Rotterdams bombardement 14. maj 1940
Det tyske bombardement af Rotterdam – også kendt som Rotterdam Blitz – var det luftbombardement, som det tyske luftvåben – Luftwaffe – udførte 14. maj 1940 på Rotterdam i forbindelse med den tyske invasion af Holland i 2. verdenskrig. Formålet med angrebet var at hjælpe de tyske tropper, der kæmpede i byen og dermed bryde de hollandske modstandslommer og mere overordnet at tvinge hollænderne til overgivelse. Bombardementet har været årsag til mange kontroverser mellem tyskerne og hollænderne siden, da dette fandt sted under våbenhvile, mens der foregik forhandlinger. Angrebet var så voldsomt, at det ødelagde det meste af Rotterdams historiske centrum, dræbte omkring 900 personer og gjorde 85.000 hjemløse.
Fra tysk side var angrebet på kort sigt en stor succes, da det afskrækkede hollænderne både fysisk og mentalt fra yderligere modstand. Det Tyske Luftvåbens Overkommando (OKL) truede efterfølgende med at ødelægge byen Utrecht dagen derpå, hvilket fik den hollandske regering til at overgive sig tidligt næste morgen.
Rotterdams historiske centrum, hvor det eneste, der står tilbage, er Laurentius Kirken. Alt andet er ødelagt. I alt døde 884 hollændere, og Rotterdam blev totalt ødelagt. Resultatet var den hollandske overgivelse. Foto fra wikipedia
Før slaget
Holland var (og er) placeret midt mellem Tyskland og Storbritannien, hvilket for tyskerne ville gøre landet interessant at besidde, da dette dermed skulle udgøre platformen for først Luftslaget om England (ty: Luftschlacht um England, en: Battle of Britain), som skulle mørne englænderne for den efterfølgende storstilede aktion Unternehmen Seelöwe, der var planen for den tyske erobring af England, som dog aldrig blev sat i værk. Holland havde i mellemkrigstiden gjort alt for at følge et politisk spor om neutralitet ud fra logikken: det var lykkedes at holde sig ude af 1. verdenskrig, så kunne man også holde sig ude af en ny verdenskrig. Holland nægtede blandt andet fransk assistance til oprustning, da de ikke ville associeres med nogle af siderne i konflikten. Imidlertid så man 9. april 1940, at Danmark var blevet besat, og det med en tilsvarende politik og historik, hvor også Danmark havde undgået 1. verdenskrig og forsøgt neutralitet i mellemkrigstiden. Da begyndte hollænderne at opruste. Den 10. maj var Hollands samlede styrke på 35 moderne udstyrede køretøjer til kamp, ingen tanks, 135 fly og 280.000 soldater. Tyskland havde alene til invasionen af Holland disponeret med: 159 kampvogne, 1200 fly og 150.000 toptrænede soldater.
Med den betydelige militære overlegenhed, som tyskerne besad, var planen hos de tyske ledere, at de indledningsvis ville tage kontrol over militære og strategiske nøglepositioner, såsom lufthavne, broer og veje for så derefter at udvide kontrollen til resten af landet. Første gang, en invasion af Holland kan spores, er 9. oktober 1939, da Hitler beordrer, at “der skal gøres forberedelser til en offensiv aktion på den nordlige flanke af Vestfronten, hvor man krydser landene Luxembourg, Belgien og Holland”, et angreb, der skulle udføres så snart som muligt og så kraftfuldt som muligt. Således lød Hitlers kommando. Der blev gjort forberedelser blandt andet ved en ordre, hvor officerer fra den tyske hær fik ordre på at skaffe sig hollandske hæruniformer for at få informationer om forsvarsniveauet hos hollænderne.
Den tyske værnemagt (Wehrmacht) angreb Holland i de tidlige morgentimer 10. maj 1940. Angrebet startede med, at Luftwaffe krydsede hollandsk luftrum, hvilket foranledigede hollænderne til at tro, at Storbritannien var målet for flyene. I stedet vendte de tyske fly om, da de nåede ud over Nordsøen og returnerede for at angribe fra vest. Der blev nedkastet tyske faldskærmstropper ved lufthavnene Valkenburg og Ockenburg samt i Haag tæt ved det hollandske parlament og kongelige palæ, hvilket indledte Slaget ved Haag. Tyskernes plan var en hurtig invasion med denne taktik. Imidlertid var hollænderne i stand til at forsinke tyskernes fremmarch i kerneregionen mod vest.
