Winston Churchill

Winston Churchill var en britisk politiker, hærofficer og forfatter. Han var britisk premierminister fra 1940-45 og igen fra 1951-55. Som premierminister under Anden Verdenskrig stod han i spidsen for landet i de mest kritiske stunder under de tyske luftangreb, men også i sejrstimen i 1945. Churchill repræsenterede fem forskellige regeringer under sin karriere som parlamentsmedlem (MP). Ideologisk var han økonomisk liberal og samtidig en britisk imperialist, da han i størstedelen af sin parlamentariske karriere repræsenterede de britiske konservative, som han var leder for i perioden 1940 til 1955, men i sine yngre dage fra 1904 og tyve år frem var han medlem af det Liberale Parti. Han hed Sir Winston Leonard Spencer-Churchill og blev født 30. november 1874 og døde 24. januar 1965.

Hans forældre var af blandet engelsk og amerikansk afstamning. Churchill blev født i Oxfordshire i en aristokratisk familie. Han meldte sig til den britiske hær og fik kamperfaring i Britisk Indien og i Mahdistoprøret i Sudan samt i den Anden Boer Krig – hvor han i sidstnævnte blev berømt som krigskorrespondent, idet han skrev bøger om krigen. I år 1900 blev han første gang valgt til parlamentet – oprindelig som konservativ – men i 1904 skiftede han til de liberale. I H.H.Asquiths liberale regering havde Churchill følgende hverv: President of the Board of Trade (handelsminister) Home Secretary (indenrigsminister) og First Lord of the Admiralty (flådeminister). Han fik gennemført reformer af fængslerne og arbejdernes sociale sikkerhedsnetværk. Under Første Verdenskrig var han ansvarlig for Slaget ved Gallipoli. Efter at denne viste sig som en katastrofe, trak han sig fra regeringen og tjente i stedet hos Royal Scots Fusiliers på Vestfronten. I 1917 returnerede han til regeringen under David Lloyd George som rustningsminister og fik også titel af krigsminister og luftfartsminister samt koloniminister. Efter at have forladt parlamentet i to år blev han Chancellor of the Exchequer (finansminister) i Stanley Baldwins konservative regering, hvor han i 1925 var med at få pund sterling til guldstandarden til dens før-krigs niveau, hvilket blev anset af de fleste som noget, der havde skabt et pres på britisk økonomi for deflation.

I 1930´erne var Churchill uden for parlamentet, men vendte tilbage, da han tog ansvar for at opfordre til britisk oprustning for at modgå den tiltagende trussel fra det nazistiske Tyskland. Ved udbruddet på Anden Verdenskrig blev han igen udpeget som flådeminister. Da Premierminister Neville Chamberlain trak sig tilbage i 1940, erstattede Winston Churchill ham. Churchille var den afgørende faktor for den stålsatte britiske indsats under Anden Verdenskrig og engagementet med de Allierede, der resulterede i sejr i 1945. Hans lederskab under krigen har været lovprist af mange, omend flere af hans beslutninger var kontroversielle. De konservative led nederlag ved valget i 1945, hvorefter Churchill blev leder af oppositionen. Han så derefter den kolde krig udvikle sig mod Sovjetunionen, hvor han offentligt advarede mod, at et “Jerntæppe” af sovjetisk indflydelse ville dele Europa midt over. Han blev igen valgt til premierminister i 1951. Hans anden periode som premierminister var igen præget af udenrigspolitik såsom: Malaya-krisen (1948-60), Mau Mau -opstanden i Kenya, Koreakrigen og det britisk støttede kup i Persien i 1953. Indenrigs støttede han husbyggeri og udviklingen af en atombombe. I 1955 trak Churchill sig tilbage som konsekvens af dårligt helbred, men han forblev medlem af parlamentet frem til 1964. Efter sin død i 1965 fik han en statsbegravelse.

Churchill er bredt anerkendt som en af de fremtrædende figurer i det 20. århundrede og forbliver meget populær i Storbritannien såvel som i resten af den vestlige verden, hvor han anerkendes som en af de vigtigste sejrrige ledere under Anden Verdenskrig, og som spillede en afgørende rolle i forsvaret for det liberale demokrati i kampen mod fascismen. Derudover er han også anerkendt som social reformator og skribent, og blandt hans mange dekoreringer er en Nobelpris i litteratur. I de seneste år har han også mødt en del kritik i forhold til hungersnøden i Bengalen, hvor han beskyldes for imperialistiske holdninger og kommentarer om race, der ikke flugter med nutidens holdninger herom. Denne kritik af Churchill ses også i forhold til hans holdning til andre kolonier, der ønskede løsrivelse fra det britiske imperium.

