Istedløven – Flensburgerlöwen
Symbolbærende mindesmærke, der indebærer en omskiftelig erindringshistorisk betydning for historien mellem Danmark, Tyskland og Slesvig-Holsten. Den har siden 10.september 2011 stået på dens oprindelige placering på kirkegården i Flensborg efter at have tilbragt det meste af sin tid i såvel København som forskellige steder i Berlin.
Treårskrigen fra 1848-50 blev udkæmpet mellem Danmark på den ene side og et delt Slesvig-Holsten på den anden side, der var splittet mellem henholdsvis dansksindede, tysksindede og slesvig-holstensksindede. I 1848-49 kæmpede Danmark mod Slesvig-Holsten og Preussen, men det lykkedes at få Preussen til at trække sig fra krigen i 1849, hvorefter det sidste krigsår havde Danmark i teten. 25.juli 1850 vandt Danmark overlegent over en noget mindre Slesvig-Holstensk hær ved Isted, der er beliggende mellem Flensborg og Slesvig. Sejren blev udslagsgivende.
I Danmark var årene efter krigen præget af en voksende national stolthed over den militære sejr. Her havde der fra 1852 og frem hersket en stemning blandt de ledende nationalliberale for en indlemmelse af hertugdømmet Slesvig i Danmark. De nationalliberales leder Orla Lehmann bad skulptøren Heinrich von Bissen om at udføre et monument af en løve, idet denne indgik i såvel det danske rigsvåbenskjold (3 løver) og det slesvigske våbenskjold (2 løver).
Bissen tog på intensive studier i Paris, hvor han studerede en ægte løve i Jardin des Plantes, om end den kunstneriske inspiration var Markusløven i Venedig. Han skabte i første omgang en gipsmodel, som i 1862 fik bronze udenpå. Løven var placeret med retning mod syd ovenpå danske såvel som slesvig-holstenske grave, hvilket provokerede mange tysksindede, der anså den som et hadesymbol. Mange moderate danske anså monumentet som en unødvendig provokation,og den danske konge Frederik VII var modstander af at opføre den, da den brød med ideen bag den danske helstat.
Med den preussiske sejr over Danmark i 1864 ved Dybbøl og Als, måtte Danmark acceptere et tab af næsten hele Slesvig og dermed af Flensborg. Allerede før krigen var færdig havde General Wrangel nedtaget løven med den intention at bringe den til Berlin som sejrsmonument. I 1867, da Slesvig-Holsten udelukkende var en preussisk provins, blev løven transporteret til Berlin, hvor den i årene 1868-78 blev udstillet som sejrsmonument på Zeughaus, Unter den Linden.
Den oprindelige danske holdning til monumentet ændrede sig nu totalt,. Den preussiske hoveren i Berlin blev opfattet som ydmygende, og løven blev symbol på Danmarks tab af 2/5 af dets landområde. Utallige tegninger og miniudgaver af løven blev en måde for danskere at vise deres sympati med de danske syd for den nye grænse ved Kongeåen. I 1878 blev Zeughaus ombygget, hvilket betød, at tyskerne flyttede løven til den preussiske kadetanstalt i området Stor-Lichterfelde i det sydvestlige Berlin. Her blev den placeret med symbolsk front mod nordvest. I 1874 opstod en zinkafstøbt kopi, der blev placeret i velhaverkolonien Als ved Wannsee, og her nød særlig Hitler udsynet til løven under sin sejlads til hans residens på Påfugleøen. Zinkkopien står der stadig den dag i dag. Originalen blev stående i Lichterfelde indtil afslutningen på 2.verdenskrig i 1945.