Maleri af Rotterdam i 1895. Alt dette blev total ødelagt. Maleri af James Webb. Fra wikipedia
Slaget om Rotterdam
Den 13. maj 1940 om morgenen stod de to fronter i et dødvande overfor hinanden ved Rotterdam. En hollandsk garnison under ledelse af oberst Scharroo stod på den nordlige bred af floden Nieuwe Maas, der løber igennem Rotterdam. De forhindrede de talstærke tyskere i at krydse floden, hvilket gjaldt landtropper under ledelse af general Rudolf Schmidt fra den 9. panserdivision samt det motoriserede SS-Regiment Leibstandarte Adolf Hitler og endelig også faldskærmstropper.
Det primære brohoved over Nieuwe Maas – Willemsbrug – havde den hollandske marine forgæves forsøgt at ødelægge. Derudover forsøgte det hollandske luftvåben ligeledes forgæves at ødelægge det.
Den 14. maj 1940 om morgenen udtalte Hitler sig om den hollandske krigsscene:
Den hollandske hærs evne til modstand har vist sig langt stærkere end forventet. Politisk såvel som militært må vi bryde den modstand så hurtigt som muligt. Det er hærens opgave at erobre de hollandske forsvarsværker ved at tilføre tilpas mange tropper fra syd i kombination med et angreb østfra. Dertil må vores luftstyrke, der hidtil har hjulpet den 6. Armé, yde støtte således at det Hollandske Fort (Vesting Holland) falder.
Hitler kan muligvis have været nervøs for, at Holland ville udvikle sig til en gentagelse af Vestfronten fra 1. verdenskrig, da franske tropper stod ved Breda og var klar til at blive sat ind til hjælp. Dette skete imidlertid ikke.
General Rudolf Schmidt planlagde den følgende dag, 14. maj 1940, at foretage et kampvognsangreb, der blev understøttet af flammekastere, SS-tripper samt ingeniørtropper. Faldskærmstropperne skulle foretage et angreb igennem det tæt befolkede distrikt Kralingen, hvor de var nødsaget til at krydse floden. Et lavskala artilleribombardement skulle indlede angrebet, omend general Schmidt havde forespurgt Luftwaffe om en gruppe af dykkende bombefly Junkers Ju 87 med henblik på en præcisionsbombning.
Schmidts forespørgsel for luftstøtte nåede Berlin, hvor Luftflåde 2 holdt til. I stedet for præcisions-bombefly sendte man tæppebombere i form af Heinkel He 111 bombefly ved siden af en gruppe Stuka-fly, hvor sidstnævnte havde fokus på mere præcise mål.
Kort fra Rejsebogen Baedeker. Området nord for Nieuwe Maas blev totalt ødelagt under bombardementet. Fra wikipedia
Bombardementet af Rotterdam
Schmidt truede bberst Scharroo med at ødelægge byen for at fremskynde en overgivelse af denne. Rotterdam, der var det største industrikompleks i Holland og af meget stor strategisk vigtighed for tyskerne, stod for at skulle bombes. Scharroo nægtede og udskød forhandlingerne. Starten på luftangrebet var sat til at begynde klokken 13.20.
Schmidt udskød et andet ultimatum til klokken 16.20. Ikke desto mindre, da den hollandske forhandlingsdelegation krydsede Willemsbrug for at modtage denne information, kunne man høre den første bomberdrone: kampeskadrillen (Kampfgeschwader 54) blev sendt ind over byen.
Rotterdam brænder under bombardementerne fra det Tyske Luftwaffe. Foto fra Bundesarchiv. Wikipedia
Studenter opfordrede via radiokanaler til at udskyde det planlagte angreb. Da beskeden nåede eskadrillens kommandopost, var oberst Walter Lackner allerede over Rotterdam med luftvåbnet, men dis og røg slørede bombemålene. For at sikre sig, at de hollandske forsvarsværker blev ramt, bragte Lackner sine fly ned i en højde af 700 meter.