Fakta om Winston Churchill

Winston Churchill var to gange premierminister i Storbritannien. Første gang 10. maj 1940 til 26. juli 1945 og anden gang 26. oktober 1951 til 5. april 1955. I den første regering afløste han Neville Chamberlain og blev selv afløst af Clement Attlee, som han så igen afløste i 1951. I 1955 afløste Anthony Eden ham som premierminister. Han blev født i Woodstock, Oxfordshire den 30. november 1874. Hans forældre var Lord Randolph Churchill og Jennie Jerome. Han døde i Kensington, London som 90-årig den 24. januar 1965. Han ligger begravet ved Saint Martins Church i Bladon. I 1908 blev han gift med Clementine Hozier, som han fik 5 børn med – Diana, Randolph, Sarah, Marigold og Mary. Hans skolegang var på Harrow School og Royal Military College i Sandhurst.

Winston Churchills barndom og skoletid

Churchill var født på familiens arvegodt Blenheim Palace i Oxfordshire den 30. november 1874 på et tidspunkt, hvor Storbritannien var den dominerende verdensmagt. Han var direkte arving til The Dukes of Marlborough, og hans familie rangerede blandt de højeste indenfor det britiske aristokrati, hvilket betød, at han blev født ind i landets herskende elite. Hans farfar John Spencer-Churchill, 7th Duke of Marlborough havde været medlem af parlamentet i 10 år for de konservative under Premierminister Benjamin Disraeli. Hans fader Lord Randolph Churchill havde været valgt for de konservative i Woodstock i 1873. Hans moder Jennie Churchill – pigenavn Jerome – var af en rig amerikansk familie, der havde tjent sine penge via handel. Forældrene havde mødt hinanden i august 1873 og blev forlovet tre dage senere og siden gift på den britiske ambassade i Paris i april 1874. Parret levede over evne og var hyppigt dybt forgældet:

Rig efter normale standarder, men fattig blandt de rige!

Sebastian Haffner, biograf.

I 1876 blev John Spencer-Churchill udpeget til vicekonge af Irland med Randolph udpeget som sin privatsekretær, hvilket betød, at familien Churchill flyttede til Dublin, da hele øen Irland var del af det Forenede Kongerige. Her fødte Jennie sin anden søn i 1880. Man har spekuleret på, hvorvidt Randolph var faderen. I løbet af 1880´erne blev Randolph og Jennie mere og mere fjerne for hinanden. Churchill havde stort set intet forhold til sin fader ifølge hans moder. Churchill sagde selv om sin moder: “Jeg elskede hende meget – men på afstand”. Hans forhold til hende var varmt, og de forblev tætte på hinanden hele livet. I Dublin blev han uddannet i læsning og matematik af en guvernante, mens børnene blev passet og fik kærlighed af deres barnepige Elizabeth Everest. Churchill var meget knyttet til hende og kaldte hende “Woomany”. Siden skrev han om hende:

Hun var den kæreste og næreste ven i de tyve år, jeg indtil nu har levet.

Winston Churchill om sin barnepige

Som 7-årig begyndte han at gå i skole på St. George´s School i Ascot, Berkshire. Han hadede det, var ikke særlig akademisk og opførte sig ofte som en rod. Når han besøgte forældrene var det på Connaught Place i London, hvor de havde bosat sig, og det var også i denne tid, at de tog ham med på den første ferie til Gastein i Østrig-Ungarn. På grund af et dårligt helbred flyttede han i september 1884 til Brunswick School i Hove tæt ved Brighton på den engelske sydkyst. Han blev bedre akademisk, omend han fortsatte med at opføre sig som en rod. Med nød og næppe bestod han optagelsesprøven, der gav ham adgang til at begynde på eliteskolen Harrow School i april 1888. Han fortsatte med at udvikle sig akademisk – han var særligt skarp i historie – men hans lærere klagede stadig over, at han var upræcis og ikke hensynsfuld. Han skrev poesi og breve, som blev offentliggjort i skolemagasinet Harrovian, og vandt en fægtekonkurrence. Hans far insisterede på, at han blev forberedt til en militærkarriere, hvilket betød, at han i de tre sidste år på Harrow var iført militærtøj. De fleste af hans eksamener var ikke just imponerende.

