Vitaliebrødre

Vitaliebrødrene var det navn, som blev givet til en gruppe søfarende, der primært stillede sig på svensk og mecklenburgisk side imod Danmark og Lübeck, men som sidenhen udviklede sig til at blive en form for sørøvere i området rundt om Østersøen og Nordsøen.

I perioden 1389-94 fungerede de som nogle, der var i stand til at bryde den danske blokade af Stockholm og bringe fødevarer til den nødstedte by.

De mest kendte af disse “fribyttere” eller “vitaliebrødre” var Arndt Stuke, Henning Mandüvel, Nikolaus Milies, og siden blev også Klaus Störtebeker, Gödeke Michels, Hennig Wichmann, Klaus Scheld samt Magister Wigbold nævnt.

Kort over Vitaliebrødrenes udbredelse rundt om Østersøen og Nordsøen. Kort fra wikipedia

Navnet Vitaliebrødrene

Udtrykket Vitaliebrødres oprindelse er ikke helt afklaret, men det stammer formodentlig fra det mellemfranske. I begyndelsen af Hundredårskrigen blev de tropper, der forsynede hæren,  kaldt vitailleurs ( se viktualier = fødevarer). En anden mulighed er, at det på forskellige europæiske sprog kan henvise til den rabiate tilegnelse af fødevarer, hvor man stjal,  og at det dermed slet og ret betyder plyndrere.

I lang tid var navnet direkte brugt på Stockholms forsyning i årene 1389-94., hvor de sømænd, der var i stand til at bryde danskernes blokade og bringe forsyninger, fik dette navn. Imidlertid er betegnelsen fundet i byen Hamborgs byråds annaler før belejringen af den svenske by. Netop i den førnævnte Hundredårskrigen i franske Calais i 1347 blev der brugt pirater som blokadebrydere, hvor kaptajnen af Calais skrev til den engelske konge om forekomsten af vitaillers.

Da de også blev kaldt brødre, skal det formodentlig ses i det forhold, at søfolkene ikke fik løn og forplejning, men sejlede under egen fare og for egen regning. Det stod i modsætning til lejesoldaterne.

I 1392 brugte den livlandske ordensmester i brevudvekslinger med flere af sine kaptajner betegnelsen fratres victualium. I Danmark blev betegnelse fitalgaebrøthernae brugt i 1396. 

Fra og med 1398 kan der på nedertysk (nordtysk) spores ordet “likedeeler” (ty: gleichteiler, da: lige deling (af bytte)). Der fortaltes om en social broderskabslignende organisation, der adskilte sig drastisk fra de middelalderlige stærkt hierarkiske strukturer, hvilket gjorde, at autoriteten var helt anderledes i broderskaberne. Sømændene havde dermed en medindflydelse, som slet ikke eksisterede i de feudale samfund. Navnet “Likedeeler” byggede på gensidig støtte, hvilket gav et stærkt indre sammenhold. Deres valgsprog var “Guds venner og hele verdens fjender”, hvilket gav mening.

En henrettet mand fra Hamborg cirka år 1400. Formodentlig en vitaliebror. Billede fra wikipedia

Oprindelse og organisation

Vitaliebrødrene fik i modsætning til lejesoldaterne hverken løn eller forplejning. De skulle selv sørge for at forsyne sig og samtidig sørge for deres egen løn. Særlig i de første år, man hører om dem, bliver de hyret af forskellige territorialmagter.

Siden begyndelsen af det 14. århundrede havde der været en lang agrarkrise, som havde skabt mange forarmede i den nedre del af adelen og blandt tidligere stormænd. Det gjaldt i særlig høj grad i Mecklenburg, og det blev her mere udbredt at tage på røvertogter.

Den første generation af vitaliebrødre var Arnd Stuke, Henning Mandüvel og Nikolaus Milies, mens det først er senere, vi hører om mere kendte navne som Gödeke Michels, Klaus Störtebeker, Hennig Wichmann, Klaus Scheld og Magister Wigbold. Den “anden generation” menes ikke længere at have rekrutteret hovedparten hos mecklenburgiske adelsslægter, men i hele det nordtyske område – dog stadig med en betragtelig mecklenburgisk andel.

Selve mandskaberne ved man ikke så meget om, selv om vi dog kan blive klogere ved at betragte det 14. århundrede generelt, som var fyldt med omvæltninger. Det gjaldt den lille istid, utallige hungerskatastrofer og ikke mindst den Sorte Død, der vurderes at have kostet cirka en tredjedel af den europæiske befolkning livet i årene 1347-53. I 1362 ramte Grote Mandränke i Nordtyskland, som langs nordkysten kostede omkring 100.000 mennesker livet. De mange katastrofer bidrog til en form for anarki i store dele af området. Det gudsordnede verdensbillede brød sammen, og mange tog deres skæbne i egen hånd, hvilket fik de gudsgivne magtforhold til at ændre sig. Det så man bl.a. i den store opstand i Braunschweig i 1374 eller i 1384 i Knochenhauer  samt opstanden i Lübeck, hvor det var værdier som “frihed, lighed og retfærdighed”, hvilket også passede til piraternes værdier. Der blev skrevet fortællinger om brødrene omkring 150 år senere, hvor de blev glorificeret med disse værdier i de såkaldte “Störtebeker-sagaer”. En af de største kilder er de såkaldte Kaperbreve, der er den kontrakt, der  tillader Vitaliebrødrene at angribe visse skibe, landområder etc. Det har været en af de vigtigste kilder til forståelsen af konflikten mellem Danmark og Mecklenburg.

