Karl V. (Tysk-Romersk Rige)

Karl V. var fra 1515 Hertug af De Burgundiske Nederlande, fra 1516 Konge af Spanien og fra 1519 Kejser af det Hellige Tysk-Romerske Rige. Han blev født 24. februar 1500 i Prinsenhof i Gent og døde 21. september 1558 på klosteret Yuste i Extremadura i Spanien. På spansk kaldes han Carlos I. og på fransk Charles Quint. Han var af familien Habsburg.

I år 1519 arvede han Ærkehertugdømmet Østrig og blev valgt som Karl V. som Tysk-Romersk konge, og efter sin kroning i 1520 brugte han titlen valgte Kejser af det Hellige Romerske Rige. I 1520 blev han kronet til kejser i Kaiser Dom i Aachen af ærkebispen af Køln Hermann V. von Wied. I 1530 blev han officielt kronet af pave Clemens VII. som den sidste tysk-romerske konge, og han er dermed efter Friedrich III. den anden og sidste Habsburger, der blev kronet af en pave.

Karls ideer om riget var et universalmonarki, hvor kejseren havde forrang i forhold til samtlige konger. I denne forstand så han sig som fredsbevarer i Europa, beskytter af Aftenlandet (Europa) mod det Osmanniske Riges ekspansion under Sultan Süleyman I. og som forsvarer såvel som reformator af den Romersk-Katolske Kirke. For at føre sin herskabside igennem førte han gentagne gange krig mod den franske Konge Frans I. i Italien – kendt som De Italienske Krige. Dette var Karl i stand til at finansiere i så stor skala grundet sine kolonibesiddelser i Amerika – Vicekongeriget Nyspanien og Vicekongeriget Peru – men i længden lykkedes det ham ikke at svække Frankrig, som i mellemtiden allierede sig med Osmannerne imod Habsburgerne.

I det Hellige Romerske Rige var Karl V. fast besluttet på at styrke monarkernes magt overfor rigsstænderne. Disse var nogle af reformationens – der startede i 1517 – store støtter, og da Karl ydermere ofte var fraværende grundet krige andre steder, var kongerne ikke i stand til at forhindre reformationens udbredelse. Under denne proces forsøgte Karl V. at forhindre den religiøse spaltning ved at indkalde til Tridentinerkoncilet – der var en lang række møder i årene 1545-63 – hvilket dog ikke førte til forsoning af de religiøse parter, men særligt efter Karls død førte til den katolske modreformation. Efter at hans forsøg med at nå til enighed med protestanterne var fejlet forsøgte Karl i forlængelse af den vundne Schmalkaldiske Krig 1546-47 at påtvinge rigsstænderne en løsning af religionskonflikten i form af Augsburger Interim i 1548. I forlængelse af dette brød fyrsteopstanden ud, som endte med, at Karl i religionsfreden i Augsburg måtte anerkende de forskellige kristne retningers sameksistens fra og med 1555.

I 1532 havde Karl V. ladet forfatte Constitutio Criminalis Carolina, der var den første almene strafferetsbog i det Hellige Romerske Rige.

I 1556 trak Karl V. sig – ganske usædvanligt – tilbage fra sine magttitler og delte sit enorme sammenhængende domæne mellem sin ældste søn Filip II. og hans bror Ferdinand I. Filip fik Spanien og dets arvelande, mens Ferdinand fik kejsertitlen samt Østrig og dets arvelande, som han også siden 1521 havde fungeret som leder af. Med denne deling spaltede Habsburgerne sig i to linjer, en spansk: Casa de Austria og en østrigsk Habsburg-Østrig. Karl døde i al beskedenhed i klosteret San Jerónimo de Yuste i Extremadura i Spanien.

Familie og Herkomst

I form af ægteskabet mellem Maximillian af Østrig og Maria af Burgund i 1477 da begyndte den Habsburgiske slægts områder at udgøre en europæisk stormagt. Maria var som arving til Hertugdømmet Burgund hendes tids rigeste brud, og de medvirkende til brylluppet håbede at den nye forbindelse til Kejserhuset kunne støtte Burgund i deres konflikt imod Frankrig (De Burgundiske Arvefølgekrige) såvelsom sikre begge dynastier forøget magt. Ægteskabet bragte to børn af sig Filip den Smukke og Margarete af Østrig. Maria af Burgund døde ulykkeligvis allerede i 1482 efter en rideulykke.

