld uniformering. Hans svoger, James IV af Skotland, valgte i Henriks fravær at ære Auld Alliance, hvor Skotland og Frankrig i umindelige tider havde stået i alliance og invadere England. Imidlertid besejrede den engelske hær, der blev styret af dronning Katarina, overbevisende skotterne i Slaget ved Flodden 9. september 1513. Blandt de døde var den skotske konge, hvilket satte et effektivt punktum for skotternes korte engagement i krigen. Kampene havde givet Henrik en følelse af militær succes, hvilket han tragtede efter. Trods disse sejre valgte han ikke at engagere sig i en militær kampagne i 1514. Hans finansielle støtte til Ferdinand og Maximillian i kampagnen havde givet ham meget lidt til gengæld. Englands skattekister var tomme. Derudover havde paveskiftet fra Julius til Leo X. også betydet, at der var kommet en pave, som forsøgte at forhandle fred med Frankrig på den hellige stol i Rom. Henrik kom ham i forkøbet og tegnede sin egen fred med Ludvig: Hans søster Mary blev nu trolovet med Ludvig, skønt hun ellers hidtil havde været lovet bort til den unge Karl (den senere Karl V. Habsburg), og dermed havde man sikret fred i hele 8 år.

I midten ses Pave Leo X. Til højre i billedet ser vi Kejser Karl V., og i venstre side står Henrik VIII. Maleriet er af en ukendt kunstner og menes at være fra omkring 1520.

I 1516 døde Ferdinand af Aragonien og i 1519 Maximillian af Habsburg, hvilket gjorde, at deres begges barnebarn Karl V. i en meget ung alder overtog såvel den spanske kongetrone som den Hellige Tysk Romerske Kejsertrone. Da Ludvig XII. samtidig døde i 1515, kom en ligeledes ung Kong Frans I. til i Frankrig. Dette gjorde, at de tre vigtigste stormagter i Europa havde mulighed for at viske tavlen ren. Dygtigt diplomatisk arbejde fra den engelske Kardinal Thomas Wolsey førte i 1518 til en traktat i London, hvor de tre stormagter sigtede på i fællesskab at stå sammen mod truslen fra Osmannerriget. 7. juni 152o mødtes Frans og Henrik uden for Calais i Field of Cloth of Gold, en kunstig opbygget lejr til begivenheden, en seance med masser af underholdning. Begge håbede og var indstillet på venskabelige relationer efter de mange krige. Imidlertid blev mødet en fiasko, og konkurrencen mellem de to parter overskyggede de venskabelige tilnærmelser. Konflikten syntes uundgåelig. Henrik følte større fællesskab med Karl V., hvem han mødtes med både før og efter Frans. I 1521 gik kejserriget i krig mod Frankrig. Henrik tilbød at mægle, hvilket der ikke kom meget ud af, og inden året var omme, støttede Henrik Karls kejserrige. Henriks mål med indblandingen var at genetablere engelsk land i Frankrig, men han opnåede også at sikre sig en aftale med Burgund/Bourgogne, der var en del af kejserriget, men med betydelige fransktalende dele. Imidlertid foretog Henrik sig ikke meget andet end et mindre angrebsforsøg i den nordlige del af Frankrig. Krigen fandt sin afgørelse i slaget ved Pavia tæt på Milano i februar 1525, hvor Karl V. besejrede Frankrig og tillige tilfangetog Frans I. Briterne trak sig fra krigen og skyndte sig at tegne en fredsaftale separat med franskmændene, da Wolsey og Henrik skønnede, at de fik mere ud heraf.

I Baggrunden Calais, der var det eneste land i Frankrig, som briterne under Henrik VIII stadig havde kontrol over. I højre side ses den kunstige hal, der blev opbygget til Henrik og Frans´ møde. Der herskede en elendig atmosfære, hvor Henrik og Frans endte med at bryde med hinanden. Henrik tabte, og diplomatiet lå på gulvet. Maleri “Fields of the Cloth of Gold” af Hans Holbein den yngre fra 1545 der ejes af Royal Collection

Ophævelse af ægteskabet med Katarina af Aragonien

Under sit første ægteskab med Katarina af Aragonien havde Henrik en affære med Mary Boleyn, Katarinas hofdame. Der har været en del spekulationer om, hvorvidt Marys to børn Henry og Catherine Carey kunne have Henrik som far, men det har aldrig blevet bevist, og kongen anerkendte dem ikke, som han gjorde med Henry FitzRoy. I 1525, hvor Henriks tålmodighed med Katarinas forsøg på at skaffe ham en mandlig arving var stærkt dalende, blev han forelsket i Mary Boleyns søster, Anne Boleyn, der var en 25-årig karismatisk ung kvinde og en del af dronningens personlige følge. Imidlertid modstod Anne kongens forsøg på at forføre sig og nægtede at blive kongens elskerinde, som hendes søster havde været. Det var i denne sammenhæng, at Henrik overvejede sine tre muligheder for at tilvejebringe en efterfølger til sig selv i tudordynastiet og dermed løse, hvad der blev kaldt kongens “Great Matter” (vigtigste bekymring). Mulighederne var: 1) at legitimere Henry FitzRoy hvilket ville kræve involvering af paven og sidenhen ville kunne udfordres af mange tronprætendanter. 2) at få bortgiftet sin datter Mary, der på dette tidspunkt kun var 9 år gammel og derfor ikke forventedes at kunne give ham en mandlig arving før efter sin død. Endelig var den tredje mulighed at annullere ægteskabet med Katarina og i stedet gifte sig med en kvinde i den fødedygtige alder. Henrik blev snart opslugt af nødvendigheden af at annullere ægteskabet med den nu 40-årige Katarina, sikkert ud fra det synspunkt, at han også så det langt mere attraktivt at gifte sig med Anne Boleyn. Denne beslutning skulle føre Henrik til at afvise pavens autoritet og dermed sætte gang i den engelske reformation.

