Bayern (Hertugdømme)
Hertugdømmet Bayern var et hertugdømme i det Hellige Tysk-Romerske Rige, der overvejende lå dagens delstat Fristaten Bayern. Hovedstad og Residens var München og fra tid til anden, da området blev delt i mindre hertugdømmer var også byerne Landshut, Ingolstadt og Straubing residensbyer.
Hertugdømmets forløber var det Bairiske Stamhertugdømme. Fra og med 1180 var slægten Wittelsbach Bayerns herskere, hvilket førte til talrige delinger af Bayern i perioden fra det 12.- til det 15.århundrede. Delingerne ophørte først i 1506 da man indførte primogenitur – at kun den førstefødte havde arveret. Bayern spillede en fremtrædende rolle i Modreformationen og Trediveårskrigen betød betragtelige landvindinger og ikke mindst at Hertugdømmet i 1623 fik status af Kurfyrstendømme. I forlængelse af at hertugerne blev givet kurtitlen, da blev den almene betegnelse Kurfyrstendømmet Bayern også selvom Hertugdømmet på papiret stadig bestod indtil opløsningen i 1806.
Bayerns våbenskjold. Kilde: Wikipediabrugeren: Xenakis
Hertugdømmets forhistorie
Forløberen til hertugdømmet Bayern var det Bairiske Stamhertugdømme der kunne føres helt tilbage til årene 551/555. Hertugdømmet blev kraftigt formindsket i året 976, da det nydannede Hertugdømme Kärnten blev adskilt fra Baiern. I 1154 blev hertugdømmet gjort mindre igen, da Ostmark (den østlige del af dagens Østrig) blev udskilt og den tilbageværende del af hertugdømmet givet til Heinrich der Löwe. Welferfyrsten blev i 1180 frataget sine områder, der igen førte til en formindskelse da Hertugdømmet Steiermark opstod som selvstændigt domæne.
Bayerns begyndelse som Territorialstat
I 1180 begyndte Wittelsbachernes epoke som herskere af Bayern; de regerede under titler af Hertuger, siden som Kurfyrster og Konger. I 1180 blev den hidtidige Pfalz-greve Otto VI. von Wittelsbach gjort til Otto I. Hertug af Bayern, hvilket betød at hertugdømmet kom fuldt ud i slægtens eje. Bayern og Wittelsbacherne forsøgte – forgæves – at tilbageerobre Hertugdømmet Steiermark, da støtten til adelen i Steiermark – Landsberger Bund – der stod i opposition til Hertug Albrecht I. ikke førte noget med sig. I årene der fulgte 1180 blev Wittelsbachernes besiddelser betragteligt udvidet igennem arv, ægteskab og opkøb. I 1214 blev Ottos søn Ludwig I. af Wittelsbach belenet med Pfalz-grevskabet ved Rhinen. Det nye land blev ikke forvaltet som len, men igennem tjenestemænd. Tiden bød også på flere væsentlige adelsslægters uddøen som Andechs og Bogen, hvilket også styrkede Wittelsbach. Da Otto von Andechs døde i 1248 faldt Merano imidlertid ikke til Bayern men derimod til greverne i Tyrol. Det hertugelige palads flyttede sig i denne tid også flere gange fra Regensburg til Kelheim og indtil 1255 til Landshut.
Kejser Friedrich Barbarossa – siddende – giver Bayern i len til Otto von Wittelsbach. Gobelinen har befundet sig på Residensen i München siden 1610. Kilde: Bayerische Schlösser und Gärten.
Wittelsbacherne gav ingen særlig arveret til den førstefødte, hvilket ikke var meget anderledes end mange andre herskerhuse, hvilket førte til at områderne blev delt i 1255 ved den første landsdeling i Oberbayern med Pfalz med sæde i hhv. München og Heidelberg samt Niederbayern med sæde i Landshut og Burghausen. Hertug Ludwig den Strenge i Oberbayern profiterede i 1268 af Konradins – hans nevøs – død, hvor områder i Schwaben også blev del af Wittelsbachernes område. I 1275 anerkendte man endelig grænsen til Salzburg, der grænsede til Chiemgau og blev et selvstændigt ærkebispedømme – Ærkebisperne lavede i 1328 deres egen landordning, hvilket gjorde dem til en uafhængig stat indenfor det Hellige Tysk-Romerske Rige.