Tyske tropper på Noordereiland fyrede nødblus af for enten at undgå at blive ramt af såkaldt egenbeskydning eller for at afblæse angrebet. Det betød, at kun 3 ud af 27 bombefly kastede deres laster, de 24 sydlige bombere under ledelse af oberstløjtnant Otto Höhne afblæste deres angreb. Den langt større formation af tyske fly kom fra nordøst, og de kunne ikke spotte nødblussene fra deres angrebsposition og fortsatte i stedet dette med uformindsket styrke. 54 Heinkel He 111 kastede i alt mere end 97 tons bomber, forholdsvis i byens centrum.
Det er forblevet stærkt kontroversielt, hvorfor angriberne ikke opfangede, at angrebet var udskudt. Oberst Lackner påstod, at hans mandskab ikke var i stand til at se de røde nødblus grundet den dårlige sigtbarhed, son skyldtes dis og røg fra brændende bygninger, hvilket betød, at disse fly måtte ned i 2.000 fod for at kunne se noget. Men de røde nødblus, som Lackner ikke så, kunne lige såvel have været for at undgå egenbeskydning, som en officiel tysk fremgangsmåde til dette formål foreskrev.
Ia lt blev der nedkastet 1,150 50-kilo-bomber og 158 250-kilo-bomber, primært i beboelseskvarteret Kralingen og i det middelalderlige centrum. De fleste af disse bomber ramte bygninger, der efterfølgende gik i brand. Brandene forværredes de efterfølgende dage, da vinden tog til i styrke udviklede sig til ildstorm. Man har siden hen opdaget, at tankskibe med olie ramte havneområdet, hvilket også satte ukontrollerede brande i gang, som spredte sig til byområdet med massiv ødelæggelse til følge. Der døde 884 personer, og omkring 85.000 personer blev hjemløse. Omkring 2.6 km² af byen blev fuldstændig jævnet med jorden. 24 kirker, 2.320 butikker, 775 lagerbygninger, 62 skoler og 24.978 hjem blev ødelagt. General Rudolf Schmidt sendte en forsonende meddelelse til den hollandske general Winkelman, der overgav sig kort tid derefter på en almindelig folkeskole i Rijsoord, en by sydvest for Rotterdam.
Rotterdam kort efter bombardementerne. Billede fra det tyske Bundesarchiv (1940). Fra wikipedia
Eftervirkningerne af bombardementet
Det hollandske militær havde ingen effektive midler til at stoppe bombeflyene. Det hollandske luftvåben var næsten ophørt med at eksistere i mellemkrigstiden, og det begrænsede antiluftskyts, man havde, var blevet flyttet til Haag, da hollænderne modtog et tilsvarende ultimatum fra tyskerne om, at byen Utrecht ville blive bombet, såfremt den hollandske regering ikke kapitulerede. Hollandske og britiske kilder informerede offentligheden via allierede og internationale nyheder om, at angrebet på Rotterdam havde været på en såkaldt åben by, hvor 30.000 civile var blevet dræbt – det virkelige antal var 900 – og karakteriserede “den tyske ødelæggelse af den gamle by som en hidtil uhørt barbarisk gerning”. Antallet af sårede og dræbte var relativt lavt, da tusinder af civile var flygtet i dagene forinden til mere rolige dele af Rotterdam eller til andre byer, hvilket de indledende 3-4 kampdage havde givet dem mulighed for. Den tyske avis Die Mühle (Vindmøllen) beskyldte den hollandske regering for angrebet, da de havde omdannet Rotterdam til en fæstning på trods af, at tyskerne havde givet dem flere muligheder for at flygte. Tyske aviser beskyldte også hollænderne for selv at have bombet Rotterdam med henblik på at kunne give tyskerne skylden for ugerningen.
14. maj 2007 markerede Rotterdam bombardementet af byen ved at lave følgende lysshow. Foto fra wikipedia
Storbritannien havde en politik, hvor de kun bombede militære krigsmål samt infrastrukturen såsom havne og jernbaner med militær betydning. Den britiske regering erkendte, at bombetogterne over Tyskland ville kræve civile ofre,men briterne afviste at gå efter civile bombemål udenfor kampzonerne som en militær taktik. Denne politik blev droppet den 15. maj 1940 – dagen efter Rotterdam Blitz, da Royal Air Force (RAF) blev beordret til at angribe mål i Ruhrområdet, hvilket inkluderede olieraffinaderier og højovne, der om natten var selvoplysete. Ligeledes foretog RAF det første angreb mod den indre del af Tyskland natten mellem 15. og 16. maj 1940.
