Museumsøen i Berlin

Museumsøen udgør den nordlige spids af Spree-øen i Berlins historiske bymidte. Det er den absolutte kerne af det berlinske museumslandskab og hører til blandt de vigtigste museumskomplekser i verden. Siden 1999 har det samlede arkitektoniske ensemble været på UNESCO´s liste over verdenskulturarven.

SE BERLINS SEVÆRDIGHEDER

SE BERLINS HISTORIE

Bodemuseum er det første museum, man ser, når man sejler rundt om museumsøen nordfra. Foto: www.travelandleisure.com

Historie

Museumsøen udgør det nordlige af Spreeøen, der ligger i den absolutte historiske kerne af Berlin. Kort fra wikipedia

Den nordlige del af Spree-øen var i middelalderen et forsumpet flodleje, hvilket gjorde, at det ikke var særlig egnet til bebyggelse. Mens den sydlige del af øen var kernen af det område, hvor byen Cölln opstod, blev den nordlige del først mange år senere brugt som berlinerslottets haveområde. I det 17. århundrede kanaliserede man den venstre arm af floden Spree. Dermed opstod Kupfergraben (da: Kobbergraven), der afvandede den nordlige del af øen, samt området Cöllnische Werder, hvor haveanlægget Lustgarten kom til at ligge i det 17. århundrede.

Området har altså i løbet af sin historie haft forskellige funktioner: I tiden under den store kurfyrste (1640-88) og denne søn Friedrich I (1688-1713) lå der i området den såkaldte Pomeranzenhof, der var en art orangeri for sydfrugter, palmer og eksotiske planter,  som var uundværlig for driften af Lustgarten/Lysthaven, da de kostbare udsmykningstræer i Lustgarten om vinteren blev opbevaret her. Under den såkaldte “soldaterkonge” Friedrich Wilhelm I (1713-40), blev området udnyttet erhvervsmæssigt, og planterne forsvandt. Den sidste rest af Lustgarten forsvandt i 1748, da orangeriet blev omdannet til et pakhus, hvor gods og varer blev opmagasineret. På kajen blev der opstillet en drejekran af træ, hvormed skibene kunne lades. I 1776 blev der opstillet et melhus ved siden af kranen,og snart fulgte et saltmagasin.

Områdets industrielle udstråling veg først i løbet af det 19. århundrede til fordel for museumsbyggeriet: I 1797 tog Friedrich Wilhelm II (1786-97) vel imod et forslag fra Aloys Hirt (kunstprofessor og arkæolog) om at bruge området til et museum, der skulle huse en udstilling af kunstskatte fra antikken til nutiden, og som systematisk ville repræsentere de store udviklinger i kunsthistorien. Imidlertid oplevede projektet forsinkelser grundet Friedrich Wilhelm II´s død og Napoleonskrigene. I 1810 gentog Friedrich Wilhelm III (1797-1840) en kabinetsordre om “at anlægge en offentlig nøje udvalgt kunstsamling”. Dermed imødekom kongen et stadigt stærkere ønske hos det bedre borgerskab om at få en offentlig tilgængelig kunstsamling.

I 1822 kom den klassiske mesterarkitekt Karl Friedrich Schinkel med en plan for nybyggeri og en omfattende reorganisering af hele den nordlige del af Spree-øen. I Schinkels plan var der ideer om flere nye broer og en mere strømlinet linjeføring af Kupfergraben. I spidsen for kommissionen for oprettelsen af museet stod Wilhelm von Humboldt.

I 1830 opstod det klassiske Schinkels klassiste mesterværk Altes Museum, der var Preussens første offentlige museum, og hvor ideen fra Hirt om et offentligt museum med repræsentation af kunst fra antikken og frem til nutiden blev respekteret. I 1859 blev der bygget endnu et museum i form af Königlich-Preussische Museum (i dag: Neues Museum). I 1876 åbnede det tredje museum i form af Nationalgalerie (der i dag hedder Alte Nationalgalerie), i 1904 kom det fjerde museum på nordspidsen, som dengang hed Kaiser-Friedrich-Museum (i dag Bode-Museum, omdøbt i 1956 efter den mangeårige kunsthistoriker og generaldirektør for museerne, Wilhelm von Bode). I 1930 åbnede Pergamonmuseet, det sidste af de 5 museer, der er opkaldt efter Pergamonalteret. Det var planlagt, at der skulle have været et ægyptisk museum, men dette blev aldrig opført.