Da Wittelsbacherne i starten af det 14.århundrede havde svære økonomiske problemer gav hertugerne landsstænderne deres rettigheder, hvilket man kan se i Schnaitbacher Urkunde og de Ottoniske hændfæstninger.
I 1340 uddøde Hertugerne af Niederbayern og deres domæne gik i arv til hertugerne af Oberbayern. Før andre landsdelinger nåede man i 1349 et magtmæssigt højdepunkt, hvor Ludwig IV. fra og med 1314 havde været tysk konge og som første Wittelsbacher i 1328 blev han tysk kejser. Han vandt en lang række områder: Brandenburg (1323), Tirol (1342), Holland, Zeeland og Friesland samt Hennegau (1345) der dog alle blev tabt af efterfølgerne. I 1369 mistede man Tirol til Habsburgerne i Traktaten, Brandenburg blev mistet til Luxembourgerne mens de nederlandske grevskaber i 1436 måtte overdrages til Burgund. I 1329 delte Kejser Ludwig hans besiddelser i Pfalz i to linjer: Oberpfalz og Rheinpfalz. Da den Gyldne Bulle blev vedtaget i 1356 betød, det at kejsertitlerne var betinget af støtte af kurfyrster. Denne titel blev ikke bayersk før 1623.
Kejser Ludwig IV. udført i Lorenzkirche i Alter Hof i München. Foto fra wikipedia
Bayerns senmiddelalderlige delhertugdømmer
I det 14. og 15.århundrede blev Ober- og Niederbayern delt gentagne gange. Efter delingen i 1392 eksisterede hele fire hertugdømmer: Niederbayern-Straubing; Niederbayern-Landshut, Oberbayern-Ingolstadt og Oberbayern-München, hvor det ikke var usædvanligt med krige imellem de fire dele. I 1429 blev aftalen i Pressburg (Bratislava) hvor Niederbayern-Straubing med Ludwig VII. den skæggede af Bayern-Ingolstadt, Heinrich den Rige af Bayern Landshut såvel som Ernst og Wilhelm III. af Bayern-München. Efter Ludwig VII døde i 1447 tilfaldt Oberbayern-Ingolstadt Landshuter-linjen.
Mens den tysk-romerske Kejser Friedrich III. siden 1477 havde viklet sig ind i en langvarig katastrofal krig mod Matthias Corvinus af Ungarn, da vandt de bayerske hertuger betydelig magt og anseelse i Sydtyskland. Friedrich III. endte endda med at tabe alle sine landområder til kongen af Ungarn, og måtte miste sin titel og endda gå i kloster Hans nevø – Hertug Sigismund af Østrig – afsatte Grevskabet Tirol til de bayerske hertuger og solgte det endeligt i 1487 sammen med resten af det vestlige Østrig med undtagelse af Vorarlberg.
I denne situation indsatte Kejser Friedrich III. så Hertug Sigmund som formynder, og denne fordre al den adel der havde sympatiseret med slægten Wittelsbach i deres områder. Der var massive magtkampe og overherredømmet i området. Wittelsbacherne allierede sig fra tid til anden med Edsfællesskabet – der siden blev til Schweiz – der mestendels af tiden kæmpede imod Habsburgerne. Wittelsbacherne oplevede dog andre modstandere, da Habsburgerne tog initiativ til at forene de sydtyske Rigsstæder, den sydtyske adel i fællesskabet Sankt Georgsgildet samt greverne af Württemberg Vorderösterreich og Tirol i det Schwabiske Forbund fra og med 1488. Edsfællesskabet afviste at træde ind i dette fællesskab. Magtkonstellationerne i det sydlige Tyskland var Edsfællesskabet, Hertugdømmet Bayern og det Schwabiske Forbund. Fra og med 1491 indgik Edsfællesskabet og Hertugerne af Bayern på fransk opfordring en Venskabs-, og Neutralitetspagt.
