Den Tyske Revolution 1848/49

Den Tyske Revolution 1848/49 er en de revolutionære begivenheder, der fandt sted imellem marts 1848 og sensommeren 1849 indenfor Det Tyske Forbund. Starten på revolutionen i marts 1848 er kendt som Martsrevolutionen. Den Tyske Revolution havde også konsekvenser for områder, der lå udenfor Det Tyske Forbund, såsom de preussiske polske provinser Posen, de østrigske områder Ungarn, Bøhmen, Kroatien og Norditalien. I nord fik indflydelsen i Holsten også konsekvenser for Slesvig og for kongeriget Danmark.

Revolutionens årsager skal primært hentes i de borgerlig demokratiske bestræbelser på at skabe nationale uafhængige enhedsstater i Europa. Disse bestræbelser var primært vendt mod magthaverne i de større europæiske fyrstehuse, og  det gjaldt i særdeleshed den østrigske kejser, den preussiske konge og den russiske tsar. Disse tre havde sluttet en hellig alliance i 1815, da man havde besejret Napoleon og primært havde gået efter at tilbagerulle indflydelsen fra den Franske Revolution.

I januar 1848 havde italienske revolutionære rejst sig mod de store fremmedmagter, der sad på magten på den appeninske halvø: det spanske Bourbon-dynasti i syd og de østrigske Habsburgere i nord. I februar 1848 udbrød den franske februarrevolution, der også spredte sig til tyske landområder, hvor opstande mod stormagterne Preussen og Østrig fandt sted.

Storhertugdømmet Baden var det første sted, hvor revolutionen udbrød, men i løbet af få uger havde den revolutionære strømning vokset sig til en flod, der skyllede ned over samtlige andre stater i Det Tyske Forbund. Fra Berlin til Wien blev der udråbt liberale regeringer og gennemført valg til en forfatningsgivende nationalforsamling, der trådte sammen i Paulskirke i den daværende fristad Frankfurt am Main.

Martsopstandene havde relativt hurtigt givet tilkæmpede succeser. Eksempelvis ophævelsen af bøndernes livegenskab og pressens censur. I midten af 1848 var den revolutionære bevægelse ikke længere i stand til at holde styrken i sin opstand og var derfor snart at finde i defensiven. Bevægelsen forsøgte at få landvindingerne tilbage med nye opstande, hvilket skete i efteråret 1848 og i endnu højere grad i maj 1849, hvor rigsforfatningskampagnen skabte fornyet røre. Det gjaldt i særdeleshed i Baden, men også i Kongeriget Sachsen, Bayersk Pfalz og den preussiske Rhinprovins, hvor der var borgerkrigslignende tilstande. I juli 1849 var revolutionen imidlertid nedkæmpet militært af tropper fra Preussen og Østrig.

Interessegrupper

De revolutionære blandt de tyske stater stræbte efter politiske friheder i form af demokratiske reformer og en national samling af de tyske fyrstendømmer. De kæmpede alle for at fremme ideen om liberalisme. De revolutionære udgjorde langt fra nogen enhedsbevægelse; de gennemgik forskellige revolutionsforløb, der udmøntede sig i forskellige retninger, som i visse tilfælde kom til at stå internt i opposition til hinanden – det gjaldt blandt andet i holdninger til nation, sociale spørgsmål, økonomisk ligestilling, borgerrettigheder og til selve spørgsmålet om revolutionens betydning.

Blandt de revolutionære fandter der en del kredse præget af tanker, der var radikaldemokratiske, socialrevolutionære, tidligt socialistiske og endda anarkistiske. Disse kredse virkede primært udenomparlamentarisk og var underrepræsenteret i de nye parlamenter og var ikke i stand til at sætte deres tanker igennem i den almindelige beslutningsproces. Blandt områderne udenfor det Tyske Forbund stræbte flere lande og regioner, der var del af det østrigsk dominerede Habsburgerrige på at løsrive sig og opnå uafhængighed. De vigtigste at nævne er Ungarn, de norditalienske fyrstendømmer samt det polske Galicien. Dertil skal nævnes at den preussiske provins Posen med sit polske befolkningsflertal ligeledes kæmpede for løsrivelse.

England og i overvejende grad Rusland forblev uberørt af begivenhederne, mens de 3 øvrige stormagter Preussen, Østrig og Frankrig blev stærkt berørt. Rusland leverede soldater i assistance til nedkæmpningen af den ungarske opstand i 1849. Begivenhederne havde stor indflydelse i Danmark og på 3-årskrigen med hertugdømmerne i Slesvig og Holsten. Spanien, Holland og det nystiftede liberale Belgien blev til gengæld omvendt uberørt af opstandene.

