Religionsfreden i Nürnberg

Religionsfreden i Nürnberg i samtiden fik den navnet Nürnberger Anstændigheden. Det var den første fred mellem Kejser Karl V og protestanterne, og den blev underskrevet 23.juli 1532 i Nürnberg, og var i første omgang tidsbegrænset, men garanterede gensidige rets- og fredsgarantier for de besiddende parter (adelige, stænder) indenfor begge konfessioner.

Kejser Karl V sluttede i praksis fred med de protestantiske rigsstænder indenfor riget. Dermed var ediktet fra Worms i praksis blevet ophævet, som siden 8.maj 1521 havde erklæret protestanter fredløse. Kejseren erklærede, at alle religionsprocesser fremadrettet skulle indstilles for Rigskammerretten. Forfølgelsen af protestanter blev indstillet og Reformationen kunne dermed uhindret få lov at brede sig.

Kejserens pludselige fredning af protestanterne i traktaten havde sin baggrund i den udenrigspolitiske situation, som Det Hellige Tysk Romerske Rige befandt sig i. Efter Ungarn var faldet til tyrkerne/osmannerne, havde kejseren brug for alle kræfter til at afværge erobringen af centrale områder i riget. Wien var i 1529 belejret, og da de protestantiske fyrster i 1531 havde sluttet sig sammen i det Schmalkaldiske Forbund, så kejseren risikoen for at havne i en to-frontskrig. Det Schmalkaldiske Forbund var dog primært interesseret i en politisk-økonomisk anerkendelse af den kirkejord, de havde indlemmet. Til dette formål opbyggede det også et fælles militær.

I 1539 blev aftalen fornyet ved den såkaldte Frankfurter Anstand. Kejseren var yderligere presset af, at såvel Danmark og Frankrig støttede forbundet i en stærkt anti-habsburgsk alliance. Mod at lempe forholdet til de to magter forlængede kejseren forholdet, men betingede, at det var slut med yderligere overdragelse af kirkelig jord.

I 1546 angreb Kejser Karl V forbundet og havde held til at skabe intern splid og udløse den Schmalkaldiske krig. I 1547 kunne den katolske liga markere sejren og opløsningen af det protestantiske forbund.

Print siden her