Maximillian blev fra 1486 tysk-romersk konge som Maximillian I. og blev formynder og Regent for hans mindreårige søn i de Burgundiske territorier. Først med Traktaten i Senlis (1493) lykkedes det ham, at sikre arvefølgen i Burgund (Bourgogne) der også stod til at kunne overtages af Frankrig og dermed at indsætte sønnen som leder af Hertugdømmets regering.

Som familieoverhoved var det i Maximillians politiske interesse hurtigst muligt at sikre Filip et fordelagtigt giftemål og han arrangerede en forbindelse til Spanien. Her herskede den katolske konge Ferdinand II. af Aragonien og Isabella I. af Kastillien, der succesrigt havde befriet deres land fra Muslimerne i den såkaldte Reconquista. Forbundet blev ikke bare manifesteret med en enkelt forlovelse men med hele to i 1496/97. Filip den Smukke af Burgund – den ældste søn – skulle giftes med Johanna af Kastillien – den yngste datter og Margarete af Burgund skulle giftes med den spanske tronfølger Johann. Johann døde imidlertid i 1497 og dronning Isabella i 1498, hvilket førte til en frygt ved det spanske hof, hvor man gjorde Johanna og Filip til tronfølgere af Kongerigerne Aragonien og Kastillien. Derpå vendte Filip tilbage til Nederlandene, da livet i Spanien forekom ham fjernt. Det medførte at den psykisk ustabile Johanna fik første symptomer på en alvorlig depression, der kun var forværret af fraværet af hendes forlovede.

Ægteskabet førte trods det adskilte liv 6 børn med sig, deres opvækst blev ligeledes fordelt mellem deres landområder. Eleonora, Karl, Isabella og Maria voksede op i Nederlandene mens Ferdinand og Katharina voksede op i Spanien.

Aus der Ehe zwischen Philipp und Johanna gingen insgesamt sechs Nachkommen hervor, die man zwischen den einzelnen Herrschaftsgebieten aufteilte: Während Karl, Eleonore, Isabella und Maria in den Niederlanden aufwuchsen, lebten Ferdinand und Katharina in Spanien.

• Eleonore (født 15.november 1498 og død 18.februar 1558)
• Karl (født 24.februar år 1500 og død 21.september 1558)
• Isabella (født 18.juli 1501 og død 19.januar 1526)
• Ferdinand (født 10.marts 1503 og død 25.juli 1564)
• Maria (født 17.september 1505 og død 17.oktober 1558)
• Katharina (født 14.januar 1507 og død 12.februar 1578)

Efter Isabella I.´s død da overtog Johanna titlen som dronning af Kastillien i 1504 og Filip den Smukke enedes med Ferdinand II. efter tætte forhandlinger i Traktaten i Villafáfila i 1506 med Ferdinand II. over udøvelsen af regeringsførelsen. Kort efter underskrivelsen af traktaten, der døde Filip den 25.september 1506, hvilket fik den allerede depressive Johanna til at falde ned i et sort hul og fuldført apati, der var gav hende tilnavnet “Den Vanvittige“. I 1509 overdrog hendes fader regeringsførslen i Kastillien til sig selv og anbragte Johanna i Kloster Santa Clara i Tordesillas.

Sammenfattende da forenede Karl V. fire selvstændige territorier i form af hans bedsteforældres ægteskabspolitik:

• Fra Maximillian I. af Habsvurg arvede han Ærkehertugdømmet Østrig
• Fra Maria af Burgund arvede han Hertugdømmet Burgund samt de Burgundiske Nederlande.
• Fra Ferdinand II. arvede han Kongeriget Aragonien med de tilhørende områder Napoli, Sicilien og Sardinien.
• Fra Isabella I. arvede han Kastillien og de erobrede oversøiske kolonier.

Print siden her