Henrik VIII i 1531 – samme år som Katarina forlod hoffet og hvor Anne Boleyn i praksis blev dronning ved hoffet. Maleriet er udført af Joos van Kleve og del af Royal Collection

De præcise motivationer og intentioner bag Henriks beslutninger i de efterfølgende år er der ikke udbredt enighed om. Henrik havde under alle omstændigheder i sine tidlige regeringsår været en overbevist from og velinformeret katolik. I 1521 havde han offentliggjort Assertio Septem Sacramentorum (Forsvar for de 7 sakramenter), hvilket gjorde, at pave Leo X. havde givet ham titel af Fidei Defensor (forsvarer af troen). Det var et værk, der meget bastant forsvarede pavelig suverænitet. Det står ikke klart, hvornår Henrik ændrede sin opfattelse af paven, men dog, at det hang sammen med en gryende ambition om et andet ægteskab. Fra 1527 blev han gradvist mere overbevist om, at han havde handlet imod bibelstedet Levitikus 20:21, hvor det ikke var tilladt at tage ens broders kone til hustru, en handling som paven ikke havde autoritet til at give dispensation for. Ovenstående argument blev forelagt for pave Clement VII. i 1527 i håb om at få ophævet ægteskabet med Katarina. Da dette nu var ude i offentligheden, nægtede Katarina fuldstændig at løse sagen på mindelig vis, hvilket hun kunne have gjort ved at trække sig tilbage og gå i kloster eller have forholdt sig passivt. Henrik sendte sin sekretær William Knight af sted til pavestaten vedrørende en pavelig bestemmelse. Dette lykkedes ikke for Knight.

Katarina af Aragonien. Henriks første ægteskab. Et ægteskab, der var så meget tvivl om det var i overensstemmelse med biblen, at Henrik inderligt ønske at lade sig skille. Det lykkedes til sidst at få skilsmissen igennem, men kun med det resultat at England brød med den katolske kirke. Maleriet er en kopi fra en samling af Duke of Buccleuch

Et andet forsøg sigtede på at etablere et gejstligt råd i England med en repræsentation for paven. Clement VII. accepterede dette, men kun for at holde sin udsending Lorenzo Campeggio i stramme tøjler og fastholde det umulige i en skilsmisse. At denne beslutning var så fastlåst fra paven side skyldes muligvis, at Katarinas nevø var Kejser Karl V. – omend det er svært at sige. Efter 2 måneder kaldte Clement i juli 1527 denne retsinstans tilbage til Rom, hvorfra det var klart, at den aldrig ville returnere til England. Chancen for en pavelig accept af en annullering af ægteskabet med Katarina var forsvundet og Englands anseelse i Europa lav, hvilket kostede Kardinal Wolsey sin stilling. Han fik frataget al sin magt og alle sine besiddelser. I november 1530 blev han dømt for forræderi og døde, mens han ventede på sin dom.

I en kort periode herefter tog Henrik hvervet at regere på sine egne skuldre, men valgte dog snart Sir Thomas More til at være sin primære rådgiver og minister. More var intelligent og tilgængelig, men også en from katolik, der var stærk modstander af en annullering af ægteskabet med Katarina. I starten samarbejdede More og kongen om den politik, som primært handlede om at koble den politik fra, som Wolsey havde stået for.

Et år senere blev Katarina afvist at opholde sig ved hoffet i London, og hendes normale rum blev overdraget til Anne Boleyn. Anne var en usædvanlig veluddannet og intellektuel kvinde for sin tid og var engageret i de protestantiske reformer, omend det var genstand for debat, i hvor højt omfang hun var hengiven til protestantismen. Da ærkebiskoppen af Canterbury, William Warham, døde, er det en kendt sag, at Anne kraftigt havde en finger med i spillet for at få indsat Thomas Cranmer, som var tilhænger af at lade kong Henrik skille fra Katarina. Paven godkendte endvidere Cranmer, idet han ikke forudså, at Henrik var på vej mod et totalt brud med pavekirken.

Ægteskab med Anne Boleyn

I vinteren 1532 mødtes Henrik med Frans I. af Frankrig ved Calais for at søge hans velsignelse af et nyt bryllup. Straks efter han returnerede til Dover i England blev den nu 41-årige Henrik viet til den 32-årige Anne ved et hemmeligt arrangement. Hun blev snart derefter gravid, og den 25. januar 1533 blev de gift mere officielt i London. 23. maj 1533 etablerede ærkebiskop Cranmer en specialret i klosteret Dunstable Priory, der skulle afgøre gyldigheden af Henrik og Katarinas ægteskab. Resultatet var, at ægteskabet havde været ugyldigt fra starten. 5 dage senere erklærede Cranmer ligeledes ægteskabet mellem Henrik og Anne for gyldigt. Katarina mistede sin dronningetitel og blev i stedet tituleret “Princess Dowager” i egenskab af enke efter Henriks bror Arthur. I hendes sted blev Anne kronet som dronning 1. juni 1533. 7. september 1533 fødte dronning Anne en datter. Hun blev kaldt Elizabeth efter Henriks mor, Elizabeth af York.