Betydning for Mellemeuropa

I de fleste stater blev de revolutionære tilstande slået ned i 1849. Undtagelserne var først og fremmest Frankrig, hvor republikken vedblev med at eksistere frem til 1851/52. I kongerigerne Sardinien-Piemonte og Danmark førte revolutionerne til forfatningsændringer, der fik længererækkende konsekvenser. I Danmark forblev grundloven, afskaffelsen af det enevældige monarki og indførelsen af et konstitutionelt monarki. Sardinien-Piemontes forfatning blev grundlag for etableringen af den italienske samling en snes år senere.

De borgerligt-demokratiske bestræbelser i centraleuropa fra 1830´erne og frem havde nået en milepæl i 1847. Her blev Schweiz omdannet fra et statsforbund til en liberal forbundsstat. Dette var kommet i stand efter en krig i 1847, der mundede ud i en forfatning i 1848, og som stadig gælder i dag.

Borgerskabet havde allerede i 1789 påbegyndt sin politiske kamp for mere indflydelse i form af den franske revolution. Denne opstigning havde lidt et midlertidigt tilbageslag med Napoleonskrigenes afslutning i 1815. Imidlertid var særlig storborgerskabet i centraleuropa fortsat med at øge sin økonomiske velstand. Martsrevolutionen var deres forsøg på at skaffe sig politiske indrømmelser i form af en demokratisk nationalstat. På trods af at dette mislykkedes, blev de langvarige konsekvenser af opstanden forøget indflydelse.

Revolutionerne i 1848/49 prægede vedvarende den politiske kultur i de fleste centraleuropæiske lande i retning af en pluralistisk demokratiforståelse. Det gjaldt såvel i det senere Tyskland, Østrig, Frankrig, Ungarn, Polen, Danmark og Tjekkoslovakiet (i dag Tjekkiet og Slovakiet). Begivenhederne i 1848/49 blev på lang sigt en sejrsgang for det borgerlige demokrati i Europa, der trak lange tråde fremadrettet.

Grundet dens grænseoverskridende karakter er det endda blevet hævdet af nogle, at martsrevolutionen lagde kimen til det 20. århundredes stiftelse af en europæisk union. Den italienske revolutionære Giuseppe Mazzini havde i forbindelse med revolutionerne forestillet sig et “Europas folk”. Det viste sig med stiftelsen af fælleslignende partier i form af Mazzinis “Unge Italien”, tilsvarende var der i Polen “Unge Polen” og i Tyskland “Unge Tyskland”. Det havde ført til et fælles koordinerende organ, der hed “Unge Europa” stiftet i Bern i 1834. Disse bevægelser spillede en afgørende rolle i martsrevolutionerne, men blev også siden kopieret af andre bevægelser, hvoraf den socialistiske Internationale er den mest kendte.

Erhvervsmæssige og sociale baggrunde

En umiddelbar årsag til Martsrevolutionen var den misstemning i det daværende Europa, som kriseåret 1847 havde forårsaget, en misstemning, der gik tilbage til 1846. Denne sociale nød havde ført hungersnød i stort set samtlige tyske stater med sig. Fødevarer var ikke til at købe for den fattige del af befolkningen, hvilket førte hungersnødsopstande med sig. Eksempelvis kom det i 1847 i Berlin til den såkaldte “Kartoffelrevolution”. Denne nød førte til, at mange fattige befolkningsgrupperinger som arbejdere, forarmede håndværkere og landarbejdere sluttede sig til kravet om demokrati. En anden konsekvens af krisen var en kraftig nedgang i tekstilprodukter som følge af fald i købekraften, hvilket betød manglende arbejde for de mange tekstilarbejdere. I de tyske områder var tekstilproduktionen præget af underbetalt hjemmearbejde, en industri der i forvejen var presset af den britiske tekstilproduktion, hvor nye tekniske landvindinger pressede den tyske produktion på prisen.

Dette nedadgående lønpres skal ses i en sammenhæng, hvor også befolkningstallet var kraftigt stigende, da landarbejderne søgte mod byerne. Dette betød massearbejdsløshed. Den overskydende arbejdskraft søgte i retning af manufaktur- og andre nyopståede fabrikker med minimumslønninger. Denne nye hastigt voksende befolkningsgruppe af lavtlønnede blev kaldt proletariatet.

