Nazisternes Hauptstadt Germania, OL 1936 og 2.verdenskrig 1933-45
Nazisterne overtager
Det nazistiske parti havde intet tag i Berlinerne, og fik det heller aldrig rigtigt. Men i andre dele af Tyskland, specielt Bayern og det sydlige Tyskland samt nord med undtagelse af Hamburg var tilslutningen enorm. For mange begyndte bekendtskabet med nazisterne i det faktum, at de var enige i nazisternes kritik af den forræderiske Versaillestraktat. Dertil købte man uden større anstød de andre dele af den nazistiske pakke. Den bød på mere lov og orden, en sammenbinding af Tysklands problemer med den internationale bolsjevisme og jødedom, samt en tilbagevenden til nogle urgermanske værdier. Alt dette fik nazisterne dygtigt sammenkædet via den mest moderne organisationsdisciplin, et slag for øget industrialisering og foragt for demokratiet. Nazistpartiet fik mere og mere opbakning i perioden fra 1929-33, hvor det gik stadig mere frem ved valgene.
30. januar 1933 blev nazisterne rigsdagsvalgets vindere, og man hævdede, at det foregik på demokratisk vis. Men rigsdagsbranden tre dage forinden havde medført, at Hindenburgs nationalkonservative parti var gået med til en udelukkelse af socialdemokrater og kommunister fra valget. Dette åbnede bekendt den ladeport, som Hitler kunne gå ind af.
Hauptstadt Germania
Berlin var nu blevet hovedstad i det tyske tredje rige under ledelse af nazisterne. Propagandaminister i det tredje rige, Joseph Goebbels, beskrev nazisternes forhold til Berlin meget rammende; ”…Den, der har Berlin, har riget. Vi har så fast bestemt af den overbevisning, at vi i kampen om metropolen så mere end bare overtagelsen af en by. Denne kogende heksekedel skulle indtages af os…” . For nazisterne handlede det om at indtage, forandre, overtage og dermed totalt omgøre det Berlin, som man hidtil havde kendt. Hitler havde sammen med rigsarkitekt Albert Speer storstilede planer om et Berlin, der skulle omdannes totalt og være hovedstad i verdensherredømmet Germania. Så vidt kom det dog aldrig, men noget af vejen kom man. Det nye rige ville gennem prestigebyggeri i den såkaldte funktionalistiske stil præge byen med sine egne monumenter. I første omgang blev det Wilhelmstrasse og de tilstødende Leipziger Strasse og Vossstrasse, der blev hjemsted for de kolossale ministeriebygninger, Luftwaffe, Propaganda, SS, Gestapo, SA, Familieministeriet osv. Derudover blev den imponerende Siegessäule flyttet fra sin plads på Platz der Republik (ved Rigsdagen) til Grosser Stern for at danne midtpunkt i den gennemskærende akse tværs gennem Berlin (i dag Unter den Linden, Strasse des 17. juni, Bismarckstrasse og Heerstrasse), hvor strækningen mellem Siegessäule og Brandenburger Tor blev indrettet som en søjlehal med statuer af helte fra den germanske historie. Berlinerne kaldte den Puppen-Alleé.
Byggeriet koncentrerede sig indtil 1936 om at få gennemført en topmoderne og nationalsocialistisk udformning til de olympiske lege i byen. Et stævne, som skulle vise den ariske races overlegenhed i forhold til de andre laverestående racer. Dengang som i dag er vi mange, der kan more os over, at legene sportsligt huskes for den afroamerikanske løber Jesse Owens mange guldmedaljer.
For berlinerne gik der lang tid, før at de var blevet knægtet, og mange berlinere blev fængslet og sendt i koncentrationslejre som eksempelvis Sachsenhausen, der ligger nord for byen. Store dele af Berlins jødiske kultur gik tabt under Rigskrystalnatten 9. november 1938. Værst er mindet om ødelæggelserne af de store synagoger i Fasanenstrasse og Oranienburger Strasse. Berlin var en by præget af militær ensretning og undertrykkelse. På den anden side var der en opfattelse af, at Tyskland igen var på rette spor – med arbejde til alle, eksempelvis i anlæggelsen af Berliner Ring, især når man samtidig lægger det til, at alle samfundslydige borgere kunne få beskikket en folkevogn og selv køre til deres ferieophold på Rügen eller i Venedig.