Anne Boleyn, der nok var Henriks mest livlige kone. De havde det bedst før det ægteskab, der blev et af de vigtigste at få i stand og som betød den engelske reformation. Maleri af ukendt kunstner fra National Portrait Gallery of London

Efter brylluppet fulgte en periode, hvor det nydannede Reformationsparlament vedtog en stribe nye lovgivninger til snart sagt et hvert tænkeligt emne. Der var stor modstand i civilsamfundet mod reformerne, hvilket man brugte mange kræfter på at imødegå, og derudover kæmpede man også med at legitimere det ny ægteskab. På trods af, at den kanoniske eller gejstlige lov blev varetaget af Cranmer og andre, blev deres lovgivning ofte revideret og udvidet af ministrene Thomas Cromwell, Thomas Audley,  hertugen af Norfolk samt Henrik selv. Allerede i maj 1532 havde Thomas More trukket sig som lord Chancellor og givet denne post til Thomas Cromwell, der var kendt som en indædt protestant. Med arveloven (Act of Succession 1533) blev Katarinas datter Mary erklæret illegitim som arving. Henriks ægteskab med Anne Boleyn blev erklæret det eneste legitime ægteskab, og Annes efterkommere blev erklæret som de første i rækken af efterfølgere. I 1534 fulgte Suverænitetsloven (Acts of Supremacy), der anerkendte kongen af England som øverste person for kirken i landet, og den fulgte op på loven fra 1532, hvor det var blevet gjort ulovligt at appellere sager til paven i Rom. Det var i forlængelse af denne lovgivning, at pave Clement VII. tog skridt til at ekskommunikere både Henrik og Thomas Cranmer.

Kongen og dronningen var ikke glade som ægtefolk. Det kongelige par oplevede perioder med ro og glæde, men Anne nægtede at spille den tilbagetrukne rolle, som det var forventet af hende. Hendes livagtighed og intellekt, der havde gjort hende så attraktiv som fyrig elskerinde, gjorde hende nu for uafhængig til den overvejende ceremonielle rolle som royal hustru og gav hende tillige mange fjender. Henrik var heller ikke begejstret for Annes konstante irritabilitet og fyrige temperament. Efter en graviditet, der endte i abortering i 1534, anså Henrik dette fejltrin hos Anne som forræderi. Allerede i julen 1534 diskuterede Henrik muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katarina med ærkebiskop Cranmer samt Cromwell. Det menes populært, at Henrik i 1535 havde affærer med enten Margaret Shelton eller hendes søster Mary Shelton.

Enhver opposition til Henriks religionspolitik i England blev prompte undertrykt. Et større antal oprørte munke blev henrettet, og mange flere blev frataget alt. De to mest prominente modstandere var John Fisher, biskop af Rochester og Sir Thomas More, der begge nægtede at sværge ed til kongen. Hverken Henrik eller Cromwell krævede de to mænd henrettet, men håbede snarere, at de ville ændre holdning. Fisher afsværgede åbent Henrik som øverste myndighed af kirken, mens Thomas More forbeholdt sig retten til at være tavs. De blev begge dømt for højforræderi – More efter en samtale med Richard Rich, der afslørede denne fortrolige samtale. Henrettelserne fandt sted i sommeren 1535.

Disse undertrykkelser såvel som loven om opløsningen af de mindre klostre i 1536 førte til en mere generel modstand mod Henriks reformer, først og fremmest i hvad der blev kendt som Pilgrimage of Grace ( Den frydefulde Pilgrimsfærd), en større opstand i det nordlige England. Robert Aske, der var deres leder, fandt støtte fra mellem 20.000 og 40.000 samt store dele af det nordlige Englands adel. Henrik lovede dem beskyttelse, hvis de nedlagde våbnene og takkede dem for at rejse spørgsmål om fremgangsmåden. Aske fortalte sine oprørere, at kongen lyttede, og at de kunne drage hjem. Henrik anså imidlertid oprørerne som forræderiske rebeller og følte sig ikke forpligtet til at holde sine løfter, så da der udbrød en mindre ballade, var Henrik ikke sen til at udnytte dette og fare hårdt frem. Robert Aske og flere andre ledere blev henrettet, og urolighederne døde hen.

Anne Boleyn henrettes

8. januar 1536 fik det kongelige ægtepar at vide, at Katarina af Aragonien var død. Henrik beordrede offentligheden til at udvise glæde over Katarinas død. Dronning Anne var igen gravid, og hun var fuldt ud med på konsekvenserne, såfremt hun ikke var i stand til at føde en søn. Senere samme måned faldt kongen af en hest i en af datidens mange turneringer. For en stund så hans faldskader så alvorlige ud, at hans liv kunne være i fare. Da dronningen modtog nyheden om kongens fald, gik hun i chok og fødte et dødfødt drengebarn 29. januar 1536, samme dag som Katarina blev begravet. De fleste har siden anset dette som begyndelsen på enden for Anne Boleyn.

Henrik VIII mistede i løbet af 1536 lysten og tilliden til sin nye dronning Anne Boleyn. Hun aborterede og var ikke i stand til at give ham en mandlig arving. Anne Boleyn blev henrettet i maj 1536. Maleri af Hans Holbein den Yngre fra 1537 der hænger på Museet Thyssen-Bornemisza i Madrid

På trods af, at familien Boleyn stadig indtog vigtige positioner i det private råd, fik Anne tiltagende flere fjender, blandt andet Hertugen af Suffolk (Duke of Suffolk). Hendes egen onkel, Hertugen af Norfolk, var også ved at være træt af hendes evigt stridbare holdning. Familien Boleyn havde foretrukket Frankrig som allieret i Europa, mens kongen igen var begyndt at foretrække kejseren ganske som hans rådgiver Cromwell. Dette var også med til at mindske familiens betydning. Anne havde tillige mange modstandere i form af prinsesse Mary – der var blevet voksen – og hendes mange tilhængere. En skilsmisse nummer 2 syntes nu at være en realistisk mulighed, omend det formodes at være Cromwells stærkt negative holdning til Boleyn, der fik hendes modstandere til at se henrettelse som en løsning.

