Kiels seværdigheder A-Z
Kultur og Seværdigheder
I hundredevis af år stod Kiel i skyggen af andre byer i Holsten, der lå ved Østersøen. Det gjaldt først og fremmest Flensborg og Lübeck. Det på trods af deres medlemskab af Hansestæderne, hvor deres betydning imidlertid var minimal. Først i slutningen af det 18. århundrede bredte byen sig udover halvøen i retning syd, hvor den nuværende hovedbanegård ligger. Nu begyndte der at opstå markante borgerlige palæer. De fleste indbyggere var håndværkere, småborgerlige og studerende på universitetet. Eksempelvis læste digteren Theodor Storm her. Storm lovpriste byen for dens skønhed.
Da Kiel i 1864 blev adskilt fra den Danske Helstat og kort efter omdannet til preussisk krigshavn, forandrede bybilledet sig grundlæggende. Der var meget få byer, som oplevede en tilsvarende vækst i byggeri og befolkning som den, Kiel gennemgik. Byen voksede i alle retninger. Mod nord lå villakvartererne, mens der opstod lejekaserner tæt på centrum. På fjordens østlige side opstod Europas største værfter i Kiel-Gaarden, Kiel-Ellerbek og Wellingdorf. Andre dele, der opstod i dette hastigt opførte byggeri, var de nye universitetsbygninger i nærheden af slottet ved fjordbredden. Området mellem fjorden og Lille Kiel blev bebygget, og endelig fik byen fornemme bygninger i form af Neuer Markt, Rådhuset og teaterbygningen.
Befolkningstætheden gjorde i 1920´erne byplanlæggerne bekymrede. I den nazistiske tid kom det til storstilede forandringer af midtbyen. Byplanlægger Herbert Jensen lavede en plan for at omskabe byen til en idealudgave af en “tysk by”.
Efter de heftige bombardementer af byen lå de fleste bydele i ruiner; det gjaldt den gamle bydel, de østlige bydele og store dele af de nye bydele, der var opstået gennem de foregående 70 år.
Genopbygningen efter 2. verdenskrig havde samme Jensen som leder og blev gennemført i moderne stil med åbne pladser og store bygninger. Man ville forbinde byen med vandet og gøre midtbyen til det centrale i byen. Man frastod helt genopbygning af historiske bygningsværkeri som i byer som Lübeck og Münster; omvendt rev man flere bygninger ned, der forholdsvis let kunne have været restaureret. Dette gjaldt eksempelvis universitetets hovedbygning.
Denne genopbygning har været heftigt kritiseret, da det oprindelige gadenet har været svært at finde, og fordi der er meget lidt tilbage af den oprindelige charme. I dag har man stort set kun Dänische Strasse på strækningen mellem det oprindelige slot og ned til Nikolajkirken. Byen har mistet sine karakteristika og minder om de andre storbyer, der blev ødelagt under 2. verdenskrig.
Siden årtusindsskiftet har byen dog taget flere skridt i retning af optisk optimering: den historiske bådehavn ved hovedbanegården er blevet saneret tilbage til dens historiske udseende, hvilket også er sket på Alter Markt og den tilstødende Eggerstedtstrasse. Derudover er der forventning om, at andre bygninger vil følge.
Pingback: Kiel | Historiskerejser.dk