Vestfronten (1.verdenskrig)

Vestfronten var den primære krigsskueplads i 1. verdenskrig. I forlængelse af udbruddet på krigen i august 1914 skabte den tyske hær vestfronten ved at invadere Luxemburg og Belgien for at sikre sig militær kontrol over de vigtige industriregioner i Frankrig. Den tyske fremrykning blev imidlertid brat bremset ved Slaget ved Marne. Derefter fulgte kapløbet mod havet, hvor man kæmpede om at erobre de bedste forsvarsstillinger, hvilket medførte en næsten 700 kilometer lang forsvarslinje med skyttegrave, der strækte sig fra Nordsøen til grænsen mellem Schweiz og Frankrig, men som ikke ændredes stort før krigens slutfase i 1918. 

Vestfronten ses som den røde linje fra Schweiz i syd og til Nordsøen. Kortet stammer fra det amerikanske militærakademi West Point.

Imellem 1915 og 1917 var der adskillige store offensiver langs vestfronten. Angrebene gjorde brug af massive artilleribombardementer og derefter en talrig fremrykning af infanteri. Skyttegrave, maskingeværsreder, pigtråd og artilleri betød gentagne gange voldsomme tabstal igennem angreb og modangreb, uden at nogle af parterne opnåede betydelige fremskridt. Blandt de mest blodige offensiver var slaget ved Verdun i 1916 – med et tabstal på 700.000 – slaget ved Somme i 1916 – med et tabstal på mere end 1 million og endelig Slaget ved Passchendaele i 1917 med et tabstal på omkring 485.000 – sidstnævnte er også kendt som tredje slag ved Ypres. Mellem 1915 og 1917 var der adskillige store offensiver langs vestfronten. Angrebene gjorde brug af massive artilleribombardementer og derefter en talrig fremrykning af infanteri. Skyttegrave, maskingeværsreder, pigtråd og artilleri betød gentagne gange voldsomme tabstal igennem angreb og modangreb, uden at nogle af parterne opnåede betydelige fremskridt. Blandt de mest blodige offensiver var slaget ved Verdun i 1916 – med et tabstal på 700.000 – slaget ved Somme i 1916 – med et tabstal på mere end 1 million og endelig slaget ved Passchendaele i 1917 med et tabstal på omkring 485.000 – sidstnævnte er også kendt som tredje slag ved Ypres. 

For at bryde frontens fastlåste positioner med skyttegrave, forsøgte begge sider sig med ny militær teknologi, der også inkluderede giftgas, luftstyrker og tanks. Den langsomme tilpasning til bedre militærtaktik og den vedvarende svækkelse af hærene i vest førte til, at fronten igen i 1918 blev præget af mobilitet. Fredstraktaten ved Brest-Litovsk, som afsluttede krigshandlingerne i Østeuropa mellem centralmagterne på den ene side og Rusland og Rumænien på den anden side,  frigjorde så mange tyske tropper og kræfter, at det gjorde det muligt for dem at indlede den store tyske forårsoffensiv på vestfronten i 1918. Her brugte de hurtige intense “orkan-bombardementer” og efterfølgende infiltrationstaktik, der gjorde, at de tyske hære flyttede fronten mere end 100 kilometer i vestlig retning, hvilket var den største fremrykning siden 1914. Imidlertid viste det sig hurtigt, at dette resultat ikke medførte en allieret overgivelse eller kollaps.

De allierede fik i stedet en saltvandsindsprøjtning i form af amerikanske tropper og materiel, der endelig ankom til fronten i stor stil fra midten af 1918, hvilket på kort tid medførte en kollaps hos den tyske hær og som overbeviste den tyske militære ledelse om at nederlag var uundgåeligt. Den tyske regering overgav sig endeligt ved våbenhvilen i Compiegne den 11. november 1918. Fredstraktaten blev endeligt forhandlet på plads og underskrevet som Versaillestraktaten i 1919.

Den britiske hær på Vestfronten. Mænd fra Lancashire Fusiliers i mudderet ved Messinerhøjen i en skyttegrav. Foto af John Warwick Brooke

Vestfronten i tal

Vestfronten blev etableret med det tyske angreb på Belgien den 4.august 1914 og varede til Våbenhvilen i Compiegne den 11.novemnber 1918. Det vil sige at fronten eksisterede 4 år – 3 måneder og 1 uge og endte efter en lang stillingskrig med en overbevisende sejr til de allierede. Den strakte sig i Belgien, primært i området rundt om Ypres, i det nordøstlige Frankrig, i Alsace-Lorraine og i det vestlige Tyskland. 

Fra starten bestod de allierede af Frankrig, Det Britiske Imperium og Belgien. I løbet af krigen modtog man støtte fra flere andre lande, f.eks. Italien (1915), Portugal og Rusland (1916) samt Siam (1917). Der var dog reelt set kun en anden spiller, der for alvor betød noget på vestfronten, og det var USA, som trådte ind i krigen i 1917, men først blev betydningsfuld i 1918. Modstanderen var i hele krigen Det Tyske Kejserrige, som kun i meget lille omfang fik støtte af sine allierede Østrig-Ungarn. 

De vigtigste militære ledere på allieret side var fra Frankrig Joseph Joffre, Robert Nivelle, Philippe Pétain og Ferdinand Foch. Fra det britiske var det John French og Douglas Haig, og fra USA var det John J. Pershing. De tyske øverstkommanderende var Helmuth von Moltke, Erich von Falkenhayn, Paul von Hindenburg, Erich Ludendorff og Wilhelm Groener. 

Det overordnede styrkeforhold i form af mandskab hed 15.900.000 på allieret side i forhold til 13.250.000 på tysk side. I alt havde man på allieret side et tabstal på 7.500.000. Frankrig mistede 4.808.000, Det Britiske Imperium 2.264.000, USA: 286.000, Belgien 93.000, Portugal 22.000, Italien 20.000 og Rusland 4.500. På tysk side mistede man 5.500.000, hvor tyskerne næsten udgjorde alle tab, omend Østrig-Ungarn også mistede 17.000 soldater på denne front. 

Artikel 2.11.2018

Print siden her