Annes fald fra magtens tinder kom kort efter, at hun var kommet sig fra den pinefulde abortering. Grundet til hendes fald debatteres stadig blandt historikere, hvoraf der findes forklaringer med følgende indhold: at hun var med i en konspiration mod kongen, havde begået ægteskabsbrud eller havde ageret heks. De tidligste tegn på hendes fald ses, da kongens nye elskerinde, Jane Seymour, overtager Annes plads ved hoffet, og da George Boleyn, Annes bror, nægtes at få tildelt den ærefulde ordenstitel Order of the Garter, som i stedet gives til Nicholas Carew. I dagene 30. april og 2. maj 1536 blev 5 mænd anholdt, bl.a. George Boleyn, der alle blev anklaget for at have deltaget i forræderiske ægteskabsbrud og for seksuelle forhold til dronningen. Anne blev også fængslet og anklaget for forræderi, ægteskabsbrud og incest. På trods af, at bevismaterialet mod dem på ingen måde kunne siges at være overbevisende, blev de alle fundet skyldige og dømt til døden. George Boleyn og de øvrige dømte mænd blev dømt 17. maj 1536. Anne Boleyn blev henrettet 19. maj klokken 8.oo om morgenen ved Tower Green, det særligt fine sted ved Tower of London at blive henrettet.

Ægteskab med Jane Seymour og politik i ind- og udland

Dagen efter, at Anne blev henrettet i 1536, forlovede Henrik sig med Jane Seymour, der indtil da havde været en af dronning Anne Boleyns hofdamer. 10 dage efter blev de gift. Jane Seymour gjorde, hvad ingen af Henriks koner før eller siden var i stand til: fødte en dreng og en arving. 12. oktober 1537 fødte Jane Seymour prins Edward, der senere skulle blive Kong Edward VI. Imidlertid var fødslen hård, og Jane døde 24. oktober 1537 og blev begravet i Windsor. Glæden over tronarvingen blev altså til sorg. Henrik kom sig imidlertid hurtigt over sorgen. Der blev sat initiativer i gang for at finde Henrik en ny kone, hvilket gjorde, at Cromwell og andre fra hoffet forhandlede med forskellige repræsentanter fra de europæiske fyrste- og kongefamilier.

Jane Seymour – Henrik VIII´s tredje kone sikrede endelig Henrik en tronarving, men døde selv kort efter at have født tronarvingen Edward. Maleri af Hans Holbein 1536/37 der idag hænger på Kunsthistorisches Museum i Wien

I løbet af 1530´erne havde Henrik været i stand til at fokusere mere på interne britiske forhold frem for på trusler fra Kejser Karl V. eller fra Frankrig. I 1536 gjorde Henrik krav på indholdet af Laws in Wales Act 1535, hvilket betød, at Wales lovmæssigt blev en fælles nation med England. I 1536 fulgte Second Succession Act, hvor det blev slået fast, at det ville være Janes børn, som ville stå næst i arvefølgen, og dermed også gjorde såvel Mary som Elizabeth ude af stand til at arve. Kongen fik derudover også magt til at bestemme, hvilken linje der skulle efterfølge ham, såfremt han ikke var i stand til at levere efterfølgere. I januar 1539 erklærede Karl V. og Frans I. fred. Det gjorde Henrik mere eller mindre paranoid, måske grundet en lang liste af mulige trusler mod riget (reelle i højere eller mindre grad), hvilket særligt Cromwell var leveringsdygtig i. De mange penge, som opløsningen af klostrene havde givet, blev brugt til at styrke kystforsvaret mod et angreb fra kontinentet.

Henrik VIII med hans søn og efterfølger Edward VI malet i 1545 hvor Henrik blev gift med hans sjette og sidste kone Catherine Parr men stadig afbilledet med Jane Seymour. Motiv fra Thomas P. Campbells bog ” Henry VIII and the Art og Majesty”

Ægteskab med Anne af Kleve

Henrik havde ladet Thomas Cromwell – der nu var Jarl af Essex –  foreslå Anne af Kleve, der var en 25-årig søster til Hertugen af Kleve, som blev betragtet som en vigtig allieret i tilfælde af et romersk-katolsk angreb på England, da hertugens tro var en mellemting mellem Lutherdom og katolicisme. Det britiske hofs maler Hans Holbein den Yngre fik til opgave at tage til Kleve og male et portræt af Anne til kongen. Nogle har spekuleret i, om Holbein skulle have malet hende således, at hun tog sig langt bedre ud, da vurderes det, at portrættet simpelthen var upræcist. Da Henrik havde set Holbeins portræt af Anne, indvilgede den 49-årige konge i at lade sig gifte en fjerde gang.

Hans Holbein den Yngres berømte motiv af Anne af Kleve fra 1539. Det hænger idag på Louvre i Paris

Da Henrik så Anne, var han ikke begejstret, men gennemførte alligevel ægteskabet. Der gik ikke lang tid, før Henrik ønskede at lade sig skille igen, og Anne modsatte sig ikke og bekræftede, at ægteskabet aldrig havde været fuldbyrdet, altså haft en seksuel akt. Anne havde ydermere været forlovet med Hertugen af Lorraines søn Frans, hvilket bestyrkede Henrik i, at skilsmissen måtte ske. Ægteskabet blev opløst, og Anne fik titlen “Kongens Søster” samt to større landsteder og en betragtelig gage. Snart efter dette blev det klart, at Henrik var forelsket i den 17-årige Catherine Howard, Hertugen af Norfolks niece. Norfolk var modstander af den magtfulde Thomas Cromwell, og det blev starten på Cromwells fald fra tinderne.