Arbejds- og livsbetingelserne i industriforetagender var generelt set katastrofale i det 19. århundrede. De fleste arbejdere levede på eller under et eksistensminimum i slumagtige ghettoer. Derudover var de konstant truet af arbejdsløshed og uden nogen form for social sikring. I årene før martsrevolutionen var det flere gange kommet til mindre regionale opstande, der ofte rettede sig specifikt mod industribaroner.

I juni 1844 demonstrerede vævere fra de slesiske byer Langenbielau og Peterswaldau i protest mod sult og den følgende sociale nød. Det var den første opstand offentligheden fik nys om. Opstandene blev slået ned prompte af det preussiske militær.

Det velstående borgerskab så sig også tiltagende begrænset i sine industrielle udfoldelsesmuligheder. Toldpolitikken mellem fyrstendømmerne begrænsede handelsmulighederne. Krav om liberalisering af handelen i de tyske stater var allerede blevet et stærkere krav i starten af det det 19. århundrede.

22. marts 1833 blev det Tyske Toldforbund stiftet. Det skulle gøre handel indenfor det tyske forbund nemmere. I slutningen af 1830´erne betød det et erhvervsmæssigt opsving. Den brede befolkning fik dog ingen del i dette opsving, og den sociale nød forblev intakt.

Politiske årsager

Et af de væsentligste politiske mål, der lå bag martsrevolutionen, var at overvinde den konservative Restaurationspolitik – tilbagerulningen af de borgerlige rettigheder efter Napoleonskrigene der begyndte efter Wienerkongressen i 1815.

En af de mest betydningsfulde forkæmpere for denne politiske konservatisme var den østrigske diplomat og Kansler Fyrst Klemens Wenzel von Metternich. Restaurationspolitikken var blevet vedtaget af de fleste europæiske lande på Wienerkongressen og blev bekræftet efter Napoleons nederlag ved Waterloo i 1815. Politikken skulle indenrigspolitisk såvel som mellemstatsligt genetablere magtforholdene, som de havde været før udbruddet af den Franske Revolution i 1789. Dette betød adelens politiske forrang og genetablering af dennes privilegier. Napoleons “Code Civil” – der havde betydet langt flere borgerlige rettigheder skulle også tilbagerulles.

Indenrigspolitisk betød denne politik, at liberale reformer og nationale enhedsbestræbelser blev undertrykt. Censuren blev skærpet og pressefriheden indskrænket. Skrifter fra det litterære “Unge Tyskland” (Junges Deutschland), en gruppe af af unge revolutionære forfattere, blev censureret eller forbudt. Det samme gjaldt andre samfundskritiske eller nationalistiske digtere. Mange af disse drog i eksil i enten Schweiz eller Frankrig. Berømte eksempler herpå er Heinrich Heine, Georg Herwegh, Georg Büchner (der opfordrede til paladsstorm) og Heinrich Hoffmann von Fallersleben (der skrev den tyske nationalsang).

Den vigtigste bevægelse til fremme af national enhed og demokratiske borgerrettigheder i Tyskland var kammeratskabsforeningerne blandt studenterne. I oktober 1817 havde de demonstreret tæt ved borgen Wartburg i Thüringen. Emnerne var 4-årsdagen for folkeslaget ved Leipzig i 1813 og 300 årsdagen for Luthers Reformation. Denne wartburgfest blev en tilbagevendende begivenhed for bevægelsen bag den tyske samling. En lille skare af demonstranterne brændte endda statslige symboler samt bøger, der blev opfattet som utyske eller reaktionære.

Begivenhederne på Wartburg inspirerede andre til at demonstrere mod de statslige myndigheder, der omvendt reagerede med at øge tiltagene mod dem. I 1819 kom et totalforbud mod organisationen, der var en reaktion på mordet på digteren August von Kotzebue, som var blevet myrdet af det fanatiske nationalistiske kammeratskabsmedlem Karl Ludwig Sand. Trods dette totalforbud forblev foreningen aktiv i undergrunden. Aktiviterne fortsatte delvis i de tyske friluftsorganisationer, der blomstrede op, hvor i særdeleshed Turn-bevægelsen skal fremhæves. Denne bevægelse var stærkt influeret af romantikken og blev et miks af denne samt liberale og nationale ideer. Det skulle siden vise sig at virke imod oplysningsidealerne, hvor blandt andet en antisemitisk strømning fik rum.  I Würzburg ledte det til en pogromagtig opstand mod jødiske krav om ligestilling.