Hitlers opgør med Versailles
På den udenrigspolitiske front var Hitlers første opgave at få gjort op med den ydmygende Versaillestraktat. Krigsskadeerstatningerne stoppede, og den tyske oprustning begyndte på ny. Man allierede sig med Italien og Japan, efter at man i 1935 var udtrådt af Folkeforbundet, og forlangte beskyttelse af de tyskere, der befandt sig uden for rigets grænser. Her gav det tyske flertal i Polsk Vestpreussen og Posen samt det tyske mindretal i Sudeterne i Tjekkoslovakiet anstød til tiltagende spændinger.
I 1938 mødtes repræsentanter for flere af de toneangivende lande for at finde en løsning på disse problemer. Det endte ud med, at Tyskland og Hitler stillede sig tilfreds med, at man fra international side havde valgt at give dem Sudetertyskland tilbage. Det skal dog nævnes, at der ikke var nogen, der havde valgt at rådføre sig med Tjekkoslovakkerne om dette. For den engelske premierminister Neville Chamberlain kom forhandlingerne til at stå som det, der ville sikre ”…Peace in our time!…”. Tyskernes ekspansionstrang fortsatte dog ufortrødent efter aftalen, uden at alarmklokkerne ringede hos resten af Europa. Senere på året 1938 marcherede tyske soldater ind i Wien, hvor begejstrede lokale nazister hyldede deres ankomst. Østrig var blevet annekteret under det, man i det tyske sprog blot kaldte Anschluss. Med til historien hørte dog ikke, at tusindvis af fjendtligtsindede østrigere blev fængslet og sendt i døden. Denne acceleration i tingenes tilstand fik Hitlers storhedsvanvid til at antage nye højder. Han lancerede planerne om Berlins totale forandring. Mest potent var ideen om Grosse Halle, der skulle danne rammen om militærparaderne gennem Berlin via tværaksen. Ved Brandenburger Tor skulle der bygges en kuppelhal på 300 meter, hvor Hitler skulle holde sine flammende taler for ikke mindre end en million tilhørere. Storhedsvanviddet fik frit løb!
Krigsudbruddet
I 1939 indgik Hitlers udenrigsminister Ribbentrop en for datiden temmelig ulogisk traktat med Sovjetunionen. Her blev det aftalt, at USSR og Tyskland ikke ville angribe hinanden i tilfælde af, at en af parterne skulle komme på den plan at invadere Polen, Finland og de baltiske lande. En uge efter erklærede Tyskland Polen krig. Sovjetunionen trængte ligeledes østfra ind i Polen, de baltiske lande og Finland. Det blev starten på 2.verdenskrig. Det internationale samfund fordømte angrebet, og Storbritannien og Frankrig erklærede efterfølgende Tyskland krig. I Berlin var der endnu en gang stor opbakning til krigen godt hjulpet på vej af Goebbels propaganda, der fortalte om polske overgreb på tyskere. Hitler brugte lejligheden til at lancere sit T4-program på hjemmefronten. Det var på adressen Tiergartenstrasse 4 i Berlin, at ordet Eutanasi blev lanceret, medlidenhedsdrab. Herinde blev medlidenhedsdrab foretaget og koordineret, sat rationelt i system, og det gik udover syge, ældre, jøder, sigøjnere, homoseksuelle, udstødte, fattige, bøsser, politisk forfulgte, handicappede og i propagandaen fremstillet som gode gerninger. Forsøgene var en forløber for Holocaust, og resultaterne blev videnskabeligt brugt her.
I 1940 bredte krigen sig yderligere, Tyskland invaderede Danmark, Norge, Tjekkoslovakiet, halvdelen af Frankrig, Holland, Belgien og havde næsten tvunget Storbritannien i knæ ved Dunkerque. Året efter er af mange anset som det år, hvor Hitler traf de beslutninger, som i sidste ende skulle betyde hans endelige nederlag. Den 22. juni 1941 indledte han felttog Barbarossa og angreb Sovjetunionen, det som tyske generaler og chefer havde frygtet siden Frederik den Store, en tofrontskrig, var en kendsgerning. Men tyskernes brutale fremfærd blev indtil slutningen af året en stor militærsucces.