Der gik kun kort tid før nogle af Cromwells nære allierede blandt de religiøse reformister, Robert Barnes, William Jerome og Thomas Garret, blev brændt som kættere. Cromwell blev mere og mere kørt ud på et sidespor på trods af, at hans dygtighed gjorde, at såvel indenrigs- og udenrigspolitik kørte meget velsmurt. Henrik anklagede ham aldrig for ægteskabet med Anne af Kleve. Norfolk udnyttede sin nieces primære position til at isolere Cromwell ved hoffet. Cromwell blev anklaget for forræderi, hvor han skulle have udstedt eksportlicens, lavet falske pas og oprettet kommisioner uden tilladelse, og endelig blev han beskyldt for det fejlagtige i den udenrigspolitik, som ægteskabet med Anne af Kleve baserede sig på. Han blev dømt og halshugget.

Ægteskab med Catherine Howard

28. juli 1540 – på den selvsamme dag som Cromwell blev henrettet – blev Henrik gift med den unge Catherine Howard, en kusine og hofdame til Anne Boleyn. Han var glad og dybt betaget af den ny dronning, der blev tildelt al den jord, som man havde frataget Thomas Cromwell samt en del land i samme øjemed. Imidlertid skulle der kun gå kort tid efter brylluppet, før dronning Catherine havde en affære med hofmedarbejderen Thomas Culpeper. Dronningen ansatte også Francis Dereham, som hun tidligere havde været forlovet med og haft en affære med før brylluppet med kongen. Ved Hoffet fik man snart nys om dronningens tidligere affære med Dereham, mens Henrik var ude at rejse. Thomas Cranmer blev sat til at undersøge dronningens forbindelse til Dereham. Denne indrømmede sin skyld, omend at Kong Henrik nægtede at tro dette. Det krævede et nyt møde, før kongen ville tro, hvad han hørte, så han overfuste rådet og tog i stedet på jagt. Da dronningen blev udspurgt, kunne hun have reddet meget af situationen, såfremt hun havde indrømmet et førægteskabeligt forhold til Dereham, hvilket blot ville have opløst ægteskabet med kongen, men i stedet påstod hun, at Dereham havde tvunget hende til et forhold, hvor hun var kongen utro. Det var først herefter, at Dereham afslørede dronningens forhold til Culpeper. Begge dronningens elskere blev henrettet, og det samme blev hun selv 13. februar 1542.

Catherine Howard. Henriks femte kone. Ægteskabet endte som en skandale, da dronningen var kongen utro og hele 2 af hendes elskere samt hende selv blev henrettet. Maleri af Hans Holbein den Yngre fra 1540 og del af Royal Collection

Ødelagte helligdomme og klostrenes opløsning

I 1538 påbegyndte den siddende premierminister Thomas Cromwell en hårdhændet og omfattende kampagne mod, hvad der blev kaldt “afgudsdyrkelse”, hvilket var folk, som stadig fulgte den gamle katolske religion. Kampagnen kulminerede i september 1538, da det hellige skrin med Thomas Becketts relikvier i Canterbury blev fjernet. Resultatet af denne kampagne kom prompte fra Pave Paul III, da han ekskommunikerede kong Henrik fra kirken 17. december 1538. Hidtil havde kirken været forsigtig med at reagere for hurtigt på Henriks reformation. I 1540 beordrede Henrik en total ødelæggelse af samtlige relikvieskrin. I løbet af 1542 blev Englands tilbageværende klostre alle opløst og deres ejendom overført til kronen. Abbeder og priorer mistede alle deres plads i parlamentets Overhus (House of Lords), hvor kun ærkebisper og bisper fik lov at beholde deres pladser. For første gang havde de sekulære parlamentsmedlemmer flertal over de gejstlige.

Anden invasion i Frankrig og “Rough Wooing” i Skotland

I 1539 havde Frans I. af Frankrig og Karl V. lavet en alliance, der imidlertid hurtigt havde vist sig uholdbar, og som  mundede ud i en ny krig Frankrig og Kejserriget imellem. Forholdet til kejser Karl V. var blevet betragteligt bedre efter, at såvel Anne Boleyn og Katarina af Aragonien var døde, og Henrik sluttede en hemmelig alliance med kejseren, hvor han gik ind i den italienske krig på kejserens side. Der var planlagt en invasion af Frankrig i 1543. For at forberede en sådan, koncentrerede Henrik sig i første omgang om at eliminere truslen fra Skotland under den unge konge James V. Skotterne blev besejret i Slaget ved Solway Moss 24. november 1542, hvor den unge skotske konge blev dødeligt såret og faldt endelig bort 15. december 1542. Henrik håbede at kunne forene de skotske og engelske kroner, hvis han kunne sætte et ægteskab i stand mellem sin 5-årige søn Edward og  James´ datter Mary (Mary Queen of Scots). Den skotske regent Lord Arran – der regerede på vegne af Mary – accepterede ægteskabet, hvilket blev nedfældet i Treaty of Greenwich 1. juli 1543. Det blev imidlertid aldrig til noget, da det skotske parlament afviste ægteskabet 11. december 1543. Det resulterede i 8 års krig mellem England og Skotland, som senere blev døbt “Rough Wooing” (Den hårde bejlen). På trods af flere fredstraktater fortsatte kampene i Skotland Henriks levetid ud og flere år derefter.

Trods den tidlige succes med sejr i det skotske tøvede Henrik med at invadere Frankrig. Dette var naturligvis til stor irritation for Kejser Karl V. I juni 1544 angreb Henrik endelig Frankrig med et angreb i to grene. En styrke under ledelse af Norfolk belejrede ineffektivt Montreuil. En anden styrke under Suffolk belejrede Boulogne. Siden overtog Henrik selv kommandoen, og 18. september 1544 faldt Boulogne. Henrik havde afvist Karl V.´s anmodning om at marchere mod Paris. Det betød, at Karl V.´s egen militærkampagne faldt sammen, hvorpå han sluttede fred med Frankrig. Det gjorde, at Henrik blev ladt alene i Frankrig uden gode muligheder for fred. Frankrig forsøgte at invadere England i sommeren 1545, men nåede kun Isle of Weight, inden de blev tilbagevist. 7.  juni 1546 sluttede de to lande fred mest grundet mangel på penge. Henrik sikrede sig Boulogne i 8 år, men tilbageleverede byen mod en betragtelig løsesum. Henrik havde brug for pengene, da hele militærkampagnen havde kostet mange penge og efterladt England bankerot.