På en ferie til Bournemouth i januar 1893 faldt Churchill og lå bevidstløs i tre dage. I marts samme år tog han job på en træningsskole (Cram School) i Lexham Gardens, South Kensington, før han denne sommer tog på ferie i Schweiz og Italien. Efter to mislykkede forsøg på at opnå adgang til Royal Military Academy i Sandhurst, lykkedes det tredje gang. Han blev godkendt som kadet i kavalleriet og startede på uddannelsen i september 1893. I august 1894 var han og hans bror på ferie i Belgien og brugte fritiden tæt på Empire Theatre, som de ofte besøgte. Hans uddannelse på Sandhurst varede i 15 måneder, og han blev færdiguddannet i december 1894. Kort tid efter, at han blev færdig på Sandhurst, døde hans far i januar 1895, hvilket overbeviste Churchill om, at hans familiemedlemmer døde unge.

Cuba, Indien og Sudan

I februar 1895 blev Churchill udnævnt til sekundløjtnant i 4th Queen´s Own Hussars regiment i den britiske hær, som havde til huse i Aldershot. Det gav ham en gage på 150 pund om året, hvilket ikke rakte til hans forbrug. I juli skyndte han sig til Crouch Hill i det nordlige London for at være til stede hos Everest, da hun lå for døden, og for samtidig at organisere hendes begravelse. Churchill var klar til at få militær kamperfaring og brugte sin moders indflydelse til at få ham til en krigszone. I efteråret 1895 rejste han med Reginald Barnes til Cuba for at observere deres uafhængighedskrig. De tilsluttede sig de spanske tropper, der forsøgte at undertrykke oprørerne og var del af adskillige træfninger. I Nordamerika brugte han tid i New York City, hvor han boede hos den rige politiker Bourke Cockran i dennes lejlighed på Fifth Avenue. Cockran havde stor indflydelse på den unge Churchill, som beundrede USA og skrev til sin bror, at “det var et fantastisk land” samt fortalte sin moder om, “hvilket ekstraordinært folk amerikanerne er!”.

I oktober 1896 ankom Churchill med husarerne til Bombay i Britisk Indien. De ankom snart derefter til Bangalore, hvor han delte bungalow med Barnes. Churchill forblev udstationer i Indien – som han kaldte et gudløst land for snobber og kedelige typer – i 19 måneder, hvoraf han 3 gange besøgte Calcutta, tog på ekspedition til Hyderabad og til den nordvestlige grænse og derudover to gange var tilbage på besøg i det britiske. I denne tid begyndte han på et projekt med at uddanne sig selv, da han var nervøs for ringe dannelse, hvilket fik ham til at læse værker af Platon, Adam Smith, Charles Darwin og Henry Hallam. De vigtigste værker, han læste var, dog Edward Gibbons The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, Winwood Reade´s The Martyrdom of Man og skriverier af Thomas Babington Macaulay.

Han var vedvarende interesseret i britiske parlamentsdiskussioner, og i et privat brev erklærede han sig for “en liberal i alt andet navn”, men tilføjede, at han aldrig kunne billige det Liberale Partis støtte til irsk hjemmestyre. I stedet allierede han sig med Tory demokraternes fløj af det Konservative Parti, og på et besøg hjemme i England talte han for første gang for de konservatives Primrose League i Bath. Hans ideer var en blanding af reformtanker med konservativt perspektiv, og han støttede et sekulært uddannelsessystem, men var modstander af kvinders ligestilling og henviste til Suffragetterne som en “tåbelig bevægelse”.

Churchill besluttede sig for at tilslutte sig Malakands felttropper ført an af Bindon Blood i deres felttog mod Mohmand-rebellerne i Swat-dalen i det nordvestlige Indien. Blood godkendte, at Churchill ville deltage som journalist, hvilket sikrede, at han fik anerkendelse fra aviserne The Pioneer og The Daily Telegraph, for hvem han skrev med jævne mellemrum. I private breve til sin familie beskrev han, hvordan begge sider af konflikten slagtede hinandens sårede, omend han ikke refererede til, at briterne foretog sig noget sådant i de offentlige rapporter. Han forblev hos de britiske tropper i seks uger, inden han vendte tilbage til Bangalore i oktober 1897. Der skrev han sin første bog The Story of the Malakand Field Force, som blev offentliggjort af forlaget Longman med positive anmeldelser. Han skrev også sit første fiktive værk Savrola, der var en nøgleroman, som foregik i et fiktivt kongerige på Balkan. Det udkom i en række serier i magasinet Macmillan´s Magazine i perioden maj-december 1899, før det udkom som bog.