Mens Hertug Georg af Landshut havde trukket sig tilbage, da stod en hær i midten af maj 1492 ved Kaufering fra Bayern-München overfor en talmæssig overlegen hær fra det Schwabiske Forbund. I 1492 gav Hertug Albrecht det besatte Rigsgrevskab Abensberg og byen Regensburg tilbage i Freden i Augsburg. Kejser Friedrich III. havde i mellemtiden gjort hans søn Maximillian til tysk konge i 1486. Sønnen var kommet i besiddelse af Nederlandene og Hertugdømmet Burgund gennem hans ægteskab med Maria af Burgund – datter af Karl den Fede, hvilket kraftigt forøgede magtgrundlaget. I år 1500 indtrådte Hertug Albrecht selv i det Schwabiske Forbund.
Hertugernes magt set som kronologi
Blå: Bayern-München – Grøn: Bayern-Ingolstadt – Gul: Bayern-Landshut – Rød: Straubing-Holland. Kilde: Wikipedia
Enden på delingerne
Hertug Albrecht IV von Oberbayern-München forenede det gamle Bayern – Altbayern – i år 1506 med den hårdt kæmpede Landshuter Arvefølgekrig i årene 1504-05. Han indførte en lov om Primogenitur (arveretten til førstefødte) hvilket afsluttede Bayerns deling. Dog mistede man i 1504 de oprindelige bayerske områder Kufstein, Kitzbühel og Rattenberg til Tirol. I de tre nævnte retskredse gjaldt den bayerske landsret som Ludwig af Bayern indførte helt frem til det 19.århundrede med juridisk særstilling. Området rundt om Mondsee mistede man til Habsburgerne.
Man inddelte i 1507 Bayern fra Vicedomsamter med en større Forvaltningsreform efter Landshuter Arvefølgekrigen omdannet til de såkaldte Rente-amter, der i Bayern tog sig af forvaltningen af finanser, Jura, administration og miltære opgaver.
- Rent-amt München
- Rent-amt Landshut
- Rent-amt Straubing
- Rent-amt Burghausen
Hertugdømmet stod placeret på andenpladsen i Rigsfyrsterådet ved Rigsdagene, mens de fra 1623 var repræsenteret i Kurfyrstenrådet. Ifølge Rigsmatriklen i 1521 stillede man med 60 soldater til hest og 277 til fods.
Bayern i Modreformationens tidsalder
I Altbayern forhindrede de bayerske hertuger en større udbredelse af Reformationen. Hertug Wilhelm IV. lod allerede i 1524 Paven forstå at de bayerske bisper ville miste deres særrettigheder og indkomst ved de kirkelige institutter hvis de veg bort fra de katolske sædvaner og manifesterede Bayern som en af de ivrigste modstandere af Reformationen, hvor man ikke tillod protestantisk tankegods i landet. Han deltog siden i den Schmalkaldiske Krig (Religionskrigen 1546-47) på Kejser Karl V.´s side.
Trods den hårde hertugelige modstand var der lokale grever der indførte den lutherske bekendelse, det gjaldt greverne i Ortenburg, Neuburg og Haag samt hertugen i Pfalz-Neuburg samt herskabet i Hohenwaldeck. For at undgå yderligere udbredelse i Altbayern indførte den bayerske Hertug Albrecht V. i 1564 en retsproces der gik imod den såkaldte Bayerske Adelsbesværgelse.