Ægteskab med Catherine Parr

I juli 1543 giftede Henrik sig medCatherine Parr, der blev hans sjette og sidste kone. Hun var en rig enke, men også tilhænger af de nye religiøse tanker, hvilket kom til udtryk ved, at hun diskuterede religion med Henrik, som i hjertet var katolsk og hans brud mest af alt var et brud med paven. Henrik forblev i religiøse henseender i en mærkelig mellemting af katolicisme og protestantisme, og hans reaktion mod Cromwell, der var en ivrig tilhænger af protestantismen, havde ikke fået ham til at gå tilbage til katolicismen, men samtidig sat et stop for omfavnelsen af protestantismen. Catherine Parr hjalp Henrik med at forsone sig med hans døtre Mary og Elisabeth. I 1543 besluttede parlamentet, at de igen skulle være arvinger til kronen og stå næst efter Edward i arvefølgen. Loven tillod endvidere Henrik at bestemme andre arvtagere til tronen

Catherine Parr blev Henriks sidste ægteskab kort før han døde. Maleri af ukendt kunstner der hænger på National Portrait Gallery i London.

Alderdom og død

I Henriks alderdom blev han svært overvægtig, hans taljemål var 140 cm, og han måtte flyttes rundt med hjælp fra mekaniske opfindelser. Han havde formodentlig også gigt. Hans overvægt kan spores tilbage til hans ulykke i ridderturneringen i 1536, hvor hans ben blev skadet. Denne skade genåbnede og forværrede en skade, han havde lidt af i sin ungdom, hvilket gjorde, at lægerne fandt det svært at behandle. Såret vedblev at volde ham problemer livet ud og fraholdt ham fra fysisk aktivitet, som han ellers tidligere havde dyrket. Ulykken menes også at have været årsag til Henriks stærkt svingende humør.

De fleste historikere har afvist, at Henrik skulle have haft syfilis. Historikeren Susan MacLean Kybett har beskrevet Henriks temperamentudsving som skørbug og som konsekvens af manglen på frugt og grøntsager. Der har i det hele taget været mange teorier om forskellige sygdomme, som Henrik kunne have haft.

Henriks overvægt fremskyndede hans forholdsvis tidlige død i en alder af 55 år. Han døde 28. januar 1547 i Palace of Whitehall. Flere vidner kan bevidne, at han som det sidste skulle have sagt “Monks! Monks! Monks!”, hvilket måske havde at gøre med de mange munke, han gjorde substistensløse efter opløsningen af klostrene. Henrik VIII. blev begravet i St George´s Chapel i Windsor Castle ved siden af Jane Seymour. Mere end hundrede år efter blev den henrettede konge Charles I. begravet ved siden af.

Efterfølgere

Henrik – som de øvrige Tudor monarker – var en magtfuld regent, der påstod at være indsat af Guds nåde. Kongens magt blev kraftigt understøttet af, at han havde retten til at udskrive kongelige særlige royale prærogativer. Det gjaldt blandt andet diplomatiske bestemmelser, som eksempelvis ægteskabspolitik, at udstede krigserklæringer, præge mønter, give benådninger samt magten til henholdsvis at samle og at opløse et parlament. I virkelighedens verden arbejdede Henrik tæt sammen med såvel adel som parlament under det besværlige brud med paven i Rom.

I praksis var Henrik en form for overherre for et kongeligt hof, hvor der var flere formelle institutioner såsom Privy Council (statsrådet), hvor der sad en lang række rådgivere og tillidsfolk. Henrik kunne både hjælpe folk med at stige hurtigt i graderne ved hoffet, ligesom hans unåde kunne betyde et hurtigt fald fra tinderne. Det anføres ofte, at han skulle have fået hele 72.000 henrettet i sin  regeringstid, men dette anses for stærkt overdrevet, omend han uden tvivl fik en lang række brændt på bålet samt halshugget: 2 af sine koner, omkring 20 af sine jævnaldrende, fire af sine ledende rådgivere, 6 tætte bekendte og venner, en kardinal og utallige abbeder. De afgørende politiske personligheder i hans regeringsperiode er hans ledende ministre, hvoraf folk som Thomas Wolsey, Thomas More og Thomas Cromwell må siges at være de vigtigste – de blev i øvrigt alle henrettet. I deres indflydelsesrige perioder gennemførte de langt mere politik end Henrik selv, men de kunne ikke gennemføre noget, såfremt det mødte kongens mishag. Særlig Thomas Cromwell havde enorm indflydelse og var afgørende for reformationen i det engelske. Flere historikere peger på, at Henriks evne til at regere ofte var præget af klodsede og ubrugelige beslutninger, men at det var hans rådgivere, der reddede hans eftermæle.
I årene 1514-29 var Thomas Wolsey (1473-1530), en kirkelig kardinal, den vigtigste politiske person i såvel indenrigs- som udenrigspolitik for den unge konge. Han havde status af Lord Chancellor. Wolsey centraliserede regeringen og udvidede indflydelsen med rådskoncil ved retten. Det kaldte han Star Chamber (Stjernekammeret), hvis overordnede struktur forblev uændret, men Wolsey brugte dette til at gøre plads til længe ventede reformer af retslovspraksis.

---

Thomas Wolsey. Kardinal og i perioden 1514-30 den vigtigste rådgiver i Henrik VIII´s hof. Henrik var personligt uinteresseret i at tage magt i denne periode, hvilket gjorde at Wolsey de facto var landets leder. Han var kendt for sin profranske holdning samt skepsis mod Henriks forsøg på at lade sig skille. Maler ukendt på maleriet der hænger på Trinity College i Cambridge. 