I juli 1830 væltede franske revolutionære det reaktionære kongehus Bourbon fra den franske trone og erstattede det med borgerkongen Louis Philippe von Orleans. Dette gav liberale kræfter i Europa fornyet håb. I Belgien løsrev man sig fra Holland i det fælles nederlandske kongerige, der var blevet skabt i 1815, og som var præget af protestantisme og det hollandske sprog. Løsrivelsen blev grundlæggende støttet af stormagterne og førte til oprettelsen af et parlamentarisk monarki, der skulle danne inspiration for andre lande sidenhen. I Tyskland kom det til begrænsede regionale opstande i Braunschweig, Kurhessen, i det saksiske kongerige samt i Hannover. Det kom endda til indførelse af forfatninger i disse områder.

Det kom også til opstande med nationalstatslig enhed for øje i de italienske stater samt i de polske provinser, der var splittet mellem Preussen, Østrig og Rusland. Det konservative system opkaldt som den østrigske Metternich ønskede blev overordnet set bevaret, omend det havde fået lidt småridser i lakken. Efter beslutningerne i Karlsbad kom det trods vedtagelsen af loven om “forfølgelse af demagoger” til lignende fester som den på Wartburg. Eksempelvis festen i Hambach i 1832, hvor der blev flaget med den forbudte sort-rød-gyldne fane.

Vagtstormen i Frankfurt am Main den 3.april 1833 var et første forsøg på at udløse en samlet tysk revolution. 50 studenter forsøgte at storme den tyske forbundsdag, der blev anset som et instrument til gennemførelse af den konservative tilbagerulningspolitik. Efter stormen på politivagterne ville oprørerne tilfangetage fyrsterne i forbundsdagen og sætte en samlet tysk revolution i gang. Aktionen mislykkedes allerede i sin indledende fase, hvor skudvekslinger førte til døde og sårede.

Forløb

En væsentlig udløsende faktor for martsrevolutionen var den succesfulde februarrevolution i Frankrig i 1848, hvorfra den revolutionære gnist snart bredte sig til de grænsende tyske stater. I Frankrig havde man i 1830 jublet over at have indsat borgerkongen Louis Philippe og oprettet det såkaldte Julimonarki. Imidlertid var han langsomt blevet et instrument for en fortsat reaktionspolitik. I februar 1848 lykkedes det at afsætte ham og og udråbe en 2. republik, der satte gang i revolutionære tilstande på hele kontinentet i halvandet år.

De vigtigste revolutionære centre efter Frankrig var Baden, Preussen, Østrig, Norditalien, Ungarn, Bayern og Sachsen. I Mannheim dannede man en folkeforsamling 27. februar 1848, hvor kernebudskaberne til revolution første gang blev formuleret. De lød: 1) Bevæbning af folket og frie officersvalg, 2) Ubetinget pressefrihed, 3) Indførelse af nævningedomstole efter britisk forbillede, samt 4) Oprettelse af et tysk parlament

I det danske kongerige førte de revolutionære begivenheder i 1849 til en ny forfatning, der erstattede det hidtidige enevældige system med et konstitutionelt monarki og et to-kammer-system med almen valgret (formuende mænd over 30 år).

I en del tyske lande tegnede fyrsterne sig endda for en liberal strømning, det gjaldt blandt andet i kongerigerne Württemberg og Hannover eller i Hessen-Darmstadt. Der blev etableret liberale “Martsministerier”, der langt henad vejen efterkom de revolutionære krav i form af; Oprettelse af nævningeret, afskaffelse af pressecensuren og ophævelse af livegenskabet. Andre steder forblev det dog ved løfter, der ikke blev indfriet. I disse landområder forløb revolutionen imidlertid temmelig fredeligt grundet disse tidlige initiativer.

Allerede i maj-juni 1848 var revolutionen blevet trængt i defensiven af de herskende fyrstehuse, der havde iværksat en række initiativer til nedkæmpelse af opstandene. Nedkæmpelsen af juniopstanden i Paris havde en afgørende effekt som demotiverende faktor for oprørerne, der siden er blevet sat som den afgørende begivenhed der splittede proletariat og borgerskab i deres revolutionære bestræbelser. Tilsvarende oplevede revolutionen tilbageslag i andre europæiske stater.

Et kronologisk forløb af revolutionen i samlet sammenhæng er svært at nedskrive, da begivenhederne tog mange forskellige drejninger på mange forskellige steder.

Artiklen er ikke tilendebragt, men dog nået et godt stykke

Print siden her