Kong Abels Hul
I Parkskoven nord for Gottorp Slot ligger Kong Abels Hul. Her skulle Erik Plovpennings broder Abel være blevet genbegravet med en pæl igennem kroppen af foragt for hans angivelige rolle i mordet på sin bror.
Det danske kongerige havde været på dets magtmæssige højdepunkt under kong Valdemar Sejrs regeringsår 1202-41. Valdemar Sejr havde i 1219 erobret Estland, og vist at Danmark var centrum for et imperium rundt om Østersøen. I 1214 havde den tyske kejser Friedrich II afskrevet sin interesse for områderne nord for floderne Elben og Elde. Hvilket gjorde, at mange nordtyske fyrster blev bekymrede, for deres mulighed for at kunne influere på politikken i Østersøområdet.
I 1223 kidnappede de kongen og hans ældste søn under en jagt på Lyø i det sydfynske øhav. De blev løsladt mod en betragtelig løsesum, hvilket straks forårsagede krig. Denne vandt de nordtyske fyrster og Danmark måtte afstå Holsten. Valdemar koncentrerede sig om en indre konsolidering af Danmark, hvilket han gjorde ved at placere hans sønner som grænsejarler i særligt udsatte områder. Det gjaldt Sønderjylland, hvor Abel blev placeret, Lolland-Falster, hvor den senere kong Christoffer blev placeret og Blekinge, der skulle værne mod Sverige. Erik Plovpenning fungerede allerede fra 1232 som medkonge.
Valdemar forudså ikke, at denne magtinddeling nærmere førte til en opsplitning af landet i mindre kongeriger, og at hans sønner skulle komme til at strides om magten. Abel blev i 1237 gift med Mechthilde af Holsten, og blev grundet dette et værktøj for de holstenske grevers forsøg på få indflydelse på Sønderjylland/Slesvig. Valdemar Sejr døde i 1241.
En af Erik Plovpennings første aktioner efter at være kommet til magten, var at kræve Sønderjylland tilbage som en del af Danmark. Han erobrede jarldømmet i 1242. Imidlertid blev der fred indtil 1246, hvor der igen brød kampe ud om landsdelen. Denne gang bølgede kampene voldsomt, hvor Abels tropper brændte og hærgede såvel Randers som Odense, mens Eriks tropper i 1248 jævnede Flensborg med jorden.
Eriks problemer kunne ikke begrænses til Sønderjylland, og i 1249 lå han i åben strid med de skånske storbønder, der gjorde oprør over den skat på plove, der gav ham sit akavede øgenavn. Trods disse besværligheder lykkedes det i 1250 at gennemføre et overlegent angreb på Rendsborg, der satte de holstenske grever militært voldsomt tilbage.
Det skulle angiveligt være på vej hjem fra dette angreb, at han skulle have besøgt hans bror og fjende Abel i Gottorp. Alene besøget forekommer mærkværdigt at forestille sig. Der er blevet digtet og spundet mange historier om dette broderlige møde ved Gottorp ud mod Slien. Det eneste der forekommer rimelig troværdigt, det er at Erik rent faktisk blev myrdet på Slien. At drabets bagmand var Abel forekommer endvidere stærkt sandsynligt.
De fortællinger der knytter sig til mordet, må sættes ind under folkesagn. De fortæller om et indledningsvis varmt broderligt møde, hvor Abel havde budt sin broder hjerteligt velkommen, men pludselig drejet samtalen ind på hans datters flugt, da Eriks hære havde hærget Slesvig by. Mødet skulle være foregået på Mågeøen i Slien, hvor Knud Lavards Jørgensborg skulle have været ramme om mødet. På øen går der rygter om at fuglene stadig skriger Erik, Erik. Derefter fortsætter fortællingen om at Erik skulle være blevet tvunget ud i en båd, der sejlede til Mysunde, hvor Eriks værste fjende Lage Gudmundsen skulle have vist sig og dræbt kong Erik og smidt ham i Slien. Erik skulle være blevet fundet af to fiskere og i første omgang begravet i Slesvig, men i 1257 være blev bragt til Sankt Bendts Kirke i Ringsted og bisat.
Abel fik 24 herremænd til at sværge på hans uskyld i drabet, og kunne dermed kåres til dansk konge 1.november 1250. Abel døde allerede i foråret 1252 i kamp mod friserne. Han blev i første omgang begravet i Slesvig Domkirke, men det siges at han senere blev taget op og smidt i det føromtalte hul i parkskoven ved Gottorp Slot.
Analogien i den danske nationalt fikserede historieskrivning til det bibelske brodermord, fik dette digt til at bredes Abel af navn, Kain af gavn.
Om Abel virkelig skulle være blevet fjernet fra Slesvig Domkirke er endvidere stærkt tvivlsomt, da Slesvig/Sønderjylland fortsatte med at være under Abels slægts herskab indtil 1375 og derefter indtil 1460 under Holstenske grever.