Det formodes, at de sømænd, der blev hvervet til i disse kaperbreve rundt om Nord- og Østersøen omkring år 1390, har været organiseret i en art broderskab og som tidligere nævnt, at betegnelsen Vitaliebrødre skal henføres hertil. Man så mange eksempler på broderskaber, der dukkede frem i årene fra omkring 1350 og fremefter. Det er formodentlig nogle af disse broderskaber, der har virket inspirerende herfor.

Den retslige status bag disse broderskaber var forskelligartet: grænserne mellem pirateri, sørøveri og kaperfart. Forskellige herskere anerkendte kaperfart og dermed den retslige status bag Vitaliebrødrene. Hansestæderne anerkendte omvendt overhovedet ikke kaperbreve, for dem var det pirateri. Tilhørsforholdet blev her straffet med dødsstraf.

I 1392 vurderede generalprokuratoren for den Tyske Orden, at der fandtes omkring 1500 Vitaliebrødre. På deres højdepunkt, da de herskede over Gotland, vurderes de at have udgjort omkring 2000 mand.

Trods deres betragtelige udbredelse og størrelse, forfulgte Vitaliebrødrene ikke territorialpolitiske interesse i mere snæver henseende, de var omvendt konsekvent afhængige af forskellige territorialmagter.

Vitaliebrødrenes historie ved Østersøen: Skandinavisk tronkamp

Udgangspunktet for, at Vitaliebrødrene kunne opstå og blive styrket, var konflikten mellem Danmark og Mecklenburg i sidste halvdel af det det 14. århundrede.

Den danske konge Valdemar IV. Atterdag erobrede i årene 1359-62 Skånelandene, Øland, Bornholm samt Gotland. Hansestæderne og flere andre byer grundlagde i 1367 Kølner Konføderationen,med det formål at bekæmpe Danmark og dets allierede Norge. Dermed skulle handelsprivilegierne genetableres rundt omkring i Østersøen.

Det lykkedes konføderationen at besejre den danske konge i Den Store Hansekrig, og 24. maj 1370 ved Freden i Stralsund bekræftede man hansestædernes handelsprivilegium og ydermere kontrol med de danske slotte ved Øresund i 15 år: Skanør & Falsterbo, Helsingborg og Malmø. Dette var en kæmpe triumf for hansestæderne.

Valdemar døde 24. oktober 1375. Hans datter Margrethe I., der var gift med den dansk- norske konge Håkon VI. indsatte sin søn Oluf II. på den danske trone, imod den egentligt arveberettigede Albrecht IV., som var søn af Margrethes storesøster Ingeborg, der var gift med hertugen af Mecklenburg hertug Heinrich III. Et år efter, den 3. maj 1376, kronede man til stor fortrydelse mecklenburgerne og kejser Karl IV. Oluf til dansk konge. Hansestæderne havde efter fredsforhandlingerne i Stralsund ret til medbestemmelse over, hvem der skulle sidde som dansk konge, og de var vældig godt tilfredse med valget af Oluf.

Mecklenburg indledte i de efterfølgende år en krig baseret på “nålestiksangreb” eller kaperkrig mod Danmark, hvor Albrecht II. af Mecklenburg i første omgang udstyrede sørøverskibe med kaperbreve. Formodentlig overtog adelige fra Mecklenburg føringen over disse skibe. I de efterfølgende år begyndte danskerne også at engagere sørøvere til at genere mecklenburgere og svenskere med.

Fra tid til tid sejlede enkelte byer eller bygrupper af hansestæderne med såkaldte fredsskibe for at værne om deres interesser på handelsruterne. Mecklenburghertugernes adfærd førte til intern uoverensstemmelse blandt hansestæderne. Handelsbyerne havde forbudt salg af varer, der var erhvervet ved rov, men Rostock og Wismar lå midt i det mecklenburgiske område, hvor Albrecht II. regerede.

Da Albrecht II. af Mecklenburg døde 18. februar 1379, sluttede hans søn Albrecht III. konge af Sverige, en fredstraktat med Danmark. Hans bror Heinrich III.  havde som ny  hertug af Mecklenburg indledt våbenhvile med Danmark, hvilket gjorde, at kampen mod danskerne så mindre udsigtsløs ud. Albrecht IV., Heinrichs søn, fraskrev sig i fællesskab med sin far retten til den danske krone.

Da kongen af Norge Håkon VI. døde i 1380, kom hans kone Margrethe til magten i Danmark og Norge, hvor hun regerede på vegne af deres fælles mindreårige søn Oluf. Hun erhvervede sig en lang række handelsprivilegier og brugte nu sørøverskibene til at angribe hansestæderne, som hun få år forinden havde været allieret med. I 1381 svingede Margrethe over til en mere hansevenlig politik og formidlede en fred imellem hansestæderne og sørøverne. Margrethes magt steg, da hun stod som formidlende magt mellem de sørøvende adelsfolk og hansestæderne.

Margrethe I. af Danmark. Var klog magtpolitiker til at få magten i Norden. Foto fra wikipedia

Hansestæderne kunne ikke løse sine problemer udelukkende ved kontrakter og oprustede igen til at sejle med fredsskibe. Margrethe støttede hansestæderne i kampen mod sørøverne, da hun måtte sørge for, at stå i så gunstig en forhandlingsposition til at generhverve sig slottene langs Øresund på danske hænder,, som det stod i Stralsundfreden. 11. maj 1385 blev slottene ført tilbage til Danmark, og Margrethe garanterede hansestædernes handelsprivilegier.

