Berlin: Grænseovergange

Grænseovergangene i Berlin opstod i forbindelse med delingen af Tyskland. Fra og med 1952 fandtes der ved de ydre grænser mellem Vestberlin og oplandet i DDR sikringsanlæg ved overgangene som eksempelvis kontrolbanegårde. Efter at Berlinmuren blev opført 13. august 1961, opstod der også overgange indenfor byområdet i den fire-delte by Berlin mellem Østberlin og Vestberlin. Til at starte med var der kun få grænseovergange, men i løbet af årene kom der efter tætte forhandlinger flere til. Betegnelsen for overgangene med kontrollen af grænsetrafikken var: Grenzübergangsstelle, GüSt eller GÜSt.

Ved krydsning af grænsen skelnede man ikke mellem borgere fra Østberlin og fra DDR: Østberlinere var set fra DDR også borgere i DDR. Fra vestlig side blev den sovjetiske sektor i Stor-Berlin (Østberlin) i henhold til Potsdamtraktaten ikke anset som del af DDR, mens DDR og Sovjetunionen anså byen som hovedstad i DDR. Fra vestlig side var der kun et tysk statsborgerskab, som gjaldt for de, der boede i Forbundsrepublikken, DDR, Vestberlin samt Østberlin. Det betød, at borgere fra DDR uden problemer kunne besøge Forbundsrepublikken og få udstedt et rejsepas.

Kontrollen på den østberlinske side

Grænse- og transitovergangene fra Vestberlin til DDR og Østberlin blev kraftigt udbygget på DDRs side af grænsen. Ved såvel ind- og udrejse kontrollerede grænsekontrollanterne og toldpolitiet de, der krydsede grænsen på mange forskellige måder. Den ydre grænsesikring og sikringen af grænseovergangene blev overtaget af specielle sikkerhedskompagnier blandt grænsetropperne i DDR.

Den egentlige person- og køretøjskontrol blev foretaget af paskontrolenhederne. Paskontrollanterne var imidlertid ikke organisatorisk en del af grænsetropperne i DDR og dermed Forsvarsministeriet, men de var derimod en del af Ministeriet for Statssikkerhed – Stasi – mere specifikt under Afdeling VI for paskontrol. Kontrollanterne bar imidlertid samme uniform som grænsetropperne, når de var på arbejde. Alle de, som varetog personkontrollen ved grænsen, var specialtuddannet til opgaven. Pas, identitetspapirer etc. kunne med et videosignal fra kontrolstationerne overdrages til et centralt rum, hvor man kunne søge deres rigtighed og efter behov efterprøve dem. Store fortegnelser af data sikrede dette. Kontrolløren kunne via talkoder finde frem til en række informationer, som kunne lede ham til at befale yderligere dokumenter, at processen skulle gøres langsommere, eller at der skulle bladres videre igennem dokumenterne. Forbundsrepublikken opererede primært med, at visa blev udstedt på ambassaderne, mens man i DDR i udpræget grad lavede visa på selve grænseovergangen. Dette var også årsag til, at der var en større arbejdsstyrke på transitstationerne.

Vestberlinere måtte have have et særligt ID-kort knyttet til Berlin, hvis de skulle rejse igennem DDR eller til Østberlin, da DDR ikke anerkendte Forbundsrepublikkens rejsepas, hvis borgeren boede i Berlin. Man skulle da have særtilladelse – Berechtigungsschein – for en dag eller flerdagesvisum. I Vestberlin fandtes der fem kontorer for Büros für Besuchs- und Reiseangelegenheiten (kontorer for besøgs- og rejseanliggender) – som var kontorer drevet af DDR i Vestberlin. De skelnede mellem besøg hos bekendte og turistmæssige indrejser. Med et visum til Østberlin måtte man ikke forlade Berlins byområde – altså gjaldt det ikke for ophold i DDR. Ved et ophold i Østberlin var man tvunget til at veksle valuta fra D-Mark til DDR-Mark, hvilket bestemt var til fordel for DDR. Udrejse skulle foregå før midnat, da det normalt ikke var muligt at få lov til at overnatte i Østberlin.

Print siden her