Ribebrevet fra 1460
Ribebrevet slog fast at den danske konge Christian I af Oldenburg, blev hertug af Slesvig og greve af Holsten. Trods denne nærmere tilknytning af Slesvig og Holsten, slog brevet også fast, at hertugdømmerne ikke kunne indlemmes i Kongeriget Danmark. Det blev underskrevet og stadfæstet 5.marts 1460 i Ribe.
Hertugdømmet Slesvig havde været ramme om kampe mellem den holstenske hertugslægt Schauenburg og skiftende danske konger i flere hundrede år.
Holsten havde fra den tidlige middelalder været tysk len – omend at man i en kort periode fra 1201 til 1227 var del af det danske kongerige, så havde der særligt efter denne periode været nærmest en permanent modsætning mellem Holstenerne og Kongeriget Danmark hvor Slesvig havde været stødpudezone og hvis tilhørsforhold havde nærmest konstant været omskiftelig. Den danske konge Abel og hans slægt – der også nåede at være dansk konge – havde i perioden 1232 – 1375 haft magten i store dele af Slesvig og stået i åbent modsætningsforhold til Danmark og søgt alliancerne i Holsten. I samme periode havde Danmark gennemlevet en af vores mest splittende og ødelæggende perioder med borgerkrig, opløsning og pantsætning af hele riget i en periode hvor Danmark slet og ret var pantsat til grever fra Holsten.
I 1326 indsatte greverne af Holsten Valdemar III som dansk konge – han var af Abelsslægt – og forudsætningen for at han fik magten – på bekostning af den svage Christoffer II. var at han underskrev Constitio Valdemariana, her lovede han, at Danmark og Slesvig aldrig ville forenes. Få år efter ophørte Danmark med at eksistere fra 1332-40.
Valdemar Atterdag havde held og dygtighed til at tilbagekøbe og vinde det meste af Danmark samt Skåne tilbage i kontrol, men Slesvig havde han ikke stort held til at få tilbage udover nogle enkelte spredte steder.
I 1386 gav den danske konge Oluf II Schauenburgerne arveret over Slesvig. Dette blev imidlertid underkendt af den romerske kejser i 1404. Slesvig var ikke en del af det Hellige Tysk Romerske Rige. Derpå fremsatte den danske tronarving Erik VII af Pommern sammen med hans faster Margrethe I et arvekrav, der førte til ødelæggende og hårde kampe om området, hvor Danmark særligt satte sig hårdt på Flensborg. Imidlertid var det dog aldrig en total kontrol Danmark opnåede. Erik VII af Pommern fik den tysk-romerske kejser til at forsikre at Slesvig var dansk i 1424. Det var dog styrken på slagmarken og ikke en kejsers deklarationer der afgjorde dette. I 1435 sluttede krigen med Holstensk sejr og Adolf VIII af Schauenburg vandt sig Slesvig som han i 1440 fik arveret over.
I 1459 døde Adolf imidlertid uden arvinger. Ifølge tysk lov var der ingen arvinger, da disse skulle findes på den mandlige side, dette bød at Slesvig skulle gå tilbage til Danmark. Ifølge dansk lov kunne også mændene på den kvindelige side arve. Adolfs søstersøn var den danske konge Christian I af huset Oldenburg. Valget faldt på denne, da det efterkom et ønske om at samle de fire områder Slesvig, Holsten, Danmark og Stormarn under den samme hersker, og dermed sikre sig mod flere krige. For at sikre den slesvigholstenske adels tilslutning, da måtte den danske konge garantere hertugdømmernes selvstændighed, deres adels særstatus i området og at de to hertugdømmer skulle forblive Up ewig ungedeelt. Det sidste blev tolket som evigt sammenhængende.
Allerede i 1474 blev de imidlertid delt, i det omfang at Holsten kom til at gælde som en tysk vasalstat, dog stadig med den danske konge som hertug og Slesvig som et dansk len. Begge landområder blev delt arvedelt i mindre bidder indtil en endelig tredeling af Slesvig forekom i 1544.
Ribebrevet synes egentlig for længst at have udspillet sin betydning. I 1815 bragte den slesvig-holstenske historiker Friedrich Christoph Dahlmann det ud af glemslen og henviste til det som hjemmel for at hertugdømmerne var uafhængige af Danmark. I 1841 forfattede August Wilhelm Neuber, en læge fra Åbenrå, et antidansk digt med pointen Ewig Ungedeelt. Det blev et slagord for den slesvig-holstenske bevægelse i krigene 1848-50 og 1864 samt ved afstemningen 1920.
De fleste historikere er dog enige om, at Ribebrevet skulle sikre den holstenske adels privilegier i Slesvig fra at disse blev overtaget af Danmark, det var ikke møntet på en generel samhørighed de to landsdele imellem.
En af de vigtigste konsekvenser var at Slesvig forblev under et andet juridisk system end det danske, hvilket gjorde at de fleste jurister ansat i byerne endvidere var tysksprogede.
Ribebrevet kan ses på Gottorp Slot i Slesvig.