Hansestæderne forsøgte endda at opruste sig til kampen og finansierede en privatmand til at stå i spidsen for kampen mod sørøverne. Det blev Stralsunds borgmester Wulf Wulflam, der i de foregående år havde forvaltet slottene i Øresund.

I den følgende tid begyndte såvel Danmark som Mecklenburg at distancere sig fra Vitaliebrødrene. Hansestæderne sluttede sågar en fredstraktat med en udsending fra kaperne, som holdt indtil 1390.

3. august 1387 døde Oluf II. Det gjorde, at Margrethe officielt var herskerinde over Danmark. Hun trådte samtidig i forhandlinger med den svenske adel, der i 1388 åbent hyldede hende, således at de anerkendte hende som herskerinde og svor troskab til hende.

Albrecht III. af Mecjklenburg, der blev afsat som svensk konge af Margrethe I. Maleri fra wikipedia

Den hidtidige konge, Albrecht III., begav sig mod Mecklenburg for at finde finansiering og forbundsfæller til at vælte Margrethe. Han vendte tilbage til Sverige med en hær i december 1388, hvor han 24. februar 1389 led et altafgørende nederlag ved Falkøping, hvor han selv såvel som hans søn Erik blev tilfangetaget. På kort tid lykkedes det Margrethe, der siden 1380 også havde været regent i Norge, at bringe hele Sverige under kontrol med undtagelse af Stockholm, som stadig sværgede Albrecht troskab og dermed måtte erobres militært. Byen blev belejret i årene 1389-92 og forsørget gentagne gange af Vitaliebrødrene.

Kaperfarere ved Østersøen

Fra og med 1390 førte mecklenburgerne en dobbelt krigstaktik: På den ene side angreb man skibe direkte, på den anden side en kaperkrig mod danske skibe, hvilket førte til en hurtig genoptagelse af sørøveriet i Østersøen. Kaperbrevene blev givet til:

I år 1391 åbnede havnene i Rostock og Wismar sig for alle, der ville skade det danske rige. Det blev Vitaliebrødrene tilladt at udbyde de varer, som de erhvervede sig ved deres kaperfart på markederne i byerne.

Hansestæderne bestræbte sig dog overvejende på at udvise neutralitet i denne konflikt, da handelsforholdene først ville være forbedret, når konflikten var ovre: Angreb på Vitaliebrødre, der var udstyret med kaperbreve fra Mecklenburgerne, blev opfattet som en støtte til fordel for Danmark og ville have udvidet krigen til også at omfatte hanseskibe.

Vitaliebrødrene dominerede i årene 1390-94 totalt handelen på Østersøen. Foto fra wikipedia

Fra og med 1392 spidsede situationen på Østersøen yderligere til. Vitaliebrødrene truede den samlede handel på Østersøen. Købmænd organiserede sig igen i større konvojer for at sikre sig under rejsen. Østersøhandelen blev indtil 1394 næsten fuldstændig domineret af denne trussel. Særligt de vendiske hansestæder – Rostock og Wismar – havde store gevinster at hente. Men handelen på Østersøen var sat kraftigt tilbage, og nogle af de vigtigste varer var næsten elimineret fra handelen. Det gjaldt salt, sild og korn. Margrethe I.s mange skibe, der var lagt op, var truet af denne handelsstilstand, hvilket også betød manglende toldindkomst. Det gjorde, at hansestæderne kraftigt opfordrede Margrethe I. til at påbegynde forhandlinger med Mecklenburg.

Overfaldet på Bergen i 1393

22. april 1393 overfaldt Vitaliebrødrene den betydningsfulde norske hansestad Bergen, der var den vigtigste norske by for fiskerisalg. Norge havde siden 1380 været i personalunion med Danmark.

Angrebet blev udført af Vitaliebrødre fra Rostock og Wismar, der var sejlet til Norge og angreb købmændene fra Bergen. De stjal klenodier af guld, sølv, kostbart tøj og fisk. Dette blev ført retur til Rostock og Wismar og solgt til borgerne. Her blev varerne solgt uden megen tanke for, hvordan de var blevet anskaffet.

I dette lå der en interessekonflikt, som byerne Rostock og Wismar måtte forholde sig til: Hvis de ville  stå i fællesskab med de øvrige hansestæder mod Vitaliebrødrene og lukke deres havne, ville de vende sig imod deres landsherre i form af Albrecht von Mecklenburg. Han var den primært ansvarlige for angrebet på den norske by, da operationen havde været udført udelukkende af mecklenburgiske adelige. Der var sandsynligvis tale om nogle af de højest placerede mecklenburgiske adelige.

Freden i Skanør og Falsterbo

29. september 1393 begyndte fredsforhandlingerne i Skanør & Falsterbo i Skåne. Forhandlingerne kunne imidlertid ikke afklare, hvilken status Albrecht III. og Stockholm skulle have fremadrettet. I den efterfølgende vinter forsørgede Vitaliebrødrene sig ved at bringe fødevarer til den stadig belejrede by Stockholm, som var truet af hungersnød. Det gjorde, at Margrethe måtte opgive erobringen af byen. Trods tilnærmelserne mellem Danmark og Mecklenburg herskede der stadig krig de to lande imellem.

