Nikolajkirken
Nikolajkirken er Berlins ældste intakte kirke. Den er kulturarvsbeskyttet. Siden 1939 har den ikke fungeret som kirke. Dagens kirke er en originaltro genopbygning fra 1983, men den har dog betragtelige elementer af den oprindelige kirke integreret. Den ligger i bydelen Mitte i området Nikolaiviertel mellem Spandauer Strasse, Rathausstrasse, floden Spree og gaden Mühlendamm. Kirken fungerer i dag som byhistorisk museum, hvor der endvidere ofte finder kirkekoncerter sted.
Nikolaikirche i Nikolaiviertel. Foto fra www.berlin.de
Nikolajkirkens Historie
Dagens Nikolajkirke har minimum to forgængerbyggerier på stedet. Den første blev bygget omkring år 1230 og var en for regionen typisk senromansk 40 meter lang treskibet kirke. Den menes at have været fladtaget samt have en søjlebasilika af kampesten med et tværskib og tre apser vendt mod øst. Den vestlige del af dette byggeri, der stadig ses i dag, er et tidligt eksempel på gotik. Vestportalen er præget af spidse buer.
Berlin-Cölln omkring år 1200, det var i Berlin på den højre side at Nikolaikirche opstod. Tegning fra wikipedia
Kirkens navn har den fået fra den hellige Nikolaus fra Myra, der typisk blev brugt i forbindelse med handelsstæder. Som Berlins ældste bygningsværk udgjorde kirken i sammenhæng med Molkenmarkt kernen i handelsbyen Berlin, der voksede frem i starten af 1200-tallet. På modsatte side af Spreefloden voksede Cölln frem, hvor Petrikirche havde en tilsvarende funktion for de handlende.
Før udgangen af det 13. århundrede nedrev man langhuset i kampesten og erstattede det med en tidlig gotisk murstenshal. Omkring år 1379 påbegyndte man en enorm ombygning, hvor det senromanske kor i det oprindelige byggeri blev udvidet betragteligt. De konkave buer i koret er allersenest skabt i starten af det 15. århundrede. Senere virkeliggjorde man andre dele af samme plan, idet man skabte helt nye dimensioner i langhuset, hvor de dominerende elementer fra det tidlige gotiske forgængerbyggeri ikke blev ført videre.
Langhallen med de gotiske buer og hvælvinger. Foto fra wikipedia
På det sydvestlige hjørne af det nye langhus opstod der et toetagers kapel viet til Vor Frue (Jomfru Maria). Det kan dateres til 1465 og skal ses i sammenhæng med, at det kurfyrstelige hof i 1452 havde stiftet et broderskab omkring dyrkelsen af jomfru Maria. De røde mursten i kapellet dannede en tydelig kontrast til det grå tårn. I perioden 1470/80 kom den sidste middelalderlige tilføjelse i form af et toetagers sakristi og kapel på nordsiden af koret.
Den senmiddelalderlige udsmykning af sydsiden, der har holdt sig igennem alle byggefaser, hvor der blev tilføjet et langt spidst tårn på bygningen, kan ikke dateres med sikkerhed. I årene 1876-78 erstattede Hermann Blankenstein dette med et dobbelttårn.
I slutningen af 1800-tallet kom de to tvillingetårne. Nedenunder jomfrukapellet. Fra wikipedia
Nikolajkirkens udsmykning
I 1461 skænkede Berlins Bagerlaug kirken et alter med en tilhørende altarist til at passe alteret.
Efter reformationen i Brandenburg i 1539 blev omkring 150 statsmænd, lærere og velhavende borgeres grave sløjfet i kirkens kor og sideskibe. Kirkens indre har været udsmykket med værdifulde kunstskatte. Det gjaldt døbefonte, prædikestole og altre samt malerier fra sengotisk og barok tid. I kirkens indre er der stadig rester fra gravsteder og krypter fra indflydelsesrige familier.