“Da den tyske invasion af Holland fandt sted, blev jeg kaldt tilbage fra min orlov og sendt på en operation 15. maj 1940 til den indre del af Tyskland. Vores mål var Dortmund (Ruhr), og på vejen tilbage fløj vi over Rotterdam. Vi kunne stadig se et flammehav fra de tyske bomber dagen før. Jeg var da klar over, at den såkaldte “stille krig” (Phoney War) var ovre for alvor. På det tidspunkt kunne man se et utal af brande spredt ud over hele byen. Det var første gang, jeg så en ødelæggelse i den skala. Vi fløj over den sydlige del af Rotterdam i 6.000-7.000 fod og kunne rent faktisk lugte brandene på jorden. Jeg var i chok over at se byen i brand på denne måde. Ødelæggelse i den skala havde jeg aldrig oplevet før”.
— Air Commodore Wilf Burnett
Genopførelse af byen
“I dag er Europas største bankstrukturer opstået ud af den bombarderede ørken i form af flere skyskrabere. Det er det nye hjem for Rotterdamsche Bank. Bag ved de kolde vinduer flyder handelens gyldne blod. En halv mil herfra fyldes cement i sandet, og nye pladser opstår til forbrug. Der gøres forretninger om alt i stueplan, mens beton er i gang med at skabe 2. sal. Langs bredden af Nieuwe Maas fører kraner bokse og kasser ud og ind af de nye varehuse”.
— Cairns Post Newspaper article,1950
Den næsten totale ødelæggelse, som bycentrum havde været udsat for grundet bombardementet og brandene, gjorde, at der i umiddelbar forlængelse af bombardementet blev taget en beslutning om at nedrive hele byens centrum med undtagelse af Laurenskerk, børsbygningen (Beurs), postkontoret (Postkantoor) og rådhuset. På trods af katastrofens omfang blev byens ødelæggelse ofte omtalt som en perfekt mulighed for at rette op på de mange problemer, som det industrielle Rotterdam havde oplevet før krigen, såsom overbefolkning, nedslidte kvarterer, og at man nu havde mulighed for at anlægge store brede veje og foretage sig moderniseringer, der ikke var mulige for en by under opbygning. Det var ingen nostalgiske tanker om at genopføre den gamle by, som måtte vige på bekostning af den moderne fremtid.
Fire dage efter bombardementerne fik W.G. Witteveen, der var direktør for havnen, en instruktion om at komme med en plan for genopførelse af byen, og inden for en måned havde han præsenteret den første plan til byrådet. Denne plan genbrugte imidlertid meget af den gamle bys struktur, men udviklede sig til en ny plan med bredere veje og fortove. Den største og mest kontroversielle ændring var, at man ville flytte det primære dige i byen til flodbredden for at beskytte det lavtliggende Waterstad mod oversvømmelse. Dette blev mødt med megen kritik, da mange arbejdede på at integrere byen med floden Maas, hvor diget i stedet adskilte byen og floden. Under den tyske besættelse blev flere projekter færdiggjort, eksempelvis Rotterdamsche Bank og Maastunnel, hvilket gav arbejde til hollænderne under den tyske besættelse, indtil sidstnævnte satte projekterne i stå. Witteveens efterfølger Cornelius van Traa lavede en hel ny plan for rekonstruktionen – Basisplan voor de Herbouw van de Binnenstad – der blev godkendt i 1946. Van Traa´s plan var radikalt ny, og den fjernede sig fuldstændigt fra det gamle layout og erstattede dette med nye principper i stedet for et rigidt strukturelt design. Basisplanen fokuserede på åbne brede rum og på flodens integration med byen, hvilket to særlige elementer fremmede: Maas Boulevard, der forestillede sig det nyligt flyttede dige som en 80 meter bred træbeplantet vej og “Vinduet til floden”, en visuel korridor, der løber fra havnen til centrum af byen. Begge tiltag skulle gøre det synligt for byens borgere at se arbejdet på havnen.