I 1394 lykkedes det Albrecht von Pecatel med hjælp fra Vitaliebrødrene at erobre Gotland. Øen var i de følgende år centrum for Vitaliebrødrenes operationer i Østersøen.

I 1394 hørte man om de sidenhen berømte personligheder Klaus Störtebeker og Gödeke Michels i engelske klageakter. De var bannerførere for en ny udvikling indenfor Vitaliebrødrene. De militære anførere kom ikke længere primært fra mecklenburgiske adelsfamilier, men begyndte at reagere uafhængigt af disse. De søgte andre geografiske steder hen og lavede en form for handelsfællesskab.

20. maj 1395 kom endelig fredsslutningen i Skanør & Falsterbo imellem hansestæderne, Den Tyske Orden, Danmark og Mecklenburg. Dermed var byerne Rostock og Wismar i en situation, hvor de ikke længere kunne tolerere Vitaliebrødrene. Dermed spaltede grupperne sig i langt mindre enheder, som ikke fik støtte af en territorialmagt eller eget land for den sags skyld. De små grupper opererede i Nord- og Østersøen så langt væk som i Rusland. Ved Nordsøen kom det til de første kontakter med østfriserne. De fandt snart en ny rolle at spille i krigen mellem Holland og friserne, hvor deres evner igen kunne bruges.

Magten over Østersøen og fordrivelse

Efter fredsslutningen i Skanør & Falsterbo fortsatte konflikten mellem Danmark og Mecklenburg imidlertid, da man i Mecklenburg havde svært ved at affinde sig med at man havde mistet retten til overherredømme over Sverige. Gotland var ikke fuldstændig overdraget til Margrethe I., her var Albrecht von Pecatel i stand til at holde den vigtigste by Visby for Mecklenburgerne overfor den danske kaptajn Sven Sture, der kontrollerede den øvrige del af øen.

Gotland, der gentagne gange var central for krigene i den svenske del af Østersøen. Kort fra wikipedia

Gotland blev grundet de kaotiske forhold brugt af forskellige grupper af Vitaliebrødre, der blev hyret af begge sider i konflikten til at angribe modparten.

I sommeren 1396 landede Kong Albrecht III af Mecklenburgs søn Erik, der med sine tropper var i stand til at besejre Sven Sture og grundet dette måtte afgive en lensed til Erik. I samme år oprettedes Kalmarunionen, der var en forening af de tre store skandinaviske kongeriger; Danmark, Norge og Sverige under dronning Margrethe I. Dermed havde Margrethe opnået hendes ambitiøse mål – foreningen af hele Skandinavien under dansk scepter. Mecklenburgernes håb om at generhverve sig den svenske krone synes dermed endegyldigt at være forduftet.

Senere i 1397 døde Erik af Mecklenburg på Gotland, hvilket gjorde at øens befæstninger blev overladt til sørøvere og/eller vitaliebrødre og dermed blev en koloni for sørøveri. Eriks enke, Margarete von Pommern-Wolgast, overdrog Sven Sture den øverste befaling over øen.

Sven Sture så imidlertid større muligheder som sørøver end som dansk kaptajn, hvilket førte til at Gotland blev centrum for at øen udviklede sig til en sørøverrede, der startede en kaperkrig mod alle handelsrejsende på Østersøen. Konrad von Jungingen skildrede situationen således at enhver kaperfarer, der afleverede halvdelen af deres bytte til Sven Sture og Erik af Mecklenburgs enke ville opnå frit lejde på øen, på dens slotte og ville være beskyttet på øen. Det førte til kaotiske tilstande og en bølge af ukontrollerbart sørøveri.

Imod slutningen af året gik Margrethe I. af Danmark i forhandlinger med Margarete af Pommern-Wolgast, hvilket gjorde at situationen blev endnu mere kompliceret. Den Tyske Ordensstat blev nu truet på deres livlandske besiddelser og deres preussiske byer af vitaliebrødrene. Ordensmagten så endvidere at Margrethes magt var kommet ud af kontrol med grundlæggelsen af Kalmarunionen. Da Margrethe I. ikke selv bragte orden på Gotland, da besluttede Højmesteren af Den Tyske Ordensstat sig for en militær intervention: 21.marts 1398 ankom en ordensmagtsflåde med 84 skibe 4000 bevæbnede mænd og 400 heste til Gotland. Det kom til forhandlinger imellem repræsentanten for ordensstaten Johann von Pfirt, Hertug Johann von Mecklenburg og Sven Sture. 5.april 1398 blev det beseglet at øen ville blive overdraget til Højmesteren af den Tyske Orden.

Historisk fremstilling af den tyske Ordensstats krigsflåde på Gotland. Fremstilling fra wikipedia

Tre af røverborgene blev nedrevet, for at forhindre en infrastruktur for mulige fremtidige sørøvere. Gotland blev dermed overdraget fra Mecklenburg og Sven Sture til den Tyske Ordensstat. Vitaliebrødrene, der havde siddet på magten i årene 1395-98 blev i det følgende fordrevet fra øen. Flåderne fra Ordensstaten og fra Hansestæderne rensede fuldstændig Østersøen for sørøvere, således at de i år 1400 var væk.