Nikolajkirkens virke
Kirken har været arbejdsplads for to betydningsfulde protestantiske salmedigtere: Paul Gerhardt, der var præst i perioden 1657-67 og Johann Crüger, der var kantor (korsanger) i perioden 1622-62. Der har eksisteret en mindetavle for dem begge siden 1957.
Den betydningsfulde lutherske teolog og pietist Philipp Jacob Spener var provst i kirken i perioden 1691-1705.
Den 6.juli 1809 var kirken ramme om proklameringen af oprettelsen af den første Berliner Magistrat og dermed de første frie valg i Preussen. Det opfattes typisk som indledningen på den reformproces der skete i Preussen, da de franske tropper forlod byen i 1808.
Den vigtige lutheranske teolog Spener virkede som provst i kirken. Billede fra wikipedia
30. oktober 1817, aftenen før 300-årsjubilæet for reformationen, afholdt protestanter på tværs af konfessioner en fælles nadver, hvor man dannede Unionskirken i Gammelpreussen. Det var et forsøg på at sammensmelte calvinister og lutheranere, et forsøg, der ikke havde den store succes.
I årene hed præsten Wilhelm Ludwig Georg Wessel, og hans søn Horst Wessel skulle senere blive den første nazist, der faldt i gadekamp og på den baggrund dyrket som en martyr i nazismen. Fra november 1938 lukkede kirken ned for evangeliske aktiviteter og overgik i stedet i nationalsocialisternes varetægt. I 1939 fandt en sidste gudstjeneste sted som jubilæum for 400 årsjubilæet for indførelsen af reformationen i Brandenburg.
Kirken skulle derefter indgå i en plan for hele området, hvor det middelalderlige Berlin skulle gøres mere historisk. Det indbefattede for Nikolajkirkens vedkommende, at den skulle føres tilbage til den gotiske stil, som i nazismen nød en høj prioritet.
Ødelæggelse og Genopbygning
I anden verdenskrig blev kirken i 1944 ramt af et ødelæggende luftangre, som ødelagde Blankensteins tårne fra 1800-tallet, taget og en del af hvælvingerne i koret. Ved krigsafslutningen forårsagede en brand yderligere skader. I årene efter krigen var den åbentstående kirke udsat for vejrskader og metaltyves rov.
I mange år stod kirken som ruin uden en afgjort videre skæbne. Fra wikipedia
I den nærliggende Mariekirke kom hele 16 malerier og et romansk bæger fra Nikolajkirken. Da kirken ikke var blevet udstyret med et nødtag, styrtede samtlige hvælvinger samt hele den nordlige søjlerække sammen i 1949. Først i 1957 sikrede man inventaret ved at bygge en midlertidig mur og bringe noget af det på museum.
Trods udenlandske tilsagn om hjælp, i særdeleshed fra Skandinavien, var det ikke muligt for den evangelske kirke i DDR at tilvejebringe de nødvendige midler til en genopbygning. Staten DDR ville ikke finansiere dette, hvilket betød, at ansvaret for bygningen i 1969 blev overdraget til Berlin. Den nederste del af tårnet samt de ydre mure stod dermed i årtier stort set alene som ruin på en stor rømmet plads. Mange frygtede en nedrivning, men dette forsikrede DDR-regeringen ikke ville ske med den bebudede plan fra 1978 for genetableringen af området Nikolaiviertel.
I årene 1980-83 blev Nikolajkirken genskabt originaltro, som en af de vigtigste bygninger i genskabelsen af Nikolaiviertel op til Berlins 750 årsjubilæum i 1987. De sammenstyrtede korshvælvinger og det halagtige langskib måtte mures op helt fra bunden. De 44 meter høje tårne blev monteret på jorden og derpå hejst op ovenpå soklen med kraner. I forbindelse med genopbygningen tilføjedes et klokkespil med 41 klokker i tårnet.