Mens han opholdt sig i Bangalore i første halvdel af 1898 undersøgte Churchill mulighederne for at tilslutte sig Herbert Kitcheners militærkampagne i Sudan. Indledningsvis var Kitchener afvisende, da han mente, at Churchill udelukkende gjorde det for at søge hæder i offentligheden og få medaljer. I forlængelse af, at Churchill havde brugt noget tid i Calcutta, Meerut og Peshawar, sejlede han i juni tilbage til England fra Bombay. Han brugte sine kontakter – inklusive et besøg hos Premierminister Lord Salisbury i Downing Street 10 – for at blive del af Kitcheners militærkampagne. Han gik med til at ville skrive en klumme om begivenhederne i The Morning Post. Da han ankom til Egypten, tilsluttede han sig 21st Lancers i Kairo, før de sejlede sydpå ad Nilen for at deltage i slaget mod Sudans leder Abdallahi ibn Muhammed i det, der blev kendt som slaget ved Omdurman. Churchill forholdt sig kritisk til Kitcheners fremfærd under krigen, specielt hans nådesløse behandling af fjendens sårede og hans skænding af Muhammad Ahmads Grav i Omdurman. Efter slaget donerede Churchill noget af sin hud fra brystet til en såret officers sår. Tilbage i England i oktober 1899 skrev Churchill om militærkampagnen, hvilket blev offentliggjort under navnet The River War i november 1899.

Forsøg på at gøre parlamentarisk karriere og Sydafrika – 1899-1900

Han besluttede at han ville en parlamentarisk karriere, Churchill deltog i tre møder hos det Konservative Parti hvor han skabte politiske kontakter og fik givet sin holdning til kende. Det var her han bejlede til Pamela Plowden; selvom det ikke kom til et forhold, så forblev de livslange venner. I december 1898 vendte han tilbage til Indien i tre måneder, primært for at spille polo. Han boede en uges tid hos Vicekonge George Nathaniel Curzon. På hans vej hjem brugte han to uger på Savoy Hotel i Cairo, hvor han blev introduceret til Khedive (Vicekonge) Abbas II af Egypten. Han startede igen med at fokusere på politik, hvor han deltog i politiske møder og plejede kontakter blandt andet hos middagsselskaber hos Rothschild. Han blev derefter valgt som en af de to konservative parlamentariske kandidater ved valget i juni 1899 i Oldham, Lancashire. På trods af at Oldham tidligere havde været vundet af de Konservative, så vandt de liberale ved dette valg.

På baggrund af udbruddet af den Anden Boer Krig mellem Storbritannien og Boer Republikkerne, da sejlede Churchille fra Southampton til Sydafrika som journalist der skrev for Daily Mail og Morning Post. I Sydafrika ankom han til Cape Town i oktober 1899, for derefter at sejle til konfliktzonen ved Ladysmith, der var belejret af Boertropper, før han brugte tid i Estcourt for at tage imod Colenso. Her blev hans tog afsporet og han blev taget som krigsfange og indsat i en fangelejr i Pretoria.

I december flygtede Churchill og to andre indsatte fra fængslet over latrinmuren. Det lykkedes Churchill at skjule sig på et godstog beskyttet af en sympatisk engelsk mineejer. Efterlyst af Boer Autoriteterne gemte han sig igen på et fragttog og rejste i sikkerhed i Portugisisk Østafrika.

Da han sejlede til Durban fandt Churchill ud af at hans flugt havde tiltrukket sig meget opmærksomhed i Storbritannien. Han vendte ikke umiddelbart tilbage og i januar 1900 blev han udpeget til løjtnant i det Sydafrikanske Lette Heste Regiment hvor han tilsluttede sig General Redver Bullers kam for at hæve belejringen af Ladysmith og indtage Pretoria. I hans skriverier om militærkampagnen, prøvede han at tøjle briternes had til Boerne hvor han opfordrede til Generøsitet og Tolerance og for en hastig fred; og efter krigen opfordrede han briterne til at opføre sig storsindet. Han var blandt de første britiske soldater der drog ind i Ladysmith og Pretoria. Han og hans fætter Hertugen af Marlborough, var i stand til at komme foran de øvrige tropper i Pretoria, hvor han krævede og modtog overgivelsen af 52 fangelejrvagter. Efter sejren i Pretoria vendte han tilbage til Cape Town og sejlede til Storbritannien i juli 1900. I maj da han stadig opholdt sig i Sydafrika blev hans oplevelser under krigen udgivet som London to Ladysmith via Pretoria.

Print siden her