Gotland overdrages fra Sven Sture og Mecklenburg til den Tyske Ordensstat. Det betød Vitaliebrødrenes endeligt i Østersøen. Foto fra Geheimes Staatsarchiv, Preussischer Kulturbesitz på wikipedia

Østfrisland hvor Vitaliebrødrene fandt et nyt sted at opholde sig og virke fra. Kort fra wikipedia

Politikken i området var ydermere kompliceret af at Albrecht von Bayern, der i disse år var Greve af Holland, havde planer om at udvide sit område ind i frisisk territorium og dermed øvede et pres på friserne. Det gjorde at det østfrisiske område var stærkt uoverskueligt at gennemskue i disse år.

Østfrisland var underinddelt i mange små høvdingedømmer og uoverskueligt rent politisk at overskue. Kort fra wikipedia

Samarbejde mellem de Østfrisiske Høvdinge og Vitaliebrødrene

Samarbejdet viste sig en fordel for begge parter: Vitaliebrødrene bragte en krigserfaring og fleksibilitet med sig, som der først og fremmest var væsentlig større end de normale lejesoldater. Derudover var det en stor fordel, at de ikke skulle have en fast hyre, men var i stand til at sikre deres bytte selv ved at overfalde skibene og sikre sig byttet. Høvdingene kunne omvendt sikre sikkerhed mod forfølgelse og et afsætningsmarked for kaprede varer – begge dele var grundlæggende for at kunne udbygge en ny operationsbasis.

Allerede i 1390 kan man dokumentere en kamp imellem Hamburgensere og Vitaliebrødrene. I de følgende år kan man allerede se at der blev indledt et samarbejde mellem høvdinge og sørøvere. Den vigtigste anledning til det udvidede samarbejde var dog den ovenfor skitserede fordrivelse af vitaliebrødrene fra Gotland og fra hele Østersøområdet i årene 1398 og årene derefter af den Tyske Ordensstat.

Kaperfarten i Nordsøen og på floden Weser blev der i særdeleshed overfaldet skibe fra hansestæderne samt hollandske skibe, hvilket på ny gjorde vitaliebrødrene for et påtrængende problem for hansestæderne. Denne gang i særdeleshed for byerne Hamborg og Bremen.

På Hansekontoret i Brugge i Flandern der skildrede man 4.maj 1398 et eksempel fra Nordsøen.

Mariekirken i Marienhafe i Østfrisland. Et af de steder hvor vitaliebrødrene havde kontrollen indtil år 1400. Billede fra wikipedia

Flere af de købmænd, der var udsat for plyndringen begyndte at lave individuelle aftaler med vitaliebrødrene, om hvor de kunne afsætte varerne, hvor Hamborg og Bremen var undtaget. Det gjorde at de to nævnte hansestæder sendte et forbud til de flamske hansebyer Gent, Brügge og Ypres om ikke at sælge det røvede gods. Hamborg og Bremen var særdeles aktive for at komme samarbejdet med kaperfarerne til livs.

Det blev hurtigt klart at hansestæderne ikke havde løst problemet med kaperfart, da man fordrev vitaliebrødrene fra Østersøen, man havde bare skubbet problemet et nyt sted hen. I juni 1398 satte hansestæderne første gang ind overfor vitaliebrødrene, da man i Jadebusens, bugten ud for Bremen fangede adskillige kaperskibe. I løbet af 1399 havde Lübeck fast stationeret en flåde ud for de østfrisiske kyster under ledelse af rådsherren Henning von Rentelen.

2.februar år 1400 besluttede man på en mindre Hansedag i Lübeck at sende 11 bevæbnede kogger med 950 mand i alt til Nordsøen for at jage vitaliebrødre. En af de lokale østfrisiske høvdinger Keno II. tom Brok reagerede omgående ved at skrive til hansestæderne om undskyldning for at han havde givet vitaliebrødrene husly, og at han omgående ville arbejde på at få dem fængslet. Da de fordrevne sørøvere straks derefter blev hyret af Kenos modstandere – Hisko von Emden, Edo Wiemken og greven af Oldenburg – da måtte Keno tom Brok igen genoptage sit samarbejde med vitaliebrødrene. Der var dermed opstået en “oprustningsspiral” der var umulig at undgå for den enkelte høvding. Han måtte engagere og søge hjælp hos vitaliebrødrene, hvis han skulle sikre sit eget område idet at det militære potentiale hos sørøverne var suverænt stærkest.

I maj år 1400 ankom en hanseflåde fra Hamborg til Ostfriesland, her mødte man ved Osterems en hær vitaliebrødre fra Folkmar Allena der blev besejret.

Hansestæderne fortsatte med at presse vitaliebrødrene og 6.maj overdrog høvdingen Hisko slottet i Emden. Hermed kunne hansestæderne fortsatte deres tilegnelse af området med yderligere erobring af slotte og borge. Hansestædernes ubøjelighed gjorde at de også sejrede totalt. 23.maj 1400 bekræftede alle høvdinge og samfund i Ostfriesland at de ikke ville huse eller hverve vitaliebrødre igen. En stor del af sørøverne forlod Østfrisland og søgte nye forbundsfælles. Gödeke Michels og Wigbold sejlede mod Norge med 200 bevæbnede mænd. Den ambitiøse Albrecht af Holland begyndte også et samarbejde med 114 vitaliebrødre, hvor iblandt Johan Störtebeker nævnes. Udstyret med hollandske kaperbreve gjorde disse øen Helgoland til deres udgangspunkt for sørøvervirksomhed.