Tysk krigslykke vender
Den russiske vinter begyndte at knække tyskerne, forsyningslinjerne blev brudt, og russerne var begyndt at blive mobiliseret. På den anden front var der indtruffet en afgørende begivenhed, da japanerne i december 1941 havde angrebet en amerikansk flådebase, Pearl Harbor, i Stillehavet. USA erklærede Japan krig, og for Tysklands vedkommende sejrede storhedsvanviddet på ny, da Hitler straks derefter valgte at erklære USA krig. Konflikten var for alvor blevet en verdenskrig.
Ved Wannsee i Berlin i januar 1942 blev der afholdt en længe udskudt konference under ledelse af Rigsprotektor for Böhmen und Mähren, Reinhard Heydrich, og her var hovedformålet med mødet at finde en løsning på jødespørgsmålet ”…Endlösung der Judenfrage…”. Resultatet på mødet blev et grønt lys til at oprette udryddelseslejre som supplement til de allerede eksisterende koncentrationslejre. Målet var at udrydde samtlige 11 millioner jøder i Europa, heraf lykkedes det at dræbe omkring de 6 millioner. Tyskerne blev mere og mere trængt på fronterne gennem årene 1942-43. På Østfronten endte et af verdenshistoriens mest ødelæggende slag, slaget ved Stalingrad, med tysk overgivelse. Efterfølgende var tyskerne i defensiven. Tyske byer blev fra 1943 udsat for jævnlige bombetogter, og uerstattelige kulturelle skatte og bygninger gik tabt for bestandig. I juni 1944 gik amerikanerne og briterne i land i Normandiet på D-Dag, hvor den hidtil nemt holdte Vestfront begyndte at volde tyskerne enorme problemer i stil med dem på østfronten.
Modstand mod Hitler
På hjemmefronten oplevede den almindelige tysker en intensivering af propagandaen, og briterne og russerne blev for alvor lagt for had. Berlinerne måtte som andre tyskere søge tilflugt i de bunkere og kældre, der var indrettede som følge af bombardementerne, og livet forsøgtes levet videre. I Berlin var de største bunkere Zoo-bunkeren, Anhalter Bahnhof-bunkeren samt Gesundbrunnen-bunkeren.
Det var en svær balance for mange tyskere at finde ud af, hvor de skulle rette vreden hen, for den megen råddenskab i deres egen ledelse var kommet til at stå dem klarere. På den anden side var det svært for den almindelige befolkning at fatte sympati for den russiske bolsjevisme eller den amerikanske kapitalisme, når de ikke lavede andet end at bombe dem. Det var ikke så overraskende at modstanden mod Hitler måtte komme fra officerskorpset, der stort set fra starten havde foragtet Hitler og hans gadebanditter. Den 20. Juli 1944 forsøgte Graf Claus von Stauffenberg at udføre et bombeattentat på Hitler i hans hovedkvarter, Wolfsschanze, i Østpreussen, dette samtidig med, at hans medsammensvorne skulle forsøge at tage magten i Berlin. Begge dele mislykkedes. Stauffenberg blev pågrebet og henrettet i Bendlerblock samme aften.
Tysk bod
Fra da af blev Hitler endnu mere paranoid og uforsonlig i sine handlinger. Fra julen 1944 stod det klart for de fleste, at Tyskland ikke kunne vinde krigen, men nazistpartiet slap af den grund ikke sit tag i det tyske samfund. Det opfordrede til total mobilisering i forsvaret af nationalsocialismen, hvilket kom til at betyde, at små drenge og gamle mænd faldt i massevis på den såkaldte ærens mark. Den sidste del af den strategiske krig blev en kamp mellem de to allierede fronter om at nå Berlin først.
Berlinerne håbede inderligt på, at det var amerikanerne og briterne, der ville indtage byen, idet man havde på fornemmelsen, at hævntørsten hos og civilisationsafstanden til russerne var enorm. Men det berlinske håb forblev tomt, for i starten af april 1945 blev de sydvestlige forstæder til Berlin indtaget af sovjetiske tropper. Modstanden og angsten for den hærgende Røde Hær fik berlinerne til at kæmpe hårdnakket herimod. Russerne havde hærget, plyndret, voldtaget, myrdet og brændt af, da de var rykket frem gennem Østpreussen og Polen, så Berlinerne vidste, hvad de havde at frygte.