---

Hoffets store magtkoncentration overlevede imidlertid ikke Thomas Wolsey, idet at Wolsey ikke foretog nogle store administrative reformer og dermed blev magten efter dennes død mere decentral. Wolsey hjalp til med at udfylde det hul som Henrik VIII efterlod, da hans generelle interesse for regeringsanliggender var begrænset – det særligt i sammenligning med hans far Henrik VII – det fulgte Wolsey ud, men mere som substitut end som fornyer. Hans metoder gav ham mange fjender blandt landets rigmænd, særligt fordi han ranede til sig personligt med en pralende levevis, og at han samtidig havde nul tolerance overfor mulige fjender, som han fik dømt som kriminelle. Efter Wolsey´s fald fra magtens tinder, da tog Henrik selv magten over regeringen, omend der stadig var en lang række af forskellige fraktioner, der forsøgte at bekrige og ruinere hinanden.

---

Thomas Cromwell. I perioden 1531-39 var han Henrik VIII´s vigtigste politiske rådgiver. Han var først og fremmest en dygtig og flittig administrator, der viste sig uundværlig i forbindelse med den engelske reformation, som han også støttede helhjertet. Maleri fra 1532-33 af Hans Holbein den Yngre fra The Frick Collection på Manhattan, New York

Thomas Cromwell (1485-1540) var sammen med Wolsey den vigtigste politiske person i Henrik VIII´s hof. Efter et længere ophold på kontinentet, da returnerede han til England i 1514-15 og blev snart en del af Wolsey´s administratorer. Han arbejdede primært med lovgivning og jura, men var derudover også en belæst bibelkender, der i 1524 blev medlem af det vigtige juristsamfund i London Gray´s Inn. På dette tidspunkt var han Wolsey´s vigtigste ansatte. Cromwell´s tilgang til politik blev mere og mere drevet af hans religiøse overbevisninger, der var sympatiske for Reformationen på det europæiske kontinent og Martin Luthers tanker. Hans tilgang var dog at reformer skulle opnås via diskussion på indhold og vedvarende pres, men ikke pludselige ændringer. Imidlertid var der en lang række personer med sympati for Reformationen, der så ham som deres store håb, blandt andet Thomas Audley. I 1531 fik Cromwell – og de der stod tæt på ham – ansvar for en lang række områder, der tillod ny lovgivning. Cromwells første egentlige overordnede titel fik han i 1532, da han blev Master of the King´s jewels, hvilket var den ansvarlige for rigets finanser, det betød at han styrede finanspolitikken. Idet at han havde sit eget råd, da var hans magt større end den Wolsey havde opnået.

Cromwell gennemførte megen lovgivning der flyttede magt fra den kongelige husholdning (og dermed ideologisk væk fra Kongens person) og over i mere offentlige hverv. Det var ikke en ensrettet proces, da ændringerne skulle have kongens accept og de samtidig skulle kunne kontrolleres af ham eller hans allierede, derfor er der aparte eksempler på lovgivning. De skatteindtægter som allerede Henrik VII havde indført i hans regeringstid, fik Cromwell strømlinet og permanente, hertil blev der oprettet uafhængig administration til at varetage de indkrævninger. Det hidtidige King´s Council blev overført til et reformeret Privy Council, der var langt mindre men også langt mere effektivt. Kongens personlige velstand steg, mens landets generelle finansielle velstand faldt. Da Cromwell mistede sin magt, der blev hans administrative reformer undermineret, da han som person havde kunnet kontrollere de mange nye råd og at der ikke opstod ødsle forbrug nogle af stederne. Hans reformer stoppede i 1539, hvor hans politiske medvind syntes opbrugt, hvor han stod for at skulle gennemføre vigtig lovgivning til varige reformer. 28.juli 1540 blev han henrettet.

---

Finanserne

Henrik arvede en større formue efter en blomstrende økonomi i årene under hans faders regentskab. Henrik VII. var kendt som både sparsommelig og forsigtig med sit pengeforbrug. Hans formue var vurderet til £1,250,000 (£375 million i dagens valuta). Henrik VIII.´s regeringstid var tæt på at være en katastrofe i økonomiske termer. På trods af, at han øgede den kongelige økonomi betragteligt ved at indkræve kirkelige jorder og godser, brugte han langt flere penge og drev landet på uklog facon.

Henrik brugte det meste af sin formue på at opretholde sit hof og sin generelle husholdning, hvilket blandt andet talte mange slotte og paladser. Han hængte mere end 2.000 gobeliner op i sine paladser. Til sammenligning hængte den samtidige James V. af Skotland kun omkring 200 op på sine slotte. Henrik holdt af stolt at vise sin våbensamling frem, som bestod af en lang række sjældne våbentyper med omkring 2.250 håndvåben og 6.500 skydevåben. Tudor-monarker måtte betale for al regeringsførsel af egen lomme. Henrik fik sin indkomst fra en lang række gager og skatter, der var tilegnet kronen. Hans indtægter lå nogenlunde konstant på cirka £100.000), men blev også eroderet af inflation og forhøjede priser. Endelig var Henriks ambitioner om at præge udviklingen i det kontinentale Europa med til at underminere økonomien.

Da Henrik blev konge i 1509, bestod den britiske stående hær blot af nogle få hundrede mænd, hvis man så bort fra de permanente garnisoner i Berwick, Calais og Carlisle. Henrik stod kun for en mindre forøgelse af antallet af mænd i den stående hær. I 1513 gik i land i Frankrig med en invasionsstyrke på hele 30.000 mand, som bestod af folk med leer samt langbueskytter på et tidspunkt, hvor de øvrige europæiske stater var begyndt at bruge skydevåben såsom geværer og pistoler og langspyd. Forskellen på slagmarken var endnu ikke voldsom, og Henriks mænd havde da også nye rustninger til at stå imod med. Derudover havde man artilleri til slagmarken og adskillige store og dyre belejringskanoner. I 1544, da Frankrig igen blev indtaget, var det med en hær, der var veludrustet og gennemorganiseret og under ordre af hertugerne af hhv. Suffolk og Norfolk, hvor sidstnævnte leverede frygtelige resultater ved Montreuil.