Monteringen af tårnene – en ingeniørmæssig bedrift. Foto fra wikipedia
Siden genopførelsen i 1987 har kirkens funktion været at huse udstillinger for Märkisches Museum samt til koncerter. Akustikken er imidlertid ikke imponerende i kirken, hvilket sætter en grænse for koncerttyperne.
Nikolajkirkens brug
Efter en omfattende toårig sanering blev Nikolajkirke genåbnet 21. marts 2010. I kirkens hovedrum tilføjede man den restaurerede prædikestol, der stammede fra den ikke genopbyggede franciskanske klosterkirke samt enkelte barokfigurer fra det tidligste alter. Den regerende overborgmester Klaus Wowereit åbnede en ny permanent udstilling, der fokuserede på kirkens opståen og brug i de foregående 800 år. En del af denne udstilling fokuserer på, hvilke betydningsfulde personer, der har været forbundet med kirken.
Nikolajkirken har været ramme om en række vigtige politiske beslutninger igennem tiderne: I 1539 trådte Rat von Berlin und Cölln sammen i kirken og vedtog, at byen Berlin overgik til Lutherdommen. 6. juli 1809 trådte det første berlinske byråd sammen med de hidtidige magtinstanser, magistraten og overborgmesteren. Dette var en følge af de reformer, Napoleons besættelse af Preussen afstedkom. De kaldes de Hardenberg-Steinske reformer. 29. juni 1990 blev forbundspræsident Richard von Weizsäcker udnævnt tihl æresborger i Berlin. Han var den første, der fik denne titel efter delingen af byen. Endelig var kirken ramme om det berlinske senats første møde 11. januar 1991, før den preussiske landdag i Niederkirchner Strasse stod færdig. At de ny delstatssenater trådte sammen i kirker var åbenbart en bredere tendens, idet det saksiske delstatsparlament holdt til i Dresdens Dreikönigskirke i perioden 1990-93.
Richard von Weizsäcker; Mangeårig overborgmester i Berlin, Forbundspræsident og æresborger i Berlin. Foto fra wikipedia
Familiegrave i Nikolajkirken
Før reformationen fandtes der et væld af familiegrave i kirken. I 1600-tallet udførte den berømte arkitekt og billedhugger Andreas Schlüter et storslået gravmæle til Daniel Männlich, der fungerede som hoffets guldsmed. To andre gravmæler er for naturretslæreren Samuel von Pufendorf og den evangeliske teolog Jakob Spener. I 1610 blev der indrettet et varigt familiegravsted i Jomfru Maria-kapellet til familien von Kötteritzsch.
Arkæologiske udgravninger
Arkæologiske udgravninger – første gang 1956-58 og igen i forbindelse med genopførelsen 1980-83 – har givet nye aspekter til kirkens bygningshistorie. Man kunne identificere en tidlig gotisk halkirke samt resterne af en senromansk treskibet basilika. Nedenunder disse rester fandt man konturerne af en tidligere kirkegård med 120-150 grave. Den vurderes at stamme fra slutningen af 1100-tallet eller starten af 1200-tallet. Kirkegården skulle have befundet sig på en daværende sandø i Spree og har været med til at bibringe afgørende viden om, at man i dag sætter Berlins opståen minimum 50 år tidligere end det traditionelle skøn i år 1237.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen anbefaler:
Jeg anbefaler at gå en tur rundt i Nikolaiviertel, hvor du uundgåeligt også vil komme forbi Nikolajkirken. Indvendig er der en fin lille udstilling, der fokuserer på meget af det samme, som jeg har haft fokus på i denne artikel. Men det er naturligvis langt mere autentisk at stå i selve kirken. Det er ikke nemt at se, at hovedparten af dagens kirke er genopbygget. Derfor er det også en god idé at orientere sig forlods eller på stedet. Det skyldes, at en del af fundamentet er originalt, hvilket bliver endnu mere tydeligt, da næsten alt andet i kvarteret er genopbygget i 1980´erne. En koncert i kirken er ikke den store anbefaling værd, da akustikken aldrig har været god. Intime koncerter kan dog gå an.