Det var først i slutningen af 1870´erne, at navnet Museumsinsel/Museumsøen blev alment brugt, og som kom i takt med, at der kom flere museer, hvilket gjorde det klart, at Preussen havde påtænkt at lægge flere museer samme sted, ganske som det var i tilfældet i såvel Paris som London. I 1880 besluttede datidens museumsdirektører på en konference, at Museumsøen kun skulle huse kunst af høj værdi, hvilket dengang var karakteriseret ved udelukkende at være fra Europa og det nære Østen.

I tiden under nationalsocialismen (1933-45) havde Albert Speer udformet en ny plan for udformningen af Museumsøen, der gik ud på at opføre flere større monumentale museumsbyggerier. Arkitekten Wilhelm Kreis kom med udkast til fire yderligere enorme museer. Disse byggerier skulle imidlertid ikke ligge på selve museumsøen, men overfor byggerierne og ud til floden Spree. Nord for Bodemuseum på Sprees bred skulle “Germanisches Museum” opføres, et “Museum for det 19. århundrede!” samt et “Museum for Ægyptisk og Nærasiatisk Kunst”, hvor sidstnævnte i en senere del af planlægningen blev ændret til kun at dreje sig om ægyptisk kunst, og som den største af de 3 bygninger skulle have været 75.000 m². Udvidelsen skulle have ligget i området mellem Friedrichstrasse, Oranienburger Strasse og Monbijouplatz, hvor selve Monbijou Slot havde måttet vige. Derudover blev der planlagt en enorm udvidelse af den militærhistoriske samling i Zeughaus, der skulle have fungeret som Weltkriegsmuseum (da:Verdenskrigsmuseum). Som pendant til museumsplanerne på den nordlige bred ved Spree, planlagde rigsarkitekt for Hitlerjugend Hanns Dustmann på Sprees sydlige bred et nyt Etnologisk Museum der skulle have ligget mellem banelegemet, Spree og Friedrichstrasse. Planerne blev aldrig effektueret grundet krigsudbruddet.

Museerne på øen blev mere end 70% ødelagt under 2. verdenskrigs ødelæggelser. Den efterfølgende genopbygning af Museumsøen i det, der var blevet til Østberlin, blev påbegyndt fra 1950. Man havde ikke medtaget Neues Museum i planerne. Ruinerne af Neues Museum blev begrædt af kunst- og arkitekturinteresserede verden over som et enormt kulturtab. Der var endda beslutninger om, at ruinerne skulle nedrives, hvilket kun blev undgået grundet DDRs manglede midler til at gennemførelse heraf. Først i 1987 blev det besluttet at afsikre den ruinøse bygning. Man vedtog, at der skulle foretages en totalistandsættelse inden 1990, men dette kunne imidlertid heller ikke foretages grundet mangel på midler til det enorme projekt.

Efter den Tyske Genforening begyndte man i slutningen af 1990´erne en omfattende sanering af hele Museumsøen. I 1999 blev en masterplan for en nyorientering af hele øen vedtaget. Heri skulle der indtænkes, hvad der skulle gøres ved de samlinger, som havde været delt frem til 1990.

Dagens opbygning af Museumsøen

Øens nordligste spids er forbundet til begge sider med Monbijoubrücke henover Spree. Broerne er kun befærdet af gående og cyklister og danner indgangen til Bode-Museum, der er en prægtig neobarokt tresidet bygningsværk, som med sin store kuppel dominerer den nordlige indfaldsvinkel til øen.

Syd for Bode-Museum gennemkrydses øen af sporene fra Berlins jernbane, som samtidig danner grænsen mellem Bode-Museum og Pergamonmuseum. Sidstnævnte er som det yngste af museerne også det mest besøgte grundet sit fantastiske antikke monumentalbyggeri Pergamonalteret, der har lagt navn til museet. Indgangen til Pergamonmuseet indkredses af 3 fløje, der danner en mindre plads foran museet, hvor man må krydse en fodgængerbro for at komme til fra vejen Am Kupfergraben.

Syd for Pergamonmuseet ligger i den vestlige del Neues Museum, der som nævnt tidligere lå som ruin i mange år efter 2. verdenskrig, men som i oktober 2009 – efter 70 år – endelig blev åbnet på ny. Ligeledes syd for, men mere mod øst, ligger Alte Nationalgalerie, der er bygget som et forhøjet klassisk antikt tempel med en fremskudt fritrappe som indgang. Foran indgangen står der en rytterstatue af den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV (1840-61), der stod for de første spæde skitser til byggeriet, som dog først stod færdigt efter hans død.