Da genopbygningen af byen foregik så hurtigt efter bombardementet, havde den i 1950 allerede genvundet sit ry som verdens hurtigste omlæsningshavn. Omkring samme tid havde Rotterdams centrum forrykket sig mod nordvesgt som et resultat af, at midlertidige shoppingcentre var skudt op i udkanten af den ødelagte by, og nye shoppingcenterprojekter som Lijnbaan var udtryk for det radikale concept, der lå bag Basisplan, hvor lave brede åbne veje lå ved siden af kolde store fundamentbygninger. Rotterdams urbane landskab var langt mere amerikansk i sin form end nogle andre hollandske byer, hvor det også fandt sin inspiration i amerikansk byggeri med højhuse samt Maas Boulevard of “vinduet mod floden”, som langt hen ad vejen var mest venligt for motorkøretøjer og ikke som i det øvrige Holland for cykler. I de seneste år skrev Kees Christiaanse, en arkitekt fra Rotterdam følgende:
“Rotterdam er i den grad udtryk for en amerikansk provinsby. Du kan uden problemer køre komfortabelt i en stor bil igennem byens brede veje og svælge i kontrasterne mellem tomhed og masse. Politiet i Rotterdam kørte rundt i store Chevroletbiler … og Witte Huis var det første højhus i Europa, der var bygget med stålskelet med keramikfacader som i Chicago”.
Denne stor-skala blev brugt både i anlæggelsen af hospitaler og parker – Dijkzigt Hospital og Zuider Park – samt indkøbscentre, men man fokuserede dog stadig på at skabe menneskenære miljøer, spadsere-promenader, og her tænkes der specielt på Lijnbaan, som repræsenterede brede solskinsveje for handlende og fritidsnydere, hvor man afprøvede nye teknikker såsom åbne glasvægge, der kunne blænde såvel ude- som indefra.
Rekonstruktion i et urbant landskab har ofte vist sig at være et felt fyldt med komplekse konflikter. Imidlertid har Rotterdams status som en arbejdende havneby formodentlig gjort, at modstanden mod genopbygningens form har vist sig langt mindre, end den ville have været i kulturelle eller politiske centre som Amsterdam og Haag . Man kunne dog ikke dæmme op for en stor fraflytning fra centrum af Rotterdam, hvor folk flyttede til forstæder som De Horsten og Hoogvliet, hvor centrum er befolket af lavindkomstgrupper, og hvor social kapital findes på et lokalt plan, den stik modsatte effekt hos mange andre byer.
Konklusionen er, at den tyske ødelæggelse og efterfølgende genopførelse har skabt en meget lidt europæisk by, der til gengæld virker optimeret på effektivitet, pengeindtjening og som ganske få hollændere holder af, men som er essentiel for hollandsk økonomi.
Historiske Rejser ved Anders Bager Eriksen siger: Bombardementet af Rotterdam 14. maj 1940 var så uhørt voldsomt og langt mere brutalt, end man hidtil havde oplevet. Det betød, at hollænderne opgav deres modstand mod Tyskland kun 5 dage efter den tyske invasion af landet. Der døde omkring 900 personer, og stort set hele midtbyen af Rotterdam blev lagt i ruin. Englænderne, der kunne overvære den tyske ødelæggelse fra luften, ændrede efterfølgende deres taktik overfor tyskerne til nu også at bombe civile mål i Tyskland, hvilket tyskerne efterfølgende hævnede, og hvor Holland udgjorde en glimrende platform for flyvninger mod England. Rotterdams genopbygning blev et totalt brud med den charmerende, men upraktiske indre havn. Byen blev nyanlagt med inspiration fra de amerikanske byer i form af højhuse, store brede boulevarder til biler samt indkøbscentre. Rotterdam får tit betegnelsen af, at det er den mest amerikanske by i Europa grundet disse forhold. Så Rotterdam med Europas største og vigtigste havn blev ikke bare ødelagt ad en omgang, men ad to. Man siger i Holland, at Rotterdam tjener pengene, Amsterdam bruger pengene, og i Haag bestemmes det hvordan.
Pingback: Vesting Holland (Fæstning Holland) | Historiskerejser.dk
Pingback: Luftbombardementet af Dresden 13.-15. februar 1945 | Historiskerejser.dk