Udenrigs- og Tysklandspolitik 1949-61
Grænsen til Polen blev anerkendt. Foto: wikipedia
Kort tid efter, at DDR var blevet grundlagt, underskrev man venskabskontrakter med mange af de andre lande i Østblokken. I 1950 tegnede man venskabs- og grænsetraktat med Polen, hvor grænsedragningen ved floderne Oder og Neisse blev anerkendt af DDR., en grænse, som Tyskland først officielt anerkendte i 1990. I september samme år blev DDR medlem af Rådet for gensidig økonomisk Hjælp – en pendant til det Europæiske Fællesskab.
Otto Grotewohl foreslog i november 1950 Konrad Adenauer dannelsen af et koordineret fællestysk råd. Forbundsrepublikken var imidlertid ikke beredt på at indgå nogen form for anerkendelse og forhandling med DDR. Tiltaget var ment til at tø den brudte kontakt en smule op, efter at de to tyske stater var blevet dannet i 1949.
DDR bestræbte sig fra starten på at blive diplomatisk anerkendt af andre stater. Landet forsøgte at ændre de vestlige landes politik, som ikke anerkendte eksistensen af DDR, ved eksempelvis at udnytte tilfælde som da en amerikansk helikopter faldt ned i 1958 nord for Karl-Marx-Stadt (Chemnitz). Imidlertid arbejdede Vesttyskland stærkt aktivt for at forhindre enhver kontakt mellem DDR og de vestlige lande, idet BRD i den såkaldte Hallstein-doktrin truede med at afbryde enhver form for kontakt til lande, der anerkendte DDR. For den politiske elite i USA var DDR en hvid plet på kortet, et Terra Incognita (Ukendt territorium) eller Tabt Tysk Land.
I 1952 indbød Stalin til en forhandling om et genforenet Tyskland, der efterfølgende skulle fungere neutralt. Vestmagterne anså dette for at være en afledningsmanøvre fra Stalins side for at sinke eller forhindre den vesttyske integration i vesten. Stalins opfordring endte uden resultat. Med baggrund i de kuldsejlede forsøg forcerede DDR deres integration med de socialistiske lande i øst og foretog ydermere en omstrukturering af det østtyske erhvervsliv.
Eftersom at Forbundsrepublikken i 1954 blev medlem af den vesteuropæiske Union, tiltrådte DDR i 1955 Warszawa-pagten.
Den Sovjetiske Militæradministration blev i 1953 afløst af den Sovjetiske Kontrolkommission (SKK), der blev ledet af en sovjetisk højkommissær. 25. marts 1954 forsøgte Sovjetunionen at øge værdien af DDRs internationale suverænitet ved at støtte det i en suverænitetserklæring. 20. september 1955 blev denne suverænitet indføjet i en art grundlov, der anerkendte DDR´s fulde uafhængighed, og som også opløste højkommissærsposten.
I 1958 krævede Nikita Khrustjov en ændring af Potsdam-kontrakten og truede med at indlemme hele Berlin, Eksistensen af et vestligt Berlin var anstød til konstant irritation hos Sovjetunionen. Dermed begyndte den 2. Berlin-krise.
Ved nytårsskiftet 1958/59 lod Sovjetunionen første gang opstille langtrækkende atomraketter udenfor sit eget territorium. Den sovjetiske generalstab besluttede at opstille 6 raketter af typen SS-3 Shyster ved Fürstenberg/Havel og Vogelsang. Sprænghovedet på disse raketter var 300 Kiloton TNT, der kunne nå byer som Bonn, Paris, London og Brüxelles.