En tand længere fremme foran indgangen til Alte Nationalgalleri ligger Kolonadenhof, en tresidet søjlegang, der omslutter et friområde. Hele området blev saneret til sit oprindelige udseende med beplantning, fontæneanlæg og bronzeskulpturer og åbnet for offentligheden igen i 2010.

Syd for Neues Museum og Nationalgalleriet krydser Bodestrasse øen, der mod vest er åben for trafik, og hvor broen mod øst – Friedrichsbrücke – er lukket for køretøjer. Syd for denne gade ligger Altes Museum, Lustgarten samt Berliner Dom. Derefter støder man på den store trafikåre, Unter den Linden – Schlossplatz  og Karl-Liebnecht-Strasse, der udgør den sydlige afgrænsning af Museumsøen.

Museerne

Bygningerne på Museumsøen indeholder overvejende arkæologiske samlinger og kunst fra det 19. århundrede. Efter Genforeningen er man begyndt på at føre de forskellige samlinger sammen, der fandtes i øst og vest. Hvor det østlige museumscentrum var Museumsøen, havde vest hele 3 områder: Charlottenburg Slot, Universitetsmuseerne i Dahlem samt det moderne Kulturforum. Museumsøen skal danne centrum i den nye strukturering af Berlins museer. Fra og med 2017 skal det ny James-Simon-Galerie danne den centrale indgangsbygning til den samlede museumsø.  Det vil ligger syd for Pergamonmuseum som nabo til Neues Museum ud til Spree. Her skal der både være konferencerum, ekstra udstillingsrum til særudstillinger samt informationscentrum, museumsbutik samt caféer og restauranter.

Altes Museum koncentrerer sig på stueplan primært om græsk kultur i form af skulpturer, våben, guldsmykker, sølvskatte fra den græske kunst og kulturhistorie fra Kykladekulturen op til den romerske epoke. På den øverste etage finder man kunst og kultur fra den etruskiske såvel som den romerske kultur.

Neues Museum blev genopført til midten af 2009. Museet har indeholdt det Ægyptiske Museum og Papyrussamlingerne med den berømte buste af den ægyptiske dronning Nofretete/Nefertiti og andre kunstværker fra tiden under kong Akhenaton (1378-1362 f.v.t.). Derudover finder man Museum for den tidlige og etnologiske historie med fund fra Stenalderen, Bronzealderen og Jernalderen, fra Troja har man kopier af Schliemannguld, fund fra Cypern, Folkevandringstiden og Middelalderen og lidt fra de senere epoker.

Pergamonmuseet har i dets 3 fløje såvel græske som romerske skulpturer i Antiksamlingen, det Mellemøstlige Museum med 6000 års historie, kunst og kultur fra området, der har fostret så mange kulturer og forskellige religioner samt Museet for Islamisk Kunst, hvor de muslimske folkeslags kunst kan følges fra det 8. århundrede op til det 19århundrede. Pergamonmuseet er verdenskendt for sine imponerende rekonstruktioner af arkæologiske byggeensembler som eksempelvis Pergamonalteret, Markedsporten fra Milet, Isjtar-Porten, Processionsgaden fra Babylon og Msjatta-facaden. I den fjerde fløj, der er under opførelse, vil man kunne se monumenter fra det Ægyptiske Museum såsom Kalabsha-porten, søjlehallen fra Kong Sahur og Tell-Halaf-facaden fra det Mellemøstlige Museum, der efter at have lidt skade under 2. verdenskrig har befundet sig i depot siden.

Alte Nationalgalerie viser skulpturer og malerier fra det 19. århundrede fra Caspar David Friedrichs over de franske impressionister til fresker fra Rom udført af de der virksomme Nazarenere.

Bode-Museum viser i Museum for Byzantinsk Kunst kunstværker fra den byzantinske verden fra det 3. til det 15. århundrede. I Skulptursamlingen finder man italienske og tyske skulpturer fra den tidlige middelalder og frem til det 18. århundrede. I Møntkabinettet findes mønter, fra man begyndte at præge mønter i det 7. århundrede f.v.t i Lilleasien frem til mønter og medaljer fra det 21. århundrede. Derudover findes der få udvalgte malerier fra det oprindelige Gemäldegalerie.

Besøgstallene viser at Pergamonmuseet er det mest besøgte af museerne.

I

Print siden her