Ved krigsafslutningen var Henrik V. Ringsted, den danske korrespondent i Berlin, initiativtager til at føre Istedløven til København. Imidlertid havde de allierede besættelsesmagter indført en grænse for at tilbageføre tysk krigsbytte, hvor løven umiddelbart ikke ville blive godkendt. Ringsted fik dog at vide fra den amerikanske besættelsesmagt i Lichterfelde, at såfremt han var hurtig til at få pakket løven sammen, så ville de ”lukke øjnene”. Dog stillede de et lidt modsætningsfyldt krav om, at løven skulle ses som en officiel gave fra General Dwight D. Eisenhower til det danske folk. Ringsted fik den straks pakket sammen og ført til København, hvor den overlevede turen igennem det krigshærgede Tyskland. Her blev den modtaget af kong Christian X med et ønske om, at løven fremtidig ville være at finde på kirkegården i Flensborg som et symbol på såvel de faldne fra krigen i 1848-50 og som et symbol på forsoningen mellem danske og tyske. I København fik løven en hengemt placering i en baggård til det danske Tøjhusmuseum.
I 1955 blev Bonntraktaten underskrevet, hvilket normaliserede forholdet mellem danske og tyske i henholdsvis Sydslesvig og Sønderjylland. Det gjorde, at et voksende antal tyske istemte ønsket fra det danske mindretal om at bringe løven tilbage. Særlig redaktøren på avisen Der Nordschleswiger, Siegfried Matlok, har været fortaler for at bringe løven tilbage til Flensborg, da det ville være en gestus fra de tyske og dermed vise danskerne, at tyskerne endelig og aldeles er Danmark venligt stemt. Siden starten af 1990´erne har dette synspunkt vundet bred accept i Slesvig-Holsten.
I konservative tyske kredse har modstanden mod Løven som et fremtidsrettet symbol dog været vedvarende. Man mener at dens oprindelige aggressive betydning kan tiltrække danske nationalister og forstyrre grænsefreden. Disse foreslog i stedet, at den blev udstillet på Sønderborg Slot for at bringe den tættere på sin oprindelse. Fredericia har også været nævnt som mulighed, idet byen spillede en vigtig rolle under selvsamme krig, hvor slaget ved Fredericia 6.juni 1849 var militærhistorisk mindst lige så vigtigt som Isted. Imidlertid var der modstandere i byen, der mente, at det ville skygge for denne bys eget monument, Den tapre landsoldat, og at det endvidere ville være imod kong Christian X´s oprindelige ønske om, at løven skulle finde sin vej tilbage til Flensborg.
10.september 2011 blev Istedløven ført tilbage til sin oprindelige placering på kirkegården på Museumsbjerget i Flensborg. Dette skete under stor festivitas med blandt andet prins Joakim som deltager. I 2012 udkom en dansk-tysk bog I venskab og tillid/ In Freundschaft und Vertrauen. Den var tænkt som en forsoning i grænselandet, endskønt der også herskede en lammende kritik mod hele forløbet af tilbageførslen af Istedløven. Den dokumenterede, hvorledes man fra tysk side havde afholdt sig fra at diskutere sagen offentligt af frygt for modstanderargumenter. Monumentet har udelukkende været brugt og omtalt af det danske mindretal og ikke af det tyske flertal, der lettere overrasket har konstateret løvens genkomst. Ifølge forfatterne er løven blot et forstærket eksempel på en skævvridning af forholdet mellem mindretallene på begge sider af grænsen. Hvor Flensborg og andre byer syd for grænsen vrimler med tosprogede skilte og danske mindesmærker, afstår man her fra tosprogede skilte, hvilke forsvinder nord for grænsen, tillige med en afvisning af at erindre den tyske kulturhistorie i det sønderjyske, eksempelvis et forsonings mindesmærke ved Dybbøl Mølle. Omvendt synes den at have haft en stærk positiv betydning for anerkendelsen af det danske islæt syd for grænsen. Løven har fundet tilbage til sin oprindelige placering, som Christian X ønskede.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Er du på besøg i Flensborg, så er det umuligt ikke at notere sig, at der ovenover gågådekvarteret kan ses et lille bjerg med fine røde bygninger. Det er det såkaldte Museumsbjerg, der kan man fint komme op med trapper fra midtbyen. Man møder da de to fine rødstenede museer og ser en kirkegård i baggrunden. Her møder man midt på kirkegården en stor løve, der sidder på en større sokkel. Der findes ikke alverdens informationer ved løven. Så dem må man finde andetsteds, det kunne være denne artikel.