---

Den engelske flåde stævner ud i 1520 fra Dover og mod Frankrig. Maleri af James Basire i 1775 hvor han kopierer ukendt original. Del af Royal Collection

Efter at Henrik havde brudt med paven i Rom, frygtede man konstant en mulig spansk eller fransk invasion. I 1538 begyndte man at bygge en lang række fæstningsværker ved kysten fra Kent til Cornwall. Disse blev sponsoreret af penge fra klostrenes opløsning. Henrik kaldte dem enhedsforter, mens andre kaldte dem Henriks forter. Derudover byggede man også decideret borge såsom Dover Castle, Moat Bulwark og Archcliffe Fort, hvor sidstnævnte var et sted, som Henrik selv kom for at visitere. En del år forinden havde Thomas Wolsey arbejdet på at få afskaffet militstanken, men uden held. Henrik afskaffede herredsinddelingen, da han fandt den administrativt tungt. Mary Tudor støttede bl. a. forsvarsbyggeriet ved Berwick.

Da Henrik overtog kongemagten, var Irland delt i 3 zoner: the Pale, hvor den engelske magt var konsolideret og uden for fare, Leinster og Munster, det såkaldte “lydige land”, hvor anglo-irske ligesindede regerede, og endelig det gæliske Connaught og Ulster , hvor den engelske magt kun fandtes på papiret. Indtil 1513 fulgte Henrik samme politik som sin fader, nemlig at lade irske landherrer regere i den engelske konges navn og dermed også acceptere de store forskelle landsdelene imellem. I perioden 1477 til 1513 havde Gerald FitzGerald, 8th Earl of Kildare, stort set regeret det meste af Irland og været englænderne en god samarbejdspartner. Med Fitzgeralds  død i 1513 brød de gamle fraktioner imellem klanerne og adelen ud i Irland, og da samtidig også Henrik viste ambitioner om mere magt, begyndte problemerne. I 1515 døde Thomas Butler, 7th Earl of Ormond, hvilket betød, at Henrik udpegede en efterfølger til Ormond´s engelske, walisiske og skotske landområder, mens man så en anden tage magten i Irland. I 1520 underkendte Henrik FitzGeralds efterfølger den 9. jarl af Kildare ved at indsætte en kongelig repræsentant kaldet Lord Lieutenant of Ireland ved navn Thomas Howard, Earl of Surrey. Jarlens ambitioner var dyre, men ineffektive. Det engelske styre blev fanget mellem at vinde de irske landherrer over på deres side med diplomati, hvilket både Henrik VIII. og Thomas Wolsey støttede, og en voldelig militær besættelse, som Surrey var fortaler for. I 1521 blev Surrey erstattet af Piers Butler – en af prætendanterne til jarldømmet Ormond. Butler var imidlertid ude af stand til at inddæmme modstandere, specielt Kildares modstand. I 1524 blev Kildare den ledende guvernør, hvilket kun øgede hans modstand mod Butlerne. I mellemtiden havde Earl of Desmond (da: jarlen af Desmond), en anglo-irsk landherre – givet sin støtte til Richard de la Pole, der bejlede til den engelske trone og dermed var en direkte trussel mod Henrik. Da Kildare ikke var i stand til effektivt at gennemføre straffeaktioner mod ham, blev Kildare fjernet fra sin post.

---

Irland omkring 1450. Det røde område kaldt “the Pale” domineres fuldstændig af den engelske konge. Jarldømmerne Desmond, Ormond og Kildare opretholdes af primært anglonormanniske fyrster og i de grønne Connacht og Ulster, der er de gæliske klaner altdominerende. Kort fra wikipedia

---

Imidlertid døde jarlen af Desmond i 1529, hvilket blev fulgt af en periode, hvor man usikkert spejdede til, hvad der skulle ske i Irland. Usikkerheden blev afsluttet med udnævnelsen af Henry FitzRoy, Duke of Richmond, der var Henriks uægte søn – som Lord Lieutenant. Richmond var uerfaren, ung og ubekendt med irske forhold. Trods dette virkede det som om, der alligevel kom fred, da han igen hyrede Kildare til at tage sig af de gæliske klaner. Imidlertid var det irske parlament ineffektivt, og de mange konflikter forblev intakte. Thomas Cromwell begyndte at holde øje med, hvad der skete i Irland, hvor han sørgede for at forfremme støtter af Ormond og Desmond, som var mest venligt stemte overfor England. Jarlen af Kildare blev kaldt til London, hvor han blev anklaget for højforræderi. Hans søn Thomas, Lord Offaly ofte kaldt Silken Thomas, satte sig for at hævne dette. Han afsværgede den engelske konge og satte sig i spidsen for et “katolsk korstog” mod kongen, der på dette tidspunkt var besværet af sine ægteskabsproblemer. Ærkebiskoppen af Dublin fik Silken Thomas myrdet og belejrede derefter Dublin. Silken Thomas folk bestod af en blanding af irske klaner og adel fra the Pale, men han formåede ikke at alliere sig med katolske støtter som Lord Darcy og Kejser Karl V. Den langvarige krise, der havde udviklet sig til en irsk borgerkrig, endte med ankomsten af 2.000 engelske tropper, som nedkæmpede opstanden, tog Silken Thomas til fange og henrettede ham og hele hans familie.

Print siden her