Bayersk landtavle fra 1568 af Philipp Apian. Kortet havde så stor nøjagtighed at Napoloen brugte det, da han indtog Bayern og først i det 19.århundrede blev det overgået i nøjagtighed. Kilde: Bayrische Landesbibliothek. En del af originalen kan ses på Landesmuseum Ingolstadt
I Franken bredte Reformationen sig hastigt, mens der i det østlige Schwaben i byerne – særligt i Augsburg – var talrige lutherske følgere, hvilket også gjaldt i Oberpfalz, der var under de protestantiske Kurfyrster af Pfalz og som hjalp den ny tro frem. I år 1571 udviste Hertug Albrecht V. alle Lutheranere fra Bayern. Allerede fra år 1542 havde Jesuitterne grundlagt Landsuniversitetet i Ingolstadt som et centrum for Modreformationen. På det tidspunkt var universitetet i praksis allerede centrum for modreformationen, da Johannes Eck havde virket der i mange år, som Martin Luthers mest prominente kritiker.
Wilhelm V. deltog succesrigt i krigen mod den protestantiske Ærkebiskop i Køln, hvorefter at de bayerske prinser i mere end 200 år indstillede hvem der sad på magten som Kurfyrste (ærkebiskop) af Køln. Fra og med 1577 undlod Hertugen at kalde Stænderne sammen, hvilket bragte Bayern på randen af ruin, da stænderne havde stået for finansieringen. Den skandaliserede Hertug måtte til sidst (1597) abdicere og overlade magten til hans søn Maximillian I. Sønnen fratog stænderne magten og indførte et embedsmandsapparat, der overtog forvaltningen af økonomien. Samtidig indførte han i rammerne af Modreformationen et kirkeligt politiregimente.
Bayern bliver Kurfyrstendømme under Trediveårskrigen
I 1607 besatte den bayerske Hertug Rigsstaden Donauwörth og indlemmede byen i sit hertugdømme efter at protestanter havde forstyrret den katolske Markusprocession i byen. Denne handling fra Bayern blev anledningen til at de protestantiske fyrster og byer – under ledelse af de calvinistiske Kurfyrster og Wittelsbacheren Friedrich von der Pfalz – sluttede sig sammen i en protestantisk Union. På baggrund af dette sluttede de katolske kræfter sig sammen i 1609 under ledelse af den bayerske Hertug Maximillian I. i den Katolske Liga.
Kurfyrste Maximillian I. der blev den første Kurfyrste af Bayern. Kilde: wikipedia
I år 1619 indgik den bayerske Hertug et forbund med Kejser Ferdinand II. mod de protestantiske bøhmiske stændere og deres valgte modkonge kurfyrste Friedrich V. von Pfalz. Det blev til en stor sejr i Slaget ved det Hvide Bjerg ved Prag, hvor den Katolske Liga besejrede deres modstandere under ledelse af den bayerske feltherre Tilly i 1620. Efter sejren lod Tilly sine tropper besætte Pfalz. Konsekvensen af dette blev at Maximillian I. i 1623 overtog Kurfyrstetitlen fra Pfalz og i 1628 blev Oberpfalz indlemmet i Bayern som krigsskadeserstatning. I det videre forløb af Trediveårskrigen blev Bayern besat og hærget i årene 1632-34 og igen i 1648. Det østlige Schwaben tabte fuldstændig deres hidtidige politiske betydning grundet de ødelæggelser som krigen fulgte med sig. Rigsgrevskabet Wiesensteig i Schwaben blev to-tredjedele overdraget til Bayern via køb, mens den sidste tredjedel til Fyrsten af Fürstenberg, hvis andel blev overdraget til Kurfyrstendømmet Bayern i 1752.
I den Westfalske Fred i 1648 – der markerede afslutningen på Trediveårskrigen blev Bayerns nyerhvervede områder samt kurfyrstetitlen bekræftet. Siden man havde fået overdraget kurfyrsteværdien blev området kaldt Kurfyrstendømmet Bayern, også selvom Hertugdømmet juridisk set fortsatte med at eksistere.
Pingback: München - Historiskerejser.dk