Enden på Vitaliebrødrene

Hansestæderne opnåede imidlertid ikke deres endelige mål: De kunne hverken befri Ostfriesland fuldstændig ej heller løse sørøverproblemet vedvarende. Vitaliebrødrene var endnu engang istand til at undslippe, dog med et betydeligt tab, men udslettet var de ikke.

Hansestaden Hamborg besluttede sig hermed for at sætte direkte og beslutsomt ind overfor, den del af sørøverne der var søgt mod øen Helgoland. Denne ekspedition blev foretaget på et tidspunkt mellem 15.august og 11.november år 1400. Operationen blev ført an af to rådsherrer fra Hamborg; Hermann Lange og Nikolaus Schoke, der begge havde stor interesse i handelen med England, der led stærkt under truslen om pirateri. Ifølge den såkaldte Rufus-kronik lød det sådan:

Et træstik fra 1877, der viser vitaliebroderen Klaus Störtebeker, der ankommer til Hamborg før han bliver henrettet. Fra Hamborg Statsarkiv (wikipedia)

Englandsfarerne, såsom Lange og Schoke, som de kaldes i kilderne fra dengang, udgjorde rygradden i kampen mod vitaliebrødrene på Nordsøen, der i det foregående kvarte århundrede havde haft meget handel med England og som følge deraf også havde lidt mest under deres virksomhed.

I år 1401 tog Hamborg kampen op imod Störtebekers tidligere allierede, den flygtede Gödeke Michels. Der blev udstyret 3 skibe med mandskab til kamp imod Vitaliebrødrene:

Henrettelse af vitaliebrødrene i Hamborg. 300 årsdagen i 1701. Stik fra Hamborg Statsarkiv (wikipedia)

Med henrettelsen af Gödeke Michels var den mest betydningsfulde anfører hos vitaliebrødrene uskadeliggjort. Der er tale om et vendepunkt i historien om Vitaliebrødrene. Der fortsatte med at være pirateri i såvel Østersøen som Nordsøen i de følgende år – og sågar også der blev kaldt vitaliebrødre – men det kunne ikke længere sættes i forbindelse med de skandinaviske landes tronstridigheder eller det østfrisiske høvdingevæsen. Der var ikke længere en sammenhæng til de vitaliebrødre, der dominerede i årene 1391 til 1401 og som truede al handel i og omkring de nordeuropæiske centrale handelsruter.

Man så dog flere eksempler på voldsomme angreb. I året 1427 angreb pirater to gange Øsel, der ligger ud for Estlands kyster. I 1429 blev Bergen i Norge plyndret under endnu en krig imellem Danmark og Hansestæderne. En absolut sidste aktion var en hamburgensisk straffeekspedition mod Sibet Lubbenson, der var barnebarn af Edo Wiemkens, det medførte at Simon van Utrecht, der havde været med til i 1401 at overvinde Gödeke Michels, endegyldigt erobrede Emden. Hamborg etablerede kontrol over byen efterfølgende og nedrev den erobrede borg Sibetsburg, hvor Wiemkens havde boet tæt på det nuværende Wilhelmshaven.

Efter 1435 stødte man stort set ikke på vidnesbyrd om vitaliebrødre. Det betød dog ikke at problemet pirateri forsvandt. Sørøvere, kaperfarere og pirateri eksisterer stadig idag, mens hanseligaen for længst er ophørt med at eksistere.

Vitaliebrødrene og Hansestæderne: Det økonomiske aspekt: Sørøveri og bekæmpelsen som omkostning

At fastlægge de omtrente skadesomkostninger, som vitaliebrødrene påførte hansestæderne, er stadig den dag idag svært at bestemme. I de samtidige kilder omtales skaderne som “store skader” eller “megen ulykke”.

Tabet af skibe alene udgør et enormt beløb: Værdien af det mest typiske skib: Hansekoggen, det beløb sig alene til omkring 1000 lybske mark. Der er eksempler på at købmændene, kunne få lov at tilbagekøbe skibsladningerne men ikke skibene, da de udgjorde en meget høj værdi. En anden stor indtægskilde for piraterne og heraf udgift for hansestæderne var løsepenge, for frikøb af tilfangetagne eller bortførte købmænd.

Det var ikke kun det aktive sørøveri, der havde en negativ effekt på handelen for hansestæderne. Det at handelen var forbundet med stor fare og derfor også gik nedad, gjorde at priserne steg enormt og nogle steder helt op til 10 gange normalen.

Indsættelsen af fredsskibe, der skulle sikre sejladsen større sikkerhed var også forbundet med dyrere omkostninger og derfor højere priser. Hansestæderne måtte indføre en form for særskat for at finansiere de militære tiltag, det gjorde at de faste markeder man havde i hansestæderne blev hårdt beskattet. Man hører første gang om en sådan særskat i 1377, i de efterfølgende år hører man om såkaldte “fredsskibe” fra Lübeck og Stralsund til værdier af over 10.000 pund. Hansestæderne accepterede kun denne særskat før store aktioner eller ved meget akutte trusler fra piraterne.

Gentagne gange afstod de enkelte medlemmer af hansestæderne fra at opkræve disse særskatter, og afveg fra at betale til krigsflåden. Det var i særdeleshed som nævnt byerne Rostock og Wismar, der afstod fra at deltage og i årene under belejringen af Stockholm endda tilbød vitaliebrødrene et afsætningsmarked. Det gjorde de, idet at de var presset af deres landsherre Albrecht af Mecklenburg. Det gjorde det særdeles svært for dem at deltage i kampen imod vitaliebrødrene. Hansestæderne måtte tage dette til indtægt og undlod at straffe disse to byer, trods at de forbrød sig kraftigt imod hansestædernes overordnede interesser.

Der var også en del meningsforskelle at spore imellem Bremen, Hamborg, Lübeck og de preussiske byer, særligt ledelsen i den Tyske Orden. De førte til heftige interne diskussioner blandt hansestæderne, der måtte søge nye måder at bekæmpe vitaliebrødrene på. Her kan der foreksempel henvises til eksemplet på privatmanden Wulf Wulflam.

De røvede varer og afsætningsmarkeder

Et allerede omtalt stridspunkt internt blandt hansestæderne, var hvorvidt man skulle give vitaliebrødrene plads i havnene for at afsætte deres varer på ny. Der var et eksempel hvor byerne Hamborg og Bremen i 1398 efter angrebet på Egghert Schoeff, en købmand fra Danzig, der havde fået røvet sit gods. Her hed det at vitaliebrødrene var “guds fjender, med undtagelse af byerne Hamborg og Bremen”, hvor de til hver en tid kunne sælge deres varer. Det førte naturligvis med sig, at de to byer blev omgivet med mistro. Idet at begge byer kort tid efter selv, blev ofre for at deres handel blev truet kraftigt af sørøveriet kan det forekomme endnu mere problematisk. De frisiske byer var andre steder også i den hollandske del af det frisiske som eksempelvis i Groningen, var der gode afsætningsmuligheder. Endelig var de westfalske byer Osnabrück og Münster gode indlandshavne at afsætte sine varer i.

Retslige aspekter af sørøveri omkring år 1400

Serovere eller slet og ret sørøvere, gjaldt som de der af eget initiativ og uden statslig tilladelse og på egen regning angreb et andet skib med røverisk hensigt. Statslig tilladelse betød i denne henseende, hvis man havde et kaperbrev. Vitaliebrødrene havde disse kaperbreve fra hertugen af Mecklenburg. Det betød at bemægtigelsen af andre skibe var legitim i forhold til krigsretten. Definitionen på det som vitaliebrødrene lavede var dermed ikke sørøveri.

I den historiske virkelighed flød disse grænser dog ind over hinanden: Vitaliebrødrene holdt sig ikke til ordlyden i deres kaperbreve og overfaldt også skibe, der ikke var involveret i den dansk-mecklenburgiske krig. Hansestæderne accepterede kun i meget sjældne tilfælde overhovedet eksistensen af kaperbreve: For dem var vitaliebrødrene blotte pirater, hvor det handlede om at bekæmpe dem med alle midler.

Straffen for sørøveri var hård: Halshugning med sværdet. Efter middelalderlige retsnormer, var denne form for henrettelse imidlertid særlig ærefuld. Det var normalt forbeholdt adelige at opnå en sådan henrettelse.

Man ser straffen vist her på et billede fra Hamborg fra 1479. Samle benene, så på hjul og stejle, derefter op at hænge, så i gabestok og afslutningsvis i gabestokken. Fra Hamburg Museum der Stadtgeschichte (wikipedia)

For yderligere at forstærke afskrækkelsen, da blev hovederne på de henrettede i reglen stillet op på spiddede pæle langs indsejlingen til Hamborg ved Elben. Dermed vidste skibene, hvad de risikerede hvis de skulle få tilsvarende ideer.

Vitaliebrødrenes skibe: Kogge og Holk

Vitaliebrødrene og hansestæderne brugte de samme skibstyper. Der går mange historier om at sørøverne skulle have brugt hurtigere skibe, hvilket imidlertid ikke kan bekræftes af forskningen. Måske kan de have sejlet hurtigere, idet at deres ladninger var mindre. De to vigtigste skibstyper var Kogge og Holk.

Koggen kunne ikke krydse op imod vinden grundet dens flade skibskøl, idet at fremdriften på siden ville blive for stor. Ved kraftige vindforhold måtte den ofte vente i længere tid, hvilket gjorde at købmændene måtte afsætte flere penge til mandskabets hyre. 9.oktober 1962 bjærgede man en hansekogge i Bremen, hvilet har været uvurderligt for den følgende viden om skibstypen.

I den senere del af hansetiden begyndte man at bruge skibstypen Holk, den var kendetegnet ved en laveregående skibskøl, hvilket gav den en svagere fremdrift. Den var i lighed med Koggen svær at navigere: Begge betjente sig med et enormt stort sejl, der var cirka 200 m², hvilket særligt ved stærke vindforhold krævede et stort mandskab.

Begge skibstyper var bygget særdeles høje. Det betød at sørøverne for at kunne komme ombord på skibene, selv måtte benytte sig af høje skibe.

Besætning

Det var det højere antal besætningsmedlemmer der gav vitaliebrødrene deres overlegenhed i forhold til købmandsskibene. Et normalt antal besætningsmedlemmer på en hansekogge, som den gennemsnitlige som den fundne fra Bremen, ville der normalvis være omkring 10 mand ombord. Dertil kom skibsdrenge ved siden af. Sidenhen kom der specialiserede skibsfolk, såsom kabyspersonale og sejlmagere. På handelsskibe var handelsfolk derudover også en del af en besætning.

Sørøvernes mandskab var ofte dobbelt så stort, hvilket skulle sikre dem fordelen i forbindelse med angreb. I gennemsnit var der 30 til 40 mand på et sørøverskib.

Dermed opstod der en form for oprustningsspiral, hvor vitaliebrødrene søgte at styrke sig selv, og hansestæderne gjorde det samme da de indsatte de såkaldte fredsskibe med større besætningsmedlemmer. I år 1368 har man et eksempel på en Kogge fra Hamborg med 20 søfolk og 60 krigere ombord. Sidenhen blev der indsat krigsskibe med op til 100 mand. Hermed tydeliggøres det, at det afgørende ikke var skibstypen men derimod den udrustning som skibene havde i form af besætning og udrustning.

Bevæbning

Det vigtigste våben som skibene var udstyret med var Armbryst. Der var faste skytter på såvel styr-, som bagbord samt i masternes top på såvel Kogger som Holk. Der er også overleveringer om geværer og pistoler, omend de var meget unøjagtige og derfor ikke blev brugt i samme omfang. Indledningsvis i et angreb var det de langt mere målpræcise armbryst, der blev brugt for at uskadeliggøre modstanderne til den egentlige tvekamp. Tvekampene blev primært kæmpet med dolk, køller, sværd, økser og de bare næver.

På batteridækket hører man først om kanoner fra og med 1493, hvilket gør at på vitaliebrødrenes tid var det et ukendt fænomen. Der spillede kastemaskiner stadig en stor rolle, idet at de var istand til at ramme præcist over stor afstand.

Andre Skibstyper

Ved siden af de omtalte skibstyper Kogge og Holk, der brugte man også mindre skibe til at genere de større skibe. Det var først og fremmest det 1-mastede skib Schnigge, der havde en høj hastighed og var langt nemmere at manøvrere, det kunne ofte være en stor fordel til at omgås de større skibe. Når man kæmpede i lavvandede områder, da var fladbundede skibe en stor fordel. Imidlertid var det en udfordring ved tvekamp, idet at man ikke kunne borde et andet skib fra de små skive. De mindre skibe var ofte bevæbnet med armbrystskytter, der understøttede de større skibe i forbindelse med en bording.

Vitaliebrødrenes efterliv

Den samfundsmæssige accept af fænomenet Vitaliebrødre, har forandret sig drastisk over tid: I middelalderen betød det noget forbryderisk og farligt, hvilket i løbet af tiden er blevet omtolket positivt til næsten idealistiske erklæringer. I denne henseende er det først og fremmest legenderne om Klaus Störtebeker, der blev et symbol på modstand, vovemod, selvbestemmelse og eventyr. Myten lever videre i et uoverskueligt antal af historiske eventyrsromaner, tegneserier, film, sange og ikke mindst i den årlige “Störtebeker-Festspil” på øen Rügen.

Vitaliebrødrene er i den offentlige hukommelse trådt i baggrunden for Klaus Störtebeker, det samme er sket med historisk mere betydningsfulde piratanførere som Gödeke Michels og Magister Wigbold. Her ser man en klar forskel mellem historisk forskning og den traditionelle overlevering. I følge den historiske forskning finder man intet der understøtter Klaus Störtebeker som andet end en simpel pirat, der stod langt nede i hierarkiet, – ifølge sagaerne var han deres leder og repræsentant.

En lignende forskydning så man også blandt piratjægerne: Her blev Simon van Utrecht den egentlige anfører for Englandsfarerne, omend den historiske forskning fremfører Hermann Lange, Nikolaus Schoke og Hinrik Jenefeld.

Denne forskydning begyndte allerede blandt middelalderlige krønikeskrivere, hvor folkesagn og legender spillede ind. Denne tradition fortsatte med komponisten Reinhard Keiser, der som den første skrev en opera om Klaus Störtebeker, der efterfølgende blev opført på byens teater. I det 18.århundrede blev der skrevet flere operastykker, 2 teaterstykker, 5 poetiske værker og 9 prosastykker.

Trenden fortsatte også efter år 1900: Indtil 1945 blev der skrevet 4 sangballader, et radiohørespil, 10 teaterstykker og 18 romaner med fortællinger om Störtebeker og Vitaliebrødrene. Nationalsocialisterne brugte i særdeleshed tid på Störtebeker, her blev han fremført som “nordisk rebel”, med ret til at plyndre nabofolket.

Marxisterne brugte også myten om Störtebeker. I Willi Bredels roman Die Vitalienbrüder der fremføres de rige hansefamilier som symbol på den herskende klasse, hvor den proletariske helt Störtebeker med sine socialistiske ligestillede vitaliebrødre fremstilles som “Havets Robin Hood”. Det blev fremført som teaterforestilling ved SED-Zentralkomiteen i 1959.

I politisk sammenhæng lever Vitaliebrødrene videre som referenceramme. Det kan man se “halshugningen” af det hamburgensiske mindesmærke for Simon-Van-Utrecht på Kersten-Miles-Brücke i 1985. Den ødelagte statue og den politiske graffite, var en tilkendegivelse af det datidige pirateri som heltedådigt. I Hamborg ses det også med en stor brug af piratflaget, der både kan spores til fodboldklubben 1.FC. St.-Pauli fra arbejderkvarteret af samme navn. Kendt som et af de mest venstreorienterede områder i Tyskland. Derudover også i piratpartiet i Tyskland.

I myten lever vitaliebrødrene og deres prominente anfører videre. På trods af at det ofte er historisk temmelig forskud, da står de som symbol på frihed og eventyr